dinnesen.com

 

PÅ VEJ

 

Af Niels Jørgen Dinnesen

  

Ved en amerikansk motorvej, Interstate 80 uden for Des Moines, Iowa, stod en blå novemberdag i efteråret 1973 to unge danskere og blaffede. De havde kurs vestpå. Klokken var cirka ni om formiddagen, det var klart vejr og næsten vindstille, men alligevel bidende koldt – og de to rejsende kom til at fryse, selv om de med jævne mellemrum stampede hårdt i jorden og kastede med armene for at holde blodomløbet i gang. De havde ventet knap en time allerede.
     ”Så stands da, for helvede!”, råbte den ene af fyrene, Christian, efter bilerne. Han stod i vejsiden med den ene fod på kørebanen og ansigtet op mod solen. Hver gang en bil nærmede sig, rakte han armen ud og vendte tommelen opad – først med en blød og indladende bevægelse, senere mere bydende og insisterende, men foreløbig uden resultat. Bilerne drønede bare forbi, de fleste langt ude i overhalingssporet og uden overhovedet at hilse.
     Hans kammerat, Johan, stod lidt derfra ved siden af rygsækkene og så den anden vej, hvor motorvejen løb under en bro og fortsatte i en lang bue ud mod horisonten i vest. Han hørte Christian bande igen og vendte sig om mod rejsefællen. ”Lad mig prøve,” sagde han så. ”Du lærer alligevel aldrig, hvordan man gør.”
     Christian sænkede armen og drejede hovedet. ”De ser os sgu ikke engang,” sagde han. ”Fucking shit!” – ”Vi mangler bare, at det begynder at regne, og politiet kommer og smider os væk.”
     De var stået tidligt op den morgen, for at have hele dagen foran sig. Efter et par dage hos Martha, der gik på college i Bloomington, Illinois, havde hun til sidst kørt dem et stykke vestpå til Des Moines, hvor hendes forældre boede; over Mississippi og forbi Highway 61, ind i det flade og endeløse amerikanske bondeland, Midtvesten. Martha havde generøst overladt rattet til Christian og Johan på skift, og nu hvor de for en gangs skyld selv kunne bestemme farten, var de drejet bort fra motorvejen og havde hele dagen fulgt de små veje og set noget af det mindst glamourøse Amerika.  Stille landsbyer og grå bondegårde. Et sted havde de for sjovs skyld slået et sving omkring et sted, der hed ”Denmark, Iowa”; det lød jo forjættende. Men der var ingenting at se ud over den plet, der også var aftegnet på landkortet. Et hul i jorden, ganske enkelt. En veritabel ”one horse town”.
     Om aftenen overnattede de i Des Moines, i et gulmalet træhus klods op ad den hylende landingsbane ved byens lufthavn, men nu ville de videre vestpå til Denver, Colorado, hvor den næste adresse ventede ved foden af Klippebjergene og Det Store Vandskel. ”Across the Great Divide,” kørte en lokkende sangstemme bakket op af bas, guitar og tunge gulvtrommer inde i deres hoveder. ”Just grab your hat and take that ride…”
     Foran dem lå prærien og en lang, lang vej, inden de på ny var i hus. Omkring syv hundrede miles og egentlig en alt for stor mundfuld til eet stræk – men det var alligevel, hvad de havde tænkt sig. Hidtil havde det været nemt at stoppe. Der var kun få konkurrenter og ikke mere politi på vejene, end man for det meste kunne nå at skaffe et lift direkte på motorvejen, inden der opstod problemer. Hitch-hiking var ellers forbudt mange steder, og det var direkte kriminelt at stille sig an på en af de store veje – uanset om den blev kaldt ”Interstate”, ”Turnpike” eller ”Freeway”.
     ”I went down to the crossroads,” brølede pludselig Christian. ”Trying to flag a ride.”
     ”Humlen er, om man selv tror på det,” fastslog Johan og afløste Christian ved vejsiden. Han pegede på makkeren med knytnæven skjult i en ruskindsvante og citerede med eftertryk på alle stavelserne det gamle ord – ”The highway is for gamblers / Better use your sense!” – for mindst hundrede og syttende gang undervejs. Noget var der om det. Det var lidt af et lotterispil at rejse på stop tværs over Amerika, og under alle omstændigheder lød det jo flot. ”Sense” var ikke bare almindelig omtanke, men kunne jo være både fornuft, følelser og sanser.
     ”Jeg napper simpelthen den næste, der kommer,” sagde Johan ud i luften og sænkede næven, mens han tog en dyb indånding. I løbet af årene på landevejen havde han udviklet den teori, at man bare skulle finde den rigtige positur, når man stillede sig op for at tomle. Det gjaldt om at virke hverken overlegen eller usikker, og frem for alt var det vigtigt at fange bilens blik i god tid, inden den slap forbi.
     ”Ja, ja,” sagde Christian og rystede det store krusede blonde hår. ”Du snakker, og du snakker, men du siger ikke en skid!” ”Se nu at få gjort noget ved sagen i stedet for!” ”Vi kan jo ikke stå her hele dagen, og om ti minutter kommer garanteret politiet og smider os væk.”
     Johan fik langt borte øje på en prik, der var på vej mod dem. Det var en lille Chevrolet Vega, hvor chaufføren tydeligvis var alene i kabinen og ergo havde god plads til både folk og sadeltasker.
     ”Okay, så tager jeg denne her,” råbte Johan og foldede armen ud. ”Se nu godt efter, så du selv kan klare det næste gang.”
     Han løftede tommelen, bøjede albuen en enkelt gang, og stirrede stift mod det sted bag forruden, hvor føreren sad. Bilen kom strygende med god fart og gjorde foreløbig ingen tegn på at standse. Johan viftede igen og erobrede nu bilistens opmærksomhed. Et langt øjeblik stirrede han bare, forbløffet over synet af de to blaffere. Så flækkede ansigtet i et stort grin, mens han gestikulerede ivrigt og pegede beklagende ud til venstre, som om han ville sige, ”Desværre, jeg ville gerne have taget jer med, men jeg bor lige derovre.”
     ”Hvad i alverden mon det skulle betyde?”, sagde Christian, da bilen var forbi. ”Der er over tredive miles til næste Exit.”
     ”Ja, og nummerpladerne var fra Utah,” tilføjede Johan og smed med et hovedkast det lange hår på plads i nakken. ”Satans! Han skulle bare vide, at vi er verdens flinkeste hitch-hikere.”
     Vejen var igen som blæst for biler, og de eneste lyde kom fra Christian, der stod og hoppede på stedet, mens han daskede vanterne mod hinanden. ”Lad os få en smøg,” sagde Johan og gik hen imod sin rygsæk. Han bøjede sig ned og lynede en af sidelommerne op, men kunne pludselig ikke finde pakken. Så tog han handskerne af, åbnede en anden lomme og begyndte at hive sokker, lommetørklæder og kuglepenne frem.
     ”Hey, der kommer en!”, råbte Christian. ”Nu sker der noget. Han stopper sgu!”
     Og ganske rigtigt. Bilen bremsede og holdt nu i vigesporet og ventede knap hundrede meter længere nede ad vejen. ”Hvis du løber derhen, så tager jeg sækkene,” sagde Johan ivrigt og begyndte at hanke op i den ene. Christian løb i forvejen op til bilen, der var en såkaldt ”camper”, en slags mini-lastbil med sovekabine på ladet. Han åbnede døren i passagersiden og stak hovedet ind i førerhuset, nikkede et par gange og vinkede så efter Johan, der kom halsende med bagagen.
     ”Pas på, så bakker vi lige en gang,” sagde føreren og satte i gang, inden Christian nåede at få klappet døren i. ”Øjeblik!”, forsøgte han sig, men da var det allerede for sent. Den tunge bildør greb fat i et skilt på autoværnet og fik med et smæld bukket hængslerne så meget bagover, at den ikke mere kunne lukkes. Den måtte surres fast med et tov, men gabte alligevel gevaldigt.
     Johan satte sig forrest ved chaufføren, en kvinde ved navn Norma – og Christian blev lukket ind i liggekabinen på ladet til hendes bror, Tommy, og Normas lille søn Scott. De var på vej ”across the country”, fortalte Norma. Fra Atlantic City i øst til Oregon mod vest, hvor de havde lejet en hytte ude ved kysten. ”Vi skal kun til Denver,” sagde Johan, der sad med kortbogen og fulgte Interstate 80 med en pegefinger hele vejen igennem Nebraska til der, hvor Route 76 gik fra mod Colorado. Over fire hundrede miles, gættede han på. Hvis de kunne køre med så langt, ville det være fantastisk. ”Okay,” sagde Norma.
     Johan lagde kortet til side og så ud ad forruden på motorvejen og landskabet, der flød forbi. Flade marker, så langt øjet rakte. Der var ikke megen trafik, og de sejlede støt fremad, selv om fartøjet ikke just var det hurtigste, de havde siddet i. Fartgrænsen var helt oppe på halvfjerds miles i timen her i Midtvesten, men Normas gamle Chevy Camper rystede faretruende og begyndte at dunke vildt i motoren, hvis bare den nærmede sig de halvtreds. Det trak kolossalt i kabinen på grund af den ødelagte dør, og Johans højre arm føltes snart helt lam af kulden fra de store vidder. Han forsøgte at stoppe frakken ned omkring sig, men det hjalp ikke videre.
     ”Virker radioen?”, spurgte han og bøjede sig frem for at tænde. ”Ja,” sagde Norma, ”men siden i går har jeg ikke kunnet finde andet end tåbelige country & western stationer.” Johan drejede alligevel på knappen og fik lidt efter forbindelse til nyhederne og vejrudsigten fra Omaha, den nærmeste større by.
     ”Watergate og energikrise,” rablede stemmen ud over afsvedne majsmarker. ”De får sgu aldrig skovlen under Nixon,” mente Norma.
     Nyhederne blev afløst af et par fanfarer med ”station identification”, KWXLM, og en reklame for et lokalt bildækfirma, der havde efterårsudsalg. ”First National Tyre Company / Keeps those prices doooooown,” skrålede et pigekor, tilsat et stænk el-guitar og rockrytmer.
     Men pludselig var det kendte toner, der nåede ørerne og fik Johan op i sædet med et sæt. Allman Brothers. Han skruede lidt højere op, mens hovedet begyndte at nikke til rytmen, og Norma et øjeblik så over på ham. ”Lord, I was born a rambling man / Trying to make a living and doing the best I can / When it’s time for leaving I hope you understand / That I was born a rambling man”.
     Johan sad i sædet og sang lydløst med, men ventede især på det dér overrumplende break – efterfulgt af en kort intens guitarsolo – som var gået lige til rygraden allerede første gang, han hørte nummeret for et par måneder siden. Dengang også i en bilradio, på vej op til Harrison State Park uden for New York City. Siden havde sangen fulgt dem hele vejen, op og ned ad Østkysten og nu vestpå mod Colorado, New Mexico og hvem ved hvorhen.
     Norma fortalte, at hun havde en af de foregående lp’er med Allman Brothers derhjemme i New Jersey, men pludselig tog hun sig i det. ”Nej for fanden,” sagde hun hen for sig selv. ”Det er rigtigt.” Så knugede hun om rattet og så over på Johan. ”Dér bor jeg jo ikke mere.”
     Hendes lillebror, Tommy, var narkoman og havde rodet sig ind i noget småkriminalitet. Til sidst var han blevet taget af politiet og havde nu en fængselsstraf hængende over hovedet – men fordi han var så ung, kun seksten, var de villige til at give ham endnu en chance, hvis en eller anden ville tage hånd om ham. Det havde Norma så påtaget sig, fordi der ganske enkelt ikke var andre muligheder. Forældrene var gamle og kunne ikke magte det, og hendes anden bror, som boede i Atlanta og havde et solidt job i en bank, hørte de næsten aldrig fra mere. Hun havde derfor bestemt, at når det nu skulle være, kunne hun lige så godt tage skridtet fuldt ud. Tommy skulle væk fra det hele – over til Oregon i den anden ende af landet, hvor hun forestillede sig, han måske kunne få arbejde som skovhugger.
     Tommy ejede selv ingenting, men Norma havde solgt alt sit – møbler, stereoanlæg og så videre – og havde tømt bankbogen og kvittet sit job for blandt andet at købe bilen her, tage Tommy og Scott under armen og så afsted. Ingen af dem havde været ved Vestkysten før og kendte heller ingen derovre, men så vidt hun kunne se, var det deres eneste chance – selv om hun lige nu syntes, det så temmelig håbløst ud. Måske klarede de det, og foreløbig gjaldt det jo bare om at nå frem. Nebraska var stadigvæk kun halvvejs.
     ”Men hvad med Scott?” spurgte Johan, der ikke vidste, hvad han ellers skulle sige. ”Har han ikke en far?”
     ”Nej,” svarede Norma. ”Ham har vi ikke set, siden ungen var et halvt år.” ”Han skred, da det hele begyndte at blive for besværligt.”
     Bag i bilen snakkede Christian i mellemtiden med Tommy – så vidt det nu lod sig gøre for den treårige Scott, der var for træt til at sove og derfor støjende og umulig. De røg af Christians smøger, efter at Tommy som noget af det første havde spurgt, om Christian havde noget dope. ”Nej,” fik han at vide, fulgt af et undvigende smil.
     I stedet fortalte Tommy om nogle af de numre, han havde lavet i tidens løb – alt muligt skørt, fra butikstyverier til skrælning af pengeskabe. Han snakkede hurtigt og springende og var svær at greje, men Christian var ikke et sekund i tvivl om, at det meste sikkert var løgn. Selv prøvede han at bidrage til underholdningen ved at fortælle, at han og kammeraten kom fra Danmark, i Europa, men uden vistnok at få gjort sig helt forståelig. Måske var det billarmen eller støjen fra ungen, der hele tiden hang over dem. I hvert fald troede Tommy i lang tid, at det var Denver og ikke Denmark, som Johan snakkede om.
     Omkring middag gjorde de holdt for at få benzin og frokost. Johan kneb øjnene i mod det skarpe sollys og panorerede en gang, da han kom ud fra passagersædet i førerkabinen. Landskabet var det samme, øde og fladt, kun motorvej og marker. Det eneste, der ragede lidt op, var skiltestanderne henne ved tanken og den barak ved siden af, der gjorde det ud for stedets restaurant. ”Jimmy’s Truck Stop”, stod der over døren. Johan gik nogle skridt bag de andre og nynnede på vej derhen et par linjer af en vrøvlesang, der havde kørt i hovedet det sidste stykke. ”I know a place called Omaha, Nebraska / In the foothills of Tennessee”. Det var en sang, som Johan havde hørt for et par uger siden i en biograf i Boston – fra en eller anden koncertplade med Groucho Marx, afspillet i pausen under et dobbelt Marx Brothers program, mens publikum var ude for at hente colaer og popcorn.
     Brillerne duggede, da Johan trådte ind i restauranten og så søgende efter de andre, der havde sat sig omkring et stort træbord bagest i det dunkle lokale. De voksne bestilte hamburgers og kaffe og Scott fik ham & eggs med mælk og bagefter en pakke karameller fra en automat. ”Callamels,” blev han ved med at sige for at irritere moderen, der ihærdigt forsøgte at rette på ham. Han sad uroligt og kørte rundt på stolen, op på knæene og ned igen, og Norma havde sit hyr med bare at holde ham nede fra bordet.
     Tommy rejste sig for at gå på toilettet og kom lidt efter tilbage med en pakke cigaretter. ”Hvor har du dem fra?” spurgte Norma og kneb øjnene lidt sammen. ”Du har da ingen penge…”
     Han smilede bredt og skottede en gang tilbage over skulderen. ”Jeg havde et par pennies,” sagde han. ”dem smed jeg i automaten og begyndte at slå på den og ryste med den. Damen ved kassen kiggede over på mig, og så gik jeg hen og brokkede mig, sagde at maskinen havde slugt pengene uden at give noget igen. Til sidst tog hun en nøgle og åbnede automaten og gav mig den her pakke Pall Mall.”
     ”Men hvad hvis hun havde fundet dine småmønter?”, spurgte Christian.
     ”Not a chance,” svarede Tommy skråsikkert og åbnede pakken. ”De ryger jo lige igennem, så dem havde jeg selvfølgelig fjernet.”
     Efter et krus kaffe mere og en smøg var det på tide at komme videre. ”Vi må hellere betale,” sagde Norma. ”Hvorfor det?” kom det fra Tommy. ”Det plejer vi da aldrig.” Og på vej ud til bilen fortalte de grinende om et nummer, de havde haft stor fornøjelse af de sidste dage.
     Ved mange rastepladser var der ligesom her en kasse ved udgangen, og når man ville gå, tog man regningen med fra bordet og betalte. Men fidusen var, at ingen kunne se, om det var den rigtige regning, man kom med. De standsede for eksempel et sted, og først gik Norma ind og bestilte bare en kop kaffe og ikke andet. Lidt efter kom så Tommy og satte sig ved nabobordet, som om de ikke kendte hinanden. Han bestilte et helt måltid, spiste det, hvorefter de med et eller andet påskud faldt i snak. ”Du har vel ikke en tændstik?” for eksempel. Han satte sig over ved hendes bord, de fik en kop kaffe mere, og når han senere rejste sig for at gå, var det Normas regning på nogle få cent, han tog med og betalte. Hun ventede yderligere et kvarters tid, gik hen til kassen og protesterede vildt over sin forkerte regning.
     ”For pokker, jeg har kun fået to kopper kaffe!”, ”Jeg vil ikke betale for en tilfældig kundes mad,” ”Jeg kender ham overhovedet ikke, vi snakkede bare sammen” og så videre – og til sidst slap hun selvfølgelig for at betale. I mellemtiden havde Tommy gemt sig bag i bilen, og næste sted byttede de bare over, så det var hende, der fik det store måltid.
     ”Det virker hver gang,” sagde Tommy og halede samtidig et par ting, han havde snuppet i kiosken på vej ud, op ad lommen. En lille souvenir-dukke, som han gav til Scott, og et spil kort med billeder af nøgne piger.
     ”Du er skør,” sagde Norma og satte sig ind bag rattet, nu med familien ved siden af sig og de to hitch-hikere omme i sovekabinen. ”Der ligger et par soveposer, som I kan tage over jer, hvis I fryser,” råbte Norma, inden bagdøren blev klappet i.
     ”Step on it, Velma,” mumlede Johan, og både han og kammeraten grinede larmende, mens bilen skramlede tilbage på højvejen.
     Ni timer og tre ”rest stops” senere nåede de en benzintank ved Big Springs, lige efter Ogallalla i den vestlige del af Nebraska og tæt ved det sted, hvor vej nummer 76 gik fra sydvestpå mod Denver, mens Route 80 fortsatte over bjergene til enten Californien eller Oregon ude ved Stillehavskysten.
     Christian og Johan havde fordrevet tiden med spredt læsning, dagdrømmeri og en hel pakke Camel’s og var begyndt at spekulere over, om de mon nåede Denver, inden natten gik helt i sort. De overvejede en stund at køre med til Cheyenne i Wyoming, så var der kun halvt så langt til Denver, men til gengæld blev det sikkert for sent at få det sidste lift.
     De hoppede ud og strakte benene, løftede rygsækkene ned fra ladet og tog frakkerne på. Norma stod ved kølerhjelmen og holdt om sig selv med begge arme, mens der blev tanket op. Hun frøs tænderklaprende og skyndte sig ind i bilen, så snart de to danskere havde sagt farvel og tak for turen. Den store bil satte i gang og rullede ud mod vejen. En af de røde baglygter pulserede en anelse og gik et øjeblik helt ud, da vognen duvede over en sænkning for enden af rampen.
     Johan og Christian lod armene falde og så på hinanden. ”Så nåede vi så langt,” sagde den ene. Kammeraten nikkede, greb fat i den højre skulderstrop og svingede rutineret i én bevægelse den tunge rygsæk op på skulderen. ”Lad os gå ind og få noget mad.” Klokken var halv ni, det var mørkt og hundekoldt, og der var stadig mindst tre timers kørsel til Denver. De slugte en sandwich og en kop lunken kaffe og skrællede bagefter en chokoladebar trukket i en automat.
     ”Hvorfor er der altid peanuts i deres chokolade?”, sagde Johan. ”Tjah,” svarede Christian. ”Why a duck? Why a-no chicken?”
     De så sig omkring på tankstationens triste cafeteria. Stedet var næsten tomt og muligvis ved at lukke, sådan som servitricen gik rundt og tørrede bordene af. Eller måske gjorde de bare klar til natbilisterne. Johan rejste sig. ”Time to hit the road,” sagde han. De måtte hellere se at komme afsted.
     Udenfor skar kulden straks igennem tøjet. ”Føj for pokker,” udbrød Christian og fik samtidig øje på en langhåret fyr, der var ved at få fyldt benzin på. Det var svært at se ind i vognen, men han lignede en, der var alene, og under alle omstændigheder skete der jo ikke noget ved at spørge. Christian stillede sækken fra sig og gik derhen.
     ”Du skal vel ikke tilfældigvis til Denver?” sagde han, lidt usikkert. Fyren kneb øjnene sammen og drejede hovedet over mod tankpasseren, der rystede tuden af og med et behændigt kast med gummislangen satte pistolen fast på tanken med et klik.
     ”Ikke helt,” sagde han så. ”Jeg skal til Boulder, tyve miles derfra.” Det lød næsten som en invitation, og Christian forfulgte straks åbningen.
     ”Kan vi køre med?”, spurgte han, allerede sikker på svaret. ”Naturligvis, hop bare ind.” Christian vinkede efter Johan, der kom med sækkene og hilste dæmpet på fyren. ”Hi,” sagde han bare.
     Bagagen blev pakket og bilen startet. Det var en Folkevogn, ikke den sædvanlige Beetle, men en lidt større VW1500 med automatisk håndgear, ”automatic stickshift”, som der stod med en joke på bagsmækken. På vej ned ad tilkørslen passerede de en skygge under en af pladsens neonlygter. ”En mere,” sagde fyren, der lige havde afsløret, at han hed John. ”Ja, skal der være fest, så lad der være fest.” Han standsede og samlede skyggen op. Hun hed Cilla Runaway og satte sig om på bagsædet ved siden af Christian.
     ”Where are you guys from?” spurgte John lidt efter og indbød dermed selv til den store historie om de to nordboer og deres bedrifter. Johan tog en dyb indånding og begyndte at fortælle i grove træk om rejsen, der nu havde varet i to måneder, om Europa, og lidt om Danmark.
     ”Du burde komme over og besøge os en dag,” sluttede han en halv times tid senere.
     John lød interesseret og havde enormt lyst til at rejse og se Europa, men vidste alligevel ikke rigtigt. Han talte stilfærdigt og varmt om sin tilværelse i nærheden af Knoxville, Illinois, hvor han boede sammen med sin kæreste på en lille gård. Han havde ikke noget fast job, men arbejdede når han fik brug for penge. ”Det samme her!” udbrød Cilla skingert omme fra bagsædet.
     ”Jeg skal til Denver for at arbejde et par dage hos nogle venner. De har et lille værtshus et sted i byen.” Så lænede hun sig lidt frem for at være sikker på at alle kunne høre hende. ”I næste uge skal jeg giftes.” ”Jeg skal giftes med min kæreste, der sidder i spjældet nede i New Orleans.”
     ”Denver – 75 miles”, læste Johan på et skilt, der fløj forbi. John så op på pigen i bakspejlet. ”Hvad mener du,” sagde han. ”Hvorfor sidder han i spjældet?”
     ”Det ved jeg heller ikke,” svarede hun stille. ”De ville ikke lade mig se ham, da jeg var dernede forleden.”
     Hun havde taget den på stop fra South Dakota, hvor hendes forældre boede, til New Orleans – ”all for nothing.” Så havde hun ringet collect til forældrene om hjælp, men de kunne ikke gøre noget, sagde de. Tværtimod havde hendes far beordret hende hjem øjeblikkeligt og blandt andet sagt, at som seksten-årig skulle hun ikke tro, hun kunne tillade sig den slags eskapader. Så tog hun turen den anden vej, igen på stop og næsten uden penge, men kun for at møde faderen i indkørslen og høre hans rasende afvisninger, som sluttede med, at hun nærmest korporligt blev hældt over havelågen og forbudt nogensinde at vise sig for ham igen. Hun måtte tilbage til landevejen, denne gang med kurs mod Denver, hvor hun som sagt havde nogle venner.
     ”Vil det sige, at du har blaffet fra South Dakota til New Orleans og tilbage igen og nu hele vejen til Denver, på bare nogle få dage?”, sagde John. ”Det passer,” svarede hun. Johan vendte sig og så på hende. Hun lagde armene over kors og var lige ved at slå gløden af sin cigaret mod Christians ærme.
     ”For fanden, det er langt over to tusind miles,” sagde John. ”Ja,” sagde hun. ”Jeg ved det.” De nærmede sig det sted, hvor John skulle dreje af for at nå Boulder.
     ”Jeg tager jer med til den næste indfaldsvej mod Denver,” sagde han. ”Der er mere trafik og sikkert lettere at få et lift det sidste stykke.”
     Han lød som om han vidste, hvad han snakkede om, så ingen af passagererne protesterede. Alle var godt trætte og sank hver især ind i deres egne tanker. Lysene blev tættere, både fra modkørende biler og fra bygninger og milepæle langs vejen, og det var tydeligt, at de nærmede sig beboede egne. Klokken var omtrent midnat, og Johan tænkte pludselig på, om de overhovedet ville blive lukket ind, når de nåede Hannover Street. Jenny og Mike var sikkert for længst gået i seng.
     ”Så er vi ved at være der,” sagde John og tog farten af bilen. ”Hertil og ikke længere.”
     De holdt ved endnu en landevejsrestaurant, ”Lucy’s Country Kitchen”. John hjalp med at løfte sækkene ud, sagde ”Take care, keep a clean nose” og var væk.
     ”Lad os prøve at gå ned til vejen,” sagde Christian og gik foran med Johan og Cilla lige i hælene. På selve vejen var der bælgmørkt, så de blev stående ved tilkørslen lige under en oplyst billboard. Der var langt mellem bilerne, og i løbet af et kvarter kørte kun tre forbi. Allerede den fjerde standsede imidlertid, med en lang skridende opbremsning – og lige ud for, hvor de stod. Johan rev døren op, men fik øjeblikkeligt stoppet den sætning, han havde på tungen, tilbage i halsen. Bilen stank af alkohol, og det krævede kun eet glimt indenfor at bestemme sig til et nej tak. Manden, der bøjede sig ravende til højre mod Johan, havde en brun papirspose mellem benene, og man så tydeligt toppen af en whiskyflaske stikke op. ”Four Roses”.
     Bilen forsvandt hvinende og slingrende ned ad motorvejen. ”Don’t forget to put roses on your grave!”, skreg Johan ud i mørket. De tre blaffere hankede uden et ord op i sækkene og gik tilbage til restauranten, som stadig var åben.
     ”Hvor kommer I mon fra?”, sagde en glad cowboy med moustache og five gallon hat, straks de trådte ind. ”Denmark, Europe!” svarede Christian uden vaklen. ”No kidding?” spurgte manden forbløffet. ”No kidding!” sagde Christian. Manden gloede et halvt sekund. ”Det er da fantastisk,” sagde han. ”I skal være hjerteligt velkommen.”
     Snart rygtedes det mellem stedets kunder, at tre udlændinge havde brug for et lift ind til Denver, og en enlig mand ved et af de små borde kiggede op og sagde, ”Lad mig lige spise færdig, så kører jeg jer derind.”
     Ti minutter senere sad Christian, Johan og Cilla i bilen og var på vej det sidste lille stykke ind til byen. Manden bad om adressen og insisterende på at køre dem lige til døren, selv om det kostede et par forespørgsler og en del cirklen rundt at finde gaden. Samtidig fortalte han, at han netop var kommet ud af fængslet efter tre år for røveri.
     ”Skræmmer det jer at høre, I kører med en ex-convict?” spurgte han og så over på den krushårede ved siden af sig. ”Nej, overhovedet ikke,” forsikrede Christian uden tøven. Fyren så ikke ud til at kunne gøre en kat fortræd, og det var ikke svært at lyde overbevisende.
     Snart fandt de både gaden og det rigtige husnummer, og Christian og Johan steg ud, med rygsækkene i favnen, sagde farvel og ”good luck” til Cilla, hævede armene til en sidste hilsen, og så den skrammede røde bil forsvinde omkring gadehjørnet med glødende baglanterner.
     ”Billy, you’re so doggone far away from home,” mumlede Johan ud i natten. Så gik de to rejsende op til fordøren på den smalle træveranda og ringede på, i første omgang tøvende og forsigtigt. Det var koldt og stjerneklart, og højt oppe skinnede en trekvart fuld måne. Hvis de vendte sig om, kunne de lige nøjagtigt se konturerne af Klippebjergene, ”The Rocky Mountains”, bag byen mod vest. Men så blev der tændt lys inde i huset, og snart efter gik døren op.

 

 
Denne tekst er skrevet i 1984 og publiceres her på siden for første gang i 2010. Teksten kunne have været optakten til en længere fortælling, men sådan gik det ikke. Da den havde ligget nogle måneder, sendte jeg historien ind som muligt bidrag til lørdagsnovellen i dagbladet Information. Jeg fik et meget positivt svar af redaktøren, Skyum-Nielsen - men teksten blev aldrig trykt i avisen.