dinnesen.com

 

Længere højere hurtigere

 

Af Niels Jørgen Dinnesen

  

 

De sidste tre år har jeg kørt 28 kilometer ruten ved Marseliscykelløbet, hver gang hurtigere end året før — men grænsen blev nået sidste år, hvor det lige netop ikke lykkedes at komme under en time, dels fordi ruten rent faktisk er næsten 29 kilometer, dels fordi trængslen i det store felt ved starten er så stor, at man uundgåeligt mister en masse kostbar tid, inden man overhovedet er kommet op i fart.
       I år har jeg derfor besluttet at gå en klasse op og køre den noget længere distance på 50 kilometer, og da jeg kender ruten ud og ind fra mange træningsture og véd, at den er både vanskelig og hård, bliver hele cykelsæsonen 2007 fokuseret på det mål at gennemføre løbet lørdag den 1. september i en rimelig tid og uden at gå død til sidst. Vinteren 2006-2007 er i lang tid usædvanligt mild, og allerede i juleferien og i hele januar måned er det faktisk muligt at tage hul på landevejstræningen med en tur hver weekend på 30-40 km eller mere. De andre år har jeg helt hen til marts måned været henvist til fitness-centeret og motionscyklen for at lægge grundformen, men at komme ud på landevejen er selvfølgelig sjovere og dermed træningsmæssigt mere motiverende. Jeg kan føle musklerne i benene vokse en lille smule uge for uge og mærke konditionen blive gradvis bedre — og er jeg i tvivl, giver både turene på landevejen og besøget i fitness-centeret jo rige muligheder for at måle både tiden, distancen og kalorieforbrændingen, så jeg ved ganske nøjagtigt, hvor jeg står.
       På landevejen bruger jeg de første måneder af året min mountainbike — og lader raceren blive i stalden til asfalten er tør og fri for salt og grus. I februar har jeg en længere sygdomsperiode med feber og influenza og orker ikke at træne, men i både januar og marts-april er jeg på cyklen to-tre gange hver uge og har i slutningen af april siden årsskiftet kørt næsten tusind kilometer — heraf over halvdelen på landevejen. Nogle gange beslutter jeg, at i dag handler det ikke om at køre hurtigt, men kun om at få nogle kilometer i benene — men på grund af cykelcomputeren, der ubønhørligt registrerer tid og distance og beregner gennemsnitsfarten, går der altid sport i turene, og jeg forsøger uvilkårligt både at køre lidt længere end sidst og holde mindst lige så højt et gennemsnit.
       Jeg har planer om at deltage i motionscykelløb omkring Århus fra starten af maj måned, men på grund af forskellige kolliderende arrangementer kommer jeg helt hen i juni måned, før det lykkes at komme til start i rigtige løb. Det første er JP Århus Rundt lørdag den 3. juni, hvor jeg har meldt mig til 43 km distancen. Det er en ny rute i år — som går syd om Brabrand Sø og via Harlev, Lyngby og Borum tilbage til nordsiden af søen og ind til målet ved cykelbanen på Jyllands Allé. Den er ikke særligt svær, men der er ved Lyngbygaard og Tingvad et par korte og rigtigt lede stigninger på 12-14 pct., som sætter skub i mine planer om at få en ny bagkrans på racercyklen. Under normale forhold giver to tandhjul foran og ni på bagkransen et fint spektrum på atten gear, som dækker næsten alle situationer. Men når jeg rammer de rigtigt skrappe stigninger som bakken fra Tingvad op mod landevejen ved Borum, stigningen fra Giber Å op mod Moesgaard Museum i Marselisløbet — eller for den sags skyld opkørslen til Mont Ventoux i Provence, som jeg prøvede kræfter med for nogle år siden — så mangler jeg et lavere gear og dermed et par takker mere på det største tandhjul på bagkransen, hvis jeg vil være sikker på stadig at kunne træde pedalerne rundt. Som motionscyklist er det ligesom ikke en mulighed at stå af cyklen og begynde at trække op ad bakken. Det er bare for pinligt.
 
Bakken fra Tingvad op mod Borum. På dette sted er stigningen 12-14 pct. Billedet er taget med min mobiltelefon på en træningstur den 9. september 2007.
 
Jeg spænder cyklen op i reparationsstativet og tæller takkerne på tandhjulene — henholdsvis 52 og 39 på klingerne foran og 14-15-16-17-18-19-21-23-25 ved baghjulet. For at få det gear lavere, jeg er ude efter, har jeg altså brug for 27 eller 28 takker på det inderste og største tandhjul i bagkransen. Jeg kigger rundt på Internettet og ringer til at par cykelmekanikere, og blandt mange muligheder vælger jeg en ny krans, der springer to takker mellem hvert tandhjul og starter med 12 på det mindste og slutter med 28 på det største. Inden JP Århus Rundt afprøver jeg materiellet på de tre skrappeste stigninger i hele Århus-området — Jelshøjbakken, vejen fra Fulden forbi Markskelhøj til Over Fløjstrup og til slut muren fra Giber Å mod Moesgaard Museum — og alle steder kan jeg nu træde op uden problemer, så det er perfekt. Jeg er klar.
       Selve løbet finder sted i høj sol og med temperaturer over tyve grader, så det er herligt cykelvejr — og det går strygende på udturen gennem Stavtrup, Ormslev Stationsby og Harlev. Der er kun få stigninger og let medvind, og gennemsnitsfarten ligger i lang tid over 29 km/t. Meget af vejen kører jeg alene, men kort efter Harlev finder jeg sammen med en lille gruppe, hvor tempoet passer, og vi følges nordpå ad de små veje mod Labing og Lyngby. Nogle bliver overraskede over den skrappe stigning fra åløbet op til Lyngbygaard, og på den endnu stejlere og længere bakke fra Tingvad mod Borum er der flere, som går nærmest helt i stå. Selv kører jeg op i laveste gear, men uden problemer, og da jeg kommer ud på landevejen mod Mundelstrup, har jeg lagt hele flokken bag mig og fortsætter i opskruet tempo ud ad den flade vej. Jeg ved, jeg skal dreje fra til højre et sted ned mod Yderup, True og Brabrand — men skiltningen i løbet har hele vejen været fremragende, så jeg bekymrer mig ikke om selv at regne ud præcis hvilken vej, der er den rigtige. Pludselig opdager jeg at være kommet for langt, så jeg stopper cyklen og ser mig søgende om. Flere ryttere kommer til, og alle er mere eller mindre i vildrede. Skiltet, hvor vi skulle dreje, er åbenbart blevet fjernet.
       Jeg kommer ud på motortrafikvejen fra Mundelstrup til Tilst og finder med besvær ned mod Brabrand Sø og tilbage på den rigtige rute langs søen ind mod Skanderborgvej og målet på Jyllands Allé — men da har jeg både mistet tid ved at skulle stoppe og orientere mig og har desuden kørt en omvej, så ruten bliver forlænget med et par kilometer eller mere. Jeg kommer i mål i tiden 1:42:57 for de 43 km — men min egen måler siger 45,5 km, så tiden er misvisende og kunne have været mindst fem minutter hurtigere. Ved målområdet er historien, at nogle skvadderpander har lavet hærværk mod løbet. Flere af afmærkningsskiltene er blevet fjernet på ruterne — og for eksempel ender 130 km feltet med kun at køre 70 km, fordi de misser en frakørsel et sted.
 

Dette foto er taget af JP Århus Rundt arrangørernes fotograf
lige efter, jeg kom i mål den 3. juni 2007.

 
Ugen efter deltager jeg i TST Langelinieløbet, der har start og mål på parkeringspladsen foran Bilka i Tilst, og her kører jeg igen forkert, faktisk i præcis samme område som sidst — men denne gang med det modsatte resultat, at jeg kommer til at korte ruten af med et par kilometer og derved får registreret en tid, der er omkring fem minutter for god. 1:12:32 for 37 km svarer til et snit på 30,6 km/t, og så hurtig er jeg godt nok ikke. Min egen måler viser, at jeg kun har kørt 34,6 km — og reelt er gennemsnitshastigheden 28,6 km/t. Det er også fint, faktisk det hurtigste jeg endnu har kørt — og så meget desto mere ærgerligt er det jo at komme til at springe en bid af ruten over og få noteret en forkert tid.
       Jeg holder formen ved lige et stykke ind i juli måned med en længere tur hver weekend og kortere ture i løbet af ugen — men fra midt i juli ligger jeg stille et par uger på grund af ferien i Grækenland. Hjemmefra håber jeg måske at leje en cykel et par gange og besejre nogle græske bjerge — men på Halki findes ingen cykler, og på Tilos er det så varmt, at asfalten gløder, og det vil være livstruende at forsøge sig på en cykel. Hjemme igen lægger jeg i den første weekend ud med at køre Marselisløbets 100 km rute, egentlig bare for at få nogle kilometer i benene — men da jeg efter en tredjedel af turen holder et snit på cirka 24 km/t, beslutter jeg at prøve at få det op på 25, så jeg kan gennemføre hele distancen på under fire timer. Det lykkes lige netop og koster adskillige liter vand undervejs — og jeg er træt i hver en fiber, da jeg fra målet ved Tangkrogen efter et tiltrængt hvil cykler ganske langsomt op ad bakken og hjem til Hjulbjergvej.
       En af de efterfølgende weekender kører jeg 50 km ruten for at være forberedt til løbet den 1. september. Jeg mærker de vanskeligste stræk af og lægger en taktik for at økonomisere maksimalt med kræfterne og holde et passende gennemsnit for ruten som helhed. Køretiden på træningsturen er lige under to timer, altså 25 i snit — men når man deltager i et løb og kører sammen med andre, kan man altid gøre det lidt hurtigere — så jeg satser på i selve løbet at komme igennem ruten på 1 time og 55 minutter. Marselisruten er betydeligt vanskeligere end både Århus Rundt og Langelinieløbet. Den er længere, og især er der mange flere bakker, så det er sværere at holde et jævnt tempo. Og nogle af bakkerne er rigtigt lede. Blandt andet starter man jo med Oddervejsbakken — fra 0 til 100 meter over de første tre kilometer — og senere er der stigningen nede ved Balle, den lange bakke fra Assedrup op mod Malling, nogle barske knolde før og efter Synnedrup og muren ved Moesgaard.
 

Højdeprofil for Marseliscykelløbets 50 km rute. Som det kan ses, starter løbet med en brat stigning ad Oddervej op til Søsterhøj. Midtvejs i løbet ved Odder er der et stræk på 4-5 km ud ad lige landevej, derefter følger bakken fra Assedrup op mod Malling og en række andre knolde og kortere stigninger. Muren ved Moesgaard ses efter cirka 42 km. Illustration fra Marselisløbets hjemmeside.
 
Den sidste uge op til løbet er det koldt, blæsende og regnfuldt — men på selve dagen arter vejret sig heldigvis nogenlunde. Det er stadig køligt og blæsende, men solen er fremme og vejen tør, så betingelserne er rigtigt gode. Der er politieskorte af det 800 personers store felt op ad Odderbakken til Hørretvej, så vi kan køre på selve vejbanen i stedet for den hullede cykelsti og behøver ikke stoppe ved nogen af lyskrydsene. Jeg overhaler flere ryttere, end jeg selv bliver overhalet, og arbejder mig opad i den forreste tredjedel af feltet, og da vi kommer ud på det mere lige stræk mellem Mårslet og Balle kører jeg med en gruppe på cirka tyve andre og finder både læ og et godt træk fra feltet i modvinden, hvor det går mest op ad bakke fra Tulstrup til Løjenkær. Jeg kan nemt følge gruppen på stigningerne, men kommer nogle gange bagefter, når det går nedad. Gennemsnitsfarten ligger allerede før nedkørslen til Odder på omkring 27 km/t, og selv om gruppen bliver splittet, og jeg mister en del tid, da først lyset skifter til rødt ved landevejen, og bommene dernæst går ned ved jernbaneoverskæringen — så siger tiden kun 53 minutter efter de første 25 kilometer, og selv om jeg erfaringsmæssigt kører langsommere på anden halvdel af ruten, så véd jeg nu, at kun uheld kan forhindre en endnu bedre tid end den time og 55 minutter, som er mit mål.
       Jeg kommer fint op ad bakken fra Assedrup mod Malling, benene er stadig gode, og jeg finder igen sammen med en gruppe, der kører i cirka samme tempo som jeg. Der ligger en anden og større gruppe kun et par hundrede meter foran os — men jeg har besluttet ikke at forcere unødigt og modstår fristelsen til at give farten et nøk mere. Nok kører jeg maksimalt, men jeg holder lige præcis så meget igen, at hverken vejrtrækningen eller pulsen begynder at eksplodere. En mand i gult har ligget omkring mig hele vejen og ligeledes en ung fyr i prikket og en helt ung gut, der reklamerer for Århus Købmandsskole. En ung kvinde på en tung mountain bike kører alene op til gruppen foran, men på den næste lille stigning falder hun igen tilbage og må nu også slippe vores gruppe.
 

Muren fra Giber Å op mod Moesgaard Museum. På dette sted knækker bakken til en kort stigning på 12-14 pct. Billedet er taget med min mobiltelefon på en træningstur den 16. september 2007.
 
Fra rundkørslen ved Ajstrup er jeg på hjemmebane — det sidste stræk på 14 km har jeg kørt snesevis af gange på mine træningsture, og jeg kender hver en knold på vejen, hvert et sving og hvert hul i asfalten. Jeg knokler af sted op gennem Neder og Over Fløjstrup og tager nogle dybe indåndinger og sparer lidt på kræfterne det sidste stykke før muren ved Moesgaard — og jeg kommer op af hullet uden problemer, rundt om museet, ind gennem skoven og op ad den sidste hårde stigning ved Ørnereden. Nu går det mest ligeud og lidt nedad resten af vejen, og både den gule, den prikkede og købmandsskolen falder ud af syne, da jeg spurter de sidste meter hen ad cykelstien fra Varna til målet og tidtagermåtten ved Tangkrogen og Filtenborg Plads. Tiden bliver målt til 1:47:03 svarende til lidt over 28 km/t i gennemsnit. Det er langt bedre end forventet og otte minutter hurtigere, end jeg havde sat som mit realistiske mål.
        Nogle officials ved målet fjerner den tids-chip, jeg har bundet om anklen, og jeg får udleveret lidt frugt og drikke på vej hen til arrangementsteltet, hvor jeg kan få udprintet mit diplom. Men serveren er gået ned, og jeg må vente på min officielle tid. Jeg ser mig omkring og genkender flere af de deltagere, jeg har kørt med på en eller flere strækninger af ruten. Vi har ikke konkurreret, men kollegialt hjulpet hinanden i vores fælles kamp mod uret og os selv. Allerede få minutter efter jeg er kommet i mål, føler jeg mig fuldstændig frisk og ærgrer mig over, der er et helt år til næste Marselisløb. Jeg genoplever et par af de markante stræk og begynder at lægge taktikken for at køre endnu hurtigere næste år. Hvis nu ikke bommene var gået ned, eller jeg havde trådt et lidt højere gear op ad bakken fra Assedrup — så kunne jeg måske hente et minut eller to…? Eller måske jeg skulle prøve kræfter med 100 km ruten — hvor man bliver godt hjulpet af, at der er et langt lige stræk uden bakker fra Gylling til Norsminde…? Det sidste er nok ikke realistisk; først skal jeg næste år have skåret et par minutter eller mere af tiden for 50 km ruten. De kommende måneder vil jeg blot holde formen nogenlunde ved lige. Til januar begynder opbygningen til en ny sæson.            
______________________________________________________
Skrevet den 2. september 2007. Denne historie er 4. kapitel i serien ”På den store klinge”.


1’eren kan læses her: PaaDenStoreKlinge.html
2’eren kan læses her: PaaDenStoreKlinge_2.html
3’eren kan læses her: PaaDenStoreKlinge_3.html