dinnesen.com

SKIØTT AF SAMSØ


Af Niels Jørgen Dinnesen

 

Denne krønike er påbegyndt i oktober 2009 - og efterfølgende opdateret i oktober-november 2010 med mange nye oplysninger og illustrationer.

 

Med hensyn til slægten har jeg forsket i mine egne aner og hidtil været varsom med at begynde at åbne andre skabe og skuffer. Men nu har jeg alligevel gjort det, dels fordi jeg er født nysgerrig, dels fordi jeg ganske enkelt synes, slægtsforskning er sjovt. Jeg kan godt lide at kigge i gamle annaler og er fascineret af den systematik og logiske tankevirksomhed, som kræves for at finde ledetrådene og skabe overblik over sammenhængene. Nogle koblinger til næste led er nemme, andre mere dunkle – og ofte løber man ind i rene mysterier, som det til gengæld er så meget desto mere tilfredsstillende at løse. Selve det at lede er det mest fascinerende. I slægtshistorien er det altid muligt at polere nogle hjørner og måske grave et lag dybere, men en dag står man alligevel med en krønike, som kun med stort besvær kan forfines yderligere. Sådan har jeg det med begge mine forældres slægter. Jeg har gravet så dybt, som jeg kan på nuværende tidspunkt, og det er ikke oplagt, hvor jeg eventuelt skal lede videre.
 
I stedet får jeg den idé at kigge på Solveigs slægt. En dag i sommeren 2009 nævner Gunhild, at hendes og Solveigs far engang har sagt, at Skytte-slægten stammer fra Samsø. Gad vide, om det kan efterprøves...?
 
Jeg véd, at deres far – Valter Skytte – er født i 1919, og at han vistnok er opvokset i Aarhus. Kirkebøgerne for den store by er omfattende, og der er mange sogne at vælge imellem – men jeg åbner den måske mest oplagte, bogen for Aarhus Domsogn, og her er der med det samme gevinst. Valter Elo Skytte er født den 11. marts 1919 og bliver døbt den 15. juni samme år – og forældrene er ”Beslagsmed Hjalmar Arnold Skytte (22 Aar) og Hustru Anna Elisabeth Pedersen”. Barnet er født hjemme, nemlig i Knudrisgade 47. [Aarhus Domsogn 1913-1921, opslag 164]
 

Ejendommen Knudrisgade 47 i Aarhus, november 2010.
 
I. Farfar Hjalmar Arnold Skyttes fædrene slægt.
 
Valters far er altså Hjalmar Arnold Skytte. Jeg leder efter Hjalmar i folketællingerne i Dansk Demografisk Database på nettet, men uden resultat. Ud fra oplysningen ovenfor, at han er 22 år i 1919, må han være født omkring 1896-97 – men da jeg ikke véd i hvilket sogn, er det lidt som at lede efter en nål i en høstak. En anden søgbar database på nettet er den amerikanske FamilySearch.org. Den indeholder også internationale oplysninger, herunder en del danske, og kan nogle gange være til hjælp. Her finder jeg minsandten Hjalmar. Han er døbt i Aarhus den 26. december 1896 – og hans forældres navne oplyses af være Jens Peter Skytte og Sine Jensen. Mere får vi ikke at vide, men nu er der et spor at følge.
 

Hjalmar Arnold Skytte, døbt i Kolt kirke1896.
 
Jeg finder Hjalmar i kirkebogen for Aarhus Domsogn 1896: Han er født den 13. september 1896 og bliver ganske rigtigt døbt den 26. december samme år. Forældrenes navne er som oplyst i FamilySearch – men sjovt nok er Jens Peters efternavn skrevet to gange i kirkebogen, i første omgang stavet Schjødt – men dette er streget over og navnet i anden omgang skrevet som Skytte med randbemærkningen ”Pastor Gudme har meddelt, at Faderen hedder Skytte (ikke Schjødt)”. Det fremgår desuden, at dåben har fundet sted i Kolt kirke. [Aarhus Domsogn 1892-1896, opslag 186]. Kolt kirkebog har de samme oplysninger og tilføjer samtidig, at Jens Peter Skytte er mælkekusk i Stautrup, og at fadderne ved dåben er ’Købmand Anders Andersens Kone i Aarhus, Moderen, Faderen, Ølkusk Niels Larsen Aarhus, Mejerist Sven Johan Svensson Stautrup’. [Kolt 1892-1900, opslag 20]
 
Sporet til Samsø.
 
Farfar Hjalmars forældre er altså kusk Jens Peter Skytte og hustru Sine Jensen – og Sine er i følge kirkebogen 35 år, da Hjalmar bliver døbt. Parret Jens Peter og Sine er Solveigs oldeforældre. Heller ikke Jens Peter finder jeg lige med det samme i folketællingerne – og i det hele taget er der i 1800-tallet forbavsende få personer i Aarhus og omkringliggende amter, der bærer efternavnet Skytte. Jeg prøver også at søge på Schjødt og Schiødt og andre stavemåder, men stadig uden resultat. Først da jeg skifter fra Sc til Sk er der bid:
 
Aarhus, Ning, Ormslev, Ormslev By og Sogn, 2 en Gaard, 50, FT-1880, C8155
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Rasmus Madsen 47 Gift Husfader, Gaareier Her i Sognet [Ormslev]
Johanne Nielsdatter?? 50 Gift hans Kone Tiset?? [Tilst?] ..
Enger Marie Rasmussen 19 Ugift Deres Børn Her i Sognet [Ormslev]
Marie Nielsine Rasmusen 17 Ugift Deres Børn Her i Sognet [Ormslev]
Jens Petter Skjøt 16 Ugift Tjenestekarl Koldt Sogn, Aarhus Amt
Søren Madesen 38 Ugift Forsørges af Husfader Her i Sognet [Ormslev]
 
Alderen og navnet passer – og det oplyste fødested, Kolt, svarer jo til, hvor Hjalmar bliver døbt nogle år senere.
 

Døbefonden i Kolt kirke.
 
Nu finder jeg uden problemer Jens Peter i Kolt kirkebog. Han er født den 1. april 1863 og forældrene oplyses at være ”Husmand Johannes Knudsen og Hustru Ane Kathrine Jensen af Koldt”. Moderen er 31 år gammel. [Koldt 1855-1868, opslag 40]
 
Forældreparret finder jeg uden videre i folketællingen 1860, og heraf fremgår samtidig, hvorfor Johannes Knudsen giver sin søn Jens Peter efternavnet Skytte.
 
Aarhus, Ning, Kolt, Koldt Bye, Et Huus, 23, FT-1860, C1776
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Johannes Knudsen Schiødts 31 gift Dagleier, Huusfader Samsøe i Nordbye
Ane Kathrine Jensdatter 28 gift hans Kone Onsbjerg Sogn paa Samsøe
Ane Kathrine Schiødts 3 ugift [deres datter] i Nordbye paa Samsøe
Mette Marie Schiødts 1 ugift [deres datter] i Nordbye paa Samsøe
 
Parret har to børn, begge piger, på dette tidspunkt - og læg mærke til pigernes navne, Ane Kathrine og Mette Marie. Som vi skal se senere, er den ældste opkaldt efter sin mormor og den yngste efter sin farmor.
 
Hjalmars farfar Johannes Knudsen Skjøt f. 1829.
 
Johannes Knudsen Skjøt f. 1829 og Ane Kathrine Jensdatter f. 1832 er det første af farfar Hjalmars to bedsteforældrepar. Der er en del forvirring omkring stavemåden for navnet Skytte på dette tidspunkt i historien. Da Jens Peter bliver døbt i Kolt kirke i 1863 skrives efternavnet Skytte, men her ved folketællingen tre år tidligere skrives navnet Schiødts. Under alle omstændigheder har vi hermed påvist, for det første, at efternavnet er et slægtsnavn, som helt bevidst gives videre til de næste led i slægten, og for det andet, at slægten har rod på Samsø. Både Johannes og hustruen Ane Kathrine er født på Samsø, i henholdsvis Nordby og Onsbjerg – og det samme er i følge folketællingen deres første to børn, døtrene Ane Kathrine og Mette Marie. Et opslag i kirkebogen fortæller, at Johannes Skjøt, 24 år, og Ane Kathrine Jensdatter, 21 år, bliver gift i Nordby den 5. juli 1853. [Nordby 1839-1865, opslag 190]
 

Johannes Knudsen Skjøt, døbt i Nordby 1829. Forældrene er Husmand Knud Jørgensen Skjøt og Hustru Mette Marie Johansdatter af Nordbye.
 
Skjøt af Nordby.
 
Kirkebogen for Nordby fortæller, at Johannes er født den 14. april 1829 som ægte søn af parret ”Husmand Knud Jørgensen Skjøt og Hustru Mette Marie Johansdatter af Nordbye”. Navnet er først indskrevet som 'Johannes Knudsøn' i kirkebogen, men så er efternavnet streget ud og erstattet med 'Skjøt'. [Nordby 1821-1838, opslag 30]
 
Nu er vi allerede kommet en del generationer bagud i slægten – Valter Elo Skytte f. 1919 -> Hjalmar Arnold Skytte f. 1896 -> Jens Peter Skytte f. 1863 -> Johannes Knudsen Skjøt f. 1829 – og vi kender navnet på næste led, Knud Jørgensen Skjøt, som er farfar Hjalmars oldefar.
 
Holbaek, Samsø, Nordby, Nordby, et Huus, 10, FT-1834, B4866
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Knud Jørgensen Skjøt 42 Gift Dagleier
Mette Marie Johansdatter 35 Gift Hans Kone
Jørgen Knudsen 12 Ugift Deres Børn
Jens Knudsen 11 Ugift Deres Børn
Maren Knudsdatter 9 Ugift Deres Børn
Johannes Knudsen (Skjøt) 5 Ugift Deres Børn
Karen Knudsdatter (Skjøt) 3 Ugift Deres Børn
Søren Knudsen (Skjøt) 2 Ugift Deres Børn
 
Ved folketællingen 1834 bor familien med 6 små børn i Nordby på Samsø. Faderen er daglejer, og der er nok små kår. Knud Jørgensen Skjøt og Mette Marie Johansdatter er det første af farfar Hjalmars fire oldeforældrepar. Kirkebogen fortæller, at Knud og Mette Marie bliver gift den 22. november 1821. [Nordby 1821-1838, opslag 132] Knud er 29 år ved brylluppet og 42 år ved folketællingen 1834, og han er derfor født omkring 1792. Lad os se, om vi kan finde ham i kirkebogen.
 
Her i slutningen af 1700-tallet er bogstaverne krøllede og oplysningerne sparsomme, men det fremgår tydeligt nok at læse, at Knud er født i 1792 som søn af ”Husmand Jørgen Knudssøn af Maarup”. [Nordby 1701-1800, opslag 615] Videre fortæller samme kirkebog [opslag 374], at Jørgen Knudssøn Skydt bliver gift i 1789 med Karen Jensdatter Kiær, som er navnet på Knuds mor. Jørgen Knudssøn Skydt og Karen Jensdatter Kiær er det første af farfar Hjalmars otte tip-oldeforældrepar.
 

Den 10. februar 1789 bliver Jørgen Knudssøn Skydt og Karen Jensdatter Kiær gift i Nordby kirke.
 
Holbaek, Samsø, Nordby, Maarup, , 14, FT-1801, B4861
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Karen Jensdatter 35 Enke(mand) Kone Huusbeboerske med Jord
Knud Jørgensen 9 Ugift Konens Børn
Karen Jørgensdatter 6 Ugift Konens Børn
Anna Mette Jørgensdatter 4 Ugift Konens Børn
Kirsten Jørgensdatter 1 Ugift Konens Børn
 
Vi finder Karen Jensdatter, sønnen Knud Jørgensen og tre mindre søskende i Maarup ved folketællingen 1801. Karen er nu enke og alenemor, og husbonden Jørgen Knudssøn er altså i mellemtiden død.
 

Nordby kirke på Samsø, midtvejs mellem Nordby og Maarup.
 
Holbaek, Samsø, Nordby, Maarup Bye, , 120, FT-1787, B4856
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Jørgen Knudssøn 46 Gift Mand Bonde og Huusmand
Anna Dorte Mikkelsdatter 35 Gift Kone
Søren Jørgenssøn 14 Ugift Mandens Børn
Maren Knudsdatter 42 Ugift Opholdende Nærer sig af at spinde
Metthe Sørensdatter 12 Ugift Hendes Datter udenfor Ægteskab 
 
Den foregående folketælling 1787 afslører, at Jørgen er temmelig meget ældre end hustruen Karen. Han er 46 ved folketællingen 1787 og dermed 48, da parret bliver gift i 1789. Karen er 35 ved folketællingen i 1801 og har altså kun været halvt så gammel som ægtemanden, nemlig 24, da hun og Jørgen bliver gift i 1789. Af tællingen 1787 ovenfor kan vi se, at ægteskabet med Karen er Jørgens andet (eller tredje), da han tidligere har været gift med Anna Dorte Mikkelsdatter. Det eneste barn i familien, sønnen Søren på 14 år, oplyses at være mandens barn, hvilket sandsynligvis betyder, at Jørgen har været gift tidligere, og at Anna Dorte er hans anden hustru.
 

Husmand Jørgen Knudsen Skyt dør som 57-årig i Maarup på Samsø i år 1800. [Nordby 1701-1800, opslag 367].
 
Skiøtt af Maarup.
 
Som 46-årig i 1787 er Jørgen født omkring 1741 – så med lidt held kan vi måske finde hans dåb i de ældste annaler. Og ganske rigtigt. Jørgen bliver døbt i Nordby kirke den 1. juli 1742 som søn af Knud Jensen Skiøtt af Maarup. [Nordby 1701-1800, opslag 121] Knud Jensen Skiøtt er farfar Hjalmars tiptip oldefar.
 
Med Knud Jensen Skiøtt f. cirka 1710 er vi nået 7 generationer bagud i slægten – og som vi har set er navnet Skytte, med forskellige stavemåder, båret fra starten af 1700-tallet på Samsø op gennem alle led til i dag, tre hundrede år senere.
 
Knud Jensen Skiøtt f. ca. 1710 -> Jørgen Knudssøn Skydt f. 1742 -> Knud Jørgensen Skjøt f. 1792 -> Johannes Knudsen Skjøt f. 1829 -> Jens Peter Skytte f. 1863 – > Hjalmar Arnold Skytte f. 1896 -> Valter Elo Skytte f. 1919 -> ->
 
Oplysningerne om den ældste Skytte, Knud Jensen Skiøtt, er desværre sparsomme – og om Knud eventuelt er den i slægten, der som den første erhverver sig Skytte-navnet som tilnavn, fordi han er skytte, ved vi ikke. Ved hjælp af Google finder jeg frem til en særlig Samsø slægtsforskningshjemmeside med adressen samsoeroots.dk, hvor der findes afskrifter af folketællingerne og søgbare databaser med blandt andet vielsesregistreringer fra alle øens sogne i perioden 1702 til 1890 og sågar en omfattende persondatabase, der kaldes ’Samsinger’. Hjemmesiden er en ren guldgrube for slægtsforskere med aner på Samsø. Databasen bekræfter sammenhængene ovenfor, men har hverken oplysninger om Knud Jensen Skiøtts baggrund eller navn på hans hustru. Dog oplyses følgende liste over Knud og hustruens børn:
 
1. Kirsten Knudsdatter, f. 1736 Nordby (død 1738)
2. Jørgen Knudsen Skiøtt, f. 1. juli 1742, Maarup Nordby
3. Kirsten Knudsdatter Skiøtt, f. 26. september 1745, Maarup Nordby (død 1746)
4. Maren Knudsdatter Skiøtt, f. 26. september 1745, Maarup Nordby
5. Kirsten Knudsdatter Skiøtt, f. 27. december 1748, Maarup Nordby
 
Kirsten har været et vigtigt – men øjensynligt ulykkesbringende – pigenavn for denne familie. Både Kirsten I f. 1736 og Kirsten II f. 1745 dør som spæde – og navnet kommer derfor i spil for tredje gang, da den yngste datter bliver født i 1748. Den ældre datter Maren bor ved folketællingen 1787 med sin 12-årige datter uden for ægteskab hos broderen Jørgen, se ovenfor.
 
At dømme efter børnerækken er Knud Jensen Skiøtt formodentlig blevet gift i starten af 1730-erne, men hans vielse ses ikke i databasen på samsoeroots.dk, hverken i Nordby eller andre af øens sogne. Jeg antager derfor, at han og hustruen er indvandrere til øen og stammer fra enten Sjælland eller Jylland. Navnet på Jørgens hustru er et mysterium. Det bliver ikke nævnt i kirkebogen i forbindelse med dåbsregistreringerne [Kirsten/Maren 1745: Nordby 1701-1800, opslag 132; Kirsten 1748: Samme, opslag 145], heller i listen over ’introducerede’ kvinder. Hun registreres blot som ’Knud Skiøtts Hustru’, også da hun dør som 60-årig i august 1773. [Nordby 1701-1800, opslag 542].
 

Den 1. juli 1742 får Knud Jensen Skiøtt i Maarup en søn Jørgen bekræftet i dåbens nåde, som præsten skriver i kirkebogen. [Nordby 1701-1800, opslag 121].
 
Listen over faddere ved Jørgen Knudsen Skiøtts dåb i 1742 (se billedet ovenfor) er lang og interessant: ”Eod Die Knud Jensen skiøtte i Maarup, en søn Jørgen bekræftet i Daabens Naade. Michel Haugkrogs Hustrue bar Barnet. Søfren Skaaning, Ras Degn, Jørgen Mortensens Michelssøn, Michel Michelssøn Clemenshs Jørgen Thomæssøns og Christen Rasmussøns Hustruer Mette Michelsdatter Tunboe og Møller (?) Birritz vare fadderne til dette Barn”. Databasen Samsinger på samsoeroots.dk fortæller, at navnene Haukrog, Thunbo og Michelsen er meget fremtrædende i Maarup på dette tidspunkt i verdenshistorien. Måske Knud Jensens hustru stammer fra en af disse slægter...? Desuden er det påfaldende, at betegnelsen ’skiøtte’ efter Knud Jensens navn er skrevet med lille s. Enten er det sjusk fra præstens side – eller også kunne det tyde på, at Knud faktisk er skytte på denne egn syd for Nordby, og at navnet er et tilnavn, som først i løbet af Knud Jensens leveår bliver et slægtsnavn, som gennem generationerne føres op til i dag.
 

Valdemar Mau: "Landsbyscene fra Maarup paa Samsø", ca 1930.
 
Men som sagt: Sporet bagud i tiden stopper ved Knud Jensen Skiøtt; vi kender hverken hans vielsesår, fødselsår eller navnene på hans forældre. Faktisk er oplysningerne om Knud og hustru særdeles sparsomme. Jeg har gennembladet store dele af den ældste kirkebog, og i perioden 1736 til 1750 optræder parret kun i forbindelse med kirkelige handlinger for deres egne børn (fødsler og begravelser). Ikke en eneste gang nævnes de blandt fadderne ved andre dåbshandlinger. Dette kan tyde på, de har været ret isolerede i Maarups lille landsbysamfund – måske fordi de er tilflyttere til sognet...?
 

Den 10. februar 1789 bliver Jørgen Knudssøn Skydt og Karen Jensdatter Kiær gift i Nordby kirke. [Nordby 1701-1800, opslag 374].
 
Tilbage til Jørgen Knudsen Skydt og Karen Jensdatter Kjær.
 
Går vi derimod en generation fremad i tiden – til parret Jørgen Knudssøn Skydt og Karen Jensdatter Kiær – indeholder databasen Samsinger en mængde oplysninger, især hvis man tænker sig om og bruger alle sine oplysninger. Databasen fortæller, at hustruen til Jørgen Knudsen Skiøtt f. 1742 er Karen Jensdatter f. 1766 – men umiddelbart er der ingen oplysninger om Karens aner. Søger man på Karens fulde navn Jensdatter Kjær (som vi her set, hun kaldes i kirkebogen i forbindelse med brylluppet, se ovenfor) er der bid. Under dette navn oplyses både hendes fødselsdato den 12. januar 1766 i Nordby og navnene på hendes forældre Jens Jensen Kjær f. 1734 og Anne Madsdatter f. 1734, men ikke vielsesåret. For at få orden på tingene og bundet de to slægter Skiøtt og Kjær korrekt sammen har jeg i oktober 2009 skrevet en email til databasebestyrer Ingelise Vohn og bedt hende indsætte Karen Jensdatter Kjær [ID-nr. I60937] i stedet for Karen Jensdatter [ID-nr. I04717]. Der er helt sikkert tale om den samme person. [Ved næste opdatering af databasen i november 2009 er ovenstående ændring udført.]
 
Videre i Kjær-slægten fortæller databasen, at Karens far Jens Jensen Kjær f. 1734 er søn af parret Jens Sørensen Kjær f. 1690 og Karen Pedersdatter. Nu er vi rigtigt langt tilbage i tiden, otte generationer, og dette par er et af farfar Hjalmars i alt 32 3xtip oldeforældrepar... Hjemstedet er stadig Nordby på Samsø. Det er svært at finde længere tilbage; der findes ingen kirkebøger fra 1600-tallet og længere bagud.
 
Ægteskabet i 1789 med Karen Jensdatter Kjær er Jørgen Knudsen Skiøtts tredje. Han bliver gift første gang med pigen Karen Sørensdatter i 1770 [se forlovelsesregistreringen i Nordby 1701-1800, opslag 438]. Med Karen Sørensdatter får Jørgen tre børn – Maren f. 1771, Søren f. 1774 og Jørgen f. 1777. Både datteren Maren og sønnen Jørgen dør som spæde, Søren er 14 år ved folketællingen 1787. Efterfølgende bliver Jørgen omkring 1785 gift med Anna Dorte Mikkelsdatter, se folketællingen 1787 ovenfor. I dette ægteskab er der ingen børn. Og endelig bliver han altså i 1789 gift med Karen Jensdatter Kjær. I dette ægteskab er der i følge databasen Samsinger på samsoeroots.dk fem børn – hvor Knud, født i 1792, jo er vores ane:
 
1. Jens Jørgensen Skjødt, f. 6 Jun. 1790, Maarup Nordby S Samsø Holbæk A 
2. Knud Jørgensen Skjødt, f. 16 Sep. 1792, Maarup Nordby S Samsø Holbæk A
3. Karen Jørgensdatter Skjødt, f. 18 Apr. 1795, Maarup Nordby S Samsø Holbæk A
4. Anna Mette Jørgensdatter Skjødt, f. 22 Jul. 1797, Maarup Nordby S Samsø Holbæk A
5. Kirsten Jørgensdatter Skjødt, f. 1 Okt. 1800, Maarup Nordby S Samsø Holbæk A 
 

Videnskabernes Selskabs kort over Samsø fra 1780'erne. Længst mod nord ses Nordby kirke og landsbyen Maarup, længst mod sydvest Onsbjerg kirke og lidt længere mod nord nær Stavns Fjord ses landsbyen Taftebjerg.
 
Opsamling på Samsø-rødderne.
 
Fremstillingen ovenfor har fokuseret på slægten i lige fædrene linje fra Hjalmar Arnold Skytte ned til hans tiptip oldefar Knud Jensen Skiøtt f. ca. 1710 – og vi har i den forbindelse overset nogle af kvinderne i hele dette hjørne af slægten.
 
Holbaek, Samsø, Nordby, Nordby, et Huus, 10, FT-1834, B4866
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Knud Jørgensen Skjøt 42 Gift Dagleier
Mette Marie Johansdatter 35 Gift Hans Kone
Jørgen Knudsen 12 Ugift Deres Børn
Jens Knudsen 11 Ugift Deres Børn
Maren Knudsdatter 9 Ugift Deres Børn
Johannes Knudsen (Skjøt) 5 Ugift Deres Børn
Karen Knudsdatter (Skjøt) 3 Ugift Deres Børn
Søren Knudsen (Skjøt) 2 Ugift Deres Børn
 
Forældrene til Johannes Knudsen Skjøt f. 1829 er Knud Jørgensen Skjøt f. 1792 og Mette Marie Johansdatter f. 1799. Parret bliver gift den 22. november 1821 i Nordby kirke. De er som tidligere nævnt det første af farfar Hjalmars fire oldeforældrepar.
 
Mette Marie Johansdatter er i følge databasen Samsinger født den 17. februar 1800 i Nordby sogn. Hendes forældre er Johan Walche f. 1767 i Holsten og Ellen Jensdatter, som er født den 27. februar 1760 i Nordby. Johan Walche og Ellen Jensdatter er det andet af farfar Hjalmars otte tip oldeforældrepar. Ellen Jensdatter bliver gift første gang som 18-årig i 1778 med Jens Hansen Jyde f. 1721 – men husbonden dør allerede fem år senere i 1783, hvorefter Ellen bliver gift med holsteneren Johan Walche og får børnene Frederikke Johannesdatter Valke f. 1795, Mette Marie Johansdatter, f. 1800, Kirsten Johansdatter, f. 1802 og Maren Johansdatter f. 1806. Ellen er indfødt samsing og datter af af Jens Clemmensen Skrædder f. 1724 og Dorthe Nielsdatter f. 1728, begge af Maarup i Nordby sogn, endnu et af farfar Hjalmars 16 tiptip oldeforældrepar.
 
Hjalmars farmor Ane Kathrine Jensdatter f. 1832.   
 
Som vi har set af folketællingen 1860 ovenfor stammer farfar Hjalmars farmor Ane Kathrine Jensdatter fra Onsbjerg sogn på Samsø.
 
Aarhus, Ning, Kolt, Koldt Bye, Et Huus, 23, FT-1860, C1776
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Johannes Knudsen Schiødts 31 gift Dagleier, Huusfader Samsøe i Nordbye
Ane Kathrine Jensdatter 28 gift hans Kone Onsbjerg Sogn paa Samsøe
Ane Kathrine Schiødts 3 ugift [deres datter] i Nordbye paa Samsøe
Mette Marie Schiødts 1 ugift [deres datter] i Nordbye paa Samsøe
 
Ane Kathrine Jensdatter er født den 31. december 1831 som datter af Jens Nielsen Bakke f. 1779 og Ane Katrine Pedersdatter f. 1794, begge af Toftebjerg i Onsbjerg sogn. Jens Nielsen Bakke og Ane Katrine Pedersdatter er det andet af farfar Hjalmars fire oldeforældrepar. Ægteskabet er Jens Nielsen Bakkes nummer to. Han har tidligere fået tre børn med sin første hustru, Ane Kirstine Albrechtsdatter f. 1782 – og får fra 1830 yderligere fire børn med den anden hustru, Ane Katrine Pedersdatter. Kun to af børnene overlever de spæde år, nemlig 'vores ane', Ane Kathrine Jensdatter f. 1831 og hendes lillebror Albrecht Jensen f. 1833.
 
Da Ane Katrine Pedersdatter og Jens Nielsen Bakke bliver gift medbringer Ane Kathrine datteren Vilhelmine Stahlsdatter, født uden for ægteskab i 1820.
 
Jens Nielsen Bakkes forældre er i følge databasen Samsinger Niels Jensen Rytter f. 1754 og Kirsten Christensdatter f. 1754. Dette par er det tredje af farfar Hjalmars otte tip oldeforældrepar. Niels Jensen Rytter og Kirsten Christensdatter får i alt syv børn, hvoraf vores ane, Jens Nielsen Bakke, er nummer to. Niels Jensen Rytter stammer fra Langemark i Besser sogn og Kirsten Christensdatter fra Onsbjerg.
 
Rundt om Ane Katrine Pedersdatter f. 1794.
 
Jens Nielsen Bakkes anden hustru, Ane Katrine Pedersdatter, er født omkring 1794 – men databasen Samsinger indeholder ingen oplysninger om hendes forældre eller øvrige baggrund. Jens Nielsen Bakke og Ane Katrine Pedersdatter med familie optræder i folketællingerne 1834 og 1840 i Taftebjerg Bye i Onsbjerg sogn, her således i 1834.
 
Holbæk, Samsø, Onsbjerg, Taftebjerg, et Huus, 9, FT-1834, B4867
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Jens Nielsen 55  Gift  Dagleier 
Ane Katrine Pedersdatter 41  Gift  Hans Kone 
Vilhelmine Stahlsdatter 14  Ugift  uægte Barn 
Ane Katrine Jensdatter 3  Ugift  Deres Børn 
Albreth Jensen 1  Ugift  Deres Børn
 
Datteren Vilhelmine er i følge oplysningerne født i Tranebjerg sogn i 1820, og for at se, om jeg kan spore Ane Katrine Pedersdatters baggrund, slår jeg op i listen over døbte i kirkebogen.
 

Klip fra Tranebjerg kirkebog 1820: 'No. 13. Uægte. Fødsels-Datum: August 22. Hjemmedaabs-Datum: Do. 26. Wilhelmine. Moderen Ane Katrine Boiesen i Brundbye, udlagt som barnefader Kontorist Wilhelm Stahl paa Ørnslund".
 
Her finder jeg ganske rigtigt Wilhelmine, opført med prædikatet ’Uægte’, og datter af Ane Katrine Boiesen i Brundby. Udlagt som barnefader er en kontorist Wilhelm Stahl af Ørnslund. [Tranebjerg 1816-1821, opslag 51] Vi kender ikke de nærmere omstændigheder, men det er påfaldende, at datteren får et navn, der ligger meget tæt op ad navnet på den mand, der øjensynligt har svigtet den gravide Ane Kathrine. Manden er Wilhelm Stahl; datteren får navnet Wilhelmine Stahlsdatter. Ørnslund er forvalterboligen ved herregården Brattingsborg syd på Samsø, her arbejder barnefaderen åbenbart som kontorist. Sjovt nok er jeg stødt på samme sted én gang tidligere i min egen slægtskrønike - og har faktisk besøgt Ørnslund på en cykeltur til Samsø i foråret 2009. En af mine 4xtip oldefædre på min farfars side, en mand ved navn Jeremias Michelsen, var i en periode i slutningen af 1700-tallet forvalter på Ørnslund, se historien herom i min krønike Tilfældets mystik
.
 

Forvalterboligen Ørnslund ved herregården Brattingsborg anno 2009 [mit eget foto]. En af mine egne 4xtip oldefædre, Jeremias Michelsen, var forvalter her i slutningen af 1700-tallet.
  
Endnu mere påfaldende er selvfølgelig, at Ane Katrine Pedersdatter i forbindelse med dåben af Vilhelmine står opført med efternavnet Boiesen i kirkebogen... Hvad ligger mon bag dette? I tilgangslisten for Tranebjerg sogn dukker samme Ane Kathrine med navnet ’Anne Cathrine Bojesen, 21 Aar” op i 1817, i følge kirkebogen tilgået fra Horsens. [Tranebjerg 1816-1821, opslag 86]
 
Vi ved fra folketællingerne 1845 og 1850, se nedenfor, at Ane Katrine Pedersdatters fødesogn er netop Horsens, så nu er det på tide at konsultere det pågældende sogns kirkebog – og, heureka, her får vi på én gang forklaringen på de forskellige efternavne. Pigen ’Ane Katrine Lorentze’, som bliver døbt i Horsens i starten af 1794, er datter af ’Rytter Peder Bojesen ved 3die Escadr(on) og Hustru Helena Svendsdatter’ [Horsens Vor Frelser 1787-1813, opslag 54] Vores Ane Katrine er altså ganske rigtigt en Pedersdatter, og hendes far har efternavnet Bojesen, deraf de to navne.
 

Klip fra Horsens kirkebog 1794: Rytter Peder Bojesen ved 3die Escadr(on) og Hustru Helena Svendsdatter, en Datter Ane Katrine Lorentze'. [Horsens Vor Frelser 1787-1813, opslag 54]
 
Nu kan vi finde familien i folketællingen 1801 i denne husstand i Horsens Købstad.
 
Skanderborg, Nim, Horsens Købstad, Kattesund Søndre Side, , 485, FT-1801, B4921
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Mogens Jacobsen 36 Gift Indqvarteret Rytter ved Det Slesvigske Rytter Regiment
Kirsten Jensdatter 48 Gift Hans Kone
Jacob Mogensen 10 Ugift Deres Søn
Maren Jensdatter 5 Ugift Hans Broder Datter
Peder Bøyesen 34 Gift Indqvarteret Rytter ved Det Slesvigske Rytter Regiment
Lene Marie Svendsdatter 36 Gift Hans Kone
Anne Cathrine Pedersdatter 7 Ugift Deres Datter  
 
Dermed kender vi navnene på Ane Katrine Pedersdatters forældre – Peder Bojesen f. 1767 og Helene Svendsdatter f. 1765. Faderen er soldat og rytter ved Det Slesvigske Rytter Regiment. Peder Bojesen og Helene Svendsdatter er det fjerde af farfar Hjalmars otte tip oldeforældrepar.
 

Menige ryttere ved Det Slesvigske Rytter Regiment anno 1822 og 1829.
 
Et opslagsværk på nettet kaldet Horsens Leksikon fortæller blandt andet følgende om regimentet: "Fra 1724 til 1842 var Horsens garnisonsby for Det Slesvigske Kyrasserregiment. I begyndelsen var der stor utilfredshed med soldaternes tilstedeværelse i byen, men efterhånden blev forholdet mellem regimentet og byen bedre. De menige soldater boede frem til omkring 1800 privat rundt om i byen, typisk i baghuse, udhuse eller på lofter hos mindre velstillede håndværkere i de fattigere områder. Omkring 1770 boede soldaterne typisk i boligerne ved åen, i Borgergade, Graven, Grønnegade, Hestedamsgade, Kattesund, Thonboegade, Nørregade, Smedegade og Provstgyde (nuværende Rådhusgade). (...) Det Slesvigske Kyrasserregiment blev dannet i 1675 under navnet Baudissin´s Geworbene Rytterergiment. Allerede i 1722 kom dele af regimentet til Horsens. Andelen udgjordes i 1724 af to kompagnier på hver 61 mand. Resten af regimentets kompagnier kom bl.a. til Vejle. Kompagnier fra regimentet var indkvarteret i Horsens helt frem til 1842, hvor regimentet blev nedlagt. Antallet af soldater varierede meget. I 1763 var der 138 soldater i Horsens, i 1767 var der 53 og i 1779 136 soldater. I 1786 boede 191 soldater i Horsens, i 1814 omkring 150. I 1840 var tallet 208 soldater ud af byens dengang knap 5000 indbyggere. I forbindelse med en ny struktur i hæren i 1842 blev Det Slesvigske Kyrasserregiment opløst".
 

Onsbjerg kirke på Samsø.
 
Ane Katrine Pedersdatter dukker som tidligere nævnt op op på Samsø i 1817, da hun er registreret i tilgangslisten som 'Anne Cathrine Bojesen, 21 Aar'. [Tranebjerg 1816-1821, opslag 86] Fra 1820 er Ane Katrine alenemor med datteren Vilhelmine, men på et tidspunkt før 1830 bliver hun gift med enkemanden Jens Nielsen Bakke af Taftebjerg i Onsbjerg sogn. Jeg kan ikke finde deres vielse i databaserne på samsoeroots.dk, men et opslag i kirkebogen viser, at de bliver gift den 18. december 1828 i Onsbjerg kirke. [Onsbjerg 1827-1834, opslag 112]: 'Enkemand Huusmand Jens Nielsen i Taftebjerg, 38 Aar gl., Pigen Ane Catherine Böyensen i Taftebjerg, 34¾ Aar gl.' Også her bruger Ane Katrine altså sin fars efternavn - Bojesen/ Boiesen/ Bøyesen - i dette tilfælde, med en fjerde stavemåde, skrevet som 'Böyensen'. Aldersangivelsen for Jens Nielsen er forkert, han er i virkeligheden ti år ældre, altså 48 i stedet for 38 år gammel.
 
I folketællingerne 1834 og fremefter registreres Ane Kirstine konsekvent med efternavnet Pedersdatter, her således i 1840.
 
Holbæk, Samsø, Onsbjerg, Tafteberg Bye, et Huus, 15, FT-1840, B4872
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Jens Nielsen Bakke 62 Gift Dagleier
Ane Katrine Pedersdatter 47 Gift Hans Kone
Ane Katrine Jensdatter 9 Ugift Deres Børn
Albreth Jensen 7 Ugift Deres Børn
 
Jens er i 1840 daglejer i Taftebjerg tæt ved Stavns Fjord på Samsø og er som 62-årig ved at være oppe i årene, Ane Kathrine er stadig kun 47, og familien har to hjemmeboende børn, datteren Ane Katrine Junior og sønnen Albrecht. Datteren Vilhelmine, som nu er tyve år gammel, er flyttet hjemmefra. Jens Nielsen dør som 64-årig i 1842 [Onsbjerg 1835-1845, opslag 224], og ved næste folketælling i 1845 finder vi Ane Kathrine, nu som 52-årig enke og stadig med to hjemmeboende børn, i denne husstand.
 
Holbæk, Samsø, Onsbjerg, Tofteberg, Et Huus, 15.2, FT-1845, B4425
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Ane Pedersdatter 52 Enke(mand) Inderste og Aftægtskone Horsens
Ane Jensdatter 14 Ugift Hendes Barn Her i Sognet
Albrecht Jensen 12 Ugift Hendes Barn Her i Sognet
 
Ane Kathrine, både Senior og Junior, kaldes nu blot Ane - men der er jo ud fra alderen og børnenes navne ingen tvivl om, at vi har fat i den rigtige familie. Samtidig får vi her den oplysning, at Ane Kathrine – som vi også har set ovenfor - er født i Horsens.
 

Gammel postkort fra landsbyen Taftebjerg (i dag Toftebjerg) på Samsø.

 

Ved næste tælling yderligere fem år senere i 1850 bor Ane Katrine som 57-årig hos datteren Vilhelmine og hendes forholdsvis nystiftede familie i Taftebjerg.
 
Holbæk, Samsø, Onsbjerg, Taftebjerg, et Huus, 16, FT-1850, B4877
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Jens Jensen 27 Gift Hjulmand, Huusfader Nordby
Mine Stalsdatter 29 Gift Hans Kone Tranebj.
Ane Jensen 1 Ugift Deres Barn I Sognet
Ane Pedersen 56 Enke(mand) Konens Moder Horsens
 
Jeg leder efter Ane Katrine også i den efterfølgende folketælling i 1860, men uden at finde hende, hverken i Onsbjerg eller andre sogne. Datteren Vilhelmine er i mellemtiden sammen med sin familie udvandret til Kolt sogn inde på det jyske fastland syd for Aarhus – og det samme er den anden datter, Ane Katrine Junior. Deres gamle mor er ikke fulgt med til Kolt og må altså stadig befinde sig på Samsø – men hvor ved jeg ikke. Hun ses heller ikke i sønnen Albrechts husstand. Måske bor Ane Katrine i 1860 som 66-årig alene et sted, måske er hun blot blevet overset i folketællingen...?
 
Sikkert er det kun, at livet slutter for Ane Katrine Pedersdatter i 1867, hvor hun i Onsbjerg kirkebog registreres på denne måde: ”Døds-Dagen 20 Marts 1867, Begravelses-Dagen 24 Marts. Ane Kathrine Pedersdatter, Enke efter Hmd Jens Nielsen Bagge i Taftebjerg, 73 Aar.” [Onsbjerg 1855-1886, opslag 80] Efter navn og alder på den døde tilføjes i Onsbjerg kirkebog på dette tidspunkt i historien normalt fødselsdato og fødesogn, men ikke ud for netop Ane Katrine Pedersdatter. Her står i stedet de to nøgterne ord 'Nød Ophold'. Det læser jeg som om, Ane Katrine har været under en eller anden form for offentlig omsorg, da hun dør i 1867. Livet har ikke været nogen dans på roser for denne kvinde, det har været hårdt og slidsomt til tider - men forhåbentlig har Ane Katrine haft flest lyse stunder og kan i sin alderdom se tilbage på et godt liv, trods alt.
 
[Ovenstående nye oplysninger vedr. Ane Katrine Pedersdatter Bojesen videregiver jeg i november 2009 til databasen Samsinger på somsoeroots.dk]
 

Johannes Skjøt, 24 år, og Ane Kathrine Jensdatter, 21 år, bliver trolovet i Nordby den 13. maj og gift i kirken den 5. juli 1853. [Nordby 1839-1865, opslag 190]
 
I mellemtiden er Ane Katrine Pedersdatters datter Ane Kathrine Jensdatter den 5. juli 1853 i Nordby kirke blevet gift med Johannes Knudsen Skjøt. Parrets første fire børn bliver født og døbt i Nordby, se følgende liste fra databasen Samsinger på samsoeroots.dk.
 

1. Mette Marie Skjøt, f. 20 aug. 1853, d. 13 jan. 1858, Nordby S Samsø Holbæk A

2. Jens Peter Skjøt, f. 17 nov. 1856, d. 1856, Nordby S Samsø Holbæk A

3. Ane Cathrine Skjøt, f. 23 dec. 1857, Nordby S Samsø Holbæk A

4. Mette Marie Skjøt, f. 4 aug. 1859, Nordby S Samsø Holbæk A

5. Jens Peter Skjøt, f. 1863, Kolt S. Aarhus A.

6. Knudsine Skjøt, f. 1866, Koldt S Aarhus A

7. Knud Skjøt, f. 1868, Kolby S Samsø Holbæk A.

 
Kun de to yngste af de fire førstefødte overlever den spæde alder, herunder datteren Ane Cathrine den 3., og i slutningen af 1850'erne forlader familien Samsø og bosætter sig i Kolt sogn syd for Aarhus, hvor sønnen Jens Peter Skytte bliver født den 1. april 1863. Jens Peter er far til Hjalmar f. 1896. Hjalmar er far til Valter f. 1919.

  
Med ovenstående oplysninger har vi nu styr på anerne på farfar Hjalmars fædrene side. Vi kender navne og fødselsår på hans far og hans farmor og farfar - og vi har fundet navne og fødselsår på både to oldeforældrepar, fire tipoldeforældrepar og sågar nogle af tiptip oldeforældrene. Hele denne del af slægten har rødder på Samsø - og de fleste er af bondestand. Nedenfor vender vi os nu til anerne på Hjalmars mødrene side.
 
Tilbage til Aarhus.
 

Valter Elo Skytte døbt i Aarhus 1919. [Aarhus Domsogn 1913-1921, opslag 164] 
 
Listen over faddere, da Valter Skytte bliver døbt i 1919 er interessant, da den nævner Skytte-navnet med forskellige stavemåder: ”Barber Otto Skytte, Kusk Aage Schiødt, Enkefru Schiødt, Frk. Julie Jørgensen, Faderen”. [Aarhus Domsogn 1913-1921, opslag 164] Faderen er jo Hjalmar Arnold Skytte, Otto og Aage er formodentlig Hjalmars brødre og ”Enkefru Schiødt” er jo nok Hjalmars mor (gift med Jens Peter Skytte) Sine Jensen, som er født cirka 1860 og dermed 59 år gammel på dette tidspunkt i historien.
 
Anna Elisabeth Skytte og Hjalmar Arnold Skytte.
 
Hjalmar Arnold Skytte og Anna Elisabeth Pedersen bliver gift som kun godt tyve-årige i anden halvdel af 1910'erne og får i løbet af årene derefter seks børn. Jeg har ikke styr på de præcise fødeår for børnene, men rækkefølgen er følgende: Otto er ældst, og derefter følger Valter (f. 1919), Elisabeth, Lilly, Karen og Jørgen.
 

Familien Skytte cirka 1937. Bagest fra venstre Elisabeth, Ottos kone/kæreste (Otto døde som ung af tuberkulose) og Valter. I midten fra venstre Karen og Jørgen. Forrest fra venstre mor Anna Elisabeth Skytte, Lilly, far Hjalmar Arnold Skytte.
 
Hjalmar dør som relativt ung vistnok i 1940'erne. Anna Elisabeth lever meget længere og dør i slutningen af 1970'erne i en alder af cirka 85. 
 
II. Farfar Hjalmar Arnold Skyttes mødrene slægt.
 
Vi ved fra fødselsoptegnelsen i Kolt kirkebog 1896, at farfar Hjalmar Arnold Skyttes forældre er mælkekusk Jens Peter Skytte og hustru Sine Jensen – og Sine er i følge kirkebogen 35 år, da Hjalmar bliver døbt, det vil sige hun er født omkring 1861. Men indtil videre er det desværre det eneste, jeg ved om hende. Da Hjalmar bliver født, bor Jens Peter og Sine i følge kirkebogen for Aarhus Domsogn på adressen Østergade 46 i Aarhus, men her finder jeg dem ikke i folketællingerne, hverken i 1890 eller 1901.
 
Jeg gætter på, at parret er blevet gift omkring anden halvdel af 1880'erne og prøver, om jeg kan finde deres vielse i et af sognene i eller omkring Aarhus. Det er besværligt og tidskrævende, for der er mange sogne, og for kirkerne i midtbyen er listerne alenlange. Selv om jeg leder ihærdigt, giver arbejdet desværre ingen resultater. Jeg prøver også folketællingerne, men da jeg ikke kender parrets præcise adresse på de relevante tidspunkter, giver denne søgning heller ikke bonus.
 
Det er først et år efter, jeg har skrevet ovenstående om farfar Hjalmar Arnold Skyttes fædrene slægt, at der endelig kommer et gennembrud. I oktober 2010 får jeg en e-mail fra Bentha Steffensen, der leder efter aner til en af Valter Skyttes søstre, Elisabeth. Bentha er via Google stødt på mine Skytte-krøniker og vil nu gerne have bekræftet, at det er den samme slægt, hun og jeg har fat i. Ud fra de oplysninger, hun medsender, kan jeg straks se, at den er god nok. Det er helt sikkert de samme personer, vi leder efter, og ikke nok med det: E-mailen indeholder blandt andet svaret på, hvor Sine Jensen stammer fra...!
 
Bentha har i detaljer kortlagt mærkedagene for parret Jens Peter Skytte og Sine Jensen og medsender en liste over fødselsår og dåbshandlinger for hele den store børneflok:
 
1886: Anna Johanne Dagmar Schjødt * 15.01.1886 i København, Sct. Matthæus sogn (1885-1888, opslag 15), Værnedamsvej 14.
1888: Jens Anton Carl Schjødt: * 23.05.1888 i Aarhus Domsogn (1886-1890, opslag 97), Teglgaardsgade 34.
1889: Axel Ernst Valdemar Schjødt * 25.11.1889 i Domsognet (1886-1890 opslag 152), Graven 18.
1891: Jens Johan Schjødt * 29.11.1891 i Domsognet (1890-1891 opslag 46), Mejlgade 82.
1893: Svend Aage Schjødt * 05.05.1893 i Domsognet (1892-1896 opslag 51), Mejlgade 72.
1895: Knud Skytte * 09.05.1895 i Vor Frue sogn (1895-1899 opslag 12), Valdemarsgade 61.
1896: Hjalmar Arnold Skytte * 13.09.1896 i Domsognet (1892-1896 opslag 186), Østergade 46 – døbt i Kolt kirke (AO 1892-1900 opslag 20).
1899: Otto Henry Skytte * 30.01.1899 i Viby sogn (1892-1899 opslag 46), Viby Terp – forældrenes vielse er nævnt her.
 
Af listen fremgår, at parret skifter bopæl ekstremt ofte i perioden - faktisk opgives en ny adresse ved hver eneste af de otte børns indskrivning i kirkebogen. Samtidig nævnes det i forbindelse med dåben for det ottende og yngste barn, Otto Henry Skytte, at "forældrenes vielse er nævnt her". Jeg slår derfor op i kirkebogen og konstaterer, at det er korrekt. Parret er blevet gift i København den 26. juli 1885.
 

I forbindelse med dåben af Jens Peter Skytte og Sine Jensens ottende barn, Otto Henry Skytte, skriver præsten i kirkebogen, at "Forældrene viede i Sct. Johannes Kirken i København den 26de Juli 1885" (Viby 1892-1899, opslag 46).
 

Moderne foto af Skt. Johannes kirken på Nørrebro i København.
 
Ikke så mærkeligt, derfor, at jeg har ledt forgæves efter parrets vielse i sognene i og omkring Aarhus. Jens Peter Skytte og Sine Jensen bliver gift i Skt. Johannes sogn i København den 26. juli 1885. Det bliver bekræftet af kirkebogen. (Skt Johannes 1885-1890, opslag 4) Jens Peter opgiver adressen Nyhavn 1, og Sine bor i Ahlefeldtsgade 29, 2. sal, da parret bliver gift. Fra vielsesdatoen den 26. juli 1885 til parrets første barn bliver født i januar måned året efter er der kun seks måneder, så den direkte anledning til giftermålet er nok, at Sine er gravid. Hun er 23 år på dette tidspunkt, Jens Peter 22.
 

Ved folketællingen 1911 er Sine enke og alene med de to mindste børn, Hjalmar og Otto. Hun er født den 19. august 1861 i Tølløse og angives i tællingen som Husmoder og Restauratrice.
 
Det første barn, Anna Johanne, bliver døbt i København 1886, men kort efter flytter parret til Aarhus, hvor alle de efterfølgende børn, som det fremgår af listen ovenfor, bliver døbt i løbet af årene frem til 1899. Bentha Steffensen har gennem kirkebøgerne og  folketællingerne sporet Jens Peter og Sines mange adresseskift - og fra cirka år 1900 bor parret i Vestergade - i første omgang i nummer 68, senere i nr. 72 og fra 1907 og fremefter i nr. 60, hvor Jens Peter er restauratør. Ved folketællingen 1911 er Sine enke og alene med de to mindste børn, Hjalmar og Otto. Hun er husmoder og restauratrice, og optegnelsen bekræfter, at hun er født den 19. august 1861 i Tølløse sogn på Sjælland.
 

Moderne foto af Vestergade 60, hvor Jens Peter Skytte og Sine Jensen var restauratør og restauratrice fra 1907 og fremefter. 
 
Med alle disse oplysninger er det nu muligt at gå længere tilbage i tiden og spore Sine Jensens rødder og aner i Tølløse på Sjælland.
 
Sine Jensen af Skov Vallingerød i Tølløse sogn.
 
Et opslag i kirkebogen for Tølløse sogn bekræfter oplysningerne fra Aarhus. Sine er født den 19. august 1861 som datter af husmand Jens Nielsen og hustru Ane Kirstine Hansen af 'Skovvallingrød', en stedbetegnelse for en klynge gårde 4-5 kilometer sydvest for Tølløse. Stednavnet skrives andre steder i to ord som Skov Vallingerød - og den moderne betegnelse er i dag Skov Vallenderød.
 

Sine Jensen født den 19. august 1861 som datter af "Smed Jens Nielsen og Hustru Ane Kirstine Hansen (44 Aar) i Skovvallingrød". [Tølløse 1852-1888, opslag 121]
 
Folketællingerne 1860 og 1870 er ikke tastet ind for Tølløse sogn og derfor ikke søgbare på Dansk Demografisk Database, men jeg finder Jens Nielsen og Ane Kirstine Hansdatter i folketællingen 1850 i følgende to husstande:
 
Holbæk, Merløse, Tølløse, Skovvallingerød, en Huus, 46, FT-1850, C7538
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Jens Nielsen 43 Gift Smed. Huusfader Grønholt Sogn Frederiksb: Amt
Bodil Frederiksdatter 42 Gift Hans Kone Her i Sognet (Tølløse Sogn, Holbæk Amt)
Kirsten Jensen 14 Ugift Deres Børn Do (Tølløse Sogn, Holbæk Amt)
Karen Jensen 11 Ugift Deres Børn Do (Tølløse Sogn, Holbæk Amt)
Ane Jensen 9 Ugift Deres Børn Do (Tølløse Sogn, Holbæk Amt)
Johanne Jensen 6 Ugift Deres Børn Do (Tølløse Sogn, Holbæk Amt)
Ellen Jensen 4 Ugift Deres Børn Do (Tølløse Sogn, Holbæk Amt)
Marie Jensen 3 Ugift Deres Børn Do (Tølløse Sogn, Holbæk Amt)
Frederik Sivertsen 67 Enkemand Inderste og Aftægtsmand (Steenlille Sogn Holbæk Amt)
 
Holbæk, Merløse, Tølløse, Nr: (Nørre) Vallingerød Bye, et Huus, 22 F2, FT-1850, C7538
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Ane Kirstine Hansdatter 33 Enke Inderste, lever af Syning, Huusmoder, Her i Sognet
Hans Hansen 13 Ugift Hendes Børn Do (Tølløse Sogn, Holbæk Amt)
Ingeborg Jensen 4 Ugift Hendes Børn Do (Tølløse Sogn, Holbæk Amt)
 
Jens Nielsen er 43 år og gift med Bodil Frederiksdatter - Ane Kirstine Hansdatter er som 33 årig enke og alene med to små børn. Jens Nielsen mister sin hustru Bodil Frederiksdatter i april måned 1850, kort efter sønnen Søren Jensen er født den 3. marts [Tølløse 1833-1860, opslag 353 og 49] - og han og Ane Kirstine bliver gift i Tølløse kirke den 4. juli 1850. [Tølløse 1833-1860, opslag 190]
 

Jens Nielsen og Ane Kirstine Hansdatter bliver gift i Tølløse kirke den 4. juli 1850. [Tølløse 1833-1860, opslag 190]
 
Af optegnelsen i kirkebogen fremgår, at der er tale om '2. Ægteskab' for både brud og brudgom, og ud for Ane Kirstines navn skriver præsten, at hun er "gl 33 Aar, Enke efter den som Krigsfange i Rendsborg afdøde Jens Olsen". Det er altså treårskrigen fra 1848 til 1851, der koster livet for Ane Kirstine Hansdatters første mand, Jens Olsen. Men som man siger: 'Den enes død er den andens brød'...
 
Som det fremgår af folketællingerne ovenfor har Jens og Ane Kirstine tilsammen otte børn i alderen 3 til 14 år, da de bliver gift i juli måned 1850 - og sammen får de i den næste periode yderligere fem børn, heriblandt - som den allersidste af den sammenbragte børneflok på tretten børn - farfar Hjalmars mor Sine født 1861.
 
Jens Nielsen f. 1807 og Ane Kirstine Hansdatter f. 1817 er det andet af farfar Hjalmars to bedsteforældrepar. Jens Nielsen dør i løbet af 1870'erne, og ved folketællingen 1880 registreres Ane Kirstine Hansdatter som "Husmandsenke" og på aftægt hos sønnen Jens Jensen, der er landmand og "Huseier" i Skovvallingerød By, Tølløse sogn. Af folketællingerne i perioden fremgår hver gang, at Ane Kirstine er barnefødt i samme sogn, og da vi ud fra aldersangivelserne (33 i 1850, 62 i 1880) kender hendes omtrentlige fødselsår (1817), må det uden videre være muligt at finde hendes dåb og dermed navnene på hendes forældre i kirkebogen.
 
Sine Jensens mor, Ane Kirstine Hansdatter af Tølløse sogn.
 

Ane Kirstine Hansdatter født den 30. april 1817. [Tølløse 1814-1837, opslag 104]
 
Det viser sig naturligvis at holde stik. Ane Kirstine Hansdatter er født den 30. april 1817, bliver hjemmedøbt den 2, maj og båret frem til dåb i kirken den 22. juni. Forældrene er "Gmd Hans Jensen og Ingeborg Nielsdatter af Skov Vallendräd". Folketællingen 1834 registrerer familien i Skovvallingerød Bye på denne måde:
 
Holbæk, Merløse, Tølløse, Skovvallingerød Bye, en Gaard, 28, FT-1834
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Ingeborg Nielsdatter 48 Enke Gaardmands Enke driver Gaarden
Ane Kirstine Hansdatter 17 Ugift hendes Børn
Karen Marie Hansdatter 15 Ugift hendes Børn
Niels Hansen 11 Ugift hendes Børn
Ole Jørgensen 23 Ugift Tjenestekarl
 
Ingeborg Nielsdatter er som 47-årig enke, Hans Jensen er allerede død. Vi befinder os her i begyndelsen af 1800-tallet på et for slægtsforskere temmelig uheldigt tidspunkt i Danmarkshistorien. Folketællingerne, som ellers er til kolossal hjælp, holder pause fra år 1801 til år 1834, altså en helt generation - og det betyder nogle gange, at det er meget vanskeligt ved hjælp af tællingerne alene at få overblik over udviklingen i en familie i denne periode. Årene for tællingerne i Danmark er 1787, 1801 - og så det store spring til 1834. Derefter 1840, 1845, 1850 - og efterfølgende hvert femte eller maksimalt hvert tiende år frem til den sidste tælling i 1925.
 
Fra ovenstående 1834-tælling til den foregående er der 33 år, dvs. ned til Ingeborg er 15 og dermed længe før hun bliver gift med Hans Jensen, der jo er far til ovenstående børn, blandt andre vores Ane Kirstine Hansdatter. Jeg slår derfor op i kirkebogen og kan se, at Hans Jensen dør i august måned 1831, kun 47 år gammel. [Tølløse 1814-1837, opslag 456] Hans Jensen f. 1784 og Ingeborg Nielsdatter f. 1786 er det tredje af farfar Hjalmars fire oldeforældrepar.
 
Navnet Ingeborg er forholdsvis usædvanligt - men mange af de andre navne, vi har fat i på dette tidspunkt - Ane, Hans, Jens, Niels - er så ovenud almindelige, at de bestemt ikke gør opgaven nemmere. Men vi skal nok finde et lag dybere, til Hans Jensens og Ingeborg Nielsdatters forældre - for alt tyder på, at både Hans og Ingeborg er født og opvokset i samme sogn, Tølløse.
 
Ingeborg Nielsdatter er nem at spore. Hun optræder ved folketællingen 1801 som 15-årig i en husstand i "Skov-Vallenrød" - og samme familie registreres også ved den foregående tælling i 1787:
 
Holbæk, Merløse, Tølløse, Skov-Vallingerød by, , 70, FT-1787, B0067
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Niels Larsen 28 Gift Husbond Bonde og gårdbeboer
Kirsten Christiansdatter 30 Gift Madmoder
Karen Nielsdatter 5 Ugift Barn
Ingeborg Nielsdatter 1 Ugift Barn
Kirsten Pedersdatter 60 Enke(mand) Konens moder "Har sit ophold af gården"
Dorte Christiansdatter 17 Ugift Tjenestefolk - konens søster
Jens Jacobsen 27 Ugift Tjenestefolk
Søren Christensen 13 Ugift Tjenestefolk  
 
Ingeborgs forældre er altså Niels Larsen f. 1758 og Kirsten Christiansdatter f. 1756. De er det femte af farfar Hjalmars otte tip oldeforældrepar. Niels Larsen er både her i 1787 og ved tællingen 1801 gårdmand, dvs. ejer af et landbrug større end et husmandssted, og der er endda, som det fremgår, tjenestefolk i huset. Desuden bor husmoderens mor, Kirsten Pedersdatter, på aftægt hos familien. Kirsten på 60 år er den ene halvdel af et af farfar Hjalmars seksten tiptip oldeforældrepar.
 

Niels Larsen og Kirsten Christiansdatter trolovet og gift i Tølløse 1781. [Tølløse 1764-1814, opslag 56 og 58]
 
Niels Larsen og Kirsten Christiansdatter bliver gift i Tølløse kirke i året 1781. I forbindelse med parrets trolovelse tidligere samme år nævnes hhv. "Lars Nielsen af Windstrup" og "Ole Larsen af Skov Wallingerød" som forlovere. Derefter tilføjer præsten som anmærkning, at "NB de vare hinanden beslægtede i de forbudne Leed. Derfor blev erhvervet Kongl Dispensation". Reglen dengang var, at ægteskab ikke var tilladt, hvis parterne var beslægtet i 2. eller 3. led - det vil sige, de måtte ikke være fætter/kusine til hinanden, heller ikke børn af fætter/kusiner (næstsøskendebørn). Der kunne dog søges dispensation hos kongen, og det er jo tilfældet her.
 
Den første forlover Lars Nielsen af Windstrup er sikkert brudgommens far og den anden Ole Larsen af Skov Wallingerød måske hans bror. Det må vi tjekke ved lejlighed. I første omgang vender vi tilbage til Ingeborg Nielsdatters husbond, Hans Jensen født omkring 1784.
 
Hans Jensen er jo ikke just noget sjældent navn, og der er da også ved folketællingen 1801 to drenge i Tølløse sogn med dette navn og på nogenlunde den rigtige alder. Den ene er 17 og den anden 16. Kirkebogen fortæller, at Ingeborg Nielsdatter og Hans Jensen bliver trolovet og gift i 1813. Begge opføres som værende "af Skov-Vallenrød", og i forbindelse med trolovelsen først på året oplyses den ene af forloverne at være "Anders Rasmussen, Gaardmand i Skov-Wall." [Tølløse 1767-1814, opslag 189 og 190] Med disse oplysninger kan vi nu sætte fingeren på vores Hans Jensen i denne husstand ved folketællingen 1801:
 
Holbæk, Merløse, Tølløse, Skov-Vallenrød, , 7, FT-1801, B0066
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Anders Rasmussen 41 Gift Husbonde Gårdmand
Anna Jeppesdatter 45 Gift Hans kone
Hans Jensen 17 Ugift Deres barn [af konens 1. ægteskab]
Johanne Henrichsdatter 11 Ugift Deres barn [af konens 2. ægteskab]
Jens Andersen 6 Ugift Deres barn [af konens 3. ægteskab]
Peder Frederichsen 21 Ugift Tjenestefolk
Maren Christiansdatter 32 Ugift Tjenestefolk
 
Forloveren ved Hans og Ingeborgs bryllup tolv år senere, "Anders Rasmussen, Gaardmand i Skov-Wallingerød", er Hans Jensens far. Eller rettere, det er hans stedfar - for Hans' mor, Anna Jeppesdatter, har i følge folketællingen været gift to gange tidligere - og Hans er søn af hendes første mand. Med lidt held kan den foregående folketælling i 1787, 14 år tidligere, nu hjælpe os med at få identificeret Anna Jeppesdatters første mand og dermed Hans Jensens kødelige far. Og ganske rigtigt.
 
Holbæk, Merløse, Tølløse, Skov-Vallingerød by, , 71, FT-1787, B0067
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Jens Hansen 41 Gift Husbond Bonde og gårdbeboer
Anna Jeppesdatter 30 Gift Madmoder
Hans Jensen 3 Ugift Barn
Jeppe Jensen 84 Enke(mand) Konens fader "Har sit ophold af gården"
Johan Pedersen 40 Ugift Tjenestefolk
Ellen Christiansdatter 21 Ugift Tjenestefolk
Niels Karlsen 11 Ugift Tjenestefolk
Anna Maria Rasmusdatter 43 Ugift - Indsidder og spinderske
 
Jens Hansen f. 1745 og Anna Jeppesdatter f. 1756 er det sjette af farfar Hjalmars otte tip oldeforældrepar. Annas gamle far, Jeppe Jensen på 84, bor på aftægt på gården. Han er den ene halvdel af et af farfar Hjalmars seksten tiptip oldeforældrepar. Husstanden ser ud til at være blandt de bedrestillede. Jens Hansen er "Bonde og Gaardbeboer", og gården har flere tjenestefolk.
 

Moderne foto af Tølløse kirke. Kirkens skib og kor stammer fra 1100-tallet.
 
Jens Hansen og Anna Jeppesdatter bliver gift i året 1780 i Tølløse kirke. Det oplyses i den forbindelse, at Jens er "Kudsk paa Tølløsegaard". [Tølløse 1767-1814, opslag 53] Parret får tre børn - Hans f. 1780, Hans f. 1785 og Ole f. 1787. Hans I dør som spæd, Ole som cirka 3-årig i 1790. Af parrets børn er det altså kun vores Hans Jensen, der overlever. Børnenes far, Jens Hansen, dør i 1788 som kun 43-årig. Herefter bliver Anna Jeppesdatter i december 1789 gift med Henrich Larsen. Heinrich dør dog allerede året efter, og Anna Jeppesdatter bliver derfor i 1791 gift for tredje gang, som nævnt ovenfor i folketællingen 1801 nu med Anders Rasmussen. [Disse oplysninger fra
spangsoe.dk
 
Dermed har vi været omkring anerne for Sine Jensens slægt på mødrene side. Sines mor er Ane Kirstine Hansdatter f. 1817, og slægten i hele denne tråd har dybe rødder i landsbyen Skov Vallenderød i Tølløse sogn, Holbæk amt. Alle er landbrugere af typen gårdmænd, og familierne hører til blandt de bedre bemidlede.
 
Sine Jensens far, Jens Nielsen af Grønholt sogn.
 
Folketællingerne i midten af 1800-tallet fortæller, at Sine Jensens far, Jens Nielsen, er hjemmefødt i Grønholt sogn, Frederiksborg amt. Aldersangivelserne tyder på, at Jens nok er født i 1807 eller 1808 - men her finder jeg ikke noget, der ligner den rigtige Jens Nielsen, i kirkebogen. Jeg slår derfor op i listen over konfirmerede - og her er der gevinst.
 
I året 1826 konfirmeres i sognet tre drenge, blandt andre "Jens Nielsen Grønholt, 16 Aar" og søn af "Gmd Niels Sørensen ibid." [Grønholt 1822-1840, opslag 54] Som 16-årig i 1826 må Jens Nielsen ergo være født lidt senere end tidligere antaget, og det viser sig at holde stik. Jens bliver døbt i Grønholt kirke den 12. søndag efter Trinitatis i året 1810 som søn af "Niels Sørensen og Hustru Anne Jørgensdatter i Grønholt" [Grønholt 1794-1814, opslag 44] Nu kan vi finde familien i folketællingen 1801:
 
Frederiksborg, Lynge-Kronborg, Grønholt, Grønholt, , 11, FT-1801, B9207
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Niels Sørensen 42 Gift Hosbonde Bonde og Gaard Beboer
Anne Jørgensdatter 26 Gift hans Kone
Niels Andersen 18 Ugift Tieneste Karl
Johan Friderichsen 15 Ugift Tieneste Dreng
Maren Nielsdatter 26 Ugift Tieneste Pige
 
Niels Sørensen f. 1759 og Anne Jørgensdatter f. 1774 er det fjerde og sidste af farfar Hjalmars fire oldeforældrepar.
 
Niels Sørensen og Anne Jørgensdatter bliver gift i Grønholt kirke den 29. november 1799. Niels omtales som 'af Grønholt' og Anne som 'af Lønholt', dvs. begge er sandsynligvis hjemmefødte i sognet. Lønholt er en landsby to-tre kilometer øst for Grønholt kirke. [Grønholt 1766-1814, opslag 112] Forloverne er for brudgommen Peder Sørensen og for bruden Jens Hansen af Grønholt.
 

Her er et flot vintermotiv fra Lønholt, fundet på internettet. Fotografen hedder Fonsmark.
 
Jeg er usikker på Anne Jørgensdatters baggrund - men Niels Sørensen finder vi med sikkerhed i folketællingen 1787 i denne husstand:
 
Frederiksborg, Lynge-Kronborg, Grønholt, Grønholt Bye, , 8, FT-1787
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Søren Larsen 58 Gift Hosbonde Bonde og Gdb:
Anne Hansdatter 56 Gift Madmoder
Peder Sørensen 31 Ugift Deres Børn Staldkarl
Niels Sørensen 26 Ugift Deres Børn
Dorthe Sørensdatter 24 Ugift Deres Børn
Bodil Sørensdatter 20 Ugift Deres Børn
Lars Sørensen 15 Ugift Deres Børn
 
Søren Larsen f. 1729 og Anne Hansdatter f. 1731 er det syvende af farfar Hjalmars otte tip oldeforældrepar. Kirkebogen fortæller, at sønnen Niels er født i slutningen af året 1759. [Grønholt 1693-1765, opslag 85] Søren Larsen og Anna Hansdatter bliver gift i Grønholt kirke i 1756, og kirkebogen oplyser i den forbindelse, at forloverne er Lars Olsen i Grønholt og Hans Pedersen samme sted. At dømme efter navnene, når vi sammenligner med brudeparrets efternavne, kunne forloverne godt være henholdsvis brudgommens og brudens far. [Grønholt 1693-1765, opslag 75] I så fald har vi hermed navne på yderligere et par af farfar Hjalmars 16 tiptip oldefædre.
 
Men lad os til slut vende tilbage til Niels Sørensens hustru, Anne Jørgensdatter, hvis forældre vi mangler at få sat navne på. Anne er 26 år ved folketællingen 1801, det vil sige hun er født omkring 1775. Hvis hun er født i Grønholt sogn, kan vi måske finde hende ved folketællingen 1787, hvor hun har været omkring 12 år gammel. Men søgningerne på forskellige stavemåder af hendes navne giver ingen resultater. Der findes tilsyneladende ingen Anna/Anne/Ane med cirka den rigtige alder, og hvis far hedder Jørgen, i Grønholt sogn på dette tidspunkt i historien. I stedet slår jeg op på alle husfædre med fornavnet Jørgen og tjekker navne og alder på deres hjemmeboende børn - og nu er der gevinst.
 
Frederiksborg, Lynge-Kronborg, Grønholt, Lønholt, , 62, FT-1787, C2134
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Jørgen Jensen 60 Gift Hosbonde Bonde og Gdb:
Margrethe Hansdatter 41 Gift Madmoder
Hans Jørgensen 13 Ugift Børn af 2 Egt:
Arne Jørgensdatter 11 Ugift Børn af 2 Egt:
Jørgen Jørgensen 25 Ugift Tienestefolk
Bendte Kieldsdatter 27 Ugift Tienestefolk
 
Den person, der har indtastet oplysningerne fra folketællingen 1787 i Dansk Demografisk Database, har ved en fejl skrevet 'Arne' i stedet for 'Anne' - og så er det jo svært at finde den eftersøgte med de sædvanlige søgeredskaber. Men her har vi med sikkerhed fundet vores ane. Navnet (hvis vi ser bort fra tastefejlen) er rigtigt, alderen passer, og hjemstedet Lønholt svarer til oplysningen i kirkebogen, da Anne i 1799 bliver gift med Niels Sørensen. Nu kan vi garanteret finde registreringen af Annes dåb og dermed hendes fødselsår i kirkebogen... Og ganske rigtigt. Anne er døbt den 3. maj 1776 som datter af Husmand Jørgen Jensen fra Lønholt og Hustru Margrethe Hansdatter. [Grønholt 1776-1814, opslag 19]
 

Moderne foto af Grønholt kirke, Frederiksborg amt.
 
Jørgen Jensen f. 1727 og Margrethe Hansdatter f. 1746 er det ottende og sidste af farfar Hjalmars otte tip oldeforældrepar. Parret bliver trolovet den 26. marts 1771 og ægteviede "Dom. 20 p Trinit:" senere samme år i Grønholt kirke. [Grønholt 1766-1814, opslag 92]
 

Klip fra fortegnelsen over Trolovede og Ægteviede i Grønholt kirkebog 1771: Den 26. marts troloves Enkemand Jørgen Jensen i Lønholt med Pigen Margrethe Hansdatter i Grønholt. [Grønholt 1766-1814, opslag 92]
 

Flot motiv fra lokaliteten Lønholt nær Grønholt i Frederiksborg amt på Sjælland. Fotografen hedder igen Fonsmark.
 
Også i denne tråd af slægten er anerne landbrugere og gårdmænd - og alt i alt er det på både mødrene og fædrene side en baggrund af bondestand, som Hjalmars mor, Sine Jensen, bringer med fra Sjælland til Aarhus, efter hun og Jens Peter Skytte bliver gift i Skt Johannes kirken i København den 26. juli 1885.
 
Hermed er vi nået til slutningen af denne krønike om anerne til farfar Hjalmar Arnold Skytte. Vi har sat navne på hans forældre, to hold bedsteforældre, fire oldeforældrepar og alle otte tipoldeforældrepar - og enkelte af hans tiptip oldeforældre.

Som nævnt øverst i denne krønike er Hjalmar Arnold Skyttes hustru Anna Elisabeth Pedersen f. 1895. Historien om farmor Anna Elisabeths aner findes i krøniken Jonasdatter af Ugelbølle.
 
Stamtræ for denne del af slægten findes her: Stamtræ
.
 
Kilder:
Kirkebøger på Statens Arkivers Arkivalieronline.
Folketællinger i Dansk Demografisk Database.
FamilySearch.org.
samsoeroots.dk.
dis-danmark.dk.
 
Skrevet i oktober-november 2009, afsnit II om farfar Hjalmar Arnold Skyttes mødrene slægt i oktober-november 2010.