Sicilien i maj 2023.
Efter et vinterhalvår, hvor vi i høj grad har været grounded på grund af et træls problem, jeg har haft i min højre fod, er vi i maj måned klar til nye eventyr i de varmere lande. Vi har i lang tid talt om Rhodos i 14 dage, men der er ingen afgange, der passer, og det ender med, vi i stedet beslutter os for Sicilien fra 10. til 24 maj.
Sicilien var planlagt i sommeren 2020, men rejsen blev dengang aflyst på grund af Corona. I stedet holdt vi ferie i Danmark. Limfjords-øen Fur og Nationalpark Thy. Det var ikke det samme, men godt alligevel.
Vi er i Sicilien i 14 dage, den første uge i byen Trapani på øens vestkyst. I den anden uge lejer vi en bil og besøger forskellige steder, blandt andet den lille by Corleone. Det er en fordel at kunne rejse uden for sæsonen. Det er nemt at finde gode steder at bo, og priserne er lavere. I Trapani har vi de første 7 dage en lejlighed med køkken, bad og egen terrasse i den gamle bydel i centrum.
Vi kommer rundt mange steder og tager mange billeder, og jeg har valgt at inddele fotografierne i 4 albummer:
2. Segesta og Calatafimi 17. til 19. maj.
3. Sciacca og Corleone 19. til 22. maj.
4. Alcamo og Erice 22. til 24 maj.
29. maj 2023
Her er teksterne fra mine opslag på Facebook.
Trapanis gamle by er et fredeligt område med labyrintiske smalle gader og flotte rustikke bygninger. Nogle steder er husene tæt ved ruin. I centrum er corsoen med katedralen udlagt som gågade med butikker og mange turistrestauranter.
Værten på vores lejlighedshotel har anbefalet nogle restauranter i nærheden af, hvor vi bor. Især Trattoria del Corso, som vi besøgte i går. ‘Her er råvarerne altid friske’, siger han, ‘og menuen skifter tit’. Vi smagte et par lokale retter i går. En med supermør rød tun, som er højsæson nu. Der er rød tun at fange i Middelhavet. En anden med en lokal pasta, som vi ikke har hørt om før, busiate. Busiate con pesto trapanese.
11.5.2023
Nu sidder vi i aftensolen på en bænk i en park nær vores hotel. I aften spiser vi på Ostaria Casa Mia.
Giro d’Italia kører ikke til Sicilien i år, men i går så jeg Mads P. vinde 6. etape i en formidabel finale. Det var spændende og flot. Lige indtil stregen var jeg i tvivl om det ville lykkes, men fra en andel vinkel kunne det ses at Mads P. vandt klart.
Fotoet er fra Corso Vittorio Enanuele her i Trapani.
12.5.2023
Vi har købt en overlevelsespakke hos Max Supermercati i Via Aperta. Vejudsigten varsler uvejr i morgen mandag. YR siger heldagsregn i Trapani med store mængder nedbør og vindstyrker omkring 20 sekundmeter.
Det ser ud som om, vi ikke kommer uden for en dør. Vi har derfor købt ekstra vand og desuden skinke, ost og salat til frokostsandwiches. Til aften har vi frisk tortellini med skinke og parmesan og tomatpassata med basilikum. Vi åbner nok en flaske rødvin til maden. Uvejret varer et døgn. Det klarer op tirsdag.
På cafeen, hvor vi spiser frokost i dag søndag, lukker de ned nu, og servitricen er i gang med at bære borde og stole i sikkerhed indendørs, så de ikke blæser væk i stormen. I aften spiser vi på Cantina Siciliana i Via Giudecca rundt om hjørnet.
14.5.2023
Stormen har ramt os.
15.5.2023
Mandag regnede væk, og som ventet kom vi ikke uden for en dør. Den eneste undtagelse var, da jeg købte brød til morgenmad og frokost. Heldigvis har vi en bager kun 10 meter fra vores hoveddør i smøgen Via Orfanotrofio. Det regnede i tove hele dagen.
I dag tirsdag har vi blå himmel, og vi går en lang tur langs havnen på sydsiden af Trapani-halvøen ud til den yderste spids mod vest, hvor fiskerbådene lægger til. Der er stadig gang i fiskemarkedet i en stor hal ved havnen.
Vi får igen en hjemmelavet sandwich med parmaskinke og asiago-ost til frokost. Nu sidder vi om eftermiddagen i solen på vores terrasse.
I aften spiser vi for tredje gang på Trattoria del Corso. Jeg vælger nok min yndlingsret, pasta con vongole, små lækre hjertemuslinger. I morgen onsdag henter vi bilen og drager videre til næste by.
16.5.2023
Torsdag står programmet på vinmarker og antikke græske monumenter ved Segesta og vores by Calatafimi. Vi besøger vingården Tenute Orestiadi ved Nuovo Gibellina - en by, der er relativt nyanlagt, efter hele området blev jævnet med jorden ved et kraftigt jordskælv i 1968. Vingården sælger nogle af deres mærkevarevine for EUR 1,50 pr. flaske, fordi mærkaterne er lidt beskadiget. Det er et godt tilbud.
Monumenterne ved Segesta er imponerende. Ud over rester af mange forskellige bygninger rummer området et fantastisk velbevaret tempel og et smukt amfiteater, der har et mægtigt og grønt landskab som bagtæppe bag scenen.
Amfiteatret ligger ved det gamle Akropolis øverst på bakken omkring halvanden kilometer fra templet. Det er alligevel nemt at komme derop, da der kører en shuttlebus i pendulfart fra parkeringspladsen op til toppen og tilbage igen.
Området og monumenterne er vildt imponerede, og vejret bliver om eftermiddagen lunere med mere og mere sol og ingen vind. Der er vilde blomster overalt, blandt andet gule og hvidgule okseøjer, som jeg tidligere har taget med hjem fra Leros i Grækenland. Middelhavsmargueritter.
Vejene i denne vestlige del af Sicilien er dårlige med mange buler, revner og store huller, så det er nødvendigt at køre meget forsigtigt. Jeg tror, der er tale om vandskader forårsaget af kraftige regnvejr som det, vi oplevede i Trapani forleden.
Vi bor to nætter på en nydelig B&B i lillebyen Calatafimi, der er præget af smalle og stejle gader anlagt i forne tider for æselkærrer og hestevogne. Alligevel er der nu biler overalt, både parkeret på rad og række alle vegne langs husmurene og susende på brostenene op og ned i de ensrettede gader.
18.5.2023
Vi er i byen Sciacca ved sydkysten. Vi bor et nydeligt sted med balkon og udsigt over havnen, hvor fiskerbådene ligger tæt.
Et niveau over havnen ligger den gamle by med smalle gader og biler alle vegne. Om aftenen spiser vi på en af fiskerestauranterne ved vandet.
Vejret er blæsende, men i går fredag og i dag lørdag lunt omkring 22-23 grader.
20.5.2023
Sciacca lørdag aften og søndag morgen. Vinden har lagt sig. Snart drager vi videre.
21.5.2023
Vejen til Corleone er sindssyg. Vi bliver ramt af et kraftigt skybrud allerede på landevejen mod Palermo en halv time nord for Sciacca. Himmel og jord står i et, og sigtbarheden er lig nul.
Det klarer op efter tyve minutter, men så kommer de næste problemer. De sidste 25 km skal køres på mindre veje, som hurtigt viser sig at være ekstremt bulede og revnede med dybe kraterhuller i asfalten. Et sted bliver vi ledt ud på en omkørsel, fordi den normale vej er lukket. Skiltet fortæller, at en bro længere fremme er styrtet sammen.
Sidevejen er endnu dårligere, og det er kun undtagelsesvis muligt at skifte fra 2. til 3. gear. Landskabet er smukt, og der er mange farvestrålende vilde blomster i begge sider af vejen. Vi snegler os afsted med 20-30 km/t. Fem kilometer før Corleone kører vi ind i et nyt skybrud, denne gang det mest voldsomme af slagsen, jeg nogensinde har oplevet. På ingen tid bliver vejen til en rivende flod med vand i 10 centimeters højde eller mere og rullende sten overalt.
Der er ingen steder at holde ind, regnen pisker ned, vinduesviskerne går amok, og det er nærmest umuligt at se vejbanen og undgå de værste huller.
Rundt om et hjørne er asfalten og vejbanen skyllet helt væk over en strækning på 100 meter. Vi kører ned i et veritabelt flodleje på nøgen og hullet stenbund, jeg kan ikke se en hånd for mig, og vandet kommer fossende imod os.
Nu stopper jeg bilen. Vi bliver her, til regnen stilner af, og jeg kan se, hvor vi kører. Jeg holder ind bag et skilt, der melder vejarbejde. Der kommer biler bagfra, som dytter og forsøger at få os i bevægelse fremad. Men jeg blinker til venstre og bliver holdende bag skiltet, og efter nogle minutter kører bilerne højre om gennem floden mod fastere grund.
Det er det værste skybrud, jeg har oplevet. Vi er strandet på Sicilien i en Opel Corsa i et voldsomt skybrud og en rivende flod.
Regnen fortsætter ustoppeligt. Himlen er sort, og tordenen buldrer, og til sidst giver jeg fortabt og kører gennem floden op ad den fossende vej de sidste kilometer mod Corleone. Vandstanden er høj og brusende, selv om vejen er stejl. Vandet er gult af sand og jord og fyldt med knytnævestore sten. Nu melder Corsaen alarm med hylende katastrofelyde. Den er gal med ‘temperature frizione’. Koblingen er brændt varm. Det er sindssygt.
Nu er det aften, og vi sidder på vores Corleone Bed & Breakfast efter at have spist en pizza med tomat, ost, svampe og salsiccia. Det er søndag, og alting er lukket undtagen pizzastederne, så i dag er takeaway day til fods i Corleone.
Nedenfor ses fotos fra turen fra Sciacca til Corleone. Efterfølgende kommer en video fra syndfloden. Fotos og video er taget inde fra bilen af Solveig.
22.5.2023
De sidste to dage er vi i den smukke og hyggelige by Alcamo. Der er blå himmel og vejr til shorts. Her er vores solskinsterrasse med udsigt.
23.5.2023
På sidstedagen afgår vores fly til Billund klokken 19, og vi bruger derfor dagen på at besøge den lille bjerglandsby Erice, der ligger lige uden for Trapani.
En specialitet ved stedet er, at man kan komme derop med en svævebane fra Trapani. Vi har været på vej forrige lørdag, men da var banen lukket, fordi det blæste for meget. I dag er der ingen vind.
Udsigten over byen Trapani og det blå hav vokser under hele opturen, og det er i sig selv hele kabineturen værd.
Erice er en klassisk italiensk bjerglandsby med marmor- og brostensbelagte smalle og stejle gader. Den er samtidig fantastisk velbevaret og meget smuk. Vi går en runde i de maleriske gader, der har flotte gamle huse af sten og en kirke på hvert gadehjørne. Vi holder en pause omkring halvvejs og spiser en panini med skinke, ost og rucola i solen ved en vinbar.
‘Salve’, siger sicilianerne, når de møder et andet menneske. ‘Vær hilset’.
Nede igen med svævebanen har vi en halv times kørsel til lufthavnen, og jeg skriver dette, mens vi flyver hjemad med forventet landing i Billund kl. 22:15.
Vejret har været mere blandet end forventet. Heldigvis med sol og varme det meste af tiden, men også dage med blæst og regn. Generelt har vi haft en dejlig ferie med mange store oplevelser og fremragende mad og vin hver eneste dag.
Sicilien er altid en rejse værd.
24.5.2023