Det røde land

Rejsefortælling fra det sydvestlige USA

Af Niels Jørgen Dinnesen.

 

 

I mine unge dage var jeg vild med film og brugte i nogle år al min tid på at se levende billeder i biografer og filmklub. Jeg var især fascineret af europæiske film, men også interesseret i amerikanske film, ikke mindst westerns. Mange westerns var optaget i imponerende klippelandskaber i det sydvestlige USA, og siden jeg så disse film første gang, har jeg drømt om selv at opleve de storslåede lokaliteter på nærmeste hold. Det var navnlig en række John Ford westerns optaget et sted, der hedder Monument Valley på grænsen mellem staterne Arizona og Utah, der gjorde indtryk. Filmene fortæller nogle simple historier om eksempelvis kavaleriets kvaler med vilde indianere, men værkerne blev med tiden mere og mere nuancerede – og landskaberne, de foregår i, er rent ud betagende.

 

Højdepunktet for instruktøren John Ford var filmen ’The Searchers’ fra 1956 med John Wayne i hovedrollen. Det er den, hvor en ung pige bliver bortført af høvdingen Scar’s commancher, efter de har dræbt hendes forældre og storesøster og sat familiegården i brand. Wayne’s Ethan Edwards er pigens onkel, som drager ud for at finde Debbie. Det bliver en lang eftersøgning, årene går – og efterhånden indser Ethan, at pigen med tiden er blevet ét med de vilde og ikke står til at redde. Når han finder hende, er det derfor hans hensigt at dræbe hende. Sådan kommer det heldigvis ikke til at gå – opfattelsen af indianerne som rene ’savages’ nuanceres af instruktøren mere og mere, efterhånden som filmen skrider frem – og til slut samler Ethan den nu halvvoksne kvinde spillet af Natalie Wood op i sine arme og siger den berømte replik ”Let’s go home, Debbie”. Det meste af handlingen udspilles i Monument Valley, og siden jeg så filmen første gang omkring 1970, har det været en drøm en dag at besøge dette sted.
 

Monument Valley.

 
Allerede i 1970’erne forsøgte jeg to gange at komme i nærheden af de magiske steder i det sydvestlige USA. Første gang var, da jeg fra september 1973 til januar 1974 rejste rundt i det store land med en kammerat. Vi startede på østkysten, men rejste fra begyndelsen af november måned vestpå og nåede så langt som til byen Denver og klippebjergene Rocky Mountains i staten Colorado. Men vi havde ingen bil til rådighed, vi hitch-hikede hele vejen fra øst til vest, og der var ikke mulighed for udflugter til for eksempel nationalparkerne i Arizona og Utah.

 

Anden gang var da jeg sammen med Solveig i sommeren 1977 rejste fra Oregon i nordvest via San Francisco og Los Angeles i Californien til et længere stop hos nogle venner i staten New Mexico. Vi var der i flere dage, men vores værter havde kun i begrænset omfang mulighed for at vise os rundt, og vi så kun lidt af det fascinerende område. På rejsen fra Californien gennem Arizona til New Mexico fik vi et indtryk af de vidtstrakte ørkenområder i landskabet – men mest gennem busvinduet og altså kun på gennemrejse. Fra New Mexico fortsatte vi med Greyhound-bus gennem det store land til østkysten, hvor vi gjorde ophold i staterne Maine og Vermont og sluttede med nogle dage i New Jersey og New York City. Rejsen var et fantastisk road trip, men vi fik ikke set de spektakulære naturscenerier i staterne i sydvest – og ikke hverken Grand Canyon eller Monument Valley.
 
På vej.
 
Mange år senere opstår en tredje mulighed. Sammen med Gunhild og Gert har vi en fælles rejseopsparing, som vi kalder Kortkassen, og som tidligere har bragt os til Irland, Sydafrika og Skotland – og i slutningen af året 2012 beslutter vi, at den næste rejse skal gå til det sydvestlige USA i sommeren 2013. Ved planlægningen lader vi os inspirere af de pakketure, som rejsebureauer tilbyder for dette område – men vi vælger at arrangere rejsen selv, fordi vi gerne vil have kontrol over, hvor vi skal hen, hvor vi skal bo og hvor lang tid, vi vil bruge hvert enkelt sted. Vi afsætter sytten dage til rejsen og vil bruge første halvdel i Det Røde Land inde i landet i staterne Arizona og Utah og anden halvdel i Californien omkring nationalparkerne Yosemite og Sequoia og storbyen San Francisco.
 
Rejsen starter lørdag den 29. juni, og efter en lang flyvetur til Los Angeles og en overnatning på et hotel nær lufthavnen, sidder vi næste dag i vores store Jeep Cherokee 2x4 og spiser mile efter mile af motorvejen Interstate 40 ind mod vores første mål, byen Kingman lige efter grænsen mellem staterne Californien og Arizona. Stepperwolfs ”Born To Be Wild” er vores signatursang, som drøner ud i højttalerne, da vi er på vej ud af L.A.

 

Get your motor runnin’

Head out on the highway

Lookin’ for adventure

And whatever comes our way

Yeah Darlin’ go make it happen

Take the world in a love embrace

Fire all of your guns at once

And explode into space

 

Interstate 40 i Californien. 
 

Et langt stræk går ruten gennem Californiens Mojave ørken, der er et vidtstrakt og forholdsvis fladt landskab, hvor der ikke vokser meget andet end vindhekse og kaktuslignende tornede Joshua træer. Det er Gert, der er chauffør, og mig, der er navigatør og stifinder – og begge opgaver er det meste af tiden til at overskue. Vejen går ligeud mod horisonten, så langt vi kan se, og der er mange kilometer mellem afkørsler og vejkryds. Er vi det mindste i tvivl, ved vores Garmin GPS hele tiden, hvor vi er, og har styr på både koordinaterne og den korteste vej til målet. Fra byen Barstow kører vi et langt stræk ad motorvejen gennem ørkenlandet. Store dele af denne vestlige sektion af Interstate 40 fra Californien til Oklahoma overlapper eller løber parallelt med Route 66, USA’s mest berømte landevej.

 

Mojave ørkenen, Californien.

 

U.S. Route 66, som blev etableret i 1926, førte fra Chicago, Illinois, gennem staterne Missouri, Kansas, Oklahoma, Texas, New Mexico og Arizona til Los Angeles i Californien, i alt en strækning på 2.500 miles eller 4.000 km. Route 66 blev en vigtig hovedvej for folk, der drog vestpå, ikke mindst gennem den såkaldte ’Dust Bowl’ periode i 1930’erne, hvor mange landbrug i de østligere stater blev ødelagt af sandstorme, og farmerne i vid udstrækning søgte vestpå til Californien. Route 66 gav næring for økonomien i de lokalsamfund, den løb igennem, og folk, der drev forretning ved vejen, tjente godt på grund af rutens popularitet.

 

Det var derfor ikke mærkeligt, at de samme mennesker protesterede voldsomt, da den tosporede Route 66 i løbet af 1970’erne blev afløst af det nye mindst firesporede motorvejsnet, the Interstate Highway System. Officielt blev Route 66 fjernet fra det amerikanske hovedvejsnet i 1985. Siden er dele af den historiske landevej blevet genoplivet som følge af en voksende Route 66 turisme, og flere af de oprindelige strækninger er i de senere år blevet sat i stand og ophøjet til turistrute under navnet Historic Route 66.

 
Ludlow, Californien.
 

Ludlow Cafe, Californien.
 
Der er varslet hedebølge de næste dage i det sydvestlige USA, og da vi parkerer foran Ludlow Cafe og stiger ud af bilen, mærker vi med det samme, at luften brænder, og asfalten er ved at smelte. Temperaturen er 120 grader Fahrenheit svarende til 49 grader Celsius, i skyggen, og det føles faktisk som om, man risikerer at blive stegt levende, hvis man bliver stående i solen. Cafeen ligger ved den gamle Route 66, som på dette sted løber parallelt med både motorvejen og jernbanen, der ligger henholdsvis et par hundrede meter mod nord og i tilsvarende afstand mod syd. Ludlow var engang et blomstrende samfund som både jernbaneknudepunkt og betjeningssted for trafikken på Route 66 med en række af restauranter, benzintanke og moteller, men i dag er byen næsten forsvundet og tilbage er blot to tankstationer, et enkelt motel og en café, hvor vi går ind for at spise frokost.
 
Restauranten er tom for gæster, da vi træder ind. En ældre krumbøjet mand i lasede cowboybukser og tilsmudset forklæde er i gang med at rydde bordene for tallerkener og affald efter et tilsyneladende større selskab. ”Hi folks”, siger han, da han ser os. ”Are you aware that it’s 120 outside…?” Vi sætter os ved et af bordene og begynder at undersøge menukortet, mens vi ser os omkring i lokalet. Cafeen er indrettet i saloon-stil med bardisk og rustikke møbler og udsmykket med gamle mineredskaber og Route 66 souvenirs på væggene. Spiseområdet har karakteristiske fire-personers boder med polstrede plastikbetrukne rutebilsæder langs væggene og borde med spinklere metalstole i midten. Uden for cafeen står nogle gamle tipvogne med skinnehjul fra dengang, selskabet Ludlow Mining Company omkring år 1900 brød guldmalm i området og havde brug for at transportere malmen hen til jernbanen og derfra til Barstow, hvor den blev forarbejdet. Ludlow manglede altid vand og havde ikke mulighed for selv at udvaske guldet.

 

Ludlow Cafe.
 
Den gamle mand gør kun nødtørftigt rent efter de forrige gæster og raver rundt mellem bordene som om, han er beruset, mens han fortsætter med at tale til os, som om vi var gamle venner. ”What brings such good-looking folks to Ludlow?”, siger han og læner sig så langt ind over vores bord, at han er ved at falde på næsen over bakken med ketchup og salt og peber. En kvindelig ansat kigger ind i lokalet fra døren til køkkenet og ser, hvordan manden med det tilsølede forklæde trænger sig ind på gæsterne og får ham diskret gennet væk, før hun smilende kommer hen til bordet for at tage imod vores bestilling. ”Good afternoon”, siger hun venligt. ”Welcome to Ludlow. Are you ready to order?” Vi bestiller grillede sandwiches med french fries og salat, hertil koldt vand – og kort efter kommer servitricen med fire store plastikglas med forfriskende isvand. Kildevand med masser af isterninger. Den slags har de styr på, amerikanerne.

 

Ludlow, Californien.
 
Mens vi venter på maden, går jeg udenfor med kameraet for at se mig omkring og tage et par billeder af omgivelserne. Ludlows eneste aktive motel ligger for enden af byen et par hundrede meter nede ad vejen mod vest. Imellem cafeen og motellet ligger en nedlagt benzinstation og autoværksted. Under halvtaget, hvor benzinpumperne har stået, holder to gamle og rustne biler, en orangefarvet tankvogn fra Ludlow Fire District og en grøn personbil, begge fra 1950’erne eller deromkring. Foran cafeen står en bænk af massivt træ, bemalet som det amerikanske flag, ’Stars and Stripes’, og falmet i farverne af flere års brændende sol.
 

Ludlow Motel.

 

I modsat retning mod øst på hovedgaden Route 66 ender byen efter få meter ved et vejkryds skråt over for cafeen. På hjørnet af krydset ligger den ene af Ludlows to tankstationer. Vejen til venstre fører ned til motorvejen, vejen til højre om mod jernbanen, og ligeud fortsætter vejen ud i Mojave-ørkenen, hvor der kun er ganske få beboede steder på de hundrede miles til Needles ved grænsen til Arizona. På strækningen ud mod ørkenen ligger forladte rester af nogle større træbygninger, der nok har været travle moteller eller restauranter, før motorvejen for fyrre år siden afløste Route 66 og lagde samfund som Ludlow helt eller halvt øde.

 

Route 66 i Ludlow, Californien.
 
De forladte bygninger ligger kun få hundrede meter fra mig, og normalt ville jeg straks gå hen til levn fra svundne tider som disse for at tage et par billeder, men i dag vælger jeg det fra, fordi luften ganske enkelt er for brændende varm. Efter vi har spist, får jeg nok chaufføren til at køre mig derhen, inden vi fortsætter mod Kingman ad motorvejen. Jeg kaster et sidste blik rundt på de få rester, der er tilbage af byen Ludlow, og går tilbage til cafeen, hvor luften i lokalet er afkølet og sval, og servitricen snart efter kommer med vores mad. Ludlow er ingen rigtig ’ghost town’, men det er tæt på.
 
Route 66 og Hackberry General Store.
 

De næste 250 kilometer fra Ludlow til Kingman i Arizona kører vi ad motorvejen i et stræk, og efter en god nats søvn på Best Western i Kingman er vi næste dag klar til at tage den historiske Route 66 nærmere i øjesyn. Hotellet Best Western har adresse på Andy Devine Boulevard, der er opkaldt efter byen Kingmans berømteste søn skuespilleren Andy Devine, der i sin tid spillede diligencekusken i John Fords ”Stagecoach” fra 1939.

 

 

Fra Kingman til den næste større by Seligman er bevaret et stykke på 140 km af Route 66, fordi den gamle vej på denne strækning med en bue ud i Arizonas ørken tog en helt anden rute end den nye motorvej. Da vi har lagt Kingman bag os og er kommet ud i det åbne land, finder jeg et stykke musik på min iPhone og skruer godt op for lyden på bilens stereoanlæg.
 
Well if you ever plan to motor west
Just take my way that’s the highway that’s the best
Get your kicks on Route 66
 
Well it winds from Chicago to L.A.
More than 2000 miles all the way
Get your kicks on Route 66
 
Well it goes from St. Louie down to Missouri
Oklahoma City looks oh so pretty
You’ll see Amarillo and Gallup, New Mexico
Flagstaff, Arizona don’t forget Winona
Kingman, Barstow, San Bernadino
 
Det er Rolling Stones udgaven af Chuck Berrys suveræne rocksang, der kører, og vi har længe set frem til at høre det klassiske nummer på netop dette sted. ”Hold da op”, siger chaufføren. ”Det er fantastisk. Nu risler det godt nok ned ad rygraden”.

 

Hackberry ved Route 66.
 
Næsten al bebyggelse på denne strækning af den gamle landevej er forsvundet eller ligger tilbage som forladte og faldefærdige rester af gyldne tider, da Route 66 var hovedvejen fra øst til vest, og rejsende havde brug for flere stop undervejs, end det er tilfældet i dag. Dengang var tempoet lavere og benzintanken mindre, og i den svedende varme i sommermånederne var det nødvendigt at stoppe ofte for at drikke vand eller købe en kold Coca Cola fra et af de store isskabe. Efter knap en times kørsel og et fotostop ved udskænkningsstedet ’Mike’s Outpost Saloon’ gør vi holdt ved lokaliteten Hackberry, der ligger i en lavning mellem nogle støvede bakker i det kuperede landskab.

  

Hackberry ved Route 66.
 
Hackberry var oprindelig en mineby, hvor der omkring år 1900 blev gravet sølv. Minedriften ophørte efterhånden, men senere blev byen forsyningssted for Route 66 rejsende med en række servicestationer på begge sider af vejen. Alle blev lukket, efter Interstate 40 i starten af 1970’erne ledte trafikken langt uden om byen. Afstanden til den nye hovedvej var pludselig 16 miles, og Hackberry Road fik ikke engang en afkørsel på den nye motorvej. Hackberrys købmandsforretning og dens Esso benzintank blev i 1978 de sidste forretninger, der lukkede, og Hackberry var herefter en spøgelsesby.
 
I 1992 ankom en omrejsende kunstner ved navn Bob Waldmire til byen og genåbnede Hackberrys General Store på samme sted som den gamle købmandsforretning. Han indrettede forretningen som informationspost og souvenirbutik for Route 66 turister og var på et tidspunkt byens eneste fastboende. I 1998 solgte Waldmire butikken til John og Kerry Pritchard, der har videreført forretningen, så den stadig er i funktion som en kombination af blandet landhandel og landevejsmuseum.
 

Hackberry General Store.

 

Det er først på formiddagen, da vi stiger ud af bilen ved Hackberry General Store. Heldigvis kan vi se, at butikken er åben, selv om klokken ikke er ti endnu. Der er blå himmel og varmt i luften allerede, men vi har lagt den værste hedebølge bag os, og i dag er der behagelig sommervarme med udsigt til 30-35 grader i eftermiddag. Uden for butikken er området fyldt med et udvalg af klassiske biler fra Route 66’s storhedstid – og med eksempler på store karakteristiske isbokse og benzinpumper af forskellige mærker stillet op i klynger og rækker omgivet af skrammede vejskilte og gamle reklamer for Firestone, Shell, Phillips 66, Coca Cola og Mobil Gasoline.

 

Hackberry General Store.

 

Der holder en klassisk Ford T foran et skilt med teksten ’300 miles desert ahead’, og ud for butikken står en knaldrød og strømlinet Corvette sportsvogn. Længere væk ses et rustent eksemplar af en stor Chevrolet flyder med sherifstjerne på døren og rødt udrykningslys på taget. På en bænk foran indgangsdøren sidder en kvindelig voksdukke iklædt spraglede indianske gevandter og bredt pandebånd, der bekvemt holder det lange sorte hår væk fra øjnene.
 
Hackberry General Store levendegør på fremragende vis nogle svundne tider og genopvækker nostalgiske minder om både ting, jeg selv har oplevet i mine unge dage, og stemninger fra oplevelser med amerikanske film, tv-shows, bøger og musik. Blandt andet var jeg optaget af Jack Kerouacs 1950’er-roman ’On the Road’ og Bob Dylans strejfersange fra 1960’erne, eksempelvis ’Rocks and Gravel’ og ’Highway 61’ – og jeg var vild med klassiske road movies som 'Easy Rider', ’Two Lane Blacktop’, ’Five Easy Pieces’, ’Badlands’ og ’Thelma and Louise’.

 

I mange år har jeg næsten glemt, hvor meget jeg i sin tid var optaget af fænomener som disse og af endeløse landeveje, og hvor meget denne fascination både var inspireret af og satte sit præg på de rejseoplevelser, jeg selv opsøgte. Nu kommer det hele tilbage, ikke blot på grund af Hackberry General Store, men også som følge af at være kommet herud på de åbne vidder i det storslåede amerikanske landskab og i disse øjeblikke befinde mig ved selveste the mother road, U.S. Route 66.
 

Hackberry General Store

 

Inde i bygningen er opstillet interiøret af en ’soda shop’ fra 1950’erne, komplet med røde drejelige barstole, sodavandspumper, softice-maskine, jukeboks og fotos af Elvis Presley, James Dean og en mængde andre 50’er-idoler på væggene. Det kunne have været kulissen til en film som ’American Graffiti’ og ligner også noget, jeg selv har oplevet, da jeg hitch-hikede rundt i det store land i efteråret 1973. En kvindefigur sidder ved bardisken med et opslået ugeblad i skødet og et drømmende udtryk i øjnene. Hun er langt borte i sine egne tanker og har måske Neil Sedaka kørende for det indre øre med sangen ’Oh Carol’ fra omkring 1958.
 
Oh, Carol, I am but a fool
Darling, I love you, though you treat me cruel
You hurt me and you made me cry
But if you leave me I will surely die
 
Darling, there will never be another
Cause I love you so
Don’t ever leave me
Say you’ll never go
I will always want you for my sweetheart
No matter what you do
Oh, Carol, I’m so in love with you
 
I butikken sælges bunker af Route 66 souvenirs – alt muligt fra originale effekter og ægte antikviteter til regulært junk og skrækkeligt kitsch. Vejskilte, nummerplader, reklameplakater, kopper, krus, indrammede billeder, kjoler, T-shirts, postkort, kasketter. You name it. Jeg køber selv et Route 66 vejskilt i klassisk design – og en sort T-shirt med teksten ’Route 66 Hackberry’ på brystet. Jeg er også fristet af blandt andet gamle nummerplader fra Californien, Arizona eller Utah – men undlader at lade samlermanien løbe af med mig.

 

Hackberry General Store.

 

Ved kasseapparatet nær udgangen sidder ekspedienten og læser i en bog, mens han taster beløbene ind og modtager min betaling. Bag ham står en nydelig kvindelig voksfigur iført stram bluse, frynset skindvest, cowboyhat og denim-nederdel med bredt pistolbælte og ser selvbevidst udfordrende og sej ud ved siden af en original grøn benzinstander af mærket ’Indian Gasoline’ – et mærke, der tilhørte olieselskabet Texaco, og som gik ud af anvendelse engang i 1940’erne. Jeg fisker igen kameraet op af tasken og tager et hurtigt snapshot, mens kvindefiguren lader skyderen sidde i bæltet og karakterfast ser lige forbi mig gennem vinduet mod Route 66 og horisontlinjen langt ude i Arizonas ørken.

 

Route 66. 
 
Grand Canyon.
 
Vi gør holdt til fotostop et sted, hvor Route 66 fortsætter i en lige linje mod horisonten – men ellers kører vi turen fra Hackberry til Grand Canyon i et stræk. Afstanden er 157 miles og køretiden cirka to en halv timer. Vi forlader motorvejen ved byen Williams og kører nordpå ad Vej 64 mod vores næste base i turistbyen Tusayan lige uden for nationalparken. Nu nærmer tiden sig for at få syn for sagn. Der er intet spektakulært ved landskabet, da vi nærmer os den store kløft. Området, vi kører igennem, er fladt og kilometer efter kilometer dækket af fyrretræer. Der er intet forvarsel om det, vi skal se, før vi er der.
 
Vi stiger ud af bilen på den store parkeringsplads øst for Grand Canyon Village og tager vand med fra køletasken. Vejret er perfekt med høj sol, næsten ingen vind og en temperatur på omkring 30 grader. Jeg kigger i brochuren, vi fik udleveret ved indgangen til parken, og drejer til højre på stien mod et markeret udsigtspunkt. Hold da op. Efter få meter står vi ved kanten af den dybe slugt, og det giver et sug i maven, da jeg med egne øjne kan se, hvor storslået dette fantastiske naturfænomen folder sig ud til alle sider. Dybet er svimlende, og farvespillet på de forskelligartede klipper oppe og nede og til højre og venstre er fascinerende flot. Det er svært at forestille sig, hvor mange millioner år det har taget floden dybt nede at grave denne enorme kløft i klippen, og svært at begribe, at det overhovedet har kunnet ske.

 

Mather Point, Grand Canyon.
 
Efter flere kig ud over kløften fra udsigtsstederne ved Mather Point tjekker vi ind på hotellet i Tusayan og kører ud til lufthavnen i udkanten af byen, hvor vi har bestilt en helikoptertur over slugten. Jeg har drømt om at flyve i helikopter i mange år – og det her må være den ultimative debut. Solveig og jeg får plads ved siden af piloten og har perfekt udsyn gennem den store rude foran os. Selv om vi har høreværn på ørerne, er larmen infernalsk, da maskinen starter – men selve opstigningen fra stående stilling på platformen til svævet over jorden er overraskende blid og blød. Det føles som at blive løftet forsigtigt i en elevatorstol med vid udsigt. Vi svæver over trætoppene med god fart fremad. Det er fantastisk, som om vi selv kan flyve. Nu får vi først fyrreskoven og snart den store kløft Grand Canyon i ørneperspektiv.
 

Grand Canyon i ørneperspektiv.

 

Ude over kløften kan vi se floden Colorado River glimte i solen, og rundt om os stråler skrænter og skår i klippen i røde, brune, orange og grønne farver. Kløften er 1.600 meter dyb og op til 29 km bred, her ved Grand Canyon Village 8-9 km fra sydkant til nordkant. Vi tager et sving ind over kløftens nordside og flyver tilbage mod Tusayan, nu med udsyn mod vest og solen flimrende i maskinens store panoramavinduer. Igen kan vi se Colorado-floden blinke som et spejl dybt nede, og fornemmelsen af vægtløshed er fænomenal, da vi glider ind over sydkanten og dykker ned mod trætoppene og kan se bygningerne i den lille lufthavn dukke op i det fjerne. Vi passerer en lille sø, hvor en elk-kronhjort er i færd med at slukke tørsten. Hen over parkeringspladsen og ind mod landingsplatformen står maskinen næsten stille i luften, mens piloten drejer næsen af kabinen op mod lufthavnsbygningen og sagte, men med brølende motorer, sætter helikopterfødderne blidt til jorden. En halv time i luften har vi fået, og oplevelsen er storslået.
 

Tusayan Airport.

 

Hermit Road og Shoshone Point.

 

Næste morgen har vi hele dagen foran os til en nærmere udforskning af nationalparken ved kløftens sydlige rand. På vej i bilen ind til Grand Canyon Village løber en grå ræv over vejen, og inde i lillebyen står en elk i et hjørne af parkeringspladsen og æder grønne blade af de unge løvtræer. Landsbyen er den klassiske base for et besøg ved Grand Canyon. Her ligger en række udlejningshytter og desuden det gamle hæderkronede hotel El Tovar bygget i 1905, alle bogstaveligt talt på selve kanten af kløften. Vi har fravalgt at bo her, fordi stederne har ry for at være både trange og nedslidte, og fordi de samtidig er betydeligt dyrere end hotellerne i Tusayan. I andre nationalparker bliver transporttiden for lang, hvis man bor uden for parken, men afstanden fra Tusayan til centrum af parken er kun 10 minutter i bil. Det er perfekt.
 
Vi har valgt at bruge formiddagen på vejen vest for Grand Canyon Village – den såkaldte ’Hermit Road’, der løber langs randen af kløften og ender blindt efter 10-15 miles ved et sted, som kaldes ’Hermit’s Rest’. I vinterhalvåret kan man køre denne rute i egen bil, men om sommeren er vejen lukket på grund af mange besøgende. Transporten foregår i stedet med busser, der kører i pendulfart fra landsbyen til Hermit’s Rest og tilbage igen. Busserne er gratis og stopper ved ni af de mest markante udsigtspunkter. Her kan man stige af og på, som man har lyst – og for eksempel vælge at vandre til fods ad stien ved kanten, The Rim Trail, til et af de næste udsigtspunkter og stoppesteder.
 

Bright Angel Overlook, Grand Canyon.

 

Bussen starter ved Bright Angel Overlook i den vestlige udkant af den lille by. Herfra er der udsigt over vandrestien Bright Angel Trail, der snor sig ned ad klippesiden til bunden af kløften. Afstanden til floden ad denne sti er femten kilometer, og højdeforskellen fra top (2.100 meter) til bund (750 meter) er 1.350 meter. Nedturen tager tre-fire timer, opstigningen mindst otte timer. Ruten er for barsk for almindeligt dødelige, og om sommeren kan den være nærmest dræbende. Lufttemperaturen stiger med en grad pr. hundrede meters højdeforskel, jo længere man bevæger sig nedad. Det vil sige, der er mindst fjorten grader varmere ved bunden end de femogtredive ved toppen. Om sommeren giver det en temperatur på omkring halvtreds grader, og det er ikke sundt. Inden helikopterturen i går vandrede vi på skrømt lidt ned ad stien, men i dag stiger vi på bussen mod Hermit’s Rest.
 

The Rim Trail, Grand Canyon.

 

Vi står af og på ved Maricopa Point, og fra Powell Point beslutter vi at vandre ad The Rim Trail til de næste udsigtspunkter Hopi Point og Mohave Point. Stien er smal og uden fast belægning, men overfladen er plan, og det er behageligt at være under åben himmel. Sporet følger kanten af kløften, der bugter sig ud og ind, så udsigten hele tiden skifter. Der er ikke noget rækværk ud mod dybet, men man føler sig alligevel hele tiden på sikker grund.

 

Nogle steder er anlagt udsigtsplatforme på fremspring i klippen, der rækker ud i kløften. Her er der både beskyttende rækværk og frit udsyn til alle sider, og fra Hopi Point kan man se skummende hvide toppe i Colorado flodens grønne vand dybt nede. Svævende over kløften ses store sorte rovfugle. Det er kondorer, der har et vingefang på op til tre meter. På jorden ved fyrretræerne langs stien er der små livlige egern og også mange af de endnu mindre og karakteristiske jordegern, ’chipmunks’, der var model for Disney’s drillepinde Chip & Chap, på engelsk Chip & Dale.
 

Hermit’s Rest, Grand Canyon.

 

Fra Mohave Point kører vi med bussen til The Abyss, hvor der er frit udsyn et tusind meter lodret ned i afgrunden. Ude over kløften fortoner nordkanten af slugten mange kilometer borte sig næsten i varmedisen. Der er blå himmel og høj sol og hele tiden brug for vand fra vandflasken. Vi har tænkt os at gå det sidste stykke til endestationen Hermit’s Rest, men selskabet er ved at køre træt, og vi stiger på bussen i stedet.

 

For at få fuldt udbytte af et besøg ved Grand Canyon skal man ned i kløften, men det er desværre nemmere sagt end gjort. Det kræver, at man har mere tid til rådighed, og man skal nok være yngre og i bedre fysisk form end vores lille gruppe. Vi skulle have gjort det, da vi var unge – vandret ned ad Bright Angel stien, overnattet i telt på en af campingpladserne ved floden og klatret op igen fra tidligt næste morgen, inden solen begynder at brænde.

 

Grand Canyon Village og Bright Angel Trail.

 

Stien bliver vedligeholdt af parkmyndighederne, men den har eksisteret i mange år – længe før europæerne kom til Amerika fra 1500-årene og blev oprindelig anlagt af Havasupai-stammen for tusind år siden eller mere. Indianerne boede periodisk i området og havde brug for sporet for at hente vand ved en kilde, der i dag kaldes Garden Creek, og som ligger omkring otte kilometer fra toppen. Man ved med sikkerhed, indianerne har været her, for de har efterladt graverede tegninger på klipperne langs stien, såkaldte ’petroglyphs’. Den sidste Havasupai forlod området i 1928, jaget bort af USA’s National Park Service.
 
Tilbage i Tusayan spiser vi en sen frokost på restauranten ’We Cook Pizza & Pasta’ ved siden af turistbyens mini-supermarked og souvenirbutik. Solveig og jeg deler en small pizza med bacon, kødboller og chili. Jeg bestiller en kold øl til maden, og ekspedienten foreslår, jeg prøver en fadøl fra det lokale bryggeri ’Grand Canyon Brewing Company’. Jeg beder om et lille glas og snart efter, mens vi venter på maden, et lille glas mere. Øllet er livsaligt afkølet og smager fremragende, Pale Ale når det er bedst.

 

Da jeg besøgte USA første gang i 1973, var der ikke meget øl at vælge imellem. Alt var lys pilsnertype, og nogle af de førende mærker var Schlitz og Michelob. Det mest eksotiske dengang var, når man fik en Coors, som kun kunne købes i den vestlige del af landet, altså i Californien og nærliggende stater. I dag har dette billede ændret sig fuldstændig. Overalt findes lokale mikrobryggerier, som laver fremragende øl af mange forskellige typer – Stout, Porter, Wheat, Lager, Bock, Pale Ale og India Pale Ale. Min favorit er Pale Ale eller India Pale Ale, og den, der serveres her på pizza-restauranten er eminent.
 

Shoshone Point, Grand Canyon.

 

Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til nationalparken for at se solnedgangen over kløften. Det er ikke selve solnedgangen – når solskiven glider ned bag klippen – der er attraktionen. Det er lysspillet på klipperne, når solen står lavt, vi vil se. At opleve Grand Canyon ved solnedgang er en populær foreteelse, som hver dag tiltrækker turister i tusindvis. Et af de mest besøgte steder er Hopi Point ved Hermit Road vest for Grand Canyon Village. Her er der efter sigende sort af mennesker hver aften. Vi har valgt et alternativt sted øst for byen, som anbefales af rejsebogen ’The Rough Guide to Southwest USA’, et sted ved navn Shoshone Point. Bogens forfatter Greg Ward skriver om Shoshone Point følgende:
 
Shoshone Point is the least-known and least-visited of the South Rim viewpoints, for the simple reason that it’s only accessible on foot, along an easy one-mile trail from Desert View Drive. It’s an absolute gem of a place, offering beautiful views along with an unparalleled sense of peace and privacy. An hour’s round trip hike from the road may well offer your only chance to be alone with the canyon on the South Rim, and it’s arguably the finest viewpoint on either rim.
 
Det er store ord, og det er derfor dette sted, vi går efter. To kilometer efter sidevejen mod Yaki Point skal man se efter en lille parkeringsplads på venstre side af vejen, hvor der står et brunt skilt med teksten ”Site Use By Permit Only”. Herfra tager det cirka en halv time at vandre ad skovvejen hen til kløften. For enden af vejen ligger en træhytte med borde og bænke udenfor, et sted der lejes ud til bryllupper og den slags. Efter hytten fortsætter en sti ud til kanten, hvor man balancerer over en smal passage med klippe til den ene side og frit fald til den anden og kommer ud på en naturlig platform af flad klippe med en lys stensøjle, en såkaldt ’hoodoo’, som markør i midten. Herfra er der vid udsigt hele vejen rundt mod både vest, nord og øst – og nedad, hvor man kan se Colorado-floden i bunden af kløften. Der er intet beskyttende rækværk ved Shoshone Point – men hvis man er almindeligt forsigtig, er det både enkelt og ufarligt at gå herud. Og udsigten er fantastisk. Det er, som Greg Ward skriver ovenfor, et fund af et sted.
 

Shoshone Point, Grand Canyon.

 

Vi har ikke Grand Canyon helt for os selv, da vi ankommer, men næsten. Ud over os er der tre andre besøgende på platformen, den ene med et spejlrefleks-kamera på en trefod. Panoramaet er storslået. I den lave sol funkler klipperne i lysende røde, orange og lilla nuancer og går i sort eller gråt, hvor der er skygge. Der blæser en kraftig vind, da vi er kommet ud på pynten med den hvide hoodoo, men luften er stadig lun efter en varm sommerdag i den store nationalpark. Vi står eller sidder en stund på klippen og lader indtrykkene sætte sig. Det er overvældende, og jeg tænker, at det her kan ikke gøres bedre. Smukkere bliver Grand Canyon aldrig.

 

Shoshone Point, Grand Canyon.
 
På vej tilbage mod bilen får vi øje på nogle tydelige aftryk af store poter i den sandede overflade på skovvejen. Det ligner ikke aftryk fra en hund, snarere fra en stor kat. Vi kommer i tanker om et skilt, vi så i siden af vejen, da vi kørte herud – et skilt, der advarer om bjergløver på vejen. Næppe om dagen sandsynligvis, for mountain lions er nattedyr, men alligevel. Tænk hvis der har gået en bjergløve her på vejen før os? Tanken er fascinerende, og resten af vejen tilbage mod parkeringspladsen scanner vi med øjnene underskoven for at se, om vi kan få øje på et af de store kattedyr. Man ved aldrig. Vilde dyr er talrige på de store åbne vidder i det sydvestlige USA.
 
Anasazi, urfolket.
 
Næste dag går rejsen videre. Vi provianterer i Tusayans mini-supermarked og fylder køletasken med kildevand, før vi kører ud af byen og fortsætter ad Desert View Drive langs kanten af den store kløft øst for Grand Canyon Village. Vi tager et sidste kig ud over det storslåede landskab ved Desert View, hvor nationalparken slutter. Bagefter fylder vi benzin på bilen med udsigt til lange lige landeveje og kun få bebyggelser de næste tre-fire timer frem mod indianerreservatet Navajo Nation og vores base de næste to dage i Monument Valley. Vej 64 fører os gennem et øde område til byen Cameron, og herfra fortsætter vi ad først den travle Highway 89 og dernæst den langt mindre trafikerede Vej 160 til Tuba City, hvor vi ankommer til Navajoland og skruer tiden en time frem til sommertid som i nabostaten Utah.
 

Highway 160, Arizona.

 

Som den eneste stat i føderationen bruger Arizona ikke sommertid, men det gør indianernes Navajo Nation, fordi dette område dækker dele af både Arizona og Utah. Reservatet har en form for selvstyre med blandt andet eget politi og forbud mod salg og udskænkning af alle former for alkohol. Men møntfoden er stadig amerikanske dollars, og navajoerne er også amerikanske statsborgere. Vi gør holdt ved nogle boder i vejkanten, hvor en kvinde sælger indianske smykker og kunsthåndværk, og et sted nær Cow Springs ser vi for enden af den lange lige landevej et kilometerlangt godstog fylde næsten hele horisontlinjen fra syd til nord. Landskabet er kæmpestort og meget øde hele vejen rundt, og vi lytter til musik i højttalerne, mens vi sidder tavse og forundres over de store vidder. Vi er kun på fjerdedagen, efter vi forlod Los Angeles, og vi har allerede set og oplevet meget.
 
Into the great wide open
Under them skies of blue
Out in the great wide open
A rebel without a clue
 
Vi er i god tid, før vi kan tjekke ind på vores hotel, og vi beslutter at gøre holdt ved noget, der hedder Navajo National Monument kort før byen Kayenta. Stedet rummer i en mægtig åben hvælving i bjergsiden på den anden side af en dyb kløft en af de flotteste eksisterende klippebeboelser fra en svunden kultur for århundreder siden, et folk der kaldes ’Ancestral Pueblo’ eller ’Ancient Pueblo’, og som muligvis er forfædre til flere af områdets senere indianerstammer, blandt andre Hopi og Navajo. Beboelsen i klippen har navnet Betatakin, som på Navajo betyder ’huset på klippehylder’. Man kan se stedet på afstand fra en udsigtsplatform nær besøgscentret eller komme helt hen til det på en sekstimers vandretur under ledelse af en af parkens rangers. Vi har ikke hele dagen til rådighed, så vi vælger den korte rute.

 

Tsegi Canyon.
 
Fra hovedbygningen fører en asfalteret sti ned til udsigtspunktet. ’The Sandal Trail’, altså Sandalstien, kaldes vejen, og det passer helt fint til vores lille selskab, hvor vi alle er iført sandaler. Afstanden er kort, der er blot tale om halvanden kilometer frem og tilbage. Sporet fører igennem en flot og særpræget natur med lave flade sandstensklipper og sære små snoede nåletræer, der trods lidenheden ser ud til at være århundreder gamle.

 

Fra enden af stien ser man ud over den vældige Tsegi Canyon mod hvælvingen i klippen og den gamle Pueblo-beboelse på den anden side. Under loftet i den store hule er talrige små huse i flere niveauer forbundet med trapper og stiger og med lodrette murede vægge og små pladser og torve imellem. På dette sted boede engang omkring 120 mennesker, og årringsundersøgelser af træværket viser, at bebyggelsen blev taget i anvendelse omkring år 1250.

 

Betatakin, Tsegi Canyon.

 
Pueblo-navnet for den svundne kultur er spansk og stammer fra de første spanske opdagelsesrejsende, som kom til dette område. Ordet ’pueblo’ betyder ’landsby’ på spansk. En anden betegnelse for det samme folk i grænseområdet mellem de fire nuværende stater Colorado, Utah, Arizona og New Mexico er Anasazi,  der på navajo betyder ”Ancient Ones”, altså de allerældste eller urfolket. Afsatsbeboelserne i klippehvælvingerne blev opgivet og forladt med tiden, allerede i 1400-årene, og en af teorierne om puebloerne er, at de på grund af mangel på vand forlod området og fandt andre græsgange andetsteds på det store kontinent.

 

Personligt hælder jeg mere til en anden teori, som også indianerne selv tror på, nemlig at Anasazi-folket ganske enkelt er deres ældste forfædre. I Betatakin-bebyggelsen ved Tsegi Canyon findes en mængde gamle billed- og symbolinskriptioner på klippevæggene, blandt andet en såkaldt ’pictograph’ (en bemaling på klippen) med en fuglelignende figur i en stor hvid cirkel. For Hopi-stammen, som har deres reservat midt i Navajoland omkring 50 kilometer syd for Betatakin, forestiller denne figur Maasaw, der er symbol for en af fire Hopi-klaner, og hopierne opsøger ofte Betatakin-monumentet i ceremonielle anliggender.

 

Anasazi Inn.
 
Vi følger sandalstien tilbage til besøgscentret, hvor der er udstillet kopier af fund fra området og en model af tre af rummene fra Betatakin. En ældre kvinde sidder med ryggen mod os ved en væv og arbejder på et farvestrålende indiansk tæppe. ”That will be 5 dollars, please”, siger hun, da hun hører udløserklikket fra mit kamera. Hun peger samtidig mod et skilt på siden af væven, hvor der står ”Photos $5.00 each”.

 

Tilbage ved landevejen mod Kayenta er vi blevet godt sultne og gør holdt ved en landevejs-diner, der ligger smukt ved vejsiden på en baggrund af høje, gullige sandstensklipper.  ”Anasazi Inn” hedder stedet meget rammende. Her kommer vi for første gang tættere på de lokale beboere. Alle ansatte og øvrige gæster på den lille diner er navajoer, og væggene i spiselokalet er udsmykket med forskellige indianske genstande i form af billeder, fotos og kunsthåndværk. Vi får straks et svingende glas koldt vand med masser af is, og mens vi venter på vores sandwiches med french fries, går jeg udenfor med kameraet og tager et par billeder af klipperne og de flotte omgivelser.

  
Monument Valley.
 

Monument Valley Skyline.

 

Efter byen Kayenta går der ikke lang tid, før Monument Valleys karakteristiske profil dukker op i det fjerne. På denne strækning er der brug for flere fotostop, og et sted går jeg ud midt på den tosporede vej for at få både vejbanen, der fortsætter snorlige mod horisonten, og konturen af klipperne i Monument Valley med i billedet.

 

Tilkørselsvejen fra landevejen til parken ender ved en stor parkeringsplads, hvor der fra bakkekammen til venstre for besøgscentret er udsigt mod områdets tre mest berømte klippeprofiler, Left Mitten, Right Mitten og Merrick Butte. På kammen ligger også vores hotel, der selvfølgelig har navnet The View, for udsigten herfra er rent ud fantastisk. De lodrette plateauklipper, der slutter med en flad top, kaldes ’buttes’, og de tilsvarende klipper, der slutter med både en flad top og en fritstående spids søjle kaldes ’mittens’. Større og mere vidtstrakte højdedrag kaldes ’mesas’.

 

Monument Valley. 

 

Monument Valley er i virkeligheden ikke en dal. Her er hverken noget flodløb i bunden eller længere højdedrag på begge sider. Men står man på bakken, hvor hotellet er placeret, og kigger ud over sceneriet, ligger alle de markante konturer faktisk et niveau længere nede i noget, der med god vilje kan kaldes en dal. Hele området var engang en flad slette, hvor toppen af de nuværende fritstående ’monumenter’ var skjult under overfladen. I løbet af de seneste millioner af år er jordbunden krakeleret på grund af hævninger i undergrunden. Det meste af overfladen er herved smuldret og har efterladt klumper af det hårdeste materiale som enkeltstående tomter på den røde slette. Højden af hver af disse plateaubjerge er cirka 300 meter.
 
 

John Ford filmen ’The Searchers’ fra 1956 starter efter forteksterne med et skilt på sort baggrund – ’Texas 1868’. Da teksten forsvinder, er billedet et par sekunder helt sort, men så åbner en sprække af lys sig midt på lærredet. Det er en dør, der bliver lukket op inde fra nybyggerhuset, som er kameraets og vores synsvinkel. En kvinde går ud i lyset på the front porch, kameraet følger efter hende og udfolder i samme nu det grandiose Monument Valley landskab for vore øjne. I baggrunden af billedet ses to af de søjleformede klippeformationer med flad top. Foran klipperne ligger en stor og vid slette med rødt sand og lave buske, og et par hundrede meter borte nærmer en skikkelse sig på hesteryg. Det er nybyggerfamiliens Uncle Ethan spillet af John Wayne, der med et par års forsinkelse vender hjem fra borgerkrigen. Det er visuelt en helt fænomenal start på en mesterlig film.
 

 

Location for filmen ”The Searchers”. Det er John Fords billede øverst, mit nederst.

 

Nu står jeg selv i præcis de samme omgivelser, hvor ’The Searchers’ og mange andre klassiske westerns i sin tid blev optaget – og det er selvfølgelig fantastisk. På den modsatte side af parkeringspladsen bag hotellet kan jeg gense åbningsbilledet fra filmen ’The Searchers’. Til højre den markante Mitchell Butte, til venstre en anden butte, der kaldes Gray Whiskers, og længst til venstre Mitchell Mesa. Det er præcis her, Martha Edwards går ud på verandaen i åbningsbilledet, da Ethan kommer ridende hjem til sin bror og hans familie. Edwards-gården i filmen har været placeret samme sted som The View Hotel i dag.
 
Ved udsigtsterrassen foran hotellet står et skilt, som markerer ’John Wayne’s Point’. En tekst fortæller, at dette efter sigende var John Waynes foretrukne sted at nyde skønheden af Monument Valley. Det lyder sandsynligt, for udsigten herfra er fænomenal. Selve hotellet er relativt nyt og fandtes ikke på John Waynes tid, men det ligger på det mest udsøgte sted, man kan forestille sig. Bygningen er samtidig lidt af et arkitektonisk vidunder, fordi hotellet falder i et med landskabet uden på nogen måde at virke skæmmende. Konstruktionen er relativt lav og sandfarvet i en nuance, der smukt matcher den okkerfarvede jordbund i omgivelserne.

 

 

The View Hotel, Monument Valley.

 

Nede i lavningen ved de tre markante buttes og mittens løber en støvet grusvej igennem panoramaet. Sporet blev i sin tid anlagt som diligencevej, da John Ford optog filmen ’Stagecoach’ i 1939, og i dag bruges vejen af biler og små busser, der fragter besøgende rundt i dalen. Solveig og jeg går en tur uden for hotellet og får et overblik over herlighederne. Jorden er præcis så rød, som vi forestillede os. Vi befinder os nu i hjertet af Arizonas og Utahs mest storslåede natur, Det Røde Land.

 

Til aften ville det være ideelt at sidde udenfor på den store udsigtsterrasse ved hotellets restaurant og nyde farvespillet over klippekonturerne, når de oplyses af den lave sol. Men selv om aftentemperaturen på omkring femogtyve grader er perfekt, har restauranten ikke udendørs servering. Amerikanere er besatte af air conditioning, så hvis vi vil spise på hotellets restaurant, er vi tvunget til at sidde indendørs i et stort lokale, hvor temperaturen næppe når over femten-seksten grader. Nedkølingen er for kraftig, og jeg er nødt til at tage en sweatshirt på for ikke at fryse.

 

Lav sol over Monument Valley.

 

Udenfor klarer himlen med ét helt op, og jeg når både at komme ud på terrassen og få kameraet finindstillet, mens der stadig er hul i aftenskyerne, og den lave sols sidste stråler får klipperne i dalen til at gløde. Monument Valley bliver aldrig smukkere end dette. Restauranten serverer velsmagende og autentiske navajo-retter, typisk med kød og grønsager anrettet på et stort og blåligt pita-agtigt brød, som kaldes ’fry bread’. Det er relativt dyrt at spise her, men regningen bliver alligevel beskeden, fordi man ikke kan købe hverken vin eller øl. The Navajo Nation er som nævnt alkoholfri, og vi nøjes med koldt kildevand til maden.
 
Rundtur i Monument Valley.

 

Næste morgen mødes vi med vores guide Ron i hotellets lobby. Vi har bestilt en heldagstur hos ’Majestic Monument Valley Touring Company’, og kort efter sidder vi i halvskygge under en presenning på ladet af en firehjulstrækker og skrumpler ned ad den hullede grusvej fra hotellet mod plateauklipperne i Monument Valley. I princippet kan man komme rundt i dalen i egen bil, men der er kun delvis offentlig adgang til området, og vil man se det hele, kan det kun ske sammen med en Navajo guide. Samtidig slipper man for selv at køre på den ujævne vej – og en yderligere fordel ved at være sammen med en lokal guide er selvfølgelig, at vi kan stille spørgsmål og få en masse at vide om både lokalsamfundet og navajoernes kultur og historie. Ron viser sig at være en både nærværende og vidende guide, og han fortæller løst og fast om alle de steder, vi gør holdt, og svarer beredvilligt på vores spørgsmål.

 

The Three Sisters, Monument Valley.
 
Mange af de mest markante klippeformationer i dalen har navne, typisk efter ting de ligner eller fører tanken hen på – eksempelvis Elephant Butte, Camel Butte, Three Sisters og Rain God Mesa. Elephant Butte ligner grangiveligt konturen af en gigantisk elefant, og Three Sisters er tre høje klippesøjler, der med lidt god vilje minder om silhuetten af tre kvindefigurer med ansigterne i profil. Et af de fineste udsigtspunkter ikke langt fra Three Sisters er tilegnet den berømte filminstruktør, der i sin tid var med til at gøre dette sted verdensberømt, og pladsen har derfor navnet ’John Ford’s Point’.

 

Fra dette sted fører en sandvej dybere ind i dalen, hvor der ikke er offentlig adgang, og her viser Ron os spektakulære klippebuer, såkaldte ’arches’, som The Sun’s Eye, Moccasin Arch, Ear of the Wind og The Big Hogan og flotte bjergplateauer og formationer som Sleeping Dragon, The Bear, Anasazi Mesa og The Totem Pole. Overalt er der fantastiske panoramaer i det røde landskab til alle sider.

 

 

The Sun’s Eye, Monument Valley.

 

Flere steder ses levn fra Anasazi-kulturen, som vi stiftede bekendtskab med ved hulebeboelsen Betatakin nær Navajo National Monument – potteskår i store mængder og murrester fra tusind år gamle huse. En ’hogan’ er navnet på en karakteristisk teltagtig Navajo beboelsesgrube – og The Big Hogan er en stor hvælvet hule ind i klippen med et mægtigt og naturligt hul i hulens loft, hvor der er udsyn gennem klippen op til den blå himmel.

 

Det eneste minus ved rundturen er, at luften er diset, så udsigten mod fjernere formationer bliver let sløret. Ron siger, det skyldes en stor skovbrand i Colorado, men jeg er ikke sikker på, det er helt sandt. Måske er dette blot en omskrivning af, at Monument Valley på grund af varmen altid er lidt diset op ad dagen om sommeren. Efter Totempælen stopper vi ved The Boot og The North Window, før vi efter fire timers rundtur med masser af fotostop er tilbage ved hotellet klokken cirka 13. Nu er der frokostpause et par timer, og vi aftaler med Ron, at han kommer tilbage klokken 15 og henter os til eftermiddagsturen i nabodalen Mystery Valley.
 

Monument Valley. 

 
Mystery Valley.

 

Til Mystery Valley er der ingen offentlig adgang. Man kan kun besøge området i selskab med en Navajo guide. Umiddelbart er dalen som landskab betragtet mindre imponerende end Monument Valley, men det er kun ved første øjekast. Klipperne er lavere, men rummer til gengæld et væld af skatte, herunder både imponerende klippebuer, spændende huler og fascinerende levn fra Anasazi-kulturen.

 

Skull Arch, Mystery Valley.

 

Pueblo-monumenterne omfatter i Mystery Valley både ruiner af små bygninger og billed-efterladenskaber i form af pictographs (bemalinger) og petroglyps (indridsninger), mange af dem godt gemt i hjørner og afkroge af det labyrintagtige område med karakteristiske røde sandstensformationer. Formerne varierer mellem noget, der minder om sære ufo’er eller spidse myretuer til store røde eller orange bakker og flader, der ligner forstenede sandklitter.
 

Ron kender området som sin egen bukselomme og viser os ting og steder, som ikke indgår i nogen turistbrochurer. Som barn har han sammen med blandt andre sin far finkæmmet området for spor efter Anasazi-kulturen, og interessen for forhistorien har han bevaret levende til i dag. Et af de første stop er ved den magiske Skull Arch, der grangiveligt har form som et kranium.

 

Honeymoon Arch, Mystery Valley.

 

En anden imponerende klippebue er Honeymoon Arch, der inde i hvælvingen rummer markante rester af en Anasazi-bygning med lodrette mure og vinkelrette hjørner. Ron viser os, hvordan vi kan bestige sandstensklippen og komme op på toppen af buen, der her har form som en naturlig stenbro cirka femten meter over jorden. Klippen er stejl, men der er et godt greb for sandalernes gummisåler på den ru sandsten, og det lykkes at komme op til toppen, selv om pulsen stiger, og lungerne arbejder som blæsebælge. Jeg har altid drømt om at stå et sted som dette, på toppen af en fænomenal klippebue i Amerikas vilde vesten, og nu hvor det lykkes, er det så fantastisk, at det næsten forekommer uvirkeligt.

 

Ron fortæller, at han har været soldat i den amerikanske hær og blandt andet deltog i Irak-krigen. Efter krigen blev han gift med sin barndomskæreste, og parret er efter endt uddannelse flyttet tilbage til Monument Valley området, hvor Ron er født og opvokset. Baggrunden er, at de har fået et barn sammen og ønsker, at sønnen får lært at tale navajo. Sproget har været på vej til at dø, og Ron fortæller, at da han var barn, var det ligefrem forbudt at tale navajo i skolen. Men tiderne er skiftet inden for de senere år, og nu er det gamle modersmål på vej tilbage.
 

Anasazi petroglyphs og pictographs, Mystery Valley.


Det mest overvældende Anasazi-monument i Mystery Valley er The House of Many Hands, som både har rester af røde mure og et mylder af sære bemalinger på klippevæggen. Navnet på stedet skyldes en stor flade, der har aftryk af snesevis af menneskehænder – og ved siden af hænderne ses malede og indridsede billeder af mystiske menneskefigurer og underlige dyrevæsener. Dette sted har for århundreder siden helt klart haft en kultisk funktion. Bemalingerne er så mangfoldige og varierede, at de må være skabt over en længere periode, måske århundreder.

 

The House of Many Hands, Mystery Valley.

 

Ron har ikke travlt og lader os studere detaljerne, så længe vi har lyst. På et tidspunkt går jeg på afstand af den store klippe for at få et totalbillede. Det er et billede af den anden verden, og både ’House of Many Hands’ og vores store firehjulstrækker ladbil bliver ganske små i dette imponerende landskab. Sidste stop er endnu en arch, The Eye of the Needle, som er et stort åbent hul i klippen halvtreds meter over jorden eller mere.
 

Mystery Valley.

 

På vej ud af dalen dukker konturerne af Monument Valley igen op i horisonten mod nord, og snart er vi hjemme ved The View Hotel og sidder på vores østvendte terrasse ud for værelset med en kold øl fra køleskabet og ser ud over det fænomenale landskab – West Mitten, East Mitten, Merrick Butte, Mitchell Mesa.

 

Merrick og Mitchell er navnene på to lykkejægere, som i slutningen af 1860’erne fandt en rig sølvåre i Monument Valley. De blev jaget på flugt af lokale navajo-krigere og fik af høvdingen besked på aldrig at vende tilbage. Sølvåren og minen tilhørte indianerne, som selv brugte det ædle metal til fremstilling af smykker og prydgenstande. Merrick og Mitchell fortalte vidt og bredt om deres fund og fremviste eksempler på den rige malm under et ophold i byen Cortez i Colorado. De fandt herved en mulig partner, der var villig til at finansiere en udnyttelse af minen. Dog stillede han som betingelse, at Merrick og Mitchell kunne fremvise friske prøver af malm fra minen, før han satte penge i foretagendet.

 

De to eventyrere måtte derfor vende tilbage til dalen, og det blev fatalt for dem begge. Navajoerne spottede dem straks og havde ingen betænkeligheder ved at straffe dem for at have brudt forbuddet om at vende tilbage. Indianerne overraskede Merrick og Mitchell ved lejrbålet og dræbte dem ved foden af de plateaubjerge, der i dag kaldes Merrick Butte og Mitchell Mesa. Siden har ingen udefrakommende haft held til at lokalisere sølvminen. Hvis åren rent faktisk findes, er det kun navajoerne, der kender stedet.
 

The View Hotel, Monument Valley.
 
Fra min stol på vores lille udsigtsterrasse lader jeg igen blikket glide hen over de majestætiske klippeformationer i Monument Valley. Nede i dalen kører diligencen ad den støvede vej gennem billedet fra venstre mod højre, mens kusken Buck i skikkelse af Andy Devine skynder på hestene og siger til sidemanden på bukken: ”
If there’s anything I don’t like, it’s driving a stagecoach through Apache country”. Han foreslår samtidig at lade kombattanterne Ringo Kid og Luke Plummer selv klare paragrafferne ved at trække skyderne og se, hvem der er hurtigst. ”There would be a lot more peace in this territory if that Luke Plummer had so many holes in him he couldn’t hold his liquor”.
 

Goulding’s Lodge and Museum. 

 

Næste dag går rejsen videre til Bryce Canyon National Park i det sydvestlige hjørne af staten Utah. Afstanden er 440 km med en forventet køretid på mellem fire en halv og fem timer. De første hundrede kilometer af strækningen skal vi tilbage ad den vej, vi kom fra Grand Canyon forleden. Herefter drejer vi mod nord og følger Highway 98 til byen Page på grænsen mellem Arizona og Utah.

  

Hvis vi vil undgå at køre tilbage, findes der faktisk en alternativ rute stik nord fra Monument Valley. Den fører øst om Lake Powell og ville blandt andet give mulighed for at køre de sidste hundrede og halvtreds kilometer mod Bryce Canyon ad den efter sigende særdeles naturskønne vej Scenic Byway 12 gennem vildmarken Grand Escalante Staircase. Men denne rute er betydeligt længere – med en forventet køretid på næsten syv timer – så Utahs Byway 12 må vente til en anden gang.

  

Inden vi forlader Monument Valley besøger vi Goulding’s Lodge and Museum, der ligger fire-fem kilometer fra The View Hotel. Harry Goulding var den første hvide mand, der bosatte sig i området – og det var ham, der overtalte filminstruktøren John Ford til at bruge Monument Valley som location for en række western-film, startende med ’Stagecoach’ i 1939. Goulding rejste i 1937 til Hollywood medbringende fotos fra dalen, og efter flere dages venten lykkedes det ham at få et møde med instruktøren, som straks kunne se, at her var noget at rejse efter, selv om det var besværligt.
  

Øverst Monument Valley Skyline, set fra Goulding’s Lodge. Nederst en scene fra 'Stagecoach' (1939).

 

Under optagelserne boede Ford og hovedrolleindehaverne på Goulding’s Lodge, men her var slet ikke plads til hverken de øvrige medvirkende eller hele den tekniske stab. Til indkvartering af filmholdet blev etableret en lille landsby bestående af snesevis af trailers, og alene at få logistikken på plads har været noget af en opgave. Der skulle hver dag skaffes mad og drikke til rigtigt mange mennesker – og for navajoerne betød det arbejde og gode indtægter, når Hollywood kom på besøg.

  

Det lille museum ved Goulding’s Lodge fokuserer mest på Goulding-parret selv – men på førstesalen i bygningen findes ’the movie room’, hvor der hele tiden bliver vist en af de klassiske film fra dalen på store skærme, og hvor der er udstillet en mængde plakater, fotos og forskellige effekter fra filmene. Blandt andet ses her de originale svingdøre til saloonen i My Darling Clementine.

 

Jeg har siden genset denne klassiker fra 1946 i en dvd-version. Filmen har Henry Fonda i hovedrollen som Wyatt Earp – den holder ikke helt, synes jeg, men der er stadig scener, som er fremragende, og konturerne af Monument Valley i baggrunden er identiske med udsigten fra Goulding’s Lodge. Kulissegaden af byen Tombstone har altså stået her, lige ud for Goulding’s. Efter Wyatt har mødt sin Clementine, spørger han bartenderen på saloonen: ”Mac, you ever been in love?” Bartenderen ryster på hovedet og siger: ”No, I’ve been a bartender all my life”.
 

Captain Nathan Brittles’ Cabin, Goulding’s Lodge and Museum. 

 

Op imod den høje røde klippevæg ved lodgen ligger en lille okkerfarvet stenbygning med et skilt på døren, hvor der står ‘Nathan Brittles, Captain Cavalry USA’. Huset var oprindelig Fru Gouldings kartoffelkælder, men da ’She Wore a Yellow Ribbon’ blev optaget her i 1949, brugte filmholdet facaden af bygningen til eksteriør-optagelser af privatlogiet for kavaleristationens chef, Captain Nathan Brittles, spillet af John Wayne. Interiør-scenerne blev indspillet i Hollywood.

  

Diligencen ved Goulding’s Lodge. I baggrunden Monument Valley Skyline. 

  

Ved siden af museet og foran udsigten mod Monument Valley står en veritabel diligence. Den er rødmalet, i samme nuance som det omgivende røde land. Jeg åbner døren og stiger ind i kabinen for at tage et foto af udsigten set gennem diligencevinduet. Rundt omkring mig på sæderne sidder Doc Boone, Hatfield, Mrs. Mallory, Peacock og på gulvet Ringo Kid. ”My friends just call me Ringo – nickname I had as a kid. Right name’s Henry”.

 

På The View Hotel vises hver aften efter solnedgang en af de klassiske film. Filmen bliver projiceret på muren neden for restauranten, og det er fantastisk at stå her, hvor filmene i sin tid blev optaget, og genopleve et par scener. Den første aften så vi lidt af ’Stagecoach og i går aftes ’The Searchers.
 
Glen Canyon er druknet.
 
Efter et par timer på landevejen når vi frem til byen Page, som ligger ved Colorado floden på grænsen mellem Arizona og New Mexico. Byen blev grundlagt i 1957 som boligområde for arbejdere, der skulle deltage i bygningen af den mægtige Glen Canyon dæmning. Formålet med dæmningen var at regulere vandmængden i Colorado floden og samtidig
indrette en stor kraftstation. Foran dæmningen dannedes herved den kolossale sø Lake Powell, der i dag fungerer som ferie- og turistområde for millioner af besøgende hvert år.

 

 

Glen Canyon Dam. 

 

Omkostningen ved dæmningen var, at et udstrakt og unikt vildmarks- og naturområde blev ødelagt og forsvandt, herunder hele den berømte Glen Canyon, som var kendt som et veritabelt ”wonderland of gorges, spires, cliffs and grottoes”. Hele dette eventyrland ligger nu under vand. Vi stopper ved broen og får et kig ned til Colorado floden mod vest og ud over Lake Powell mod øst. Det er ikke noget smukt syn. Byen Page har cirka 7.000 indbyggere og er faktisk vokset, efter bygningen af dæmningen blev afsluttet i 1960’erne. Den største virksomhed er et kolossalt kulfyret kraftværk, ’Navajo Generating Station’, der ligger ved Highway 98 lige uden for byen mod syd.
 
Fra Page fortsætter vi ad Highway 89 mod byen Kanab i staten Utah, en strækning på cirka hundrede kilometer uden bebyggelser og uden et eneste vejkryds. Vi kører langs området Grand Escalante Staircase National Monument, som er en kolossal ødemark med klipper og spir og slugter, der strækker sig mange kilometer mod nord. Der findes stort set ingen veje eller stier i denne vildmark, og området, som er lidt større end Sjælland, er generelt kendt som det sidste sted i USA, der endnu ikke er kortlagt. Der findes enkelte punkter, hvor man kan dreje fra landevejen og ad mere eller mindre ufremkommelige hjulspor køre ud i det ukendte, men man er virkelig på egen hånd i dette område, og vi skal ikke nyde noget i denne omgang.
 

Rocking V Cafe, Kanab. 

 

I Kanab anbefaler ’The Rough Guide' et sted, der hedder Rocking V Cafe, som velegnet til frokoststop, så her gør vi holdt først på eftermiddagen og tager plads ved et bord på fortovet uden for cafeen. Panoramaet op og ned ad gaden er indbydende med frodige og grønne træer langs vejen. Kanab er en lille karakteristisk amerikansk by med brede veje og et udvalg af både kendte kædeforretninger og små lokale butikker – faktisk et charmerende sted, hvor vi med glæde vil opholde os de næste par timer. Det er længe siden, vi har set en rigtig by.

 

 

Kanab, Utah. 

 

Ved siden af cafeen ligger en pantelånerbutik, der også sælger indiansk kunsthåndværk, skydevåben og smykker, altså noget af en cocktail. Her køber Solveig en fin indiansk krukke, og jeg sniger mig til at tage et foto af udstillingen af geværer og andre skydevåben. Maden på cafeen er velsmagende og glimrende. Jeg får en ragout med sorte bønner, forskellige grønsager og hakket oksekød, og der serveres som altid koldt kildevand i store glas og i rigelige mængder. Vejret er sommerligt med blå himmel og temperaturer mellem femogtyve og tredive grader.
 

Fra Kanab har vi kun halvanden time til Bryce Canyon. Vi fortsætter ad Highway 89 og kører langs med et vandløb og gennem en floddal opad mod et plateau, der ligger 2.500 meter over havet. Hist og her begynder røde klipper at dukke op på skrænterne til højre for vejen, og da vi kort før Panguitch drejer mod øst ind på Byway 12, tårner de røde klipper sig pludselig op i flere hundrede meters højde på nordsiden af vejen. Uden vi helt er klar over det, befinder vi os her på kanten af en større State Park, der har navnet ’Red Canyon’. Chaufføren drejer ind på en parkeringsplads i vejsiden, og vi tager et par snapshots af de røde klipper, inden vi fortsætter mod Bryce Canyon Village og kører ind i nationalparken. Her skal vi bo to nætter på Bryce Canyon Lodge, som er det eneste hotel inde i selve parken.

 

Red Canyon, Utah.
 
Bryce Canyon.
 
I modsætning til Grand Canyon og Monument Valley, der har været på mit landkort i mange år, havde jeg ikke hørt om Bryce Canyon, før vi begyndte planlægningen af denne rejse. Bryce Canyon er med på ruten for de fleste rundrejser, der tilbydes af rejsebureauer, og da jeg så billeder af kløften, blev jeg klar over, at den også skulle med på vores. Den nærliggende Zion Canyon indgår ligeledes i mange rundrejser, men den passer tidsmæssigt ikke i vores program. Vi har valgt at bo to nætter de steder, vi vil se, så vi har en hel dag til at udforske uden at tænke på at skulle transportere os langt væk til et nyt sted. Ved Grand Canyon kørte vi kun få kilometer frem og tilbage mellem Tusayan og Grand Canyon Village, i Monument Valley brugte vi slet ikke bilen, og i Bryce Canyon forventer vi at kunne gå fra vores hotel i parken til alle de vigtigste seværdigheder.
 
På Bryce Canyon Lodge ligger vores værelser i en toetagers træbygning et par hundrede meter fra hovedbygningen, hvor der er reception, restaurant og souvenirbutik. Alle værelser har balkon eller terrasse. Rummet er stort og har eget køleskab og badeværelse, men det forekommer med gamle rustikke træmøbler lidt nedslidt og nusset. Ligesom på alle andre hoteller er sengen fremragende og særdeles komfortabel, og det er det vigtigste. Det er begrænset, hvor meget tid vi bruger på værelset. Det er mest om aftenen, når vi skal sove – og på hele rejsen tænder vi ikke for tv-apparatet en eneste gang. Det er praktisk at have et køleskab, og det er de gode til at sørge for på amerikanske hoteller. Vi har medbragt en køletaske, som vi bruger i bilen på turene, og fordi der er køleskab på værelset, er det aldrig noget problem at få nedfrosset køleelementerne og have koldt vand inden for rækkevidde.

 

 

Bryce Canyon Amfitheatre.
 
Efter vi har tjekket ind på hotellet, tager vi en flaske vand i hånden og går hen til kløften, som kun ligger få hundrede meter fra vores værelser. Udsigten er med det samme storslået. Bryce Canyon er et mageløst landskab, som kommer fuldstændig bag på en, uanset hvor godt man er forberedt. Den centrale del af nationalparken er en samling af amfiteaterformede halvcirkelkløfter ind i siden af plateauet med rækker af mægtige stensøjler, såkaldte hoodoos, i mange trin fra top til bund. Stenene er overalt farvede i nuancer fra rød og lyserød til orange og hvid, og allerede denne første udsigt fra et sted, der kaldes ’Sunset Point’, er blændende. Dimensionerne er mindre her end ved Grand Canyon. Højdeforskellen fra kanten af kløften og ned til bunden er cirka 200 meter, og en vandretur ned ad en af de stejle stier og op igen kan gøres på to-tre timer.
 
Navajo Loop Trail, Bryce Canyon.
 

 

Vi går ned ad en sti, der kaldes Navajo Loop Trail, og som bugter sig gennem en stejl slugt med lodrette orangefarvede klipper på begge sider. Der er mange vævre chipmunks i kløften, og et sted ser vi en slange, en Striped Whipsnake, der bugter sig over stien. Nedturen er stejl, men relativt nem, og opturen er endnu stejlere og kræver både hvilepauser og adskillige slurke vand. Der vokser fyrretræer i kløften af typen ’Douglas Fir’. Træerne er op til 800 år gamle, og på de smalleste og stejleste steder formår de kun lige at stikke den allerøverste top over kanten af klipperne. Halvvejs oppe snævrer afstanden mellem de høje klippesider ind til kun fem-seks meter, og stien kaldes her meget betegnende for ’Wall Street’.
 
Indianerne har været i området i årtusinder, og i Paiute-stammen opfattede man hoodoo’erne i kløften som mennesker fra en fjern fortid, der var forvandlet til sten af Coyote troldmanden. De første europæere var mormonerne, som kom til egnen i 1850’erne, og parken har navn efter Ebenezer Bryce, der var skotsk indvandrer, og som slog sig ned her i 1874. Bryce byggede en hytte ved foden af det største amfiteater og lod sit kvæg finde føde i kløfter og slugter. Efter sigende skal han have sagt om kløften, at det var ”one helluva place to lose a cow”.

 

Sjovt nok bærer den højeste af hoodoo’erne i parken navnet ’Thor’s Hammer’ – altså et navn, der ikke just leder tanken hen på mormonernes kristendom. Navnet må skyldes en skandinavisk indvandrer. Vi passerer Thors Hammer nær det øverste af stien ved Sunset Point og kaster et langt blik ud over kløften, inden vi går tilbage mod hotellet. Fødderne i sandalerne er støvede af rødt sand, og vi er svedige og trætte efter en smuk tur ned i kløften ad ’Navajo Loop Trail’.

 

 

Thor’s Hammer Hoodoo.
 
Om aftenen vil vi spise på hotellets restaurant og går hen til hovedbygningen for at få en drink i baren før middagen. Men her gør vi regning uden vært. Hotellet har ingen bar, og man kan ikke købe drikkevarer, før man har fået anvist et bord i restauranten. Det er faktisk en omstændelig procedure at få adgang til restauranten, viser det sig. Først skal man skrives op hos to strikse damer, der sidder bag et bord ved indgangen. Dernæst må man vente en rum tid, til der bliver et bord ledigt, og til en tjener tager sig tid til at vise gæsterne på plads. Der er ingen venlighed eller imødekommenhed at spore på denne lodge, hvilket er meget usædvanligt for USA. Der er derimod en stemning af træt humørforladthed og en form for snobbethed fra personalets side, som kan give det indtryk, at de ansatte ser ned på gæsterne.

 

Det gælder også tjeneren, da han giver os spisekortet og senere tager imod vores bestilling. Han gør det med en hoven og nedladende mine, der lader os forstå, at det er på hans nåde, hvis vi får lov at få vådt eller tørt. Stiller vi spørgsmål, får vi et hånligt smil og en hovedrysten, som fortæller, at vi nærmest spilder hans tid. Det minder om gamle dage, hvor man kunne opleve, at ekspedienterne i finere varehuse følte sig hævet over hoben og optrådte nedladende over for deres kunder. På Bryce Canyon Lodge den aften må vi finde os i den hovne mine. Men hvis der havde været en alternativ restaurant rundt om hjørnet, var vi gået fra bordet uden at hilse.
 

Bryce Canyon Amfitheatre. 

 

Bryce Canyon og Rainbow Point.

 

Næste dag efter morgenmaden vandrer vi hen til kløften for at tage en ny og længere sti end i går gennem den centrale del af parken. Vi starter ved ’Sunrise Point’ og går ned i kløften ad stien Queens Garden Trail. Mens det var halvskyet i går, er der i dag blå himmel og klar sol – og det gør faktisk, at de røde farver på klipperne bliver endnu mere strålende, end vi oplevede dagen før. Vi fotograferer i alle retninger med digitalkameraer og mobiltelefoner, og på et tidspunkt må vi ty til at optage små videoer for rigtigt at kunne indfange det spektakulære og storslåede afvekslende landskab. Fyrretræerne gror de utroligste steder, nogle gange på tilsyneladende bar klippegrund og med lange overjordiske rødder, der søger ind, hvor der en den mindste næring. Vi går en runde mod ’Peekaboo Loop’ og ender turen med at gå op ad Navajo Loop Trail, hvor vi i går gik ned, og slutter ved Sunset Point sidst på formiddagen.

 

 

Prairie Dog Crossing.
 
Kort efter indgangen til parken har vi set et skilt i vejsiden, der opfordrer bilisterne til at sætte farten ned, fordi der her er en ’Prairie Dog Crossing’, altså en fodgængerovergang for præriehunde. Nu går vi ned til dette sted for at se, om vi kan spotte en præriehund, og minsandten. Efter vi har stået stille i vejsiden nogle minutter, stikker en af de små fyre hovedet op fra et hul i marken og kigger opmærksomt på os. Lidt efter hopper den op af hullet og kommer nærmere til os ved siden af et andet hul ned til hulen. Utah præriehunde er ret sjældne og findes kun i den sydvestlige del af staten. Der bliver derfor passet godt på kolonien her i Bryce Canyon – dog selvfølgelig sådan, at der stadig er tale om vildtlevende dyr. Der er strenge forbud overalt i nationalparkerne mod at lægge mad til dyrene, og amerikanerne og andre besøgende er rigtigt gode til at respektere disse regler og lade vildt forblive vildt.
 

Utah Prairie Dog, Bryce Canyon. 

 

Vi kører ind til Bryce Canyon Village et par kilometer uden for parken og spiser frokost på et ydmygt cafeteria tæt ved benzintanken og Ruby’s General Store. Tilbage i parken følger vi vejen, der efter tyve kilometer ender ved Rainbow Point i over 3.000 meters højde for enden af det fredede område. Overalt ses røde klipper, og der er parkeringspladser og udkigsplatforme ved alle de flotteste steder langs vejen. Natural Bridge er en imponerende pink klippebue, og Agua Canyon og Ponderosa Canyon har flotte udsigter over slugten med røde klipper og fyrretræer i Dixie National Forest, så langt øjet rækker.

  

På toppen ved Rainbow Point går vi en rundtur langs den korte Bristlecone Loop Trail, hvor der er både fyrreskov og flotte udsigter. En ’bristlecone’ er en pinjeart, der vokser i højderne nogle få steder i USA. Træet er ret lille, men kan blive meget gammelt, faktisk op til næsten 5.000 år. Omkring midtvejs på ruten møder vi et eksemplar, som efter sigende er 1.800 år gammelt.
 

Bristlecone Loop Trail ved Rainbow Point, Bryce Canyon. 

 

Sidst på eftermiddagen kører Gert og jeg hen til parkens general store, der ligger mellem fyrretræerne ved en stor campingplads. Vi vil købe et par kolde øl til terrassen før aftensmaden. Butikken er velforsynet med både dagligvarer og friluftsudstyr, og langs endevæggen i lokalet er der en kæmpe kølemontre med drikkevarer på hylderne bag høje glasdøre. Amerikanerne er gode til den slags. Hvor man i Danmark kan være nødt til at række ind bagest i montren for at finde en vand, der er rigtigt kold, så oplever man aldrig den slags i USA. Her er simpelt hen skruet så meget op for kølefunktionerne, at alle genstande i skabet hele tiden er iskolde.

 

Vi finder et udvalgte af forskellige øl fra bryggeriet Uinta Brewing Company i Salt Lake City, hovedstaden her i Utah – eksotiske navne som Hoodoo Kölsch Style Ale, Cutthroat Pale Ale, Sum’r Ale, Bristlecone Brown Ale og Baba Black Lager. Lidt efter sidder vi på terrassen ved vores værelse med hver sin læskende og kolde øl, godt trætte efter en lang dag på farten i Bryce Canyon. Pludselig bliver himlen sort, der kommer et par tordenbrag, og så pisker regnen ned i fem-ti minutter ligesom i går på samme tid. Inden aftensmaden går vi igen hen til Sunset Point ved kanten af kløften og ser de røde, orange og hvide hoohoos funkle farvestrålende i den lave sol.

 

 

Lav sol over Bryce Canyon.
  
På vejen igen.
 
Resten af rejsen byder på flere lange veje og store åbne vidder i det sydvestlige USA, men forholdsvis få oplevelser, der efter mine begreber kan måle sig med dagene i Det Røde Land i Arizona og Utah ved Grand Canyon, Monument Valley og Bryce Canyon. Navnlig er de sidste dage ved Stillehavskysten i først Monterey og dernæst den store by San Francisco lidt skuffende – især fordi der ude ved kysten er forholdsvis køligt med dagtemperaturer under 20 grader og brug for at iklæde sig lange bukser og en varm bluse om aftenen.

 

Men der er heldigvis stadig højdepunkter – først en lang og flot dag i nationalparken Yosemite og dernæst suveræne dage i Sequoia nationalparken i Sierra Nevada bjergene, stedet med de monumentale flere tusind år gamle kæmpestore træer Sequoiadendron giganteum, på dansk ’mammuttræer’. Det er Gert, der har insisteret på, at Sequoia National Park skal med på vores rute, og det kommer vi ikke til at fortryde.

 

Ooh, let’s go ridin’
Rollin’ down the open road
We can put the top down
Listen to the radio
Big ol’ Buick
And a big ol’ sky
Wheels on fire
And I’ll tell you why
I got a hot rod heart
  

Fra Highway 89 mod Interstate 15, Utah.
 
Fra Bryce Canyon bruger vi med en overnatning i Barstow to dage på at nå frem til hotellet Tenaya Lodge i landsbyen Fish Camp uden for den sydlige indgang til nationalparken Yosemite. Næste morgen kører vi ind i parken og opdager, at der er overraskende langt fra hotellet til Yosemite Valley midt i det store område, faktisk en hel times bjergkørsel både frem og tilbage. Det er ikke hensigtsmæssigt. Det er bedre at bo inde i selve parken, så man ikke spilder meget af dagen på transport. Vi giver rejselederen en anmærkning, og han lover, at fejlen ikke vil gentage sig.
 
Yosemite Valley.
 
På det sidste stykke af Highway 41 inden selve Yosemite Valley er vejen ført gennem en tunnel i bjerget, og straks man kommer ud på den anden side, er der for første gang på den timelange køretur fra hotellet udsigt til andet end asfalt og høje træer. Kort efter tunnellen findes et af de bedste udsigtspunkter over dalen, Tunnel View, og her får vi samtidig et indtryk af, hvor mange besøgende vi kan vente at se på en sommerdag som denne i Yosemite National Park. Parkeringspladsen er næsten fyldt, og der er trængsel for at komme hen i forreste række ved rækværket på udsigtsplatformen.

 

Øverst udsigt fra Tunnel View, Yosemite. Nederst Ansel Adams: ’Clearing Winter Storm, Yosemite Valley’.
 

Den berømte dal er enestående, fordi den på en gang er relativ kort og smal og samtidig omgivet på alle sider af lodrette klippevægge, der rejser sig tusind meter eller mere fra bunden. Fra Tunnel View får man et indtryk af dette, og herfra kan man i ét billede se alle de kendte klippevægge og karakteristiske toppe med legendariske navne som El Capitan, Half Dome, Glacier Point og Sentinel Dome. Har man set værker af den amerikanske fotograf Ansel Adams, genkender man med det samme fra dette udsigtspunkt nogle af de mest markante partier.

 

Yosemite Valley i midten af den store nationalpark er kun cirka tretten kilometer lang og femten hundrede meter bred, omgivet af stejle bjergtinder og tæt bevokset med høje træer både eg, fyr, redwood og ceder. En stor mængde vandløb inklusive Tenaya, Illilouette og Bridalveil Creeks løber sammen i dalen, mange via høje vandfald, og danner Merced River, som flyder videre fra Yosemite ud mod Stillehavet.

 

Vi gør holdt, hvor vi kan se det højeste af vandfaldene, Yosemite Falls, der har et samlet fald i to høje trapper på ikke mindre end 800 meter. Årstiden gør, at mængden af vand i faldet er begrænset. Man skal være her om foråret lige efter tøbrud for at se vandfaldet ved fuld styrke. Nu er vi i juli måned, og vandet løber heldigvis stadig. Højden af faldet er i sig selv imponerende. Vandet kommer ud over bjergtoppen og styrter lodret ned til bunden af dalen. Fra vejen ind i dalen ses også Sentinel Falls med en højde på knap 700 meter.

 

Vernal Fall Trail.

 

Vi parkerer bilen ved besøgscentret midt i dalen. Herfra er der gratis busser til forskellige vandrestier og hjørner af parken, og vi beslutter, at første stop skal være ved stien op til vandfaldet Vernal Fall. Det er kun hundrede meter højt, men har til gengæld mere vand også om sommeren, fordi faldet forsynes fra kilder og ikke er afhængigt af smeltevand i samme grad som de højeste. Sporet er stejlt og fører igennem en smuk skovstrækning med et flot spil af lys og skygge mellem træerne. Det tager tre timer at komme helt op til vandfaldet, men vi nøjes ligesom mange andre besøgende med den halve distance til et godt udsigtspunkt ved en bred træbro over det brusende vandløb.
 
Tilbage ved vejen i bunden af dalen køber vi koldt kildevand ved en kiosk i en skurvogn, og vi sidder en stund på nogle sten i flodlejet og får skyllet fødderne i Merced flodens klare og forfriskende vand. Rundt omkring os er vi omgivet af granvoksne træer, og bagved ses hele tiden de stejle klippevægge og knejsende tinder af Yosemites høje bjerge.

 

Half Dome, Yosemite Valley.

 

Næste stop er ved Mirror Lake Trail, hvor vi vandrer om til den berømte spejlsø ved foden af bjerget Half Dome. Igen er det en flot tur gennem skoven, men søen Mirror Lake er temmelig lavvandet og fyldt med badende og soppende børn og voksne, så det er et håbløst foretagende at finde en kameravinkel, der kunne muliggøre en efterligning af et af Ansel Adams’ klassiske motiver fra dette sted. Men Half Dome bjerget er i sig selv spektakulært, som det rejser sig gråt og glansfuldt fra dalens bund, og en skinnende blå Stellar’s Jay fugl med pjusket fjertop bidrager med liv og farver til motiverne, da jeg søgende går rundt med kameraet i området ud for spejlsøen.
 
Vi spiser frokost ved en cafe i Yosemite Village. Her ligger flertallet af de få hoteller og pensionater, som findes i den centrale del af parken. Det mest velrenommerede og dyreste er The Ahwahnee, men også de mere beskedne ’Wawona Hotel’ eller ’Yosemite Lodge At The Falls’ kunne være steder, vi burde have valgt i stedet for Tenaya Lodge, der som nævnt ligger uden for parken og over en times kørsel fra dér, hvor vi befinder os nu. Efter frokosten fortsætter vi med gratisbussen til Yosemite Falls, hvor vi følger stien op til foden af det gigantiske vandfalds nederste hylde, ’Lower Yosemite Falls’. Her smælder vandet mod klippegrunden, og luften er fyldt med fugtpartikler fra det brusende vand.

 

El Capitan. Yosemite Valley.

 

Efter vi har hentet bilen og begynder hjemturen, gør vi holdt ved et udsigtspunkt ved foden af den majestætiske klippe El Capitan, og kort efter stopper vi igen ved Tunnel View og kaster et sidste blik tilbage over den smalle og stejle dal med de stolte og høje tinder.

 

Kort før udgangen og ikke langt fra vores hotel findes Yosemite-parkens eneste større samling af sequoia træer, Mariposa Grove, og her går vi en tur mellem de enorme orangefarvede stammer. De største af træerne er over 2.000 år gamle, 60-70 meter høje og 6-7 meter i diameter ved foden. I et af træerne er skåret et mandshøjt og bredt hul ved foden, så der er lavet en tunnel, man kan gå igennem. I gamle dage fandtes i Mariposa Grove en sequoia med navnet Wawona. Træet havde så bred en tunnel i stammen, at der kunne køres en bil igennem hullet. Wawona-træet var i årtier fra starten af 1900-tallet et yndet turistmotiv, men det væltede i 1969 på grund af vægten af en stor mængde sne i kronen. Stammen ligger stadig i Mariposa Grove og er kendt som ’the Fallen Tunnel Tree’.

 

Egentlig er det snyd, at vi som afslutning på besøget i Yosemite parken tager forskud på de mægtige mammuttræer allerede i dag – for i morgen skal vi videre til Sequoia National Park, hvor der venter os flere og større eksemplarer af de stolte kæmper.
 

Giant Sequoias, Mariposa Grove.
 

Tilbage på hotellet gør det godt med en kold fadøl på den udendørs restaurant mellem hovedbygningen og swimming poolen. Vejret er stadig varmt, og solen skinner – og om aftenen beslutter vi at spise udendørs, selv om luften bliver køligere straks efter solnedgang. Yosemite er helt klart en rejse værd, men en enkelt dag er for lidt, og man skal bo inde i parken for at få fuldt udbytte af besøget. Så kunne man måske en tidlig morgen gå ud til Mirror Lake og se træerne og Half Dome bjerget spejle sig i vandet, før søen indtages af horder af besøgende. Sommeren er heller ikke den bedste årstid for et besøg i Yosemite, foråret ville være bedre. Da er der både færre gæster og langt mere vand i både floder og søer og de højeste vandfald.

 

Ansel Adams: Mirror Lake.

 

Sequoia National Park.

 

Næste dag går rejsen videre. Vi skal lidt mod syd, hvor vi kom fra forleden, og videre ind i landet til bjergkæden Sierra Nevada og nationalparken Sequoia, der ligger i 2.000 meters højde på vestsiden af bjergene. Her skal vi bo to nætter på hotellet Wuksachi Lodge, der ligger midt i parken og tæt ved den største gruppe af de mægtige træer, Giant Forest. Vi triller ned ad bjerget fra Tenaya Lodge, og i byen Fresno omkring midtvejs på dagens rute køber Gunhild sin iPad hos Best Buy og jeg mine to par Lee jeans størrelse 31/32 i varehuset Kohl’s.

 

Fra Fresno kører vi ad naturskønne Vej 180 gennem et grønt og bugtende landskab op mod nationalparken. Vi tanker benzin og køber vand og kaffe hos en købmand i landsbyen Squaw Valley og når frem til den nordvestlige indkørsel til parken omkring middag. Billetten koster tyve dollars og giver adgang for bilen med passagerer i syv dage efter købet.

 
Allerede ved indgangen til parken står der to af de store træer i vejsiden, og vi passerer yderligere en lille gruppe nede ad vejen
Generals Highway, der slynger sig gennem parken mod vores hotel. Hjemmefra har jeg nærlæst kort over området adskillige gange, men det er først nu, det går op for mig, hvor stor parken i virkeligheden er. Arealmæssigt er den på størrelse med det halve af Fyn, og på grund af stejle bakker og mange sving tager det næsten en time at køre fra indgangen til vores hotel. Vi stopper undervejs ved ’Kings Canyon Overlook’ og senere ved en klynge sequoia’er et sted, der kaldes ’Lost Grove’.

 

Sequoia National Park.
 

Sequoia-træerne er unikke på mange måder. De vokser naturligt kun dette ene sted på jorden, på vestsiden af Sierra Nevada bjergene – højdemæssigt typisk mellem 1.700 og 2.300 meter. De kan blive over 3.000 år gamle og dør aldrig af alderdom, men oftest ved at træet styrter. Der findes træer i verden, der er højere, og træer der bliver ældre end sequoia’er, men ingen der omfangsmæssigt er større. En kæmpe, der er 84 meter høj og 11 meter i diameter ved foden, rummer i alt 1.500 m3 træ og vejer omkring 2.000 tons.
 
Det er klart, at de europæiske indvandrere gjorde store øjne, da de opdagede disse kolossale træer i midten af 1800-tallet. Der kom hurtigt gang i massiv fældning, selv om træet faktisk er forholdsvis uegnet til almindelig brug og ofte flækker i voldsom grad, når stammen falder til jorden. Heldigvis var der i Californien i 1800-tallet fremsynede mænd, der i tide fik sat en stopper for fældningerne og fik fredet store arealer, som fra 1890 indgik i den officielle nationalpark Sequoia. En af disse mænd var John Muir, der sammenlignede skovning af de store træer med at ville sælge regnskyerne eller partere flodløbene og bære dem væk til salg på markedet, hvis det var muligt.

 

Inspireret af sine første møder med de mægtige træer skrev John Muir allerede i 1870 følgende smukke hyldest til skovenes kæmper: ”Do behold the King in his glory, King Sequoia! Behold! Behold! seems all I can say. Some time ago I left all for Sequoia and have been and am at his feet, fasting and praying for light, for is he not the greatest light in the woods, in the world? Where are such columns of sunshine, tangible, accessible, terrestrialized?
 

Wuksachi Lodge.

 

Vi ankommer til Wuksachi Lodge først på eftermiddagen og får at vide i receptionen, at vores værelser vil være klar om cirka en time. Vi lader bilen stå på parkeringspladsen og går en tur i området ved hotellet, der ligger midt i den store natur, men på afstand af træerne i Giant Forest. Jeg går ind på en sti og over en træbro i et parklignende anlæg i nærheden af hotellet og får pludselig øje på et bæver-lignende pelsdyr, der halvt i skjul bag en træstamme kigger intenst på mig.

 

Jeg fisker kameraet op af tasken og lister nærmere, men nu er dyret ude af syne. Jeg bliver stående uden en lyd, og lidt efter dukker det op igen under rækværket på træbroen og sidder en stund og iagttager mig, mens jeg med rystende hånd tager et par billeder. Det er en ’marmot’, finder jeg senere ud af, et murmeldyr – altså en gnaver, der er lidt i familie med både egern og præriehunde, men betydeligt større.
 

Murmeldyr ved Wuksachi Lodge.

 

Da vores værelser bliver klar, kører vi bilen om til parkeringspladsen på den anden side af tilkørselsvejen, hvor der ligger tre store bygninger med motelværelser i to etager. Vi skal bo i ’Sequoia Building’ længst til højre i rækken og skubber vores kufferter op ad bakken til indgangsdøren. Foran bygningen hopper små chipmunks rundt på stien, og på skråningen bag huset er en gruppe hjorte af typen ’Mule Deer’ i færd med at æde græs og blade og andet spiseligt. I forhold til Yosemite, hvor der var sort af mennesker og trængsel overalt, føler vi os her i Sequoia langt mere ude i den rene og uforstyrrede natur.
 

Big Trees Trail, Sequoia National Park.

 

Vi stiger ind i bilen og kører ned til Giant Forest, hvor der er mammuttræer i alle retninger. Efter blot 10-15 minutters kørsel fra hotellet parkerer vi på pladsen over for en bygning, der rummer Giant Forest Museum. I gamle dage indtil sidst i 1960’erne lå her et af parkens travleste hoteller med både benzintank og en række burger-restauranter, men siden er både hotellet og alle andre bygninger i området ryddet bort, og i dag er både benzintanke, kæderestauranter og lignende fremmedelementer bandlyst i parken.

 

Fra parkeringspladsen søger vi ned mod Round Meadow og en sti, der kaldes Big Trees Trail, og her ses snesevis af de allerstørste træer, flere af dem gigantiske i både højde og drøjde og samtidig strålende orange i farven som de ’søjler af solskin’, John Muir nævner i citatet ovenfor.
 

Black Bear.

 

Et sted ser vi et mægtigt træ, der har brugt hundreder af år på at vokse hen over en kæmpe klippeknold, der er fem-syv meter i diameter eller mere. Gert og jeg bliver stillet op foran motivet til fotografering, og pludselig siger Gert: ”Der er en bjørn!” Og ganske rigtigt. I bevoksningen ved siden af den asfalterede sti kommer en sort bjørn vandrende hen imod os. Den drejer længere ud på engen mellem højere skræppelignende blade, mens vi overvejer, om vi skal flygte eller blot blive stående, hvor vi er.

 

Jeg tager et fast greb om kameraet og følger på afstand efter bjørnen for at se, om den kommer ud af den høje bevoksning, så jeg kan få et billede af den i fuld figur. Og det lykkes. Bjørnen hopper op på en forhøjning over engen, hvor græsset er lavere, og nu får jeg mit billede, mens det store dyr sindigt traver over mod stien på den modsatte side af det åbne areal i Round Meadow.
 

Brown Bear.

 

Vi fortsætter ad stien rundt om den store eng, og da vi næsten er nået hele vejen rundt, dukker pludselig en brun bjørn op på stien foran os. Vi har fantaseret i flere dage om at se en veritabel bjørn, men aldrig for alvor troet, det ville ske – men nu har vi set to her ved Big Trees Trail inden for kun en halv time. Den brune bjørn går ned ad stien, hvor vi startede turen for ikke så lang tid siden. Den ænser tilsyneladende ikke, at der er mennesker i nærheden – men da den sorte fra før dukker op i underskoven ved siden af stien, bliver den brune i høj grad opmærksom og løber hen imod den sorte, som herved bliver jaget tilbage i retning mod os.

 

Så drejer vi om på hælen og flygter tilbage ad stien sammen med en skrigende amerikansk kvinde og to chokerede japanere, væk fra de to bjørne. Men angrebet er kun på skrømt, og snart forsvinder begge de to store bamser i mageligt tempo ned mod skoven i den modsatte ende af engen.
 
Rundtur i Sequoia.

 

Wuksachi Lodge får overraskende blandede anmeldelser på tripadvisor.com. Blandt andet er der flere, der klager over, at der mangler air conditioning på værelserne, men det er noget pjat. Værelset er stort og rummeligt med eget bad, køleskab og en særdeles komfortabel seng. Der er ikke brug for air conditioning, for luften i Sierra Nevada bjergene bliver automatisk køligere om aftenen, også når det som nu i juli måned er højsommer. Hotellet har desuden en glimrende restaurant, og det er en fordel at bo midt i parken, så man ikke spilder tid på transport.

 

The Parker Group og vores guide Paul.
 
Næste dag har vi booket en halvdags rundvisning hos foretagendet ’Sequoia Sightseeing Tours’. Turen starter klokken 10 foran hotellet, og vi er i alt en gruppe på cirka 15 personer, der de næste timer sammen med vores guide Paul kører rundt i Giant Forest området i en lille bus. Paul er både nærværende, imødekommende og meget vidende og fortællende, og han viser os en masse steder og både små og store seværdigheder, som vi næppe havde fundet på egen hånd.

 

Paul er selv født og opvokset lige uden for parken og kender området som sin egen bukselomme. Et sted viser han os en af de faldne kæmper, som har det specielle navn ’Auto Log’, og her kan Paul fortælle, at da han var ung, kørte han og kammeraterne deres bil op på den nedlagte gigant og tog billeder af hinanden med køretøj – lidt som når en stolt jæger lader sig fotografere med sit gevær og foden plantet på en fældet råbuk. Nu om dage er den slags omgang med de store træer selvfølgelig ikke tilladt.
 

The Tunnel Log og vores Jeep Cherokee.

 

Vi ser en sort bjørn fra bussen på vej om mod ’Tunnel Log’, som er en kæmpe sequoia, der har lagt sig over vejen, og hvor der er lavet en tunnel i stammen, så biler kan køre igennem. Bussen er for høj til hullet, men senere på eftermiddagen vender vi tilbage og kører snildt vores store Jeep Cherokee igennem. Træet, der var 84 meter højt og 6,5 meter i diameter, faldt hen over vejen i 1937, og året efter blev der skåret en to en halv meter høj og fem meter bred tunnel i træet, så vejen igen blev farbar. Vi går ind i skoven til en stor gruppe af de majestætiske træer kaldet ’Parker Group’, og længere inde viser Paul os et hult træ, hvor det næsten kun er barken, der er tilbage, men hvor der stadig er liv og grønne grene i toppen.
 
Barken på mammuttræer kan blive op til 90 cm tyk og yder derved effektiv beskyttelse mod skovbrande. Faktisk er de store træer ligefrem afhængige af brande, fordi koglerne først åbner sig, så frøene kan spire, efter at have været i kontakt med ild. Paul fortæller, at parkens ansatte derfor med mellemrum iværksætter kontrollerede brande for at skabe de bedste betingelser for skovens kæmper. Tidligere gjorde man alt for at forhindre eller bekæmpe brande, men det viste sig at gøre mere skade end gavn. Flere af sequoia’erne har tydelige sorte brændemærker og brandsår, men lider altså ingen nød af den grund.

 

Moro Rock, Sequoia National Park.

 

Vi bestiger den fritstående flere hundrede meter høje og nøgne klippeknold Moro Rock og har fra toppen frit udsyn over skoven og bjergene i det høje Sierra Nevada. Opstigningen foregår ad en anlagt sti med trapper og rækværk de stejleste steder, men sveden springer, og vi bliver godt forpustede.
 

General Sherman, Sequoia National Park.

 

Som afslutning på turen stopper vi ved parkens – og faktisk hele verdens – allerstørste træ, som fra gammel tid har navnet General Sherman. Træet er kolossalt og har nogle imponerende dimensioner: Højden er 84 meter, og diameteren af stammen er ved foden 11,1 meter. Tværsnittet af den største gren er 2,1 meter. Træets volumen er 1.500 m3, og den samlede vægt blev i 1938 anslået til 1.900 tons. Alderen på generalen er omkring 2.500 år.

 

I januar 2006 brækkede en gren af træet og faldt til jorden. Grenen var to meter i diameter og over tredive meter lang, og da den ramte skovbunden smadrede den hegnet omkring træet og lavede et kæmpe krater i flisegangen rundt om den beskyttende indhegning. Tabet af den store gren ændrer ikke ved, at General Sherman stadig af omfang er det største træ på jorden og dermed faktisk den største levende organisme i det hele taget. Står man på jorden tæt ved træet og kigger op mod kronen, er billedet svimlende, og det er svært at fatte, at noget levende kan blive så stort.
 

Crescent Meadow.

 

Efter rundturen spiser vi frokost på en café i besøgscentret ikke langt fra vores hotel, og bagefter kører vi som nævnt igennem Tunnel Log og parkerer bilen ved starten af vandrestien Crescent Meadow Trail, som guiden Paul anbefalede tidligere på dagen. Her får vi en herlig vandretur på et par timer rundt om en stor grøn eng med høje og orangefarvede sequoia’er i skovkanten. Vi spejder hele tiden efter bjørne eller andet vildt, men i dag er vi ikke så heldige som i går.

 

Et sted passerer vi ’Tharp’s Log’, som er endnu en falden kæmpe, men her udhulet, så der er plads til både bord og stole og en seng inde i træet. Her boede en af områdets pionerer Hale D. Tharp hver sommer fra 1861 til 1890, da nationalparken åbnede. Han brugte engen Crescent Meadow som græsningsområde for sine køer og har ry for at være den første hvide mand, der opdagede gruppen af sequoia’er i Giant Forest. Mens Tharp boede i træet, fik han flere gange besøg af John Muir, der som nævnt var en af foregangsmændene ved oprettelsen af nationalparken, og de to mænd har nok fået sig en god snak om natur og kultur over en pibe tobak ved dette smukke sted i skoven af mægtige mammuttræer.

 

Crescent Meadow Trail.

 

Opholdet og turene i Sequoia National Park er blandt rejsens største højdepunkter. Selv om man har set store træer andre steder og for eksempel besøgt Mariposa Grove i Yosemite, bliver man fuldstændig overvældet ved skønheden af de store grupper sequoia’er i Giant Forest. Det her er den ægte vare – som at se vilde elefanter på en afrikansk savanne sammenlignet med elefanter i en zoologisk have.

 

Det røde land.
 
Næste morgen rygtes det, at nogen gennem vinduet fra restauranten har set to bjørne på skrænten lige uden for hotellet. Det tror vi på, efter selv at have set tre eksemplarer i løbet af dagene her i Sequoia parken. I dag går rejsen videre. Vi kører vestpå mod det store ocean Stillehavet og har i aften en overnatning i Monterey, inden vi i morgen skal aflevere bilen og derefter tilbringe de tre sidste dage i storbyen San Francisco. Det røde land ligger langt bag os inde i landet i staterne Arizona og Utah, men den røde farve er fulgt med og går igen i stammerne på de strålende ’søjler af solskin’, som John Muir skriver om sequoia’erne.
 

Grant Grove, Sequoia National Park.

 

På vej ud af parken stopper vi ved parkens anden store gruppe af de mægtige træer, Grant Grove. Her findes parkens næststørste træ, General Grant, der kun er en anelse mindre end Sherman. For en besøgende kan det virke mærkeligt, at de største træer har navne og er opkaldt efter generaler og præsidenter. Jeg har ledt efter en forklaring, og en af dem er, at det var de første ansatte i nationalparken, der indførte navngivningen af træerne i forbindelse med kortlægningen af området i slutningen af 1800-tallet. Flere af lederne i parkens administration var forhenværende militærpersoner, og de valgte af den grund at opkalde træerne efter generaler og tidligere amerikanske præsidenter, eksempelvis General Sherman, General Grant, Washington, Lincoln og Robert. E. Lee. Vi går en tur i området rundt om General Grant og må herefter tage afsked med de store træer for denne gang. Det føles trist, for fascinationen bliver hængende, og vi kan nærmest ikke få nok af de stolte kæmper.

 

Efter de store træer blev opdaget i midten af 1800-tallet, er frø fra sequoia’erne blevet eksporteret til andre lande, og i dag vokser træet faktisk mange steder på flere kontinenter. Jeg har i lang tid tænkt, at der også må findes et eksemplar i Danmark, men det er først, da jeg skriver disse linjer, at det lykkes at lokalisere hvor. Mammuttræet findes i Forstbotanisk Have i Højbjerg ved Aarhus – kun et par kilometer fra, hvor jeg bor. Faktisk er der mere end et, og det højeste er enogtredive meter med en stamme, der er en meter i diameter.

 

Sequoiadendron giganteum, Mammuttræ fra Kalifornien, Forstbotanisk Have, Højbjerg.

 

Vi forlader Sequoia-parken og kører via Fresno vestpå ad Californiens Highway 152 i retning mod byen Monterey og Stillehavet. Mens vi sidder tavse i bilen og lader indtrykkene sætte sig, tænker jeg tilbage på Det Røde Land og vores rundtur for snart mange dage siden med vores guide Ron i Monument Valley. Et stykke inde i turen gør vi holdt ved John Ford’s Point, hvor der både er udsigt over store dele af dalen og i den anden retning et uforstyrret kig op mod de tre ranke klippesøjler kaldet ’The Three Sisters’.

 

På pladsen er der boder i telte og under presenninger, hvor der sælges indianske smykker, og bag området er der en fold med løsgående heste. Ron fortæller, at turisterne mod betaling somme tider kan opleve en navajo i fuld indianer-mundering posere på hesteryg på klippeafsatsen, der strækker sig ud i dalen fra det plateau, vi står på. Jeg tager billeder af udsigten og de tre søstre, og da turisterne er gået væk fra John Fords afsats og forsvundet ud af billedet, rækker jeg kameraet til Solveig og beder hende tage et billede, når jeg er kommet ud på spidsen og står og betragter den fænomenale udsigt.

 

John Ford’s Point, Monument Valley.
 
På spørgsmålet, om navajoerne har været her i Monument Valley altid, fortæller Ron, at stammens hjemstavn indtil midt i 1800-tallet var kløften Canyon de Chelly et par hundrede kilometer længere sydpå. Kløften er 3-400 meter dyb, og der er kun få indgange, og her levede navajoerne i århundreder et beskyttet liv med masser af vand i floden og frodige marker med både afgrøder og flokke af geder og får. Fra starten af 1800-tallet kom det flere gange til sammenstød med europæiske indvandrere, først spanierne, der rykkede op fra Mexico, og siden nybyggerne i de forenede stater.

 

Anført af Oberst Kit Carson blev navajoerne i 1863 overmandet i de Chelly kløften og beordret til at forflytte sig med deres familier og ejendele til et anvist sted langt borte i staten New Mexico. I indianernes historie er denne brutale forvisning kendt som Den Lange Vandring. Nogle få af navajoerne undslap og undgik på den måde deportationen. De flygtede i stedet nordpå og slog sig ned i og omkring Monument Valley. Nogle år senere fik navajoerne af de amerikanske myndigheder tilladelse til at vende tilbage til deres hjemstavn, og i dag er Canyon de Chelly og egnen der omkring en del af Navajoland, The Navajo Nation.
 
Samme aften læser jeg på hotellet afsnittet om Canyon de Chelly i ’The Rough Guide to Southwest USA’ og bliver klar over, at dette sted er jeg nødt til at se og opleve med egne øjne. Forfatteren Greg Ward skriver, at de Chelly nemt står mål med både Grand Canyon og andre nationalparker i det røde land, og fortæller desuden, at man kan komme ned i kløften på halv- eller heldagsture, men selvfølgelig kun i selskab med en navajo guide, da området er beskyttet og har en særlig betydning for navajoerne.
 

Rosine’s Restaurant, Alvarado Street, Monterey.

 

I Monterey er der køligt i vejret, og vi må iføre os lange bukser og varme bluser, da vi om aftenen går ind til byen fra vores hotel for at finde en restaurant i kvarteret omkring Alvarado Street. Forfatteren John Steinbeck brugte i sin tid Monterey som lokalitet for mange af sine romaner. En af de kendteste er ”Cannary Row”, og min egen favorit er ”Tortilla Flat”, som jeg har genopfrisket i foråret før denne rejse, og som stadig er en fornøjelig krønike om dagdriveren Danny og hans ubemidlede venner.

 

Alene på grund af følgende citat har jeg altid ønsket at se netop denne gade i byen Monterey: ”On Alvarado Street, Hugo Machado, the tailor, put a sign in his shop door, “Back in Five Minutes,” and went home for the day.” Siden jeg læste denne sætning første gang, har jeg altid tænkt på Steinbeck og Danny, når jeg har set et skilt med teksten ”Kommer straks” i et butiksvindue. Nu står vi på Alvarado Street og går ind på restauranten Rosine’s, hvor Solveig og jeg får rejsens første måltid af frisk føde fra havet: ’Fettuccini with clams and mussels’. Fremragende.
 

John Muir i 1907.

 

Nogle dage senere møder vi uden for den store by San Francisco vores ven fra Yosemite og Sequoia, John Muir, som inden han døde som 76-årig i 1914 nåede at opleve den ære at få en park med fredede redwood-træer nord for San Francisco opkaldt efter sig. Muir Woods National Monument blev oprettet i 1908, da privatmanden William Kent donerede området til forbundsstaten og foreslog, at parken blev opkaldt efter John Muir som en hæder for hans store indsats i bevaringen af de amerikanske vildmarker blandt andet i forbindelse med oprettelsen af nationalparkerne Yosemite og Sequoia.
 

Muir Woods.

 

Vi besøger Muir Woods i forbindelse med en heldagsudflugt nord for byen til vindistriktet Sonoma Valley. Kort efter Golden Gate Bridge gør vi holdt ved indgangen til parken og går den næste time en tur ad plankestien under de ranke og høje røde træer. Redwoods kan vokse sig højere end sequoia’er, men omfangsmæssigt er mammuttræerne langt de største. Træerne i Muir Woods er ikke blandt de allerhøjeste redwoods, men flotte er de alligevel, og sammen med gode oplevelser i Sonoma med besøg på to udsøgte vingårde er de røde træer med til at give en flot afslutning på en suveræn rejse i Det Røde Land i sommeren 2013.

 

Den sidste aften i San Francisco spiser vi på restauranten ’The Waterbar’ med udsigt til den oplyste Bay Bridge, der forbinder San Francisco med Oakland. Her får vi igen frisk føde fra havet og desuden fremragende hvidvin og rødvin fra markerne nord for byen, Sonoma og Napa. Samtidig, i byen Monterey længere mod syd i Californien, sætter skrædderen Hugo Macheda et skilt i butiksvinduet, ”Tilbage om fem minutter”, og går hjem for at holde fri resten af ugen.

 

Skrevet i marts-april 2014.

 

Rejsen foregik fra den 29. juni til den 17. juli 2013.

Faktuelle oplysninger om byer, landeveje, indianerkulturer, store træer og nationalparker er fundet på en.wikipedia.org.

Den bedste rejsebog til Det Røde Land er ’The Rough Guide to USA Southwest’, skrevet af Greg Ward.

Medbragte kameraer er Nikon D7100 og Nikon 1.

Flere fotos fra rejsen kan ses via links på denne side: USA Southwest 2013.

En lidt længere introduktion til John Fords film "The Searchers" kan læses her: The Searchers Revisited.

En novelle, der er inspireret af min første USA-rejse i 1973, kan læses her: På vej.

 

Her er et kort over den samlede rute: Los Angeles, Kingman, Grand Canyon, Monument Valley, Bryce Canyon, Barstow, Yosemite, Sequoia National Park, Monterey, San Francisco. Klik her for at se en større udgave.