Bertelsen og Keaton

Mikael Bertelsen er tæt ved vejs ende i sin japanske pilgrimsvandring på øen Shikoku. Vi har set ham besøge det sidste tempel, nummer 88, og Bertelsen mangler nu kun i 10. og sidste afsnit på torsdag den 30. november at runde vandringen og dermed serien af.
 

Tv-programmernes høje niveau er fortsat gennem alle afsnit, og det har været sjovt også at følge med på Bertelsens Facebook-side, hvor han jævnligt har lavet opslag, der på forskellig vis har føjet lidt ekstra til de officielle halvtimes episoder på DR2.
 

Da jeg lavede et opslag om ’Shikoku 88’ her på siden den 11. oktober, forsøgte jeg at karakterisere Bertelsens stil - og i kladden til min tekst skrev jeg følgende:
 

”Bertelsen anlægger en maske, der bygger på lige dele naivitet og søgende interesse for det, han oplever, herunder de mennesker, han møder. Ansigtsudtrykket er ofte neutralt og deadpan-agtigt på en næsten Buster Keaton’sk måde. Det er Bertelsens stil, når han laver tv. Stilen gør, at hovedpersonen brænder igennem, og fortællingen fænger. Kameraet kan godt lide Mikael Bertelsen”.
 

Inden jeg lagde opslaget ud, besluttede jeg at slette sætningen, der taler om deadpan og henviser til Buster Keaton. Jeg tænkte, at sammenligningen med stumfilmstjernen måske blev for meget. Mens Keaton aldrig smiler i sine klassiske film, gør Bertelsen det jo faktisk af og til.
 

Men nu ærgrer det mig, at jeg slettede den sætning. Forleden publicerede Mikael Bertelsen på sin Facebook-side nedenstående foto af Buster Keaton med kommentaren ’Mit idol. Aldrig fotograferet smilende’.

  

 

Jeg sætter den sætning, jeg havde slettet, ind i mit opslag fra den 11. oktober. Jeg ved, det er snyd, men jeg kan ikke lade være.
    

26.11.2017