dinnesen.com

 

På den store klinge

 

Af Niels Jørgen Dinnesen

  

 

Jeg har haft en racercykel i 30 år og har været voldsomt fascineret af cykelløb, siden jeg var barn. Alligevel er det i dag som 55-årig første gang nogensinde, at jeg deltager i et cykelløb. Jeg har meldt mig til årets Marselis-cykelløb med start ved Tangkrogen kl. 11 lørdag den 28. august 2004. Der er tre ruter at vælge imellem – 28, 50 og 100 km – og som nybegynder har jeg valgt den korteste, sprinterruten på 28 km. Min cykel med 18 gear, aluminiumramme og karbonforgaffel og -sadelpind er næsten ny og rengjort, velsmurt og trimmet til opgaven. Siden midten af juli har jeg som fortræning kørt turen en gang om ugen og synes selv, jeg er rimeligt godt forberedt – både med hensyn til at kende mine egne grænser og have styr på de forskelligartede stræk undervejs. Jeg har en tendens til altid at køre lidt hurtigere, end jeg fornuftigvis burde – men da der er nogle barske stigninger på ruten, gælder det jo om at økonomisere med kræfterne, så man ikke går død til sidst. Jeg har taget tid, hver gang jeg har kørt og véd derfor nogenlunde, hvad jeg kan klare – men hidtil har jeg kun forsøgt mig alene. I dag skal jeg prøve at køre sammen med en hel masse andre.
      Der er omkring 800 mennesker af begge køn og i alle aldre og højder og drøjder til start, og der er selvsagt trængsel det første stykke fra Filtenborg Plads og ud ad Strandvejen, men allerede ved Dyrehaven lige efter Varna er fårene i det store felt skilt fra bukkene, og jeg kan begynde at orientere mig for at finde nogle følgesvende, der kører i cirka mit tempo. Foran er de hurtigste over alle bjerge, og bagude er den store tunge ende for længst tabt. Omkring mig ligger blandt andet en ung kvinde i en Rambøll-bluse, en noget ældre og temmelig kraftig mand og en far med sin cirka 12-årige søn i baghjulet. Alle iført komplet cykelrytter-outfit og kørende på velholdte fuldblodsracere. Den unge kvinde kører en anelse hurtigere end mig, men jeg skifter op på den store klinge og hænger lige netop på i svinget ved Blommehaven og videre ud mod Ørnereden. Faren og sønnen kører i et mere vekslende tempo og er nogle gange foran og andre gange bagved, og den kraftige mand på en knaldrød cykel, der kører som en sindssyg ned ad bakke, suser ofte forbi – men bliver hver gang hentet, når det igen går opad. På de krappe stigninger op gennem skoven mod Moesgaard Museum går han nærmest helt i stå, og da jeg kører forbi med høj kadence i et af de laveste gear, er det sidste gang i dag, han har været foran.
      Fra museet går det stejlt nedad mod slugten ved Giber Å, og nu kan jeg ikke længere følge den unge kvinde – som på én gang elegant og frygtløst træder igennem i højeste gear ned mod broen over åløbet. Faren og sønnen suser også forbi, men på muren lige efter åen går knægten kold, og da jeg rykker forbi, er det også sidste gang, jeg ser dem i dag. Stigningen på over 10% er kun tre-fire hundrede meter lang, men den starter ekstremt stejlt, og det er et af de ledeste steder på ruten overhovedet. På toppen er jeg totalt forpustet, men det giver nye kræfter, da jeg ser på stopuret, at jeg er halvandet minut foran min hidtil hurtigste mellemtid på dette sted – og de næste kilometer frem mod Fløjstrup og Ajstrup flader ruten samtidig ud, så det nu er muligt at suse afsted på den store klinge, selv om vinden er imod, og det stadig går lidt op og ned. Omkring mig ligger i spredt orden 6-8 andre – men vi kører alle i lidt forskelligt tempo, så det lykkes ikke rigtigt at få organiseret et fællesskab. En overgang kommer jeg alene på mellemhånd, men så dukker pludselig en fyr op bagfra og tager en lang føring til rundkørslen ved Ajstrup, hvor han drejer ind til depotet for at få tanket væske og frugt, mens jeg fortsætter alene ad vejen mod Malling og efter en 500 meter lang flad stigning i modvind til højre mod Beder. Op ad bakken overhaler jeg en kvinde, jeg ikke har set før, og er lige ved at hente en mand på cirka min alder iført en TDC-bluse.
      Nu dunker hjertet igen på højtryk, og selv om det de næste par kilometer går nedad er jeg hele tiden så stakåndet, at det er umuligt bare at drikke noget vand. Jeg nøjes med at tage lidt i munden, køre det rundt et par gange, og så spytte det ud i grøften. TDC-manden ligger 40-50 meter foran mig, og da jeg ved indkørslen til Beder lige netop når op til hans baghjul, kører kvinden fra før forbi i samme øjeblik og trækker TDC-manden med, så jeg igen må slippe. Jeg kører i rasende fart ned ad Byvej i Beders centrum og så til højre mod Over Fløjstrup og i udkanten af Beder til venstre mod Fulden. Jeg lader cyklen rulle ned ad den stejle bakke og tager et par dybe indåndinger for at få stabiliseret vejrtrækningen inden turens længste stigning, som venter lige om hjørnet. To mand kommer op bagfra og kører forbi og nu også en fyr på en grå mountainbike, mens vi suser gennem Fulden og følger vejen rundt i venstresvinget mod Oddervej. Den næste kilometer før opstigningen ad Langballebakken mod Skåde begynder det allerede at gå lidt opad, og inden længe kører jeg igen forbi en nu prustende grå mountainbike, som jeg ikke ser igen.
      Jeg har trænet på Langballebakken nogle gange og véd, at jeg fra bunden har højst en snes minutter til mål – og at afhængigt af kræfterne kan der på det næste stykke både tabes og vindes et par minutter eller mere. Det optimale for mig er at køre med høj kadence på den lille klinge i fjerde laveste gear. Så kan jeg klare bakken op til toppen og derfra ned gennem Skåde og Højbjerg til Strandvejen og Tangkrogen på i alt omkring 17 minutter – men nogle gange er jeg gået næsten død her og har måttet skifte ned til tredje eller andetlaveste, og så ryger der en masse tid. Kvinden og TDC-manden har længe ligget nogle hundrede meter foran mig, men allerede på starten af opstigningen må hun slippe, så jeg kan køre forbi hende og derefter – stadig i det optimale fjerdelaveste gear – æde mig meter for meter ind på TDC, indtil jeg når op til ham ud for vejen fra Moesgaard Museum. ”Vi kæmper for børnene”, eller noget i den retning står der bag på hans firma-cykelbluse. Jeg ser ham kun fra ryggen, men det lykkes med det yderste af neglene at hænge på hele resten af vejen til toppen. Derefter tager han igen lidt afstand, mens det går i susende fart ned ad Oddervej mod mål.
      Der står kontrollanter ved hvert af lyskrydsene på denne strækning ind mod Århus, men de har desværre ingen beføjelser til at standse trafikken. Vi skal ”følge færdelsreglerne”, som der står i tilmeldingsbrochuren. Heldigvis passer lysene nogenlunde, men et enkelt sted (hvor jeg kan se, der er fri bane) lister jeg over for rødt, så jeg holder kontakt til min gruppe hele vejen nedad. Lige efter Rio-krydset i Højbjerg lykkes det endda kortvarigt at køre forbi den unge Rambøll-kvinde fra det første stykke i skoven for længe siden og 3-4 andre. Hun har måttet sagtne farten på grund af rødt lys, men kommer snart op i omdrejninger igen, så hun igen kan suse forbi lige før, vi når Strandvejen. TDC-manden er stadig 50 meter foran, og da lyset skifter til gult, netop som han er kommet over, holder jeg øje med den taxa, der venter på tværs, og følger så for rødt lys efter ham ind på cykelstien på den anden side. Jeg stamper i pedalerne det bedste, jeg har lært, i håbet om at hente ham og måske slå ham til sidst på selve målstregen, men han holder samme tempo som mig, og jeg kan bare ikke køre hurtigere. På modsat side af Strandvejen er 100 km feltet netop startet, en time efter os andre, men lige nu er jeg for opsat af mit eget mål til at holde øje med eller hilse på dem, jeg eventuelt kender. Målet ved Tangkrogen er en rød oppustet plastikport i stil med sidste-kilometer-mærket i Tour de France – og TDC passerer stregen stadig 50 meter foran mig, og derefter er det hurtigt igennem porten og ind til højre for at aflevere stregkodestrimlen og få registreret tiden.
      Da jeg er kommet af cyklen, strækker jeg ryggen og tager en slurk af vanddunken. Kroppen værker, men jeg er hverken forpustet, totalt udmattet eller føler mig synderligt træt. Turen har for mig været én lang spurt. Jeg har kørt så hurtigt, jeg kan, stort set hele vejen – og nu er jeg glad for både at have været med og at have gennemført på en måde, som jeg selv er tilfreds med. Tiden bliver målt til 1 time 2 minutter og 55 sekunder, det er næsten 4 minutter hurtigere end min hidtil bedste tid, når jeg har kørt turen alene. Placeringsmæssigt er jeg i det samlede m/k-felt nr. 36 af 827 deltagere, og i aldersgruppen over 50 er jeg nr. 8. Næste år får TDC-manden baghjul på Langballebakken!
 
28. august 2004