dinnesen.com

 

Vejret er perfekt til cykelløb

 

Af Niels Jørgen Dinnesen

 

I år stiller jeg op på samme hold som TDC-manden – der kørte fra mig på 28 km ruten i det første cykelløb, jeg deltog i. Det er fire år siden, og ved dette års Marseliscykelløb er det femte gang, jeg er med. Tobias arbejder ved TDC og har tilmeldt mig som familiemedlem, så jeg har fået udleveret en fin blå og gul TDC cykelbluse og stiller op sammen med et stort kontingent andre TDC’ere – og i alt 800 deltagere – på 50 km ruten, som har start ved Tangkrogen kl. 12:30 lørdag den 30. august 2008. Ud over selvfølgelig at gennemføre løbet er ambitionen at forbedre min tid fra sidste år, som var 1:47:03, svarende til et gennemsnit på næsten 28 km/t. Formen er god, og umiddelbart er jeg godt rustet – men det er altid spændende ved et cykelløb som dette at få målt i eksakte tidsenheder, om man rent faktisk kan leve op til sine egne forventninger.
 

Udsnit af startfeltet til Marseliscykelløbet 2008. Foto fra my-photo.dk.
 
De andre år har jeg forberedt mig til løbet ved at træne på motionscykel i fitness-centret to-tre gange om ugen kombineret med længere ture på landevejen i weekenderne, men i år har jeg grebet det lidt anderledes an. Jeg startede lige efter nytår med at deltage i spinning en gang om ugen hos Højbjerg Fitness på Oddervej – men så blev jeg syg med en rigtig træls influenza, der varede til langt ind i februar måned, og som gjorde, at jeg kom helt ud af rytmen med både at komme af sted til spinning og træne i det hele taget. Jeg blev mere og mere afkræftet, og for overhovedet at komme i gang igen, besluttede jeg i midten af februar at begynde at cykle en kortere tur på min mountainbike hver dag. Jeg fandt en passende rute omkring Hjulbjergvej, Elverdalsvej, Oddervej og Lyseng Alle – en rundstrækning på cirka 3,5 km med en rimelig stejl stigning over 4-500 meter på Oddervej – og indførte fra midten af februar at køre tre runder hver dag på min mountainbike. Tre runder er trods alt 10 kilometer – og efter nogle uger var kræfterne kommet så meget tilbage, at jeg igen begyndte at kombinere de kortere ture med længere stræk på de små veje syd for Højbjerg i weekenderne. Da var jeg i mellemtiden kommet ud af rutinen med fitnesscentret og er faktisk fortsat med både de tre runder hver dag og flere og flere længere ture om lørdagen eller søndagen. Før starten af dette års Marseliscykelløb har jeg på den måde siden den 1. januar kørt i alt 2.500 kilometer, eller 500 mere end sidste år på samme tidspunkt – og på de seneste træningsture har jeg både kunnet mærke i benene og se på gennemsnitsfarten på cykelcomputeren, at formen måske er bedre end nogensinde. Til gengæld er jeg jo blevet et år ældre, så helt nemt bliver det ikke at komme hurtigere rundt end i fjor.
      Når man deltager i motionscykelløb og kommer ud på vindblæste strøg under åben himmel, er man ofte i tvivl om påklædningen. I sommerhalvåret er det aldrig noget problem at køre i korte bukser, men mange gange ved man ikke, om det er nødvendigt med lange ærmer eller måske en vand- eller vindtæt bluse for at holde varmen på overkroppen. Er man for let påklædt kommer man nemt til at fryse, og er blusen for tæt, risikerer man at blive våd og klam af sved – og da man jo er fuldkommen overladt til sig selv ude på landevejen, er det umuligt at sadle om eller skifte mundering undervejs. I år er det imidlertid nemt. Vejret er ganske enkelt perfekt til sådan et cykelløb. Der er ikke en sky på himlen og ingen risiko for regn eller byger. Temperaturen er omkring 22 grader, der er næsten ingen vind – og den smule blæst, der er, kommer fra syd, så jeg er sikker på lidt medvind på anden halvdel af ruten og hjemturen fra Odder. Det kan ikke være bedre, og jeg er slet ikke i tvivl, da jeg kører af sted hjemmefra iført cykelshorts, kortærmet cykelbluse, cykelhandsker og cykelhjelm. Der er 20 minutter til start, da jeg kommer ned til det myldrende område ved Tangkrogen – og allerede flere hundrede deltagere i spraglet cykelmundering med sponsornavne og firmalogoer i kø bag ved startlinjen. En mand fortæller i højttalerne detaljeret om arrangementet og principperne for tidtagning og minder gentagne gange os alle sammen om, at vi skal overholde færdselsreglerne og være særligt på vagt omkring et farligt sted i Mårslet, hvor jernbaneoverskæringen er forvandlet til et hul i jorden på grund af sporarbejde på Odderbanen. Jeg spiser min medbragte chokoladestang og drikker lidt vand, kl. 12:30 lyder startskuddet – og nu er løbet i gang.
 

Løbet er i gang. Foto fra my-photo.dk.
 
En stor gul måtte ved startlinjen registrerer hver deltager gennem en chip, vi har fastgjort med et velcrobånd rundt om anklen – og først når jeg passerer måtten, aktiveres tidsregningen for lige præcis mit vedkommende. Det første stykke på Strandvejen og op ad Oddervej-bakken – hvor vejen stiger temmelig brat over et par kilometer eller mere – føres feltet an af motorcykelbetjente, og der er bemanding og afspærring ved hvert vejkryds, så vi kan komme uhindret igennem alle lyskurver. Uden at forcere for voldsomt har jeg lagt ud i et godt tempo og arbejder mig fremad i den forreste halvdel af feltet, mens jeg kun lettere forpustet kører op ad hele den lange bakke på den store klinge og med en hastighed på 19-20 km/t. Det lover godt for løbet. Når jeg kører bakken alene på en af træningsturene, er jeg altid nødt til at skifte til lille klinge på de stejleste steder ved Kongevejen og ud for Skåde Skole. Fra toppen af bakken nær tv-masten bliver løbet givet frit, og snart er de forreste i feltet over alle bjerge, mens vi andre længere bagude arbejder på at finde sammen i større eller mindre grupper, der kører i et tempo, som passer hver enkelt. Jeg kommer selv med i en gruppe på cirka tyve ryttere, som holder sammen i et langt stræk ad vejen mod Mårslet og videre derfra mod Tander og Tulstrup. I Mårslet har vi tilbagelagt de første 10 kilometer og må sænke farten til gåtempo ved den omtalte jernbaneoverskæring, men vi kommer heldigvis over hullet i jorden uden problemer, og nu går det i susende fart op og ned ad den smalle vej mod landsbyen Tulstrup og den flotte gamle kirke knejsende på bakken.
 

Kort over området syd for Århus – med 50 km ruten indtegnet med blå farve.
 
Fra korsvejen mod Malling går gruppen i opløsning, og på det trælse stykke med mange små stigninger mod Løjenkær kører jeg en overgang med høj puls og temmelig stakåndet alene – men efter slugten ved å-løbet og den stejle stigning mod Balle kommer nogle ryttere op bagfra, og vi får igen dannet et lille hold, som følger hinanden i samlet trop på nedkørslen mod Odder og hen imod halvvejsmærket lidt før Nølev. Jeg kan se på cykelcomputeren, at gennemsnitshastigheden er en del højere end sidste år, og tiden – da vi har kørt halvdelen af ruten – er kun 51 minutter og dermed faktisk hele 2 minutter bedre end i fjor. Det giver ekstra kræfter og samtidig ro i sjælen til det næste stykke og hele den lange stigning op mod Malling fra lavningen ved Assedrup. Jeg véd nu, at det er unødvendigt at køre over evne resten af vejen. Jeg skal bare hænge på en gruppe, der kører i et passende tempo – så kan kun uheld forhindre mig i at få en ny bedste tid. Efter Assedrup kommer vi ud på den stærkt trafikerede Oddervej og er nødt til at køre på cykelstien på stigningen op mod Malling. Cykelstien er meget smal og det er svært at overhale – men ved foden af bakken klemmer jeg mig lige netop forbi et par af de langsommere kørere og kommer med på hjul af en fyr i sort cykeldress uden firmalogo. Han kører opad i det helt rigtige tempo, omkring 19-20 km/t, og dermed en anelse over, hvad jeg normalt kan klare på dette sted, når jeg kører alene. Manden er på min egen alder eller måske lidt ældre. Han kører på en rød racer – og hænger selv på i baghjulet af en yngre kvinde, som på sin side har et hul på 5-10 meter frem til de næste. Vi kommer op ad bakken helt smertefrit, og kort før Malling drejer ruten skarpt til højre, bort fra den trafikerede landevej og ud på de snævre og krogede veje mod Synnedrup, Starup, Lillenor og Ajstrup. Efter jernbaneviadukten ved Pøel stiger vejen over tre-fire hundrede meter brutalt op mod Synnedrup – og på dette stykke kan jeg mærke, at det kniber for manden i sort at følge med. Straks efter toppen kommer han dog op igen, og vi følges nu i et rigtigt godt tempo sammen med en gruppe på 10-12 andre ryttere ad den smalle og bulede vej med mange sving og små bakker om mod den bredere gennemfartsvej ved Ajstrup.
 
 
Fra 50 km ruten på årets Marseliscykelløb.

Foto fra my-photo.dk.
 
Fra rundkørslen efter Ajstrup véd jeg fra mange træningsture, at jeg – når cyklen rigtigt ruller – kan køre de sidste 14 kilometer gennem Fløjstrup og Moesgaard-skoven til målet ved Tangkrogen på 29-30 minutter, og lykkes det i dag at holde tempoet, så får jeg med sikkerhed en ny bedste tid. Mens jeg et øjeblik sagtner farten for at drikke lidt vand, kører manden i sort væk med en mindre gruppe – men kort efter kommer et par yngre fyre op bagfra, og inden det næste sving har vi sammen etableret en lille gruppe, der kører i et solidt tempo på omkring 28-29-30 km/t ad den knoppede og ujævne vej med løse småsten gennem Neder og Øver Fløjstrup. Vejbelægningen på denne strækning er en hån mod alle motionscyklister – og en spredt række af uheldsramte løbdeltagere på stykket fra Ajstrup til Giber Å, stående i vejsiden med flade dæk eller i gang med at skifte slange eller pumpe luft, vidner om risikoen for at kunne punktere og dermed få spoleret hele løbet. Heldigvis sker det ikke for mig. Vi overhaler manden i sort og hans gruppe kort før det sværeste sted på ruten – nemlig slugten ved Giber Å og muren, hele løbets ondeste og ledeste stigning op mod Moesgaard Museum – men allerede på nedkørslen mod åen suser den sorte i halsbrækkende fart forbi igen og forsvinder af syne rundt om det næste sving. I modsætning til de fleste andre løbdeltagere undlader jeg at satse på de stejleste nedkørsler – tværtimod bremser jeg farten en smule, når vi risikerer at komme meget over 50 km/t. Til gengæld kører jeg bedre opad end mange andre i min tempogruppe.
 

Muren ved Moesgaard. Foto fra september 2007.
 
Jeg klatrer op ad muren og træder på lille klinge og med høj kadence videre ad den fortsatte stigning til Moesgaard-museet. Hjertet hamrer, og lungerne arbejder som blæsebælge, men snart flader vejen lidt ud, og nu er der kun en enkelt eller to betydelige bakker tilbage, før vi er i mål ved Tangkrogen. Jeg indhenter manden i sort og hans ledsagere, og nu bliver jeg her i denne gruppe, mens vi forcerer bakken ved Ørnereden og kører gennem skoven ind mod den sidste flade kilometer langs Strandvejen. Vi er 6-7 ryttere i gruppen, blandt andre et ungt par på en tandem, og selv om tempoet er ujævnt, og jeg flere gange må accelerere voldsomt for at lukke pludselige huller, går det solidt og nogenlunde ubesværet fremad i rasende fart og på stor klinge forbi campingpladsen, Ballehage strand og Dyrehaven. Benene værker og er ved at gå i krampe, men målet er i sigte. Jeg véd jo fra tidligere, at jeg kan køre fra manden i sort, når det går opad, og min plan er at sætte et angreb ind på den allersidste bakke ved Varna – for så at se, om jeg kan holde ham og resten af flokken bag mig på den sidste kilometers sprint ind til målet. Det er kun for sjov og for sportens skyld – for løbet er jo netop alt andet end en placeringskamp – men mit forehavende lykkes fuldstændig som planlagt. Fra min placering bagest i gruppen kører jeg i et ryk forbi manden i sort på den sidste og stejleste del af bakken og spurter i topfart ind ad cykelstien langs Strandvejen. I mål har jeg stadig et hul på 100 meter eller mere ned til den sorte og gruppen af følgesvende inklusive parret på tandem. Min officielle tid siger 1:43:50 – altså en forbedring på 3 minutter og 17 sekunder i forhold til sidste år – og svarende til et gennemsnit for hele den bakkede og vanskelige rute på næsten 29 km/t. Så hurtigt har jeg aldrig kørt før, men vejret har jo også været perfekt, jeg har været forskånet for uheld – og det bliver godt nok svært at gøre det bedre næste år. Men hvem ved...? Jeg er træt, da jeg kommer i mål, men ikke udaset eller totalt flad. Slet ikke. Jeg kører det, jeg kan, men under smertegrænsen – som det efter min mening hører sig til, i et motionscykelløb.

      Efter løbet bliver jeg portrætfotograferet af my-photo.dk til gratis download fra internettet – og minsandten om ikke TDC foruden løbsgebyr og flot cykelbluse giver både en ristet pølse og en fadøl til holdets deltagere, inklusive menige familiemedlemmer til TDC-ansatte som undertegnede. Vejret har været perfekt, det har været sjovt at være med, og målet for de mange forudgående træningstimer – at forbedre tiden fra sidste år – er opfyldt. Placeringsmæssigt er jeg nummer cirka 210 ud af godt 700 deltagere. Første mand i mål kører i tiden 1:21:21, altså 22 minutter hurtigere end mig. Den langsomste bruger 3½ time på turen, eller dobbelt så lang tid som mig.
 
 
Målstregen er passeret. Foto fra my-photo.dk.
 
De næste måneder vil jeg holde formen nogenlunde ved lige. Jeg fortsætter med de 3 runder og 10 km hver dag, og til januar starter opbygningen til næste års løb – hvor jeg måske skulle prøve kræfter med 100 km ruten...?

 

Skrevet den 1. september 2008. Denne historie er femte kapitel i serien ”På den store klinge”.

 

2004: På den store klinge

2005: På den store klinge / 2

2006: På den store klinge / 3

2007: Længere højere hurtigere