De sidste fem tirsdage har jeg deltaget i en serie byvandringer i Aarhus, arrangeret af Folkeuniversitetet. Vandringerne har fokuseret kronologisk på byens historie – fra vikingetid og middelalder til industrialisme og moderne tid – og har både givet et godt overblik og åbnet øjnene for mange af de spor fra forskellige tider, der findes i bybilledet.
Mange oplysninger har været overraskende – for eksempel at det først er fra
cirka år 1900, at Aarhus bliver den næststørste by i Danmark. Før da er både
Odense og Aalborg betydeligt større, og ved folketællingen i 1801 bor der
kun omkring 4.000 personer i Aarhus.
Folkeuniversitetet gentager byvandringerne i hver sæson, og hvis man er interesseret i byens historie, kan det klart anbefales at deltage. Turene finder sted sidst på eftermiddagen, fra kl. 17 til 18:30.
Som fremragende supplement til vandringerne kan jeg anbefale en bog, der
er udkommet i 2017 på forlaget Systime, ”Hvem byggede Aarhus” af Birte
Annette Nørregaard. Bogen har ingen tilknytning til Folkeuniversitetets
byvandringer, men den gennemgår på tilsvarende måde kronologisk og med mange
flotte illustrationer byens historie fra vikingetid til nutid.
Både byvandringer og den nævnte bog bekræfter, at Aarhus er en fantastisk
by.
4.10.2017