dinnesen.com

NÅR MUSIKKEN ER BORTE



Af Niels Jørgen Dinnesen

 
“There must be some way out of here,” said the joker to the thief,
There’s too much confusion, I can’t get no relief.
Businessmen. they drink my wine, plowmen dig my earth,
None of them along the line know what any of it is worth.”
 
På vej til Tempelhof lufthavnen i Berlin en dag i marts måned 1997 løber jeg på Kurfürstendamm i mylderet foran Gedächtniskirche ind i en gammel ven. “Hej V”, siger jeg og stikker labben frem. “Hvordan går det?” “Fint”, svarer han og ser på mig gennem solbrillerne, mens han retter på hatteskyggen. “Jeg er på gaden igen. Det er her, jeg hører til. Midt i alting. Dét, som nogen kalder the healing game.”
 
På Kurfürstendamm i kvarteret omkring Gedächtniskirche ligger to af Berlins største pladeforretninger, World of Music og City Music, som jeg tidligere har besøgt mange gange. Ikke så meget den seneste tid, dels fordi turene til Berlin har været sjældnere, dels fordi det prismæssigt ikke længere er en fordel at handle CD’er i Tyskland. Men hvad, det er jo ikke altid prisen, der er afgørende, og denne tidlige forårsdag er jeg faktisk på udkig efter en ganske bestemt plade, som jeg ikke har kunnet finde i en tilfredsstillende udgave i downtown Århus, en klassiker med The Who, rockoperaen “Quadrophenia” fra 1973.
     Egentlig var The Who afskrevet for mange, mange år siden – men for nylig har jeg meldt mig til en koncerttur til København, som nogle bekendte har taget initiativ til, og når først beslutningen er truffet, så bliver man jo nødt til at gøre sit hjemmearbejde. I følge foromtalerne vil programmet bestå af to dele, først hele “Quadrophenia”-operaen, dernæst en lille afdeling med “Who’s Greatest Hits”. Sidstnævnte kender jeg by heart, selv om det indtil for nylig var mindst ti år siden, jeg havde lyttet til sager som “Can’t Explain”, “Magic Bus”, “Pinball Wizard”, “Won’t Get Fooled Again”, “Substitute”, “I’m A Boy”, “My Generation”. En af fyrene, som skal med på turen, så i sin tid den første Who-koncert i Århus. Det var i Århushallen omkring 1966, og showet sluttede med, at Who smadrede alle instrumenterne, hvorefter publikum slog stole og inventar til pindebrænde, åbnede for hallens brandhaner og på vej hjem kylede sten gennem ruderne op ad Ryesgade og Søndergade. Selv har jeg set Who live i Vejlby-Risskov hallen i efteråret 1970. Jeg sad på anden række og glemmer aldrig Pete Townshends badutspring og møllesving i hvid kedeldragt, Roger Daltrey’s kast med mikrofonen, Keith Moon’s fænomenale, svedpiskende trommearbejde. Dengang var et bredt udsnit af sangene fra “Tommy”-operaen hovednummeret, iblandet en perlerække af greatest hits – og altsammen afleveret med en energi og en lydstyrke, der fuldstændig lagde én ned, og som bogstaveligt talt gav ringen for ørerne i mange dage derefter. Pictures of Lily / DO-DO-DO-DO-DUM! Won’t Get Fooled Again / WHAM! Timingen i både beat, vokalarbejde, møllesving og badutspring var kolossal. “Got a feeling inside / I can’t explain”. “Why don’t you all ffff-fade away!”
 
People try to put us down
Just because we get around
Things they do look awful cold
Hope I die before I get old.
This is my generation, baby.
 
På vej op ad trapperne til City Music ser jeg på uret og noterer, at jeg har knap en halv time, inden jeg skal videre til lufthavnen. Jeg har en taske i hver hånd og frakken over armen og moser sidelæns ind gennem svingdøren, mens jeg tænker på The Who og den “Very Best Of” CD, jeg har fået i fødselsdagsgave forleden af min voksne søn. “Men hov, det er jo Van the Man, der står der”, slår det mig, straks jeg er inde i butikken og begynder med kendermine at skimme hylderne. Jeg samler coveret op, og er med det samme sikker på, det drejer sig om en helt ny plade. Sort-hvidt billede, Van i midaldrende og korpulent profil, blød hat og mørke briller, hvid skjorte og skindkrave på jakken, fanget af kameraet på et eller andet gadehjørne, sikkert i Belfast eller Dublin. “The Healing Game”, hedder pladen. Den er god nok, Van er på gaden igen med et nyt udspil.
 
Here I am again
Back on the corner again
Back where I belong
Where I’ve always been
Everything the same
It don’t ever change
I’m back on the corner again
In the healing game
 
Tyve minutter senere har jeg finkæmmet udvalgte afsnit af hylderne, Bob Dylan-sortimentet (jeg har dem allesammen, men somme tider kan man være heldig og finde interessante piratudgivelser…), The Who, John Hiatt, Neil Young, Van Morrison – og går op til kassen og betaler med plastikkortet DM 87,97 for “The Healing Game”, dobbelt-CD’en “Quadrophenia” (remastered og genudgivet i 1996) og, nu jeg var i gang, Van Morrison / Georgie Fame-pladen “Tell Me Something (The Songs of Mose Allison)” – der udkom lige før jul. Altsammen, som man siger, et fund for de penge.
     Den 70-årige pianist og sanger Mose Allison har skrevet en række smukke, underfundige og livskloge sange, “When push comes to shove / Thank God for self love” – men er ikke særligt kendt i den brede offentlighed. I et interview fra midt i 90’erne er han blevet spurgt “Du var samfundskritisk længe før Dylan; du var satirisk længe før Newman; du var vulgær længe før Jagger; hvordan kan det være, du ikke er blevet en større stjerne?” “Tjah”, svarer Allison, “Jeg har nok bare været svineheldig”.
 
When I become was and we become were
Will there be any Susan and Ralphs
Looking at old photographs
and wondering aloud to a friend
What was it like to be then?
 
Hjemad i flyet og siden i taxaen fra Tirstrup når jeg at høre “The Healing Game” igennem halvanden gang. Fremragende, klart bedre end den foregående, “Days Like This”. Det er stort set samme band, som Morrison optrådte med i 1996 i Århus Kongrescenter – inkl. blæserne – og jeg mener at kunne genkende et par af højdepunkterne fra koncerten, numre jeg dengang ikke havde hørt før, bl.a. et fænomenalt veloplagt og swingende “Burning Ground” med Leo Green på tenor og Pee Wee Ellis på baritone sax og Van på mundharpe. Dét nummer bliver garanteret en klassiker.
 
Når man som jeg ikke just er tyve år længere, kan man ved oplevelsen af de moderne tider somme tider få den tanke, at det meste af det, der i øvrigt foregår og kommer frem inden for vore dages rytmiske musik, er ren, opstyltet garbage – jasket, skurrende, livløst og elektronisk bras – helt ud i de spraglede, farvestrålende, computeranimerede, skæve, effektjagende, rædselsfulde og meningsløse coverillustrationer på mange af disse udgivelser. Tænder jeg en sjælden gang for musikradioen for at ville høre morgennyhederne, er det næsten som at høre lyde fra en anden klode. Larmende, påtrængende og opskruet metervaremusik, i skæve stilarter som techno, rap eller hvad véd jeg – endeløse bunker af musiknumre, jeg ikke kender, og som absolut intet siger mig, udover at skurre i ørene som ren og skær mislyd. “Findes der da slet ikke morgenmusik mere?”, griber jeg mig selv i at tænke, mens jeg retter mig op fra kaffekoppen og avisen og knalder tunerknappen på off.
 
The moon shed light
On my hopeless plight
As the radio blared so bland.
Every disc – a poker chip
Every song – just a one-night stand.
Formula music, Girlie Guile!
Genuine junkfood – for juveniles!
Up and down the dial...
Mercenary style!
 
Omvendt slår det mig en aften, da jeg sidder med Van Morrison i ørerne og blader i bunken af CD’er, jeg har lyttet mest til inden for de seneste par år: Dylans “Time Out Of Mind”, Morrisons “The Healing Game”, livepladen med Johnny Cash og Willie Nelson, Lou Reeds “Perfect Night”, John Lee Hookers “Don’t Look Back”, Joni Mitchells “Turbulent Indigo”, Neil Youngs “Harvest Moon”, Lucinda Williams’ “Car Wheels On A Gravel Road”, REM’s “New Adventures In Hi Fi”, Lennons “Legends”, John Hiatts “Walk On”, Claptons “From the Cradle”, Stones’ “Stripped”. Alle disse plader har nogle enkle, sigende og gennemgående sort-hvide covers og musikken er derefter: Direkte, ægte, ren, med noget på hjerte. Lavmælt eller ej, plugged eller det modsatte – men spillet og sunget, for guds skyld, af rigtige levende mennesker, som både har talent og noget at sige – og som er hamrende ligeglade (og kan tillade sig at være det) med salgstal, hitlister og påtagede avantgarde-miner. Tilbage til rødderne, folkens – som når Jagger og Richard træder ned fra storskærmene på alverdens fodboldarenaer og genfinder nerven og noget af den gamle Stones-ånd i “Let It Bleed” eller “Love In Vain” på pladen “Stripped” fra 1995. Keith Richards har sit hyr med at ramme de rigtige toner i det vanskelige guitarforspil til den gamle Robert Johnson-sang i Jagger & Richard’s efterhånden klassiske arrangement, og man fornemmer både sveden på panden og et tilfreds grin, da det lykkes for ham, og Mick Jagger falder ind med de ord, han har sunget tusind gange før – men som her tilføjes dét ekstra spark, den ekstra glød, der får det til at lyde, som om lige nu var allerførste gang: “Well, I followed her to the station / With a suitcase in my hand / Well, it’s hard to tell, it’s hard to tell / But all true love’s in vain”.
 
Joni Mitchell er en af de kunstnere, der stædigt har fastholdt sin egen kompromisløse linje gennem musikken i mangfoldige år, og som til stadighed søger ind mod essensen i selve det, der betyder noget for os dødelige, og som derfor optager hende – kærligheden, forholdet mellem mennesker, ydmygelsen og fremmedgjortheden i det moderne vildnis, “This massive mess we’re in!”, som hun synger i den isnende “Sex Kills” på den forrige plade, “Turbulent Indigo”. I sang efter sang hudflettes her tomheden i det moderne liv – og konfronteres på den ene side med sine mest modbydelige konsekvenser (vold, forurening, mishandling, incest), alt det som ingen helst vil tale om – og på den anden med det, vi alle sammen siger, vi stræber efter – nærhed, tæthed, harmoni, kærlighed og frihed, men som kun de færreste alligevel helhjertet opsøger eller giver sig hen til at bevare. Tungsindigheden råder unægtelig (hvis man nøjes med at se på ordene) på denne plade og, omend i mildere grad, også den næste, “Taming The Tiger” fra 1998 – men altid, når det er Joni Mitchell, i et lyst og nærmest skrøbeligt, på een gang poetisk ironisk og hudløst ærligt toneleje, blottet for nogen som helst effekter eller overflødige gimmicks, forsøgt skrællet ned til det egentlige, det indre, det genuint ægte – den lyse stemme, ordene, klingende guitarer, rytmerne, en svævende sopransax.
 
Doctors’ pills give you brand new ills,
And the bills bury you like an avalanche,
And lawyers haven’t been this popular
Since Robespierre slaughtered half of France!
And indian chiefs with their old beliefs know
The balance is undone – crazy ions –
You can feel it out in traffic;
Everyone hates everyone!
And the gas leaks
And the oil spills,
And sex sells everything
Sex kills...
Sex kills...
 
Med årene er Mitchell blevet mere og mere direkte i det verbale udtryk, mere og mere vrængende i sin sætten fingeren på de ømme pletter, på for eksempel forstillelsen og plathederne mennesker imellem, alle de uhyrlige og skrækkelige ting, der sker omkring os, alle de intetsigende ting, der bliver gjort og sagt. “For fanden”, er det lige før man hører hende bande. “Hvor er folk dog inderligt åndssvage!” For eksempel turisterne, der vader rundt på Van Gogh Museet i Amsterdam og lader sig guide forbi de berømte skilderier, mens de taler om øret, om galeanstalten og alle udenomsværkerne. “I fatter jo ingenting!”, siger Joni Mitchell rent ud til de få, der gider høre efter. “You see him with the shotgun there? / Bloodied in the wheat? / Oh, what do you know about / Living in turbulent indigo?” “Tourists talking about the madhouse / Tourists talking about the ear / The madman hangs in fancy homes / They wouldn’t let him near! / He’d piss in their fireplace! He’d drag them through turbulent indigo!” Vildskaben og raseriet i malerens fænomenale farveudtryk, de hastige og brede penselstrøg, kragerne over hvedemarken, den solbeskinnede bølgende gule flade mod den turbulente blåsorte tordenhimmel, vigtigheden af at fastholde dette dommedagssyn og denne fabelagtige sansning i eet nu, mens himlen og kornet og markvejen og fuglene endnu findes i denne ekstreme sammenstilling, alt dette er oplevet og videregivet i overbevisende sanseligt koncentrat af Mitchell i denne fantastiske sang. Blues, såmænd, for alle pengene – men vel at mærke blåt i farlige nuancer. Indigo. “Turbulent Indigo”.
 
En anden plade fra midt i 90’erne, R.E.M.’s “New Adventures In Hi Fi”, er optaget on the road under den såkaldte “Monster”-turne (alene navnet!) og handler, i en serie for det meste lidt mere stille sange og meget ordrige tekster, direkte om at ville vende ryggen til stjerneræset og glitterverdenen og alt, hvad det indebærer af stress og simili. Der er virkelig fart på i dette babyloniske univers: “I move across, innocence lost / All flashing pulsar / I move across the earth in my new pattern shirt / I pass satellites“ – men “This star thing, I don’t get it”, og “I can’t taste it / I’m tired and naked / I don’t know what I’m hungry for / I don’t know what I want anymore / I’d sooner chew my head off / Than be trapped in this”. Slutningen på pladens sidste nummer, “Electrolite”, siger rent ud dybt godnat til det tyvende århundrede: Forsvind bare; der er ingen, der så meget som vil løfte et øjenbryn.
 
Twentieth century, go to sleep
Really deep, we won’t blink
Your eyes are burning holes through me
I’m not scared, I’m outta here
I’m not scared, I’m outta here
 
Et af de reneste og måske mest forbløffende eksempler på den afklarethed og nøgne ro, der kan komme ud af det, når kunstneren tør stå ved sit eget vaskeægte udtryk, er gamle Johnny Cash, der på sin plade fra 1996, “Unchained”, endelig er sluppet ud af Folsom Prison og San Quentin og har genfundet sig selv, sine rødder og alt muligt – i en stribe varme og nogle gange hjerteskærende sange, bakket op af ingen ringere end Tom Petty and the Heartbreakers. Alle udenomsværkerne er fjernet, tilbage er kun det helt rene udtryk af 12-strenget guitar, bas, trommer og Cash’s dybe, dybe røst: “I have been ungrateful / I have been unwise / Restless from the cradle / Now I realize / It’s so hard to see the rainbow / Through glasses dark as these / Maybe I’ll be able / From now on – on my knees / Take this weight from me / Let my spirit be / Unchained”. Det er så smukt, så smukt – at det næsten gør ondt.
     Både Cash og R.E.M. er så blufærdige, eller hvad ved jeg, at de ikke har villet give os teksterne sammen med pladen – og uden tekstark er det nok de færreste, der får fat i nuancerne på i hvert fald “New Adventures”. Nu om dage ligger hjælpen i den slags situationer imidlertid lige for hånden, man tænder bare for sin Internet-browser og vupti, i løbet af ingen tid kan man downloade og printe alting fra komplette sangbøger til tekster fra CD’er, der udkom i går. Så enkelt er det. Alle koryfæerne har deres egne uofficielle hjemmesider, hvor der findes databaser med blandt andet diskografier, biografiske oplysninger, løse rygter og sangbøger med tekster til egne og andres sange.
 
På internettet finder man desuden et foretagende, der kalder sig Tunnel Records, og som har specialiseret sig i udelukkende at forhandle CD’er med musik, der ikke er officielt udgivet. Liveoptagelser, kopier af radiotransmissioner, ikke udgivne studieoptagelser med alle mulige kunstnere eller bands. Dylan-kataloget alene omfatter flere hundrede titler og Van Morrison er repræsenteret med omkring halvtreds. Her skal man selvfølgelig passe på, inden man køber ind i bunker – for dels er priserne høje, dels er lydkvaliteten nogle gange så ringe, at man skal være mere end almindelig fanatiker for at få valuta for pengene. De fleste af koncertoptagelserne stammer fra folk i salen, der har medbragt båndoptager og mikrofoner – og her er lyden nogle gange så ringe, og skæmmet af larm fra tilhørerne, at pladerne reelt er uden værdi. Andre gange er det imidlertid lykkedes de illegale udgivere at få stukket et kabel i lydanlægget og optage koncerten direkte fra mixerpulten – eller man har hugget og kopieret lydsporet fra for eksempel videooptagelser eller radiotransmissioner, og så kan det sagtens være, at resultatet nærmer sig kvalitetsniveauet fra officielle liveplader. Blandt de bedste af den slags rariteter kan nævnes en Dylan-koncert fra Monterey i Californien 1995, “Guided By The Eternal Light”, illegalt optaget via mixerpulten, en koncert fra Magdeburg i Tyskland 1996, “Eyes Of The Idol”, en Van Morrison-koncert fra Belfast i Nordirland 1997, “Dreams”, kopieret fra en officiel videotransmission – eller Eric Claptons “Last Rehearsals” fra prøverne før “From The Cradle”-turneen i 1994, ligeledes kopieret fra en videofilm.
     Om en anden uofficiel Van Morrison-plade, “Live in Essen 1982” er der den historie, at koncerten indgik i et stort, all night rockshow fra et sted, der hedder Gruga Halle – unægtelig et navn, der klinger mere af gusten heavy metal end just Kong Arthur’s Avalon. Showet blev udsendt live i radio og fjernsyn over hele Europa, og jeg sad selv oppe foran skærmen til klokken to-tre stykker om natten og så og hørte Morrison’s optræden, der kørte på de høje nagler hele vejen igennem – trods et meget ungdommeligt og forholdsvis uengageret publikum. Van Morrisons og Dylans veje er ofte krydsedes gennem årene, og det gør de også denne aften, da Van Morrison under afviklingen af en fremragende udgave af glansnummeret “Summertime In England” toner bandet ned og i et karakteristisk, halvimproviseret associationsforløb fortæller dem, der hører efter, hvad der foregår: “Can you meet me in the long grass / In the summertime in England / With your red robe dangling / All around your body / Yeats and Lady Gregory corresponded/ James Joyce wrote streams of consciousness books / T.S. Elliott joined the ministry, joined the ministry / W.H. Auden and Christopher Isherwood split / Allen Ginsberg heard the voice of Blake in a hotel room in Jersey / And many years later / Many many many years later / A song called “Idiot Wind” / This is for everybody from the sixties / That’s my peer group / I am just talking about it / This is what Dylan said: / “What’s bad is good, what’s good is bad / You’ll find out when you reach the top / You’re on the bottom!” / Can you meet me in the long grass / With your red robe dangling all around your body / Let your red robe go / Oh my common one”.
 
Van Morrison har de sidste mange år med imponerende stædighed og konsekvens haft et projekt kørende, gående ud på dels at finde tilbage til rødderne, det oprindelige, urkraften, selve essensen af alt det rene og uforfalskede – dels i sine sange og fremførelsen af dem og kombinationen af ord, sangstemme, instrumentering og udførelse at finde udtryk for den allerinderste, ultimative og totale enhed, hvor alting i samme nu ånder fuldstændig ro og eksploderer i et medrivende orgiastisk klimaks – som i for eksempel liveudgaven af “Summertime In England”. Når projektet lykkes, og Morrison opnår det uopnåelige og en total overensstemmelse mellem følelse, tanke og udtryk – så befinder han og vi os midt i musikken, langt ude i verdensrummet, hvor englene synger.
     Musikken besidder en uendelig kraft; den kan henrykke og stråle, udtrykke tanker og følelser, hvadsomhelst, meget klarere end ord alene, og den lader sig frem for alt ikke stoppe af nogetsomhelst. “Blues comes rolling down Royal Avenue / Won’t stop at the city hall” sang Van Morrison allerede for tredive år siden på nummeret “The Story of Them”, og erkendelsen af denne fænomenale kraft, musikken der suverænt buldrer forbi autoriteterne, baseres selvfølgelig både på egne oplevelser som udøvende sanger og musiker – og på oplevelsen af andres musik, hvad Morrison gang på gang gør opmærksom på i sine tilbagevendende henvisninger til musikken i radioen, Radio Luxembourg, toner der strømmede gennem æteren og en musik, som i barndoms- og ungdomsdagene havde “so much soul” – Mr. Jellyroll, Sydney Bechet, Hank Willams, Big Bill Broonzy, John Lee Hooker, Sonny Boy Williamson, Johnny Ray.
 
When I was a young boy back in Orangefield
I used to gaze out my classroom window and dream
And then go home and listen to Ray sing,
I believe to my soul, after school
Oh that love that was within me
You know it carried me through
Well it lifted me up and it filled me
Meditation, contemplation too
Oh we’ve got to go back, got to go back
For the healing go on with the dreaming
 
Fra “Into The Music” i 1979 vrimler teksterne med billeder og vendinger om guder, engle, healing, meditation, harmoni, nåde, lykke og paradis – og karakteristisk for alle pladerne er en tro og insisteren på, at netop musikken med sin fænomenale og uforudsigelige urkraft, der på een gang kommer fra og taler direkte til sjælens allerinderste, er i stand til både at beskrive, fremmane og fastholde, i et langt og livsaligt øjeblik, selve dette under – følelsen af ren og ubesmittet harmoni, ro, varme, kærlighed og idel lykke. “Inarticulate Speech of the Heart”, som en af pladerne fra først i firserne hedder. Således beskrevet lyder Morrisons projekt måske mystisk, svævende og lettere frelseragtigt – og en overgang var han faktisk på vej ud af de decideret religiøse og nærmest trosbekendende og overstadigt forkyndende og missionerende tangenter – men hans genisteg er, at han efterhånden har fået så meget has på disse svære følelser i en tumultuarisk tid, at han har formået at gøre dem konkrete og krystalklare, både i den henrykkende og medrivende udførelse af sin musik, og i sine ord og billeder på, hvad det er, han taler om, og hvor det er, han vil hen. Simple ting og alment forståelige vendinger, naturen for eksempel. Grønne marker, det blå hav, en tur langs floden, solopgangen, en blomstrende syrenbusk, kaprifolier ved en bjergsø, barndommens have. Navnlig barndommen bliver i en tilbageskuende stillen sagen på spidsen til selve urbilledet på en komplet harmonisk verden uden nutidens stress og jag, en verden under kontrol, en verden af varme, lyde og stilhed. “Can you hear the silence / Can you feel the silence”.
 
Take me back, take me way, way, way back, on Hyndford Street
Where you could feel the silence at half past eleven, on long summer nights
As the wireless played Radio Luxembourg, and the voices whispered across Beechie River
In the quietness as we sank into restful slumber in the silence, and carried on dreaming, in God
And walks up Cherry Valley from North Road Bridge, railway line, on sunny summer afternoons
Picking apples from the side of the tracks
That spilled over from the gardens of the houses on Cyprus Avenue
Watching the moth catcher work with the floodlights in the evenings and meeting down by the pylons
Playing round Mrs. Kelly’s lamp, going out to Holywood on the bus
And walking from the end of the lines to the seaside, stopping at Fusco’s for ice cream
In the days before rock’n roll
Hyndford Street, Abetta Parade, Orangefield, St. Donald’s Church
Sunday six bells, and in between the silence there was conversations, and laughter
And music and singing, and shivers up the back of the neck
And tuning in to Radio Luxembourg late at night, and jazz and blues records during the day
Going up the Castlereigh Hills, and the cregagh glens in summer and coming back
To Hyndford Street, feeling wondrous and lit up inside
With a sense of everlasting life, and reading Mr. Jellyroll and Big Bill Broonzy
and “Really the Blues” by Mez Mezro and “Dharma Bums” by Jack Kerouac over and over again
And voices echoing late at night over Beechie River
And it’s always being now, and it’s always being now
It’s always now, can you feel the silence?
 
Pointen for Morrison er, at man skal give slip på tøjlerne, lade sig drive og drømme, gå i eet med sig selv og omgivelserne og oplevelsen, kort sagt slukke for analyseapparatet – for at finde den ultimative harmoni og lykke. Være til stede her og nu, uanset hvad man beskæftiger sig med. “Let go into the mystery / Let yourself go”. Det er nemt at forstå, hvad han snakker om, og hvor han vil hen – for vi kender allesammen præcis de følelser, der her er på spil. Fra nogle stemninger og erindringer fra barndommen, fra lykkelige stunder med familien, fra at høre et stykke magisk og rislende musik, fra at sidde på en græsk strandbred og bare se ud over vandet. Der er ikke noget mystisk ved det; alle véd, hvad det i virkeligheden handler om. “It ain’t why / it just is”. “In the eternal now / in the eternal moment”. Øjeblikke, der varer evigt. Bare dig og mig og naturen for eksempel, solnedgangen i et sus af flammer, den himmelske stilhed, appelsinmånen over det glitrende hav.
     Søgningen tilbage til det oprindelige, til rødderne, har med tiden renset det musikalske udtryk på pladerne for alle modeluner og ført til blandt andet et mangeårigt venskab og frugtbart samarbejde med den aldrende bluesmand John Lee Hooker – og parallelt hermed til en fordybelse i de irske rødder og den keltiske kulturkreds, udmøntet både i billedsproget på pladerne og i et regelmæssigt samspil med traditionsbevidste irske folkemusikere omkring orkesteret The Chieftains. “Irish Heartbeat” hedder et udspil med sidstnævnte fra 1988, indeholdende dels nogle hjerteskærende traditionelle irske sange, dels et par tekster og melodier skrevet til lejligheden af Morrison. “Ireland, Scotland, Brittany and Wales / I can hear those ancient voices calling / The light comes shining through / On the Celtic Ray / Are you ready?” Historiske og mytologiske billeder dukker frem på pladerne; riddere på hesteryg med sværd i hånd, Kong Arthur’s Avalon, Tir Na Nog, klassiske irske forfattere som James Joyce og Samuel Beckett, oldgamle landeveje, germanske erobrere der smides på bålet af sandsynligvis stolte keltere. “Take that Jute / And throw him down / On the burning ground”.
 
And I watch you run
Down on your bended knees
By the burnt out well
Can you tell me please
Between heaven and hell
Won´t you take me down
To the burning ground
To the burning ground
 
Lykkelige øjeblikke opstår, og Van Morrison bringer det hele hjem, når han i den fremragende TV-film “One Irish Rover” fra 1989 sidder med John Lee Hooker på en bådebro et eller andet sted i de amerikanske sydstater og sjælfuldt synger og spiller sig igennem et par gamle bluesklassikere, eller da Morrison i samme film pludselig sidder sammen med Bob Dylan foran selve Akropolis i Grækenland og med Dylan på guitar og mundharpe spiller sig igennem “Crazy Love”, “Foreign Window” og titelnummeret “One Irish Rover”. Sangen, teksten, gløden i de to troubadurers performance og sikkert også omstændighederne som sådan gjorde, at Dylan samme aften ved en koncert med sit eget band i Athen, uden først at have varskoet musikerne, og uden det på nogen måde var planlagt på forhånd, trak Morrisons irske ballade frem af posen, “Tell me the story now / Now that it’s over” – og i øvrigt siden hen har genbrugt den ved flere lejligheder. “Tell me you’ve seen the light / Tell me you know me / Make it come out all right / And wrap it in glory / For one Irish rover”.
     Hver ny plade med Van Morrison er lidt af en åbenbaring, både fordi den med sikkerhed og stædig insisteren fortsætter hvor den sidste slap, og fordi den hver gang lægger nye brikker til det komplicerede puslespil, som det er både at forstå, hvor vi kommer fra, hvordan vi skal forholde os til det, der sker i verden omkring os, og hvor vi måske er på vej hen. Hver ny plade er, med en gammel kliché, som at få et langt og åbenhjertigt brev fra en nær ven. Jeg har selvfølgelig aldrig mødt manden, men det har ingen betydning. På en eller anden måde kender jeg ham alligevel, og kan næsten se figuren for mig i barndommens fredfyldte univers omkring efterhånden mytiske steder som Cyprus Avenue, Hyndford Street, Beechie River, Castlereigh Hills, Orangefield.
 
Rockmusikken er i sin oprindelige og ægte form af alleryderste vigtighed – både for udøverne og for tilhørerne. Musikken er ikke bare for sjov og underholdning eller fest og ballade, men simpelt hen: livet om at gøre. I sin reneste og mest ultimative form handler rockmusikken frem for alt om absolut henrevet nærvær, om en “dans på ild”, eller hvad man nu vælger at kalde det.
 
When the music’s over
When the music’s over
Turn out the lights
Turn out the lights
For the music is your special friend
Dance on fire as it intends
The music is your only friend
Until the end   
Until the end   
 
Rockmusikken er og bliver i sit inderste væsen oprørsk, frigørende, grænsebrydende. Når musikken er borte, sagde allerede Jim Morrison fra The Doors, en mand der på næsten ingen tid brændte sig selv både op og ud, kan vi billedligt talt lige så godt slukke lyset. “When the music’s over / Turn out the lights!” For kompromisløse udøvere som Morrison er musikken ikke bare livet om at gøre, men bliver desværre så opslugende i sit ydre væsen – stjerneræset og alt dét – at den forvandles fra initielt livgivende til at blive dødsensfarlig. Rækken af unge døde skal ikke gentages her; lad os i stedet glæde os over alle dem, der trods alt har overlevet, og som i dag på vej mod deres livs og karrieres efterår stiller sig op og taler med en direkte og på een gang ny og rutineret afklaret friskhed – uden flimmer og falbelader – til deres ligesindede publikum. De véd, og vi véd, at det er kun de ægte varer, der tæller. Van Morrison, Bob Dylan, Eric Clapton, Mark Knopfler, Johnny Cash, Neil Young, John Hiatt, John Fogerty, Joni Mitchell, somme tider: Jagger & Richard.
 
Way back in the hills
There’s a place I know
People come from miles around
Just to watch old Dooley do the show
Ooh, let the blueboy play
Ooh, let the blueboy play
 
Min egen interesse for rockmusikken startede lige så uskyldigt som senere generationers, mine børns for eksempel, med en umiddelbar glæde ved at høre iørefaldende melodier og æggende rytmer, som oftest relativt uskyldige kærlighedssange – “She Loves You” og “I Want To Hold You Hand” for eksempel. I første omgang The Beatles og andre engelske beat-orkestre, siden Rolling Stones og andre mere tunge sager som Jimi Hendrix, The Doors, Cream, The Who, Led Zeppelin, Grateful Dead. Jeg købte min første Van Morrison-single i 1965, en sang med den lidt gustne titel “Here Comes The Night”, men hverken titlen eller for den sags skyld teksten var dengang noget, vi spekulerede særligt over – ikke ud over selvfølgelig at kunne skråle med, i hvert fald på omkrævet. “Oh here it comes / Here comes the niii-iight”. Faktisk handler sangen, trods titlen, i virkeligheden ikke om døden eller den slags. Den beskriver bare, karakteristisk for tiden, de tungsindige følelser for en teenager dreng, da han ser sin tidligere kæreste gå hånd i hånd med en anden.
 
I could see right out my window,
Walking down the street,
My girl with another guy,
His arm around her like it used to be with me.
Oh-oo it makes me want to die.
Yeah-e yeah-e yeah-e, well here it comes,
Here comes the night
 
Interessen for sangenes tekster opstod, tror jeg, af selve den modning og intellektualisering af populærmusikken, der fandt sted med lynets hast i navnlig anden halvdel af 60’erne. Hvis man ville være med på vognen, og dét ville vi, gjaldt det om at holde øjne og ører vidt åbne. Jeg husker ophidselsen og spændingen før en ny Beatles-single, for eksempel. Første læste vi om den kommende plade i engelske musikblade, siden sad jeg i dage og halve nætter foran radioen og forsøgte at være med til premieren på Radio Luxembourg. “In Penny Lane there is a barber showing photographs / Of every head he’s had the pleasure to know / And all the people that come and go / Stop and say hello”. Og sluttelig – mange dage senere, og efter adskillige nervøse og forgæves besøg hos den lokale radioforhandler – lykkedes det langt om længe at købe pladen, bære den hjem i en lille papirspose og med rystende hænder afspille skiftevis A- og B-siden om og om igen på mit eget low fidelity anlæg. “Let me take you down / Cause I’m going to Strawberry Fields”. Det var en på een gang jublende og foruroligende oplevelse, på en underligt ophidsende måde. Lyden og musikken var fantastisk, men i bogstaveligste forstand uhørt og funklende ny – og jeg var absolut ikke sikker på, at jeg helt forstod, hvad der foregik. “I think I know, I mean, er, yes / But it’s all wrong / That is, I think I disagree”. Men så spillede jeg sangen igen og igen og igen, og diskuterede den endeløst med vennerne, indtil der var skåret en evig rille i baghovedet, hvor disse snublende ord og forunderlige lyde er lagret til evig tid. “Nothing to get hungabout / Strawberry Fields forever”.
 
No one, I think, is in my tree
I mean, it must be high or low
That is you can’t, you know, tune in
But it’s all right
That is I think it’s not too bad.
Let me take you down
cause I’m going to Strawberry Fields
Nothing is real
And nothing to get hungabout.
Strawberry Fields forever.
 
Oplevelser som denne, og siden hen “Sympathy For The Devil” og lignende ting med Stones, blev dåseåbnerne for at lytte lige så meget til teksterne som til selve musikken og førte kort efter uvægerligt til en fordyben sig i tidens hotteste tekstmager, Bob Dylan, som det gik op for mig i høj grad var stilskaberen og inspiratoren bag de voldsomme kovendinger, som foregik for Beatles, Stones og mange andre i løbet af, hvad der dengang føltes som årtier, men i virkeligheden blot var nogle få måneder. “Electric Ladyland” kaldte Hendrix i 1968 sit mesterværk – med en bevidst cadeau til mesteren: La-dylan-d.
     Jeg havde ikke fulgt med i Dylans udvikling og kendte i starten ikke hans plader, og det var først, da jeg en søndag formiddag engang i foråret 1966 i radioen hørte den lange hypnotiske  ballade fra “Blonde On Blonde”, “Sad-eyed Lady Of The Lowlands”, at jeg opdagede, hvad der var at hente i hans musik. Så købte jeg i hastig rækkefølge single-pladerne “Like A Rolling Stone”, “I Want You” og “Rainy Day Women”, og lånte mig i den kommende periode frem til alle lp’erne og fik dem indspillet på min store, lidt klodsede spolebåndoptager fra B&O. Det lykkedes også ad kringlede bagveje hos undergrundsforetagender som butikken Superlove i København at få fingre i piratkopier af teksterne, og allerede efter nogle få gennemlytninger var jeg solgt og kunne slet ikke få nok af alle disse øjeåbnende, fascinerende og finurlige sange. Kærlighedssangene og de såkaldte protestsange ramte direkte i hjertekuglen, og de mere fabulerende, dunkle og symbolfyldte ballader på navnlig “Highway 61” og “Blonde On Blonde” pirrede både nysgerrigheden efter at fortolke og forstå – og ramte vel i virkeligheden med deres seje blues-musiksprog og overrumplende ordspil, slående replikker og bizarre figurer nøjagtigt samme sted og gik til marv og ben igennem kroppen og ud til de yderste hjernevindinger. Snarere end at skulle forstås og fortolkes, indbød sangene først og fremmest til befriende, medrivende og nogle gange ligefrem lattermild umiddelbar oplevelse. “A pay phone was ringing / It just about blew my mind / When I picked it it up and said hello / This foot came through the line”.
 
Inside the museums, Infinity goes up on trial
Voices echo this is what salvation must be like after a while
But Mona Lisa must have had the highway blues
You can tell by the way she smiles
See the primitive wallflower freeze
When the jelly-faced women all sneeze
Hear the one with the mustache say, "Jeeze
I can't find my knees"
Oh, jewels and binoculars hang from the head of the mule
But these visions of Johanna, they make it all seem so cruel
 
Dylan var gud, og jeg tapede alt, hvad jeg kunne opspore af Dylan-materiale, og var en af de sikreste lyttere til verdens første pirat-lp, “The Great White Wonder”, der løftede en flig til både aktuelle kælderoptagelser med The Band og til de i øvrigt rige gemmer af uudsendt materiale, som pladeselskabet først mange år senere med boxsættene “Biograph” (1985), “The Bootleg Series” Vol. 1-3 (1991)  og liveoptagelsen fra Manchester 1966, den såkaldte “Royal Albert Hall” koncert (1998), har taget hul på at udsende officielt.
 
I started out on burgundy
But soon hit the harder stuff
Everyone said they’d stand behind me
When the game got rough
But the joke was on me
There was nobody even there to call my bluff
I’m going back to New York City
I do believe I’ve had enough
 
Tidens store og irriterende mysterium var, at Dylan efter sin meget omtalte motorcykel­ulykke i sommeren 1966 og muligvis også som følge af personlige problemer var ophørt med at udsende nye plader, netop som min og mange andres interesse tog fart – og der forekom dengang nærmest at være lysår imellem den uopslidelige dobbelt-lp “Blonde On Blonde” fra foråret 1966 til efterfølgeren “John Wesley Harding”, der udkom i begyndelsen af 1968, og siden til “Nashville Skyline” året efter. Lysår endda i mere end een forstand, for sangene og stilen havde i mellemtiden ændret sig chokerende radikalt – fra det ordrige, hektiske og rablende til smørtenor og blød country & western på selv en gammel kending som “Girl Of The North Country”, der åbner sidstnævnte. Ingen fik os til at indrømme, vi var skuffede, dertil var de nye plader alt for længe savnet – men det vil ikke være forkert at sige, at hverken “John Wesley Harding” eller “Nashville Skyline” svarede til vores forventninger. Om det nu var bevidst drilleri fra Dylans side eller ej, skal jeg lade være usagt, men den forbløffende udvikling nåede uanede højder med det næste udspil fra 1970, kaldet “Self Portrait”, men indeholdende næsten udelukkende cover-versioner af andres sange. Og tilsigtet eller ej, så var resultatet af denne proces, at meget af hysteriet og den mest umiddelbare afgudedyrkelse i løbet af halvfjerdserne døde bort og efterlod alle de næste års udspil til lidt mere nøgtern og nuanceret bedømmelse.
 
Yes, my guard stood hard when abstract threats
Too noble to neglect
Deceived me into thinking
I had something to protect
Good and bad, I defined these terms
Quite clear, no doubt, somehow,
Ah, but I was so much older then,
I’m younger than that now
 
Det vil føre for vidt i denne sammenhæng at gå ind på en nærmere vurdering af hver enkelt af de mange Dylan-plader, der er kommet på gaden, siden vi flåede “Self Portrait” ud af coveret i 1970 og målløse hørte et pigekor synge sig igennem åbningsnummerets siger og skriver to latterlige tekstlinjer, “All the tired horses in the sun / How am I supposed to get any riding done?” – men karakteristisk for langt de fleste har været, at de næsten aldrig har svaret til forventningerne, men tværtimod ofte har været overraskende, nogle gange grænsende til det chokerende – i enten positiv eller negativ retning. Mest negativt med den helt uspiselige frelserplade “Saved” (1980) og en række halvslappe skrabsammenplader navnlig igennem 80’erne, og mest positivt med mesterværkerne “Blood On The Tracks” (1974), “Desire” (1975), “Infidels” (1983) og “Oh Mercy” (1989).
 
See them big plantations burning
Hear the cracking of the whips
Smell that sweet magnolia blooming
And see the ghosts of slavery ships
I can hear them tribes a-moaning
I can hear the undertaker’s bell
Yeah, nobody can sing the blues
Like Blind Willie McTell
 
Netop som mange begyndte at betragte Dylan som helt afskrevet, har det seneste tiår betydet et forbløffende come-back, i første omgang i relativ ubemærkethed som anonymt medlem af Travelling Wilburys, der toppede alverdens hitlister i 1989, siden som sagt med den fremragende “Oh Mercy” fra 1990 – men især med en helt forbløffende energisk koncertturne, der under betegnelsen “The Never-Ending Tour” har fortsat rundt på jordkloden uafbrudt fra 1988-89 til skrivende stund ti år senere. “Det er lettere på den måde”, har Dylan fortalt. “Man kan bedre vælge og vrage, når man er i gang hele tiden, og showet allerede er kørende. Man slipper for både at skulle starte det op og slutte det af. Det kører hele tiden, med nogle mindre pauser ind imellem”. I stedet for at gøre som andre i samme generation, Rolling Stones eller Bruce Springsteen for eksempel, og tage på turne med års mellemrum til diverse fodbold-stadions har Dylan valgt at holde sig selv i gang og forsøge at dække efterspørgslen ved at spille mange flere koncerter, 150 til 200 om året, og styre turneen ud til også mindre byer og små spillesteder og er på den måde kommet vidt omkring igennem årene. To måneder forskellige steder i Japan, en måned i to-tre stater i New England, en måned i Sydamerika og i sommeren 1998 halvanden måned i Europa. Allevegne er der udsolgt hver aften, lige meget om der er plads til to, fem, ti eller halvtreds tusind tilskuere. Hver aften er repertoiret for en del af sangenes vedkommende nyt; Dylan og det faste band er efterhånden så rutinerede og sammenspillede, at de er i stand til at vælge frit i et aktivt repertoire på mere end hundrede sange, allesammen klassikere. Et af de få, helt faste holdepunkter i programmet har de sidste mange år været sangen “Silvio” fra en af de ellers mindst mindeværdige plader, “Down In The Groove” fra 1987. Her synger Dylan om troubadourrollen og sit igangværende projekt – så aldeles skæmtende åbenhjertigt, at næsten ingen bemærker det – blandt andet følgende:
 
I can snap my fingers and require the rain
From a clear blue sky and turn it off again
I can stroke your body and relieve your pain
And charm the whistle off an evening train
I give what I got until I got no more
I take what I get until I even the score
You know I love you and furthermore
When it’s time to go you got an open door
 
I can tell you fancy, I can tell you plain
You give something up for everything you gain
Since every pleasure’s got an edge of pain
Pay for your ticket and don’t complain
One of these days and it won’t be long
Going down in the valley and sing my song
I will sing it loud and sing it strong
Let the echo decide if I was right or wrong
 
Silvio, silver and gold
Won’t buy back the beat of a heart grown cold
Silvio, I gotta go
Find out something only dead men know
 
De første år kørte den endeløse turné i relativ ubemærkethed af medierne, og selv for en gammel fan som undertegnede, der mener at have fulgt nogenlunde med i alle årene, var det uden de helt vilde forventninger, at jeg i foråret 1996 købte billet til rockarrangementet “Århus Open Air”, der pludselig blandt lokale navne som TV-2 og Gnags og en række af tidens døgnfluebands kunne skilte med selveste Bob Dylan på plakaten. Jeg syntes godt om de to solo CD-er med coverversioner af gamle blues- og folk-sange, “Good As I Been To You” (1992) og “World Gone Wrong” (1993), og jeg var selvfølgelig vild med den levende “Unplugged” (1995), men derudover havde jeg ved video-transmissionen af 30 års jubilæumskoncerten i oktober 1992 oplevet hvordan jubilaren himself faldt fuldstændigt igennem i forhold til de utroligt veloplagte optrædender af mange af gæstestjernerne (ikke mindst Neil Young), og alt i alt var jeg så småt nået til den erkendelse, at manden var ved at være gammel, slidt op og over the hill.
     Men det var han ikke. Allerede fra første fløjt den eftermiddag i juni måned 1996 blev jeg og alle øvrige tilstedeværende ved Tangkrogen klar over, at det absolut ikke var nogen afglans, vi var kommet for at høre – men et levende, boblende, vibrerende band i rockmusikkens absolutte topklasse, og med en veloplagt Dylan, som kraftfuldt og inciterende sendte “Highway 61”, “Silvio”, “All Along The Watchtower” og andre perler på snor ud over Århusbugten. Lange og tålmodige versioner af alle sangene, med fremragende soloer af både guitaisten John Jackson og mesteren selv på indfølt bluesy mundharpe. Stemmen er, som alle ved, blevet skrøbelig med årene og knækker somme tider frygteligt sammen, men båret oppe af dette forrygende band og alle disse mesterlige sange, er selv ukontrollable stemmeudsving et handicap, der i live-sammenhæng er fuldstændig og aldeles uden betydning. “Jeg gi’r hvad jeg har, til der ikke er mere”.
 
Well Mack the Finger said to Louis the King
“I got forty red white and blue shoe strings
And a thousand telephones that don’t ring
Do you know where I can get rid of these things?”
And Louis the King said, “Let me think for a minute son”
And he said, “Yes I think it can be easily done
Just take everything down Highway 61.”
 
The Never-Ending Tour er desværre kan sparsomt dokumenteret på officielle plader. Det nærmeste, man kommer er “Unplugged” fra 1995 med alle musikerne fra tour-bandet, men de afdæmpede, halvakustiske optagelser her – hvor fremragende de end er – savner i følge sagens natur den glød og bragende intensitet, som normalt kendetegner en af de fuldelektriske forestillinger. Vil man have syn for sagn og selv lægge øre til og høre, hvad der foregår, må man enten møde op til koncerten, når manden er i byen – eller som før nævnt investere i en af de talrige uofficielle liveplader, for eksempel dobbelt-CD’en “Pure Heat” med optagelser fra turneen i foråret 1997 eller triple CD’en “At The Globe Arena” med 36 forskellige numre fra koncerterne i Sverige, Norge og Danmark i  juni 1998. De eneste glimt af det stortslåede show, der fås i almindelig handel, er spredt ud som (fremragende) fyldstof på tre CD-singler – “Not Dark Yet” og “Love Sick” 1 og 2 – der blev udsendt i enkelte lande i Europa, blandt andet Norge og Sverige, i starten af 1998. Den første af disse singler indeholder således – ud over titelnummeret, der er hentet fra “Time Out Of Mind” – tre sange optaget i “House Of The Blues” i Atlanta 1996, og navnlig en otte minutter lang version af “Ballad Of A Thin Man” er helt fantastisk.
 
You raise up your head
And you ask, "Is this where it is?"
And somebody points to you and says, "It's his"
And you say, "What's mine?"
And somebody else says, "Where what is?"
And you say, "Oh my God
Am I here all alone?"
Because something is happening here
But you don't know what it is
Do you, Mister Jones?
 
På baggrund af turneen og omsiggribende rygter om en samling nye sange var forventningerne derfor kolossale op til udgivelsen i september 1997 af den første plade med helt frisk materiale siden “Under The Red Sky” i 1990 – og alligevel lykkedes det for hundrede og syttende gang Dylan at overraske alt og alle, denne gang ved at pladen viste sig at være endnu mere helstøbt, hudløs og umiddelbart fængende, end nogen havde troet det muligt. Musikalsk er “Time Out of Mind” en plade, der hænger sammen i alle hjørnerne og hviler fuldstændigt i sig selv, i en for det meste sagtmodig, lavmælt og unik stil, der præges af mange lag af sirlige guitarfigurer, sprøde keyboards, en syngende basgang, stille rockende rytmer fra flere trommeslagere – og, ikke mindst, Dylans tilbageholdte, lidt hæse og utroligt udtryksfulde sangstemme.
 
I am walking, through streets that are dead
Walking, walking with you in my head
My feet are so tired
My brain is so wired
And the clouds are weeping
Sometimes, the silence can be like thunder
Sometimes, I wanna take to the road of plunder
Could you ever be true?
I think of you
And I wonder
 
I'm sick of love
I wish I'd never met you
I'm sick of love
I'm trying to forget you
Just don't know what to do
I'd give anything to be with you
 
Det bliver hurtigt klart, at hovedtemaet er kærlighedstabet – jeg-fortælleren, der har mistet og er blevet svigtet af sin elskede, den eneste ene – og det medfølgende, smertefulde, ubærlige, savn. “You left me standing in the doorway crying / Suffering like a fool”. Sagt og sunget om og om igen, på forskellige måder – blidt, hårdt, skævt, direkte, tryglende, hadsk – i vers efter vers igennem pladens elleve rystende og ufatteligt smukke sange. “I’m thinking about that girl / Who won’t be back no more / I just don’t know what to do / I was all right ‘till I fell in love with you”. Nogle gange hæves fortællerstemmen og lyden af det rumlende og rockende orkester til et næsten agressivt og anklagende niveau, og Dylan skærer til marv og ben med sine lammende enkle billeder af savnet og de svære sindsstemninger: “If I ever saw you coming I don't know what I might do / I'd like to think I could control myself / But it isn't true”. Der er ingen særlig mystik i det, der udtrykkes. Det handler om ganske almindelige, om end ekstreme, almenmenneskelige følelser, og pointerne falder hele tiden prompte og umisforståeligt og i et krystalklart sprog, som kan opleves helt umiddelbart og knap har brug for nogen fortolkning.
 
I can’t wait, wait for you to change your mind
It’s late, I’m trying to walk the line
Well it’s way past midnight
And there’s some people all around
Some on their way up
Some on their way down
The air burns, and I’m trying to think straight
And I don’t know how much longer I can wait.
 
Det andet hovedtema i sangene handler om fortællerens gøren status over sit liv – fortid, nutid, fremtid – det hele. Han er ensom og forladt, har set og oplevet det hele og har mistet næsten enhver glød for det at leve. “I got no place left to turn / I got nothing left to burn”. Der er ikke meget mere i vente, ikke flere ord der skal siges, ikke flere tanker der skal tænkes – ingenting tilbage, ud over den sidste store oplevelse, det unævnelige, døden. Han klynger sig til sin egen skygge, tiden er gået i stå, alting forekommer hult og meningsløst, det hele er enten lige meget eller helt forbi. “I know I can't win / But my heart just won't give in”. Alle disse for mange mennesker ganske almindelige tanker og følelser (i hvert fald, hvis man er kommet lidt op i årene) lykkes det Dylan på en unik, følsom og smertelig måde at formidle med sin vidunderlige musik og sine enkle tekster på denne plade. Tiden er ved at rinde ud, kærligheden og alle mulighederne er forspildt, det er nødvendigt at stoppe op og gøre status, skrive det hele ned, lige ud af hovedet, finde en afklaring og undgå at miste kontrollen, humøret, besindelsen. Kort sagt, “Time out of mind”.
 
People on the platforms, waiting for the trains.
I can hear their hearts a-beating,
Like pendulums swinging on chains.
When you think that you've lost everything,
You find out you can always lose a little more.
I'm just going down the road feeling bad,
Trying to get to heaven before they close the door.
 
Som altid, når man står over for store kunstværker som denne plade, har mange – selv ellers velmenende og rimeligt intelligente mennesker – naturligvis villet fortolke pladen som lodret selvbiografisk, som om fortæller-jeg’et i forholdet een til een skulle være identisk med kunstneren. Bob har mistet sit livs kærlighed, han lider af dødsangst, og var der ikke også noget med, at han var meget syg i forbindelse med, han lavede pladen? Jeg vil naturligvis ikke spilde tid på den slags spekulationer, men give ordet til Dylan, som i forbindelse med udgivelsen med stor tålmodighed besvarede en række mere eller mindre forudsigelige spørgsmål fra en lille gruppe journalister: “Allerede på min første plade var jeg inde omkring emnet med ulykkelige kærlighedsforhold”, siger han blandt andet. “Folk skulle holde op med at tage alting så bogstaveligt. Elvis sang for eksempel: “You ain’t nothing but a hound dog”. Det ville da være dumt at spørge Elvis, om dét var alvorligt ment. Man ændrer sig fra minut til minut. En plade fanger atmosfæren i øjeblikket. En time senere er alting anderledes.”
 
I was born here and I'll die here, against my will.
I know it looks like I'm moving but I'm standing still.
Every nerve in my body is so naked and numb,
I can't even remember what it was I came here to get away from.
Don't even hear the murmur of a prayer.
It's not dark yet, but it's getting there
 
Stemningen, atmosfæren, følelserne, den gode historie, det hele – samles til slut sammen og summeres op i pladens helt formidable finalenummer, “Highlands”, hvor kunstneren som udtryk for fortæller-jeg’ets resignerede sindsstemning over for verden omkring ham bruger det enkle og let forståelige billede, at hans hjerte er i det skotske højland – hvor blåklokker blomstrer ved bjergenes fod, og kaprifolierne flammer ved bredden af Loch Lomond. Sangen når næsten magiske højder gennem en evig og mere og mere velsmurt gentagelse af den samme enkle bluesfigur om og om igen i seksten-sytten minutter, og ved – ganske enkelt – at turnere en sublim, underfundig, sjov og spændende historie, komplet med mundret dialog og overraskende pointer, som netop Dylan altid har været en mester i at gøre. Tidligere tiders lignende højdepunkter som “Lily, Rosemary & the Jack og Hearts” fra “Blood On The Tracks” bliver i livagtig scenegang og fascinerende persongalleri næsten til levende billeder for øjnene af os, mens sangen og handlingen i den intense, effektivt krydsklippede affære ruller ud fra højttalerne. Og det samme gælder på “Time Out Of Mind” sangen “Highlands” – blandt andet i en pragtfuld “Five Easy Pieces” agtig restaurantscene med nogle skægge ironiske pointer i spillet mellem den mandlige kunde og servitricen: “Waitress comes over, nobody in the place but me and her / Well it must be a holiday, there’s nobody around / She studies me closely as I sit down / She got a pretty face and long white shiny legs / I said “Tell me what I want” / She say “You probably want hard boiled eggs” / I said “That’s right, bring me some” / She says “We ain’t got any, you picked the wrong time to come” / Then she says “I know you’re an artist, draw a picture of me” / I said “I would if I could but / I don’t do sketches from memory””.
     Fortælleren i Dylan-sangen flygter ud af restauranten, da intimiteten i samtalen bliver for påtrængende (“You don’t read women authors, do you?”) – ud på den travle gade, hvor ingen er på vej nogen steder hen. Han føler sig trist, fortabt og lidt gammel ved synet af de unge elskende par, der går tur i parken. Han er udenfor, alene, men stadig iagttagende og ikke mere over the hill, end han stadig kan være selvironisk og helt bevidst om både at være til stede – og netop ikke.
 
I’m crossing the street to get away from a mangy dog,
Talking to myself in a monologue.
I think what I need might be a full length leather coat,
Somebody just asked me if I’m registered to vote.
 
The sun is beginning to shine on me,
But it's not like the sun that used to be.
The party's over and there's less and less to say
I got new eyes, everything looks far away.
 
Well my heart's in The Highlands at the break of day
Over the hills and far away.
There's a way to get there, and I'll figure it out somehow,
Well I'm already there in my mind and that's good enough for now.
 
Den 11. juni 1998 har jeg ved koncerten i Forum fornøjelsen at være så tæt på scenen, at jeg næsten kan læse aftenens mulige repertoire på de cue sheets, der er sat op strategiske steder foran musikerne. I billetlotteriet på posthuset har jeg trukket en plads på anden række næsten midt for scenen, og fra denne position er der naturligvis både overblik over begivenhederne og mulighed for på nærmeste hold at opleve det glade og ironiske glimt i mesterens øje, efterhånden som han noterer sig, hvordan folk i salen synger med af hjertets lyst på mange af de kendte sange. “You’re the reason I’m travelling on”, brøler vi ud i lokalet af vore lungers fulde kraft, “But don’t think twice, it’s all right!” I sædet til højre for mig sidder en ældre herre, som jeg umiddelbart tænker bestemt må være gået galt i byen. Godt nok er jeg ikke selv nogen årsunge, og vel er gennemsnitsalderen blandt publikum relativt høj – men manden ved siden af mig er så gammel, at han må støtte sig til både en spadserestok og stolen foran, hver gang vi ryger op af sæderne for at vise vores begejstring.
     “Jeg har fået billetten af mine to døtre i fødselsdagsgave”, fortæller den gamle mand, da bifaldet har lagt sig efter koncertens åbningsnummer, en ligefrem og lavmælt country-udgave af “All Along The Watchtower”, milevidt fra det Hendrix-inspirede arrangement, der ellers har været normen for denne sang i mange, mange år. “Jeg fyldte jo 80, forstår De, for nogle måneder siden”. “Faktisk kender jeg Bob Dylan rigtigt godt”, fortsatte han. “Jeg har endda truffet ham personligt engang, på et hotel i Manchester i 1966. Siden har jeg fulgt med i hans karriere, og jeg har jo de fleste af pladerne”. “Det var pokkers”, tænker jeg ved mig selv og stirrer på den gamle, mens jeg prøver at se ham for mig sammen med en ung og krølhåret Dylan iført mørke solbriller. “Er det rigtigt?”, siger jeg. “Snakkede du med ham?” “Nej, jeg syntes det ville være for påtrængende”, svarer han og ser op på scenen. “Men jeg kunne have talt med ham, hvis jeg havde villet. Jeg stod lige ved siden af ham”.
     Dylan har danset sig igennem “Tonight I’ll Be Staying Here With You”, “Cold Irons Bound”, “Shooting Star” og “Silvio”– og i en lille pause bøjer jeg mig over mod den gamle og spørger nysgerrigt, “Men så du koncerten dengang?” “Nej, desværre ikke”, svarer han. “Jeg var jo i Manchester på forretningsrejse, og der var vel ikke tid, tror jeg”. “I aften er første gang, jeg ser ham optræde”. “Hvad synes du så om det?”, spørger jeg ind i øret, efter vi lige har hørt en åndeløs version af “Masters Of War” under aftenens akustiske sæt. “Jeg synes, det er dejligt”, siger han, “men lidt for hårdt ved ørerne, synes De ikke?” “Jeg havde håbet, han måske ville spille et par sange alene, uden orkestret. Men det gør han nok ikke”.
     Selv synes jeg, at koncertens traditionelle akustiske afdeling er blevet væsentligt bedre og langt mere integreret i helheden i takt med, at Dylan har valgt at lade de øvrige musikere blive på scenen og spille med på de tre-fire sange, der tidligere blev afliret som rene solonumre. Og lige præcis denne aften er det nok ikke mindst den solide og diskrete backing fra dette sublime band, der giver Dylan et afsæt til nogle lange og intense soloforløb på akustisk guitar og mundharpe under “To Ramona”, “Love Minus Zero”, “Tangled Up In Blue” og sidenhen “Don’t Think Twice”. Da skælver Forum under den kogende begejstring, og taget begynder så småt at lette.
 
I’m walking down that long, lonesome road, babe
Where I’m bound, I can’t tell
But goodbye is too good a word, gal
So I’ll just say, fare thee well
I ain’t saying you treated me unkind
You could have done better but I don’t mind
You just kind of wasted my precious time
But don’t think twice, it’s all right.
 
Da pludselig folk fra bagest i salen midtvejs i koncerten får lov til at storme op foran scenekanten og i eet nu fylder hele synsfeltet, må selv vi gamle på anden række op at stå for stadig at kunne opleve Dylan med herlig selvironi udføre sine lead guitarist stunts med skrævende ben og bøjede knæ som en anden Elvis, nogle gange ledsaget af sidelæns dansetrin og et spark af en vild støvle ud i luften – og hele tiden med et skævt smil og et glimt i øjet, der siger “I havde nok ikke troet, jeg kunne den slags – hva’ ?”
     Begejstringen er kolossal under mit eget favoritnummer for hele aftenen, “Blind Willie McTell”, efterfulgt af en bragende “Highway 61” – og halvvejs inde i ekstranumrene ser jeg pludselig, at den gamle ved siden af mig har opgivet at kæmpe mod kødranden foran os og nu blot bliver siddende i sin stol. “Jeg bliver nødt til at hvile mig lidt”, forklarer han med et smil. “Jeg plejer at kalde mig selv den ældste nulevende Bob Dylan fan, og lige nu kan jeg stå inde for, at det passer”. Men efter tre ekstranumre, inklusive “Love Sick” og det traditionelle boblende punktum med “Rainy Day Women”, henter Dylan på ny den akustiske guitar frem, og straks han begynder at slår an til klassikeren over dem alle, “Blowing In The Wind”, må den gamle simpelt hen op at stå. “Den har jeg ventet efter hele aftenen”, siger han – og løfter sin røst for at brøle med på omkvædet sammen med hele salen af fem tusind bevægede, opløftede sjæle. “The answer, my friend, is blowing in the wind / The answer is blowing in the wind”.

 

“Firs år gammel”, tænker jeg ved mig selv, da jeg forlader Forum efter koncerten. Det betyder, at han må have været otteogfyrre eller niogfyrre, altså nøjagtig min alder i dag, da han mødte Dylan på det hotel i Manchester i 1966. “Hmmm”. Jeg prøver at forestille mig selv som firsårig og stadig gå til rockkoncerter, og umiddelbart er det vel ingen umulighed. “Hvis jeg stadig er sund og rask, hvorfor så ikke?” Men hvem vil der være at se? Dylan og Mick Jagger, hvis de overhovedet lever endnu, vil være næsten halvfems – og ærligt talt kan jeg ikke forestille mig en eneste musiker ret meget yngre end mig selv, som jeg vil betale for at se ved en koncert. En flok midaldrende, kvabsede Spice Girls? Gud fri mig vel!
     Jeg vælger nok at blive hjemme på mit værelse på alderdomshjemmet og høre en plade eller to – måske ligefrem Dylan og The Hawks trykke den af i Manchester 1966 – hvilket til den tid vil være, hold nu fast, for treogtres år siden! “How does it feeeel?” Musikken rammer lige i hjertekulen. “How does it feel?” Jeg bliver nødt til at skue lidt op. “To be on your own”. Jeg synger med på omkvædet. “With no direction home”. Jeg skruer endnu højere op. “Like a complete unknown”. Der er ingen, der kan spille den guitar som Robbie Robertson. “Like a rolling stone?” Den her musik bliver aldrig overgået.
 
Once upon a time you dressed so fine
You threw the bums a dime in your prime, didn’t you?
People’d call, say, “Beware doll, you’re bound to fall”
You thought they were all kiddin’ you.
You used to laugh about
Everything that was hangin’ out,
Now you don’t seem so proud
About having to be scrounging for your next meal.
How does it feel
How does it feel
To be without a home
Like a complete unknown
Like a rolling stone?
 
Min firsårige sidekammerat på anden række ville nok have fået sit livs chok – og, måske, mest altovervældende oplevelse – hvis han havde blæst på forretningsmøderne og var gået til koncerten den aften i Manchester 1966. Som pladen “Live 1966” udsendt i 1998 dokumenterer, nåede Dylan denne aften det absolutte højdepunkt af sin kunstneriske formåen – ja, overgik vel i virkeligheden sågar sig selv – med et den dag i dag fuldkommen unikt repertoire af lutter skelsættende, magiske og underfundige sange og i en fremførelse, der allerede i det akustiske sæt når sublime højder, og som siden i den elektriske afdeling med The Hawks blæser både det måbende publikum i salen og hele resten af musikverdenen totalt omkuld. “Judas!”, råber, som alle efterhånden véd, en af publikummerne efter en fænomenal udgave af “Ballad Of A Thin Man” og antænder herved den ild, der opflammer Dylan og orkestret til en sitrende, rasende og ultimativ udgave af bravurnummeret “Like A Rolling Stone”. I disse øjeblikke befinder Dylan, orkestret og alle medlevende tilhørere sig hinsides alle grænser, hvor alt går op i en højere enhed, krop og sjæl bliver til eet, kort sagt: Hvor englene synger.  Endnu i dag har denne legendariske koncert – selv i den afglans i forhold til selv at være til stede, som enhver liveoptagelse altid er  – en overvældende og uimodståelig kraft i hele sit samlede udtryk. Det er, havde jeg nær sagt, guddommelig musik. I hvert fald, af en anden verden.
 
They’re selling postcards of the hanging
They’re painting the passports brown
The beauty parlor is filled with sailors
The circus is in town.
Here comes the blind commissioner
They’ve got him in a trance
One hand is tied to the tight-rope walker
The other is in his pants
And the riot squad, they’re restless
They need somewhere to go
As Lady and I look out tonight
From Desolation Row.
 
Om 1990’ernes Never-Ending Tour siger Dylan selv, at han bliver ved, fordi det at spille er hans job, hans håndværk, hans erhverv. “At stå på scenen er for mig lige så naturligt som at trække vejret. Desuden er jeg den eneste, der spiller den her type sange. Populærmusikken af i dag er i samme situation, som da jeg i sin tid begyndte at spille. Så snart nogen er en seriøs musiker, er der ingen, der lytter til ham. I sin tid var vi klar over, hvornår noget lød forkert, og vi var stærke nok til at gå efter folk, der sagde sandheden. Jeg er musiker, ikke bare en der måske køber en plade engang imellem. For mig er det hele mere end bare underholdning. Jeg spiller for folk, der forstår mine følelser”. Som inspirationskilder nævner han “Enkel musik fra tyverne og trediverne og en lille smule fra halvtredserne. Indflydelsen er meget begrænset: Amerikansk folkemusik. Blues, lidt rockabilly. Men bestemt ikke rock’n roll. Jeg tror aldrig rock’n roll har haft nogen særlig betydning for mit arbejde. Blues er en utroligt enkel og åben form, som kan bruges til at sige lige hvad man vil. Men blues er blevet en sjældenhed. Blues kommer fra landet, fra bomuldsmarkerne i syden. De tog den med til de store byer og satte elektrisk strøm på den. I dag er det blevet til elektronik. Man fornemmer ikke, at der bag det hele er en person, der trækker vejret, eller at der er noget hjerte bag. En mand som sangeren Johnny Ray, han ville ikke have en chance i dag. Han havde en helt anden dynamik, han havde hjerte og sjæl, og han gik virkelig efter at få os til at føle noget, når han sang”.
     Og med Johnny Ray, the blues, højlandet, de gode gamle dage og den stædige insisteren på at lave ægte musik, der kommer direkte fra hjertet, og som taler til samme, er vi tilbage, hvor det hele startede, hos Van the Man – og skæringspunktet og berøringsfladerne mellem alt det, Dylan og Morrison fra hver sin originale vinkel er fælles om, og som selvfølgelig må være hovedårsagen til, at de to kunstnere i de senere år adskillige gange har dannet team og blandt andet optrådt ved en serie dobbeltkoncerter i New York City og Californien først på året og senere hen over sommeren 1998 i England, Skotland og Irland. Måske ligger hjertet begravet et eller andet sted langs Hovedvej 61 mellem Metropolis, det skotske højland og Cyprus Avenue. Begge er stadig undervejs – og det er, som det er sagt, godt nok for nu.
 
Artiklen påbegyndt 1997, skrevet færdig april, maj og oktober 1998. Slutredigeret i 2004, publiceret på dinnesen.com i oktober 2010.
 
De fremhævede citater skyldes følgende sangskrivere:
Bob Dylan “All Along The Watchtower”; Pete Townshend: “My Generation”; Van Morrison “The Healing Game”; Mose Allison “Was”; Joni Mitchell “Taming The Tiger”; Joni Mitchell “Sex Kills”; R.E.M. “Electrolite”; Van Morrison “Got To Go Back”; Van Morrison “On Hyndford Street”; Van Morrison “Burning Ground”; Jim Morrison “When The Music’s Over”; John Fogerty  “Blueboy”; Bert Berns: “Here Comes The Night”; John Lennon “Strawberry Fields Forever”; Bob Dylan “Visions Of Johanna”; Bob Dylan “Just Like Tom Thumb’s Blues”; Bob Dylan “My Back Pages”; Bob Dylan “Blind Willie McTell”; Bob Dylan “Silvio”; Bob Dylan “Highway 61”; Bob Dylan “Ballad Of A Thin Man”; Bob Dylan “Love Sick”; Bob Dylan “Can’t Wait”; Bob Dylan “Tryin’ To Get To Heaven”; Bob Dylan “Not Dark Yet”; Bob Dylan “Highlands”; Bob Dylan “Don’t Think Twice, It’s All Right”; Bob Dylan “Like A Rolling Stone”; Bob Dylan “Desolation Row”.
 
Interviewet med Mose Allison stammer fra artiklen “Mose Allison and Tell Me Something”, publiceret under kategorien “Interviews with Van Morrison “på webstedet “Van Morrison: the Man and his Music” med adressen “www.harbour.sfu.ca/~hayward/van/van.html”
 
Interviewet med Bob Dylan i forbindelse med “Time Out Of Mind” blev bragt af ugemagasinet Der Spiegel i oktober 1997. Citaterne i artiklen er min egen danske oversættelse af en (uofficiel) engelsk udgave af Spiegel-interviewet, publiceret i oktober 1997 på Dylan-webstedet “Expecting Rain” med adressen “www.expectingrain.com”.