dinnesen.com

Mørke til lys

 

 

Af Niels Jørgen Dinnesen

 

Martin Scorseses filmatisering af The Band’s afskedskoncert i 1976, ”The Last Waltz”, starter med slutningen, da vi ser de fem musikere gå på scenen til det allersidste ekstranummer og give en kort og kompakt udgave af rocknummeret ”Don’t Do It”. Stilen er afslappet, og stemningen er alt andet end trist, da musikerne smilende og vinkende, med ordene ”Thank You” og ”Goodbye” på læberne, forlader scenen efter netop at have sat punktum for en lang og skelsættende epoke. Det er som om, ingen af dem rigtigt tror på, endsige skænker det en tanke, at det vitterligt er slut nu. I hvert fald er konsekvenserne næppe endnu faldet på plads i hovederne på de fem glade gutter, som her i slutminutterne af deres fælles fænomenale karriere godt nok udstråler erfaring og ophøjet ro, men jo rent faktisk stadig er nogle unge knøse, fuldstændig på toppen af deres ydeevne.
      Det ser man alt sammen tydeligt ved denne aftens fremvisning af den nyrestaurerede udgave af filmen i Paladsteatret i Århus i april måned 2003, nærmest en halv menneskealder efter koncerten fandt sted. Da jeg så filmen første gang for cirka femogtyve år siden, var Band-musikerne en hel del ældre end jeg, men når jeg ser filmen i dag, er musikerne på scenen ikke meget ældre end mine egne voksne drenge. Det meste af både film og koncert klarer nemt springet i tid fra 1976 og op til i dag. Det musikalske niveau er gennemgående meget højt – både i Band’s eget repertoire af storladne, grandiose sange, og i gæsteoptrædenerne af nogle af datidens største koryfæer – blandt andre Bob Dylan, Neil Young, Muddy Waters, Joni Mitchell, Van Morrison og Ronnie Hawkins – sidstnævnte med hvem det hele startede for den gruppe, der oprindelig kaldte sig The Hawks, og nu, som selveste The Band, igennem et hektisk tiår USA’s ubestridt største rockorkester, takker af.

      I sin tid fattede jeg ikke, hvordan man som godt og vel trediveårig fuldmoden kunstner kunne vælge på toppen af karrieren at gå på pension – men i dag er det alene ud fra interviewsekvenserne med de fem musikere mellem koncertens numre tydeligt for enhver, at beslutningen for orkestrets karismatiske leder Robbie Robertson var både uomgængelig, logisk og helt nødvendig. Fremførelsen af klassiske numre som ”The Night They Drove Old Dixie Down”,  ”The Weight” og “It Makes No Difference” kan ganske enkelt ikke blive bedre, og samtidig er det evident, at skellet mellem lederen med det store overblik over karriere, samtid og fremtidsperspektiver på den ene side og de fire menige orkestermedlemmer på den anden er vokset til noget, der begynder at ligne en afgrund – mellem afklarethed på den ene side og barnlig naivitet på den anden, mellem modenhed og pjank, og mellem sund fornuft og livsfarlig blind kollisionskurs iblandet et overforbrug af stimulanser. Robertson har under hele koncerten fuldstændig kontrol over begivenhederne og leverer på sin elektriske guitar – sjælfuldt, glødende eller karakteristisk kukkende – hele tiden sit absolut allerbedste. Robertson har med sine klare øjne blik for alting omkring sig og styrer suverænt orkestret til at levere det optimale akkompagnement for samtlige af aftenens gæster – så meget, at flere af dem nærmest er benovede over den ære, der her tilstilles dem, og at også gæsterne derfor hele tiden presses til at yde deres allerbedste. Tag for eksempel Van Morrison, der sædvanligvis er stillestående og indadvendt i sin scenoptræden. Denne aften inspireres han til med kåde gadedrengehop at danse hen over de skrå brædder under de lånte kulisser fra ”Borte med blæsten”. Med Morrisons kåde kast med mikrofonen og spjæt med benene lever aftenens unikke udgave af glansnummeret ”Caravan” helt ud i de yderste fibre, inden Van The Man veltilfreds og knejsende med nakken forlader festlighederne på The Band’s sidste aften.
      Oplevelsen af både film og koncert denne aften i Paladsteatret er hele tiden dobbelt i den forstand, at der både er tale om et nostalgisk gensyn med gamle billeder, der aldrig helt har forladt nethinden, og så en helt ny oplevelse. Nu kan jeg med mange flere år på bagen iagttage, genopleve og anskue også mit eget liv og nogle skelsættende begivenheder i et nyt lys. Gensynet med filmen ”The Last Waltz” bliver en slags levende bekræftelse af den omstændighed, som mange af os, der er kommet op i årene, rammes af med mellemrum – skismaet mellem den aldrende krop, som ubarmhjertigt afsløres på billeder og i spejlet, og så den unge nogleogtyve-årige, der jo stadig lever inden i os. De yngre blandt biografens publikum på denne aften ser vel sagtens bare en gammel nar, da jeg efter et spoleskifte i filmen, som efterlader billedrammen på lærredet irriterende forskubbet, rejser mig fra min plads og farer ud for at vække operatøren. Jeg vil ikke gå glip af filmens næste scene, når der om et øjeblik med et nærbillede af en lysende panamahat slås an til den sidste gæsteoptræden ved koncerten - stjernen over dem alle, Bob Dylan. Da jeg springer op af biografsædet, når jeg lige at tænke, at præcis med samme abrupte irritation ville jeg også have reageret, da jeg så filmen for første gang. Herudover er det rent faktisk mange mange år siden, jeg sidst på denne måde har haft fat i operatøren under en biografforestilling – og på vej ned ad Kirkegaards Vej i forårsskumringen efter filmen spekulerer jeg videre over dette sælsomme fænomen, at vi i en og samme krop, i det ydre aldeles skjult for omgivelserne, bærer rundt på mange årgange af os selv. Lige i disse øjeblikke oven på en frisk oplevelse af ”The Last Waltz” er det den unge mand inden i mig, der lever.
      Ham møder jeg igen nogle få dage senere, da jeg sammen med Solveig og Gunhild og Gert ankommer til landsbyen Letterfrack i det allervestligste Irland, midt i det fantastiske naturområde kaldet Connamara. Her har jeg, baseret på anbefalinger i rejsebogen ”The Rough Guide To Ireland”, reserveret plads på et beskedent hostel, der hedder The Old Monestary – men selv om stedet ganske rigtigt ligger midt i det fantastiske landskab, og jeg på forhånd har advaret de medrejsende om, at vi starter turen på vandrerhjem og arbejder os opad i graderne derfra, så svarer det ydmyge herberge så lidt til vores fælles forventninger, at der klart er dømt krise fra første færd. Huset er gammelt og meget meget slidt, her er mørkt og koldt og halvsnusket alle vegne – og stedet er ud over os udelukkende befolket med meget unge mennesker på store sovesale. Da værten kort efter leder os nedenunder til de to dobbeltværelser, jeg har bestilt, og det viser sig, at han har tildelt os vores egen private afdeling i huset bestående af to ottesengsrum med fælles toilet og bad, falder der et øjeblik ro over selskabet – men det er alligevel evident, at stedet på ingen måde er optimalt. Selv kommer jeg til at tænke på gamle dage, da jeg sammen med en kammerat fartede rundt i Europa og boede på talrige mindst lige så beskedne steder som dette, men jeg er med det samme klar over, at den chance jeg har taget ved at vælge netop dette sted frem for den sikrere løsning med en almindelig Bed & Breakfast er og bliver en forfejlet satsning.
      Vi går en tur ned ad vejen i den lune forårsaften. Der er ikke en vind, der rører sig – og i vejsiderne er alle buske og træer frisk nyudsprungne og lysegrønne, flere uger foran forholdene derhjemme. Letterfrack består af en klynge huse omkring et vejkryds, og ud over en velforsynet købmandsforretning og en pub og en kirke rummer byen en lille restaurant af forbløffende høj standard og med det underligt klingende navn Pangur Bán. Her spiser vi i hyggelige omgivelser nogle orientalsk inspirerede herligt krydrede retter med hjemmebagt italiensk brød og deler en flaske fremragende husets rødvin. Restauranten er indrettet i et nyrestaureret tre hundrede år gammelt karakteristisk irsk landsbyhus bygget af uregelmæssige marksten – og da vi spørger til navnet får vi at vide, at ”Pangur Bán” er digterens kat i nogle berømte vers, skrevet for mange år siden og kendt af ethvert barn i Irland. Tjeneren henter en trykt kopi af digtet, og her kan vi læse, at teksten stammer fra cirka år 800, og at den oprindelig er skrevet på keltisk af en irsk munk og fundet i marginen af en latinsk håndskrift, som opbevares i et kloster i Østrig.
      Digteren og katten søger at dygtiggøre sig inden for hver sin metier – katten i at fange mus og digteren i at få styr på ordene – og i moderne engelsk oversættelse lyder digtet sådan her:
 
I and Pangur Bán my cat,
'Tis a like task we are at:
Hunting mice is his delight,
Hunting words I sit all night.
 
Better far than praise of men
'Tis to sit with book and pen;
Pangur bears me no ill-will,
He too plies his simple skill.
 
(…)
 
When a mouse darts from its den,
O how glad is Pangur then!
O what gladness do I prove
When I solve the doubts I love!
 
So in peace our task we ply,
Pangur Ban, my cat, and I;
In our arts we find our bliss,
I have mine and he has his.
 
Practice every day has made
Pangur perfect in his trade;
I get wisdom day and night
Turning darkness into light.
 
Ambitionen om med sin kunst og ved ordenes magt at vende mørke til lys, "turning darkness into light", er altid smuk at møde – og et kort øjeblik, mens jeg på restauranten her i Letterfrack i det vestligste Irland læser de sidste to linjer, ser jeg en lige linje fra munken i forne tider op gennem århundreders digterkunst – Blake, Yeats og hvad de nu hedder – til for eksempel Van Morrison (som jeg kender lidt bedre end de klassiske digtere) og mange af hans bedste tekster. Det er den samme søgen, der til alle tider danner grobund og drivkraft. For kunsten, for livet, for alting. At vende mørke til lys.
      Næste morgen vågner vi op til silende regn og hård ruskende blæst over Connamara – og efter morgenkaffen med friskbagt rugbrød i herbergets hyggeligste rum med gamle massive træmøbler og stor åben pejs beslutter vi at opgive dagens planlagte vandreture i nationalparken kun et stenkast fra, hvor vi bor, og i stedet bruge tiden, mens det regner, til at overstå transporten ned forbi Galway til det næste område, vi vil besøge, The Burren. Mørke skyer dækker toppene af Connamaras ”12 Bens”, og regnen fortsætter med fuld styrke, indtil vi ankommer til Ennis først på eftermiddagen og parkerer bilen på byens torv ved floden. Vi spiser ost og skinketoast med en pint of Kilkenny på en frokostpub ved hovedgaden og indkvarteres derefter på en Bed & Breakfast kaldet Wilbrook House i udkanten af centrum. Ude fra gaden ser vi en nydelig pastelgul villa i to etager, og indvendig en rummelig bolig, hvor vi får tildelt to store værelser og en opholdsstue med TV i stueetagen. Værtinden serverer kaffe, og mens vi tygger på småkagerne, taler vi om planer og ideer for resten af dagen og ser os omkring i det skrækkelige og gennemført smagsløse rum – fyldt til randen med nips, porcelænsfigurer, guldglacerede kaffestel, krystalbowler og indrammende fotografier af værtsparret og deres fire voksne døtre igennem forskellige tidsaldre. Her er på én måde mere bekvemt end i det slidte hostel i Connemaras bjerge – på en anden langt mere u-hyggeligt.
      Om aftenen spiser vi på en kedelig restaurant med dårlig betjening på hovedgaden nær det gamle kloster ved indkørslen til byen – og bagefter er der ifølge små håndskrevne plakater på væggene levende musik i pub-lokalet i den modsatte ende af samme bygning. Om noget orkester i traditionel forstand er der ikke tale. Lidt efter lidt dukker musikerne på forunderlig vis ud af publikumsvrimlen omkring den lange bardisk. Dér kommer en violin, dér vist en fløjte. Nu kommer en anden violin, dér minsandten en akustisk guitar og pludselig også en mand med slagtøj. Flere af dem har længe stået og drukket øl og lignet ganske almindelige pubgæster. En af dem er en ældre halt herre med en evig uasket smøg i kæften. Ham har jeg længe – ud fra den måde, han moser sig ind på folk – antaget for at være en muligvis subsistensløs på nas efter gratis øl. Men nu sætter han sig med et par trommestikker og noget, der ligner en cigarkasse eller et gammelt pennalhus, og lægger elegant takten for gruppen af musikere. Jeg har altså taget fejl, manden er ingen nasser. Den gamle knark taler ubesværet med Gud og Hvermand og får stukket den ene pint efter den anden i hænderne, fordi alle jo kender ham. Af ydre ligner han bestemt ikke aftenens stjerne, men som han virtuost betjener stikkerne og fastholder rytmen for orkestret, oplever han helt givet sig selv som ikke en dag ældre, end han føler sig lige nu, i sin ungdoms vår, midt i musikken. Repertoiret er lutter traditionelle irske instrumentalstykker, som for en ukyndig kan forekomme monotone og svære at skille fra hinanden – men hvor det er karakteristisk, at alle spillerne går energisk og glødende op i musikken. Der spilles hele tiden ensemble, ind mod centrum og hjertet af musikken, aldrig solo eller på anden måde udvendigt i forhold til helheden.
      Rundturen i The Burren starter næste formiddag i lunt vejr og halvsol med et stop ved borgen Dysert O’Dea en halv snes kilometer uden for Ennis. Bag en mark med løsgående tyrekalve i nærheden af borgen ligger ruinen af et kloster, der efter sigende stammer fra 700-tallet, og hvor der også ses både et imponerende såkaldt højkors og resterne af et rundtårn, som munkene i gamle dage brugte som både fæstning og beskyttelsesrum for klostrets mest værdifulde håndskrifter og øvrige genstande. Ikke en vind rører sig, og efter den livgivende regn i går, kan man i stilheden mellem de gamle sten næsten se bladene på træerne folde sig ud i forårssolen og høre græsset gro. Længere nordpå i retning af Ballyvaughan stopper vi i hjertet af selve The Burren – et vældigt kalkstensplateau, der i store sprækkede klippeflager dækker landet i store dele af grevskabet Clare. I 1640’erne beskrev en engelsk landmåler det som ”et brutalt land, hvor der ikke er vand nok til at drukne en mand eller et træ til at hænge ham i, og heller ikke jord nok til at begrave ham i”. Kun ganske små vækster klarer at finde næring i revnerne mellem stenfladerne, hvor landet på disse kanter er mest uindbydende og måneagtigt goldt. Alligevel har også dette område været beboet til alle tider – det ser man af både talrige oldtidsminder, såkaldte ”ringforts” og borge og andre kulturlevn i landskabet – og så snart kalkstenen i overfladen viger en smule tilbage, ses ansatser til marker, altid omgivet af høje stengærder efter århundreders slid med at rydde jorden og skabe plads til en plet græs eller anden afgrøde. Midt i et af de mest stenede og golde områder i The Burren står tæt ved vejen en fabelagtig stolt og monumental fem tusind år gammel stendysse, Poulnabrone, og vidner om menneskenes særlige hang til at søge visdom – vende mørke til lys, som munken skrev i digtet Pangur Bán – og dermed sætte spor for eftertiden. Stendyssen har måske fra første færd skullet rumme en grav – men dens monumentale udformning med fire lige vægge og en kolossal tilpasset overligger vidner om et kulturelt overskud, som rækker langt ud over de funktionelle krav til et gravkammer, og som på én gang både hylder og vender sig i trods imod de vanskelige vilkår i dette vildsomme og barske landskab.
      Vi stopper ved den nordvestlige pynt, ”The Black Head”, hvor Burren i mørke mosbevoksede flager når ud til Atlanterhavet, derefter i Lisdoonvarna, hvor vi får vores frokosttoast og en pint Kilkenny på The Roadside Tavern. Senere gør vi holdt ved de vilde og svimlende Cliffs of Moher, inden vi kommer omkring Kilfenora med en gammel 1100-tals katedral og et par imponerende keltiske højkors. Det ene og flotteste står på en græsmark omgivet af stengærder uden for kirkegården. Uden at vide det står vi her på tredjedagen af Irlandsturen allerede ved et af turens sidste områder med barskere natur og rigtigt mange stengærder og fåreflokke. Foran os venter dels halvøen Kerry’s mere afrundede og bløde idyl, dels hele det langt mere frodige landbrugsland mellem Killarney i sydvest og hovedstaden Dublin i øst. The Burren er og bliver turens mest fremmedartede og imponerende naturoplevelse – og havde vi på dette tidspunkt foran ”the high cross” i Kilfenora været klar over dette, ville globetrotteren inden i mig måske have insisteret på et forlænget kig ind i hjertet af kalkstensplateauet til endnu flere smuldrende borgruiner, majestætiske dyssekamre og alenlange håndstablede stengærder.
      I Dublin nogle dage senere leder vi den sidste aften i lang tid efter en pub, hvor vi kan få en afskedspint. De fleste steder er fyldt med mennesker, og der er kun ståpladser at finde – men til slut lykkes det at klemme os ned omkring et bord på værtshuset lige over for vores hotel. I hjørnet ved døren står et mikrofonstativ og en ramponeret højttaler, og kort efter ankommer en musiker og begynder at stille an til en optræden for aftenens gæster. Ingen violiner, sækkepiber eller fløjter denne gang. Bare manden og en akustisk guitar. Værtshuset er efterhånden pakket og henne ved baren i den modsatte ende af det lille tilrøgede lokale står folk i tre-fire tætte rækker, så man virkelig må sno sig for at komme ind til disken og købe en pint. Folk snakker og er nødt til at tale meget højt for overhovedet at få ørenlyd, og støjniveauet er kolossalt. Imens har sangeren fået anlægget gjort klart og sætter sig på en høj træskammel med guitaren på låret  og går i gang med sit show. Han synger og spiller godt, med stor glød, og en overgang falder støjniveauet i lokalet, mens mange af gæsterne vender sig fra igangværende samtaler og en fodboldkamp på en storskærm bag bardisken og kigger på den optrædende. Han lægger ud med et par irske sange, som nogle af de nærmest siddende synger med på – men derefter skifter han til et mere internationalt repertoire af gamle rockklassikere – for folk i min generation en perlerække af lutter velkendte hits – "The Night They Drove Old Dixie Down", "Don’t Think Twice It’s Alright", "Imagine", ”Heart of Gold”, ”Across the Borderline”, ”Bird On the Wire”. Jeg tænker, det er lidt af et lykketræf at være løbet ind i denne jukebox fra gamle dage, og beslutter at blive siddende med en øl mere, da den første er tømt, og vi måske er ved at bryde op. Jeg spørger sangeren, om han vil synge noget Van Morrison, f.eks. "One Irish Rover", men den kender han ikke. "I'll give you one of the old ones instead", siger han og istemmer "Into The Mystic", som jo er en af Morrisons allermest fænomenale sange.
 
We were born before the wind
Also younger than the sun
Ere the bonnie boat was won as we sailed into the mystic
Hark, now hear the sailors cry
Smell the sea and feel the sky
Let your soul and spirit fly into the mystic
 
Samtidig vokser igen baggrundsstøjen i lokalet til nye højder – folk snakker og griner og råber, fjernsynet larmer – og efterhånden er det kun de allernærmeste, der overhovedet kan høre sangeren, selv om også han har skruet kraftigt op for lyden. Folk står tætpakket i lokalet hele vejen fra bardisken til døren, og det er nu så umuligt at mose sig hen til hanerne, at folk nærmest døren går hen til et af de andre værtshuse i gaden og køber friske forsyninger. Sangeren fortsætter med sin perlerække af klassiske sange, mens det bliver mere og mere tydeligt, også for ham, at responsen fra publikum bliver mere og mere ligeglad. Det er kun gamle gubber som mig, der på dette sted og denne aften gider lytte til dette materiale – og vi er i klart mindretal. Det er de unge, der er i byen – og de er kommet for at mødes, snakke, grine, drikke et par øl, blive set, kigge lidt på fodboldkampen, eller hvad véd jeg – ikke for at høre gamle lejrbålssange fra dengang, forældrene var unge. Jeg tror, sangeren på træstolen i hjørnet har været et hit engang, måske endda indtil for relativt nylig. Han er cirka på min alder, i virkeligheden nok lidt yngre – og jeg er bange for, han føler sig meget gammel og brugt op, da han sidder og spiller og synger, det bedste han har lært, op imod denne mur af larmende ligegladhed.
      På det århusianske spillested Train, kort efter hjemkomsten, oplever vi en sen torsdag aften det amerikanske blues- og roots-fænomen Taj Mahal med trio. For mig er denne koncert idt af en drøm. Jeg har kendt Taj Mahal i masser af år, faktisk siden han som ung mand deltog i Rolling Stones' legendariske rock circus i 1966. Nu er han en ældre herre - gråsprængt og trind - men foran et publikum stadig sprængfyldt med dansende vitalitet, nerve og glødende dynamik og med en unik guitartone, der leder tanken hen på både Delta blues og caribiske steel drums under sydens palmer. På scenen er Mahal's runde skikkelse ét med musikken, og kroppen virker florlet og næsten svævende, som han med feeling i fingerspidserne og iført hvid panamahat og flagrende hawaiiskjorte slår an til det ene ørehængende og sagtmodigt rockende nummer efter det andet. En flok helt unge knægte står omgivet af tømte ølflasker oppe ved scenen i venstre side og råber på "Creole Belle" – og til sidst spiller Mahal selvfølgelig sangen for dem, måske overrasket og i hvert fald lidt smigret over at møde så unge fans i et fremmed land langt fra denne musiks rødder. Midtvejs i nummeret, mens han er i gang med sin guitarsolo, danser Mahal væk fra mikrofonen og ud af projektørlyset hen imod de begejstrede unge. Han hilser på dem med et næsten umærkeligt nik og et langt fast blik og siger med lav stemme, så kun de allernærmeste kan høre det, og alligevel med faderlig varm overbevisning, så det uvægerligt må gøre et eller andet indtryk på knægtene - "don't drink any more beers tonight".
      Jeg vender tilbage til The Burren, indlogerer mig på The Roadside Tavern og vandrer ad en stenet fåresti ud til klosterruinen ved borgen Dysert O’Dea, klatrer op i toppen af rundtårnet og tager et vue hele horisonten rundt. Bussen med et hold tyske turister er kørt, og der er ikke en sjæl i sigte nogen steder. I hjørnet af det forfaldne tårnværelse står nogle frønnede brædder, der kunne ligne skelettet af en gammel skrivepult. Munken blader forsigtigt i en af de hellige skrifter, han er sat til at beskytte. Han læser adspredt, mens andre ord med stigende styrke tager form i baghovedet. På gulvet sover en kridhvid kat. ”I and Pangur Bán my cat…” Munken dypper pennen i blækhuset og kradser hastigt ordene ned på pergamentet i den opslåede bog foran sig. ”Practice every day has made / Pangur perfect in his trade; / I get wisdom day and night / Turning darkness into light.” Teksten skriver sig selv, og der er ingen tvivl i hans sind, da han sætter det sidste punktum. Det er sådan, det skal være. At vende mørke til lys.
 
Skrevet den 30.12.2003