dinnesen.com

 

Super Janos

 

 

Af Niels Jørgen Dinnesen

  

 

Super-Janos var 5 år og god til at slå kolbøtter. Han kunne endda lave en forlæns kolbøtte uden at bruge hænderne! Hans mor havde vist ham hvordan man bare skulle samle hænderne pa ryggen, tage et lille tilløb og så - vupti: bøje hovedet ned mod maven og snurre rundt på gulvet. Det var skægt, syntes Janos, og han havde straks vist de andre nede i børnehaven, hvordan man gjorde. De fleste kunne ikke finde ud af det, selv om Janos viste det mange gange. Men det gjorde jo ikke noget. Maske var han den eneste i hele Jylland, der kunne lave sådan en kolbøtte?
     Janos vågnede som sædvanlig tidligt. Det var mandag, og hans mor var allerede gået på arbejde, vidste han. Det var hun altid om mandagen. Men hans far sov endnu, han havde næsten aldrig så travlt. Somme tider var det svært overhovedet at få ham ud af sengen. Maske stod han op for at give Janos noget morgenmad, men bagefter gik han tit i seng igen. »Det er jo ikke engang lyst endnu«, sagde han surt. »Jeg må godt sove lidt længere. - Før klokken otte gider jeg ikke stå op!«
     Super-Janos lå lidt og lyttede til vinden, der rykkede i træet uden for vinduet. Han kom til at tænke på i går, da de havde spredt en bunke fedtede blade ud over græsset på legepladsen og kuret frem og tilbage på numsen, lige indtil de voksne for sidste gang havde sagt stop. Men så mærkede han pludselig, at han skulle tisse - lige nu - og løb ud på badeværelset. Det var lidt mørkt endnu, men ikke nødvendigt at tænde lyset. Så gjorde det bare ondt i øjnene.
     Han tissede færdig, uden at have slået brættet op. Så hentede han sin pude og gik ind til far. Han smuttede ind under dynen og møflede sig til rette ved siden af ham. Der var varmt, alt for varmt, syntes Janos. Han rullede rundt nogle gange og lagde fødderne uden for dynen og hovedet på fars ben. »La' vær' med det!«, sagde far - og gav Janos et skub.
     Janos rullede rundt igen og mærkede pludselig fars øre mod sin ene storetå. Han kildede tåen ind i øret, men far flyttede sig straks og sagde igen »La' vær'!«
    
»Fa-ar«, sagde Janos, og lagde sig samtidig hen over hans ryg. Det var næsten et helt bjerg at ligge på. »Fa-er, jeg er sulten. Gider du gi' mig noget morgenmad?« »Okay«, sagde hans far træt og stod ud af sengen. Janos sprang ned på gulvet og løb med store galophop i forvejen ud i køkkenet. »Hold op med den larm«, sagde hans far. »Du lyder som en elefant. Hvad vil du have til morgenmad?« Janos svarede ikke, men sad allerede parat på sin stol ved bordenden.

 
»Hvad vil du ha'?«, spurgte hans far. »Tykmælk med  müesli?«
»Nej«, sagde Janos. »Guldkorn!«
»Det har vi ikke«, sagde hans far. »Det ved du jo godt. Du kan få tykmælk med  müesli - eller kartofler med lever fra i går.«
Janos begyndte at græde.
 »Jeg ka' ikke li' lever«, sagde han, »og heller ikke. ..«
»Nej, nej, jeg sagde det jo bare for pjat«, beroligede hans far. »Hold nu op med at hyle, det var jo bare for sjov.«
Janos græd - og var gal nu.
»Dumme far. Prutski-lort!«, skreg han.
»Hold nu op«, sagde hans far. »Hold op med at græde, eller jeg får ondt i ørerne. Hvad vil du have, tykmælk?«
»NEJ!«, vrælede Janos.
»Nå, men så går jeg i seng igen«, sagde hans far. »Så ka' du selv tage noget morgenmad.«
»NEJ!«, sagde Janos igen og græd endnu højere.
»Nu hælder jeg noget tykmælk op«, sagde hans far. »Så ka' du ta' det, hvis du blir sulten. Jeg går ind og sover lidt længere, det er jo ikke engang lyst endnu.«
»Dumme!«, råbte Janos efter ham - da han kunne høre, at far var nået ind i soveværelset. »Dumme far-gar, tykmælk-sælk.«
  

 

Janos hoppede ned fra stolen og hentede tallerkenen og en stor ske og spiste tykmælken. Det var den gode  müesli, den der smagte meget af sukker. Han rodede lidt rundt med skeen og fandt 5 rosiner og en hel mandel. Ved siden af tallerkenen stod det Lego-rumskib, han havde leget med i går. Han var kommet til at skubbe til det, da han græd, og både rummanden og to af kanonerne var faldet af. Det var ikke rigtigt kanoner, vidste han godt. Hans far havde kaldt dem »antenner« og forklaret en hel masse om radio og luftbølger og alt muligt, men Janos legede det var kanoner. Han samlede klodserne og rummanden op og satte dem på plads. Det var svært at få dem til at sidde fast, og da han pressede allerhårdest, smuttede hånden og ramte skeen, der sprøjtede en klat af maden ud på bordet.
    
»Sssschwuuussshhh«, sagde Janos - og sendte skibet ud i rummet. Det svævede truende hen over tallerkenen og stod pludselig næsten stille i luften. »Øj, dernede«, råbte rummanden. »Flyt jer, ellers får I en røgbombe lige på næsen!« En Playmobil-mand, der tilfældigvis lå i nærheden, bag ved mors kaffekop, kom hurtigt på benene og svarede. »Nej, vi gør ej, dumme rum-dyt. Vi har både kanoner og geværer og jerntøj. Gå væk fra vores land!«
     Janos stillede rumskibet og spiste hurtigt færdig. Han levnede kun lidt af tykmælken. Den var for sur, syntes han. Så løb han ind i soveværelset til far, som allerede sov igen. Janos tændte det store lys i loftet og hoppede op på hans mave, grinende. »Hold op«, sagde hans far. »Det er ikke spor sjovt!« Men Janos blev ved, hoppede og kravlede, og lå til sidst med begge fødder på fars næse. Men så blev hans far sur og skubbede ham væk, så hårdt at Janos faldt på gulvet og slog sig på knæet.
    Janos græd og gik hen til døren og skiftevis tændte og slukkede lyset, som han vidste, far blev gal over. »Nej«, sagde hans far. »Slog du dig? Kom her hen, så skal jeg puste på det.« Janos svarede ikke - og blev ved med at græde. »Lad mig nu sove lidt længere, til klokken otte, så skal jeg nok stå op. Find noget at lege med - og sluk nu det lys, for pokker. Ellers bliver jeg gal, det ved du godt!«
     Janos smækkede døren og gik ind på sit værelse. Der lå en Asterix under dynen, men han gad ikke læse. Han trådte på et eller andet skarpt, som lå på gulvet. Det var en sørøver, der var faldet ned fra skibet med sit sværd i hånden. Janos samlede ham op og satte ham på broen ved roret. »Ohøj alle mine sørøvere«, råbte han. »Hvem har hugget mine guldpenge? Hit med dem, eller jeg skyder!«
    
»Hah, hah, det er da bare mig«, sagde den anden sørøverkaptajn ude fra sin robåd og skyndte sig bort med kisten ved fødderne. Han roede om bag borgen og satte sig oven på guldet, mens Janos greb 3-4 andre sørøvere og forsynede dem med geværer, sværd og pistoler, så de kunne hjælpe med at holde vagt. Men nu kom den sorte med træbenet og råbte »Pas på, eller vi dræber jer!«
 

»Hø, hø«, sagde røverne. »Vi kan godt klare jer.«
»Men så henter jeg soldaterne«, skreg den sorte.
»Ha, soldaterne er da bare med os.«
»Nej, de skyder jer og sætter jer i fængsel ude på Dødemandsklippen!«
»Prøv I bare. Vi har en kanon og tredive geværer med jernkugler.«
Janos hørte pludselig sin fars skridt ude i gangen.
»Står du op nu?«, spurgte han.
»Nej, jeg skal bare tisse. Klokken er ikke otte endnu.«
»Du skal stå op nu!«
Hans far svarede ikke.
»Ellers går jeg selv i børnehave!«
»Ha, sagde hans far. »Det kan du ikke, og det må du sgu heller ikke.«
»Jamen, det gør jeg bare«, sagde Janos. Hans far gloede på ham og gik ind i seng igen.
»Skal jeg komme og skyde dig med en kanonkugle lige i nakken?«, råbte Janos efter ham.
»Nej. Og lad være med at sige sådan noget«, lød det inde fra soveværelset.
 
Janos kiggede på sørøverne og gav robåden et skub, så kisten med guldpengene røg ud i vandet. Hvad nu, hvis han gjorde, som han havde sagt, og gik ned i børnehaven alene? Der var ikke ret langt, og han skulle kun over gaden een gang. Og han kunne nemt åbne både døren ud til trappen og den ud til gaden. Det var værre med den nede ved børnehaven. Der var to håndtag, og det ene sad så højt, at børnene ikke kunne nå det. Han bestemte sig for at forsøge det, så kunne far sove til klokken hundrede, hvis han ville!
     Super-Janos kom hurtigt i tøjet og gik ud i gangen. På med støvler, jakke og vanter, op med entrédøren - og ud på trappen. Hans far havde vist ikke hørt det.

     Janos pressede døren ud til gaden åben og kiggede ned ad fortovet: Derhenne lå børnehaven. Mon den overhovedet var åben endnu? Det kriblede mere og mere i maven, men Janos gav slip på døren og trådte ned fra trappetrinnet. Han begyndte at gå, hurtigere og hurtigere. Snart løb han.
 
Skrevet 1984, trykt i tidsskriftet BIXEN nr. 2, 1985
Tegning af Gunnar Wille.