dinnesen.com

 

Skrevet cirka 1930
Offentliggjort første gang i 2006 på
www.dinnesen.com
Sat med Bookman Old Style
 
© Jørgen Jensen Dinnesen 2006  

Indledning
 
En skøn solrig sommerdag gik en ensom vandrer, antagelig en turist, langs stranden på Fanø i Danmark. Pludselig stødte hans fod mod noget hårdt, som var halvt begravet i sandet. Han tog det op og det viste sig da at være en flaske af svært glas, mere lignende en syltekrukke. Da jeg kom til havde han lige skruet låget af, men fandt kun et par ruller papir, tæt beskrevne.
      Jeg forstod ikke mandens sprog, men det så ud som om han ville kaste krukken med indhold i havet. Ved tegn og mimik lykkedes det mig dog at gøre manden begribeligt, at jeg ønskede at se tingene rigtigt efter, da jeg antog at der måtte være tale om en slags ”flaskepost”. Manden gav mig straks krukken og vandrede videre, men søgende med øjnene mod sandet. Jeg antog da at han søgte efter rav.
      Jeg gik med beholderen op bag klitterne og efterså de indlagte dokumenter. Disse var affattet i et sprog, som manden der fandt flasken ikke forstod et ord af. Da jeg havde set enkelte sider i papirerne vakte det dog min interesse. Underskriften ”Mr. Air” tydede på at måske en amerikaner på denne usædvanlige måde havde sendt en hilsen til en eller anden. Derfor tog jeg forsendelsen op som en gave til mig, gemte den i min bagage på hotellet for senere under bedre lejlighed at studere de sælsomme dokumenter, som oversat til dansk lød således:
 
1. kapitel
 
Herved meddeler jeg verden mine eventyrlige oplevelser affattet på esperanto, da jeg ikke ved hvem der muligvis finder disse mine optegnelser. Esperanto er jo nu så kendt et sprog at der er eksperter i hvert land der kan tyde det – således at disse mine beretninger, om nogen nogensinde får dem i hænde, vil blive oversat til det sprog finderen helst ønsker.
      Hvor jeg er født, mit virkelige navn, familienavn og hjemsted bliver en hemmelighed, men dersom nogen af min slægt engang kommer til at læse denne beretning, da vil de nok forstå hvem jeg er. Jeg er søn af en mangemillionær, langt ude af fyrsteæt, men blev som ung mand til familiens sorte får og forstødt af denne min slægt. Der var ofret ret meget på min uddannelse, så hvad jeg ønskede at lære blev opfyldt. Kun på et punkt fik jeg ikke mit ønske opfyldt – og det blev årsagen til bruddet med min fader og hele min familie.
      Dengang jeg tog ud som det sorte får var min fader enkemand og pengematador – kendt og agtet næsten over hele jorden, og hans ideal var kun penge, penge og atter penge. Mit ideal var at blive noget virkeligt. Jeg elskede en meget smuk og god pige, og vi var begge enige om at ville dele livet lykkeligt sammen. Hun var af ret god familie, men ejede ikke synderligt af det mammon, min fader satte så højt, og da jeg bad om hans samtykke til en forbindelse med den unge pige, blev han så rasende og svor på, at hvis jeg ikke gav afkald på min forlovede og ægtede den han havde tiltænkt mig, gjorde han mig arveløs.
      Jeg var kun 21 år og havde aldrig mærket at der var mandsvilje i mig. Men nu havde jeg straks en følelse af, at der overgik mig noget uretfærdigt og gik derfor stille ud af rummet for at kunne tale ud til min kæreste. Hun trøstede mig så godt hun kunne og sagde, hun godt kunne forstå, at en sådan hovedrig mand ikke ville antage en svigerdatter af ringere stand end hans søn – og så græd hun. Jeg var utrøstelig og elskede pigen over alt, både over familien og alle min faders penge. Men, sagde hun, hun ville vente; måske min fader kunne komme på andre tanker. Dette lovede jeg så i god forhåbning.
      Næste dag blev jeg kaldt til min fader i et vigtigt anliggende. Jeg blev venligt modtaget af Far som sagde: ”Nå min dreng, du var lidt stejl i går og mente vel at når du holdt af en køn pige, så skulle hun straks være din kone? Men du er for ung til at være bestemmende i sådanne sager endnu. Jeg var jo lidt hård ved dig i går, men troede det var nødvendigt og du føjede dig også derefter, så jeg håber at denne strid er glemt.”
      Jeg svarede: ”Fader! Du talte om at jeg var for ung til selv at bestemme over mit fremtidsmål, også med hensyn til valget af hustru, men derved bliver intet at rette.” Det gav et ryk i min fader – da den tone jeg brugte ikke var den ydmyge tone jeg plejede at anvende når jeg talte til ham. Han for op mod mig som om han ville slå. ”Dreng! Hvor tør du trodse mig – mig – som har ofret så mange penge på din uddannelse? Spildt – det hele!” Jeg ville så fjerne mig for ikke yderligere at fremkalde hans vrede, men han standsede mig. ”Vent”, sagde han, satte sig til skrivebordet og skrev. Jeg stod og ventede et kvarters tid, da jeg ikke ville forstyrre – men ”vent” sagde han atter. Han sad et øjeblik og stirrede frem for sig, men skrev igen og foldede papiret sammen og lagde det i en kuvert som forsegledes. Derpå rejste han sig, overrakte mig brevet og sagde: ”Her har du nu min mening i giftemålssagen. Du kan om du vil lade pigen læse det, når det passer dig – forsvind!”
      På mit værelse åbnede jeg brevet, vel mest af nysgerrighed. Det første mine øjne faldt på var en check på 500.000 – en halv million. Nå tænkte jeg – det var en pæn morgengave – men lad os nu se, hvad der står i brevet:
      ”For at undgå familiestrid har jeg nedskrevet min urokkelige vilje i den sag, som jeg for resten ikke gider tænke på, og den er: Jeg giver dig en betænkningstid af fem år. Er du da villig til at ægte komtesse NN er vor strid glemt, og om du ellers arter dig vel, skal jeg lønne dig rigeligt for din lydighed, men fra i dag og til da er det dig forbudt at betræde min dørtærskel. Jeg skal drage omsorg for, at vor slægt betragter dig som død, indtil du som lydig søn har opfyldt min vilje. For ikke i den første tid at lide nød har jeg indlagt en anvisning, som du kan få honoreret i ethvert land du præsenterer den. Den udgør din arvepart, dersom du ikke betænker dig inden fem år fra dato.” Der stod ikke mere, kun min faders signatur.
      Jeg var rasende og ville i hidsighed rive anvisningen i stykker, men jeg betænkte mig heldigvis. Jeg pakkede det nødvendigste i min håndkuffert og forlod mit hjem for bestandig. Jeg rejste straks til et andet land, skrev til min forlovede og forklarede så godt jeg kunne stillingen og bad hende vente på mig, men ikke søge efter mig. Jeg ville møde hende som en mand, der var hende værdig ved eget arbejde og ikke ved penge alene. Mit ideal tro brugte jeg renterne af pengene fra anvisningen til at studere yderligere – særlig kemi og fysik – samt til nogle eksperimenter, jeg måske engang kunne få brug for.
      Efter en del forsøg jeg havde gjort – var arbejdet lykkedes mig over al forventning. Jeg havde nemlig opfundet et stof, der var gennemsigtigt som glas, men så hårdt som stål og desuden bøjeligt som dette. Dette glas kunne efter en særlig behandling modstå en over tre gange så stærk varme som ellers smelter alt glas – og uden at der sås den mindste forandring derved. Ved mine forsøg fik jeg tillige lavet et stof, som jeg selv kaldte ”isolastål”. Det var et stof der lignede tykke stålplader, en forbindelse af stål og glas, der ved en særegen behandling med indledt gas i stålets flydende substans gjorde materialet porøst og fyldt med et utal af gasblærer så det lignede en fin svamp. Samtidig vejede dette stål ikke stort mere end aluminium. En tredje opfindelse var en metalplade af en særegen sammensætning, der i hårdhed var lig glasset og efter hærdningen ikke lod sig gensmelte. Om det også var hvidglødende beholdt det sin hårdhed og var dog noget elastisk.
      Disse tre opfindelser gemte jeg hen, indtil jeg engang kunne forbavse verden med endnu større mærkværdigheder. Nu gjaldt det om at finde et sikkert sted, hvor opfindelserne kunne udnyttes og udvides. For at trodse mine pengestærke slægtninge kunne jeg ærgre dem med, at her var en mand der sit ideal tro viste sig i stand til at vække sådan sensation verden over, at alle tidligere kemiske og fysiske læresætninger faldt sammen. Fra den dag besluttede jeg i stedet for mit slægtsnavn at anvende navnet ”Mr. Air”, på amerikansk luft. Jeg var nu kun luft for min slægt og verden.
      Efter lang søgen fandt jeg endelig en smuk plet midt i en af Amerikas uigennemrejste skove, næsten i højde med de vældige træer i disse gamle urskove. Træer fulde af lægende og nærende frugter samt masser af vildt, både storvildt og mindre dyr og fugle; ret et lille paradis. Men ikke et eneste menneskeligt væsen var der i nærheden eller kunne ventes at komme forbi, så her var den ro og fred jeg ønskede.
      En aftenstund jeg lå ude i denne dejlige rene luft og indsugede den sunde og liflige duft af blomster og frugter og tænkte på den plads – mit hjem, jeg havde forladt og som var blevet mig forhadt – faldt mit blik på den strålende blanke fuldmåne der i det mørke himmelblå syntes at smile til mig, som ville den sige – ”Kom herop, her er alting noget helt andet.”
      Var dette en kaldelse? Jeg ved ikke – men en indre røst sagde mig, at med de evner og de midler jeg nu var i besiddelse af, kunne det måske lykkes mig som mange før mig havde ønsket og gjort forsøg på at nå, nemlig at konstruere et fartøj, der kunne foretage en undersøgelsesrejse til vor drabant, jordens nærmeste nabo og følgesvend, månen. I flere dage gav denne tanke mig ikke ro, og det forekom mig stadig stærkere, at netop jeg var manden – den første – der turde og måske kunne gennemføre dette.
      Jeg er ikke af den slags, der opgiver en plan og et ønske jeg vil have gennemført. Jeg sagde gerne til mig selv, at det skal gennemføres. Jeg begyndte derfor straks at studere problemet, og efter mange og lange udredninger og overvejelser besluttede jeg at begynde på forsøget. Nu gjaldt det om at fremskaffe råstoffer og materialer til mine forsøg. Jeg tænkte at ved fremstilling af et sådant månefartøj kunne mine tre opfindelser komme mig til nytte – men jeg ønskede stadig ikke  at noget menneske skulle indblandes i dette mit foretagende. De metaller og materialer jeg skulle bruge måtte skaffes uden andres hjælp. Fra mit sted i urskoven gik jeg derfor på opdagelser. En art vild hest – kun lille af vækst, men meget stærkt bygget havde jeg fanget og tæmmet, så den fulgte mig som en hund, og på hvis ryg jeg foretog mindre udflugter i omegnen.
      Disse udflugter udvidedes til nogle klippeagtige bjerge, hvor jeg fandt metalarter samt mineraler i mængder, og fra småfloder der udgik fra disse fjeldlignende bjerge undersøgte jeg vandet, som viste sig at være meget rigt på netop de mineraler som jeg ville få brug for. Dag for dag drog jeg ud på ponyryg og samlede sammen til mit fartøj – byggede smelteovn samt et primitivt laboratorium og hvad jeg havde brug for. Alt dette tog mig over et år at få bragt så vidt til veje, at jeg kunne påbegynde forarbejdelsen af de ting jeg skulle bruge.
      Efter to et halvt års strunkt arbejde og megen hovedbrud havde jeg endelig fået lavet et apparat, som jeg mente at kunne bruge. Jeg vil kalde dette måneskibet. Skibet havde en længde af 30 meter og i tværsnit 3 meter med et opholdsrum til mig selv på 3 x 3 meter foruden særlige rum til proviant, kemikalier, maskiner af forskellig art til forskellig brug, herunder opvarmningsapparater og meget andet. Skibet var af cigarform og udvendigt tilspidset til begge ender. Indvendig var det beklædt med en af mig fremstillet ubrændbar og stærkt isolerende træmasse – og der uden om et hult rum fyldt med en særegen luftart som ilt, hvoraf jeg efter behag kunne bruge til livets ophold, når skibet var lukket. Dette rum var tillige forsynet med et utal af luftrør og vandrør, der udmundede i dertil anbragte beholdere og forsynet med haner, så jeg aldrig kom til at mangle vand eller luft. Vandet blev nemlig fremstillet ad kemisk vej, og af ilt var der nok til et menneskes behov i et helt år, om det var nødvendigt – og ligeledes af fødemidler. Disse var nemlig også fremstillet ad kemiske veje og kunne ikke fordærves, om de så gemtes i mange år. Uden om luftrummet var et hylster af de lette porøse stålplader og det yderste lag bestod af det hårde stål. Hele skibet var til alle sider forsynet med vinduer af den varmefaste glasmasse som jeg havde opfundet – så her kom alle disse tre opfindelser til nytte.
      Dog måtte der opfindes og konstrueres et større antal af tekniske vidundere af maskiner, for eksempel: Et raketsystem – hvis forbrændingshylstre var lavet af det usmeltelige stål, som også var grundlag for yderpansret. Et apparat i hver ende der kunne udnytte jordluft og månemagnetisme. Et åbningssystem i hver ende af måneskibet, hvorved fartøjet fra beboelsesrummet kunne åbnes og lukkes mekanisk efter behag.
      Ved åbningerne var desuden anbragt en faldskærm som jeg kunne drage til mig og bruge til at forlade skibet – for eksempel ved en landing. Faldskærmen udspiledes halvt ved at den øverste ventil åbnedes, og luften fra luftkanalen i modsat ende var åben, således at et lufttræk gennem hele maskinen drev mig ovenud med en fart der sendte mig cirka 50 meter i modsat retning af den, skibet ville lande ved jordens eller månens tiltrækning. Ved at faldskærmen udvidedes til det dobbelte eller firdobbelte, som jeg kunne regulere efter ønske, var der derved sørget for, at jeg uskadt kunne lande uden fare.
      Ved måneskibets afgang fra jorden sattes en maskine i gang som ved en særlig konstruktion kunne ophæve tyngdeloven således at skibets vægt forringedes til en fjerdedel. Derpå blev der aktiveret en magnet, som af jordens magnetisme blev frastødt jordoverfladen, og samtidig antændtes første batteri af raketsystemet, således at skibet i løbet af få sekunder måtte være ude af syne for det menneskelige øje.
 
2. kapitel
 
Da jeg havde bragt de nødvendige ting ombord, steg jeg ind i måneskibet, bragte alt i orden og efterså alle maskiner, hvorefter konstruktionerne ved raketsystemet blev gjort klar til tænding. Skibets vægt blev bragt ned og ankeret hævet. Afgangen var nu klar til en prøvetur. Jeg kan ikke nægte at mine nerver dirrede en smule – skønt jeg ikke nogensinde har mærket til nogen nervøsitet i kritiske øjeblikke. Men en lille fejlregning i mit indviklede system kunne koste mig livet, og jeg ville gerne ved denne månetur vække menneskenes kappelyst ved at vise, hvad eet ringe individ kunne præstere alene. Jeg lod alle mine apparater begynde deres virksomhed og et øjeblik efter afgik jeg fra jorden som en stor raket.
      Efter at luften blev tyndere sattes flere raketter i funktion med så forøget fart, at det yderste panser blev aldeles hvidglødende. Det mærkedes ikke i selve skibet, men set i himmelrummet måtte mit skib ligne et stjerneskud på vej opad. De jeg nærmede mig de lufttomme egne i verdensrummet, satte jeg endnu stærkere fart på og kom adskillige mil frem heri. Det første forsøg var lykkedes. Jeg standsede raketsystemet, drejede hylstret den modsatte vej og nu gik rejsen tilbage til jorden. Landingen foregik efter ønske – så mine beregninger og skibet med alle maskiner havde bestået sin prøve.
      Derefter skulle så til næste fuldmåne selve rejsen realiseres, og en dejlig sommernat steg jeg ind i skibet udrustet til en længere tur. Sprængstoffet til raketterne havde jeg i mellemtiden forbedret på den måde, at det nu virkede kraftigere samtidig med at forbruget kunne indskrænkes. Stoffet bestod af en meget fint pulveriseret blanding, der virkede så stærkt, at to gram kunne sprænge de største huse i luften. Ved særlig dertil indrettede apparater pressedes stoffet som ganske fint støvfnug ind i ekspansionsrummet, hvor det automatisk antændtes i rakethylstret. Denne forbedring viste sig ganske fortræffelig. Sprængstoffet optog kun ringe plads og virkede netop som jeg ønskede.
      Afgangstiden fra jorden var kl. 9 aften den 26. maj 19... Rejsen gennem den ønskede del af verdensrummet forløb uden nogen som helst vanskeligheder takket være skibets konstruktion. Hver del heraf virkede nøjagtig efter beregningen og jeg var meget spændt på, om jeg kunne nå månen, og om det luftforråd skibet var fyldt med kunne slå til, indtil jeg kom tilbage igen. Jeg kom jo på ukendt sted og kunne blive forhindret i tilbagetog til den tid, jeg havde beregnet – og efter astronomiens lære skulle der jo være lidt knebent med luft på og omkring månen. Den mængde hårdt sammenpresset luft jeg havde i skibet var dog beregnet til et års forbrug for en mand så det slog vel til. Efterhånden som jeg nærmede mig månen blev dens skive større og større – ja så stor at jeg syntes den måtte være lige så stor som jorden – men ved at kaste et blik bagud på den røde klode, jorden, kunne jeg nok se forskellen. Måneoverfladen med dens ujævnheder og pletter viste mig et mere barsk ansigt end man ser det en klar aften på jorden ved fuldmåne.
      Jeg havde valgt min afgangstid fra jorden således at jeg kunne være ved månen, mens den var fuldt belyst af solen, altså det vi kalder fuldmåne. Med min selvlavede kikkert kunne jeg gennem skibets forreste vindue ret betragte månens overflade, og jeg opdagede snart at den ikke fuldt ud var som nogle månefotografier jeg havde set syntes at vise. Jeg så ingen kratere, der kunne tyde på store vulkanske udbrud engang, og de såkaldte ringbjerge mener jeg heller ikke er fremstået på den måde, som videnskaben har beskrevet. Jeg vil vende tilbage til dette når jeg først har betrådt selve månelegemet.
      Nu nærmede skibet sig den stærkt lysende klode. Jeg afdækkede derpå mine udkigsvinduer med et gråt glasdække indvendig og drejede skibet til siden. Det var nemlig ikke min mening at landingen skulle foregå på den måde at jeg som en kugle eller et projektil udskudt af et gevær skulle klaskes flad eller knuses som et fly mod en mur. Raketsystemet sattes ud af funktion og apparatet med magneterne plus og minus sat rede til at fungere i rette øjeblik. Jeg mærkede at månens tiltrækningskraft voksede for hvert sekund. Jeg styrede som sagt skibet, således at det i passende afstand kunne glide horisontalt med månens form. Jeg agtede nemlig at bese bagsiden af månen – altså den side der altid vender bort fra jorden. Vi ved det er således, da vi jo fra jorden altid ser de samme måneplatter og det samme måneansigt. Derfor agtede jeg at følge dens omkreds indtil skyggen på bagsiden blev så svag at jeg kunne se at finde en passende landingsplads.
      Jeg styrede og kredsede langs månens overflade, og omsider mente jeg at have fundet en passende landingsplads, og ved hjælp af mit udmærkede magnetsystem og mit måneskibs lethed kunne jeg nu lade skibet gå ned i jævn glideflugt og lande så roligt og klart, at jeg ikke behøvede nogen faldskærm.
 
3. kapitel
 
Efter den meget vellykkede landing blev jeg endnu et par timer i skibet, indtil solens lys nåede længere om på månens bagside. Fra mine udsigtsvinduer kunne jeg se at måneoverfladen på denne side ikke lignede den side, der vender mod jorden – særlig i nærheden af min landingsplads hvor der syntes at være ligesom en stor dal, da skyggerne der var stærkere end andre steder. Da jeg senere syntes at tiden til udstigningen var passende, lukkede jeg udgangsrøret op og bragte de ting frem, jeg mente at få brug for under mine undersøgelser. Desuden medtog jeg af mine kemiske fødemidler et lille forråd til nogle dage.
      Det var en forunderlig atmosfære månen var omgivet af og som ventet ikke tilstrækkelig fyldt med ilt – så jeg måtte tage min dertil indrettede hættemaske på og luft- og iltbeholdere på ryggen. Det var dog ikke nogen byrde, da alting – mig selv iberegnet – næsten ingen vægt havde, og når jeg prøvede et lille hop blev dette gentaget som når en gummibold falder mod jorden. Af samme grund måtte jeg også forankre skibet fordi en mulig opstående storm ellers kunne blæse det bort. Tillige havde jeg en tynd stærk line om livet fastgjort til skibet – derved vidste jeg altid hvor langt jeg var fra dette. Det mørke felt jeg havde iagttaget var en sænkning i overfladen og ganske jævn, så den egnede sig udmærket til ankerplads for skibet og samtidig syntes temperaturen meget behageligere. Man kunne nemlig ikke påstå, at der var nogen tropisk varme i måneregionerne. Men da jeg var belavet herpå anfægtede det mig ikke synderligt.
      Jeg fik skibet transporteret derhen, hvilket ikke var svært, da dets vægt var meget ringe efter at tiltrækningsmagnetismen var afbrudt. Efter nogen rekognoscering af sænkningen under fuldt dagslys opdagede jeg snart, at der tillige fandtes en stor åbning ned i månelegemet og det måtte undersøges noget nøjere. Heldigvis havde jeg god forsyning af tovværk og andet brugeligt materiale, så jeg i løbet af et par dages tid havde lavet nogle rebstiger, som jeg med sikkerhed kunne bruge til at undersøge hullet – hvor dybt det var og hvordan det var blevet til. Hullet var i tværmål antagelig en 4-500 meter men udvidedes nedefter, og da ingen giftige gasarter eller noget andet ubehageligt trængte ud var jeg ikke bange for at foretage en nedstigning, især da jeg kunne mærke at hullet ikke var særlig dybt.
      Jeg steg altså ned og stod på fast grund, men stor var min forbavselse da jeg ved undersøgelser med mit elektriske lysapparat kunne se, at lignende rum var der mange af under overfladen. Disse rum var adskilte ved naturdannede vægge som mellem cellerne i en honningtavle i en bikube. Jeg passerede et par stykker til alle sider dog uden at mærke noget liv eller særligt interessant. Kun bemærkede jeg i de omtrent glatte vægflader som var meget glinsende og sortglasagtige nogle små lysende punkter, ligesom når man en sommeraften ser sankthansormen lyse i græsset. Efterhånden som jeg trængte længere frem blev luftarten i hulerne mere og mere behagelig, så jeg helt kunne undvære min gasmaske. Dog måtte jeg tage den på igen når jeg gik ud til mit måneskib.
      Jeg var dog endnu ikke helt tilfreds med mine iagttagelser af de sælsomme underjordiske grotter eller celler. For hver dag der gik trængte jeg dybere og dybere ind, og pludselig en dag vaktes min nysgerrighed ved at der i en af cellerne – meget større end de andre – vel et par danske mil i tværmål, dog ikke meget højere til hvælvingen end de andre – antagelig en halvhundrede meter – pludselig viste sig et meget stærkt lysskær, lignende dagslyset. Mon der også herfra var en opgang til måneoverfladen, tænkte jeg. Det måtte undersøges. Det var dog ikke så let, da cellevæggene mellem den celle jeg stod i og den lyse celle kun var gennembrudt af en mængde huller der ikke var større end man lige kunne knibe sig igennem. Men igennem kom jeg.
      Men her steg min forbavselse sådan at jeg straks trak mig tilbage i åbningen jeg netop var krøbet igennem. Det lysende skær som havde lokket mig hertil var et utal af millioner af lysende punkter – opad, nedad og til alle sider – så med det blotte øje lignede det et himmelrum med utallige stjerner. Stadig bevægede en mængde af stjernerne sig opad, nedad og i rundkreds, snart større snart ganske små og svage som var de langt borte. Somme tider kom en stjerne mig – syntes jeg – ganske nær så at jeg trak mig helt ud i den foranliggende celle.
      Det smukke syn varede ved i flere timer. Jeg var næsten blændet af at stirre på dette mærkelige, og jeg lagde mig derfor lidt til hvile i den mørke celle for at tænke over det mærkelige jeg så. Er dette her månen tænkte jeg – denne døde klode hvorpå der ikke skulle være liv, kun det ene punkt i hele universet der til evig tid var afskåret fra det højeste guddommelige i skabningens storhed – selve livet? Dette syntes nu at være anderledes.
      Jeg fik min lyskikkert frem, da jeg derved samtidig undgik at blive blændet af det stærke lys, og trængte så igen ind i den store lysende celle. Men nu så jeg på nærmere hold, at de faste ubevægelige lyspunkter (”stjernerne”) var af samme slags, som jeg havde set enkelte af i de andre celler – og med megen besvær fik jeg i væggen, hvortil jeg stod, et sådant lysende legeme løsnet. Det lignede i min hånd en diamant, men var ganske glat og afrundet som en nød. Jeg gemte den lysende sten i tasken for at undersøge den, når jeg kom tilbage til skibet. Pludselig nærmede en kreds af bevægelige lys sig; jeg ville i første øjeblik flygte, men min interesse for det mystiske fænomen fik overhånd og jeg blev stående. Nærmere og nærmere kom de dansende lys, der i cirkler stadig rundt i kreds nærmede sig og blev større og større.
      Ved nøjere blik på en enkelt cirkel hvis bevægelser jeg fulgte opdagede jeg at enkelte af lysene gik ud af cirklen og holdt sig ganske stille når cirklen kom tættere på cellens sider. Stadig nærmere kom en af de lysende kredse, og da den kom mig på en afstand af en snes meter, opdagede jeg til min store forbavselse at lysene ikke var fosforlys eller svævende sten af den slags, jeg havde pillet ud af væggen og gemt i min taske. Nej, kredsene eller ringene var lutter levende væsener – ikke ånder eller spøgelser, men virkelige levende selvlysende væsener. Ved et heldigt tilfælde fik jeg dette konstateret, da et af de lysende væsener trak sig ud af ringen og ind mod cellevæggen tæt ved hvor jeg stod.
      Jeg skal nu prøve at beskrive hvorledes en månebeboer ser ud. Jeg fandt mit kamera frem og tog et billede af væsenet – for siden at studere det nøjere, hvis det pludselig skulle forsvinde som et dansende lys igen. Disse mystiske væsener kan jeg hverken henregne til dyre- eller planteriget. De må være en blanding af dyre- og mineralriget eller også et fjerde rige uden navn. Underet var af størrelse som et årgammelt barn, dog lighed med et menneske var der ikke. Snarere lignede det en kæmpestor edderkop. Selve kroppen var formet som et langstrakt rør forsynet med hoved, fire arme og fire ben, to arme og to ben på øverste halvdel af kroppen og to arme og to ben på nederste. Lemmerne var dog ikke som menneskelemmer, idet leddene kunne bevæges til alle sider – som kugleled. De par lemmer jeg har beskrevet som arme, var der hvor hænderne ellers sidder forsynede med fire kroge eller klør, som kunne drejes mod hverandre og fastholde genstande og slippe dem igen. Benene var derimod forsynede med sugelabber som fluernes fødder, således at individerne kunne fæstne sig med hovedet opad, nedad eller sidelæns efter behag.
      Selve kroppen var delvis gennemsigtig og det mærkelige ved hele fænomenet var at der midt om kroppen i en kreds udstrålede sig en krans af stærkt lysende lange stive hår. Denne krans tjente som bæreplan, der ved forskellige bevægelser kunne hæve eller sænke væsenet eller styre det frem eller tilbage efter ønske – men man så aldrig disse mærkelige individer gå eller krybe. Altid var deres bevægelser svævende frit i rummet og altid i kredse eller ringe. Aldrig i sovende eller hvilende stillinger – kun ganske korte ophold, mens de tog nogen næring til sig. Jeg lagde særlig mærke til, at det altid var bestemte steder på rummets vægge, de sugede sig fast med benene, og somme tider kradsede de noget støvlignende ud af væggene og fortærede det. Det var føden. Tørsten opdagede jeg blev slukket på den måde, at der blev udsuget en lidt fedtet væske af en grønlig stenart. Hovedet var egentlig at se til som en knop på en meget tynd stilk og ovenud strakte sig to følehorn, som altid var i bevægelse. Øjne og øren sås ingen af, men derimod var knoppen på den ene side forsynet med en rørformet mund, der i yderenden afsluttedes med sugelæber i en bevægelig rand. Hermed indsugedes drikkelsen og gennem røret (eller munden) forsvandt føden, men jeg så aldrig nogen udtømning.
      En dag var jeg så heldig at fange et af disse små væsener, hvilket dog ikke er så helt let, da deres bevægelser er ret hurtige og følehornene så lange og bevægelige, så de i afstand af et par meter kan mærke andre legemers tilstedeværelse. Jeg fangede dette eksemplar i et slags fuglenet, men fortrød det dog bagefter, for da jeg ville bringe det til mit akvarium i skibet var det blevet til næsten intet. Straks det var fanget hang følehornene slapt ned og ligeledes den lysende hårkrans. Hele kroppen svandt ind for hvert sekund og da jeg nåede skibet var kun en lille grå og uformelig klat fedtet stof tilbage. Straks efter jeg havde fanget den, føltes dog ved en berøring med fingeren til lyskransen ligesom et mindre elektrisk stød i fingeren og en sviende smerte noget efter.
      Disse væsener kan heller ikke frembringe anden lyd end en fin piben i forskellige styrkegrader, måske deres sprog, og samtidig en fin musikagtig summen af lyskransene. Da jeg efter nogle besøg i den store celle var blevet mere fortrolig med disse væsener og deres ensformige dans, interesserede det mig ikke mere. Jeg tog noget værktøj og udhuggede flere af de lysende sten samt nogle prøver af de steder hvor beboerne søgte føde og drikke for at undersøge disse nærmere.
      Den støvagtige føde var som før nævnt egentlig en stor del af selve væggenes hovedbestanddel, så der var rigeligt med næring til mange tusinde år for disse månebeboere. Jeg tænkte mig ved kemiske undersøgelser, når jeg igen var på jorden, at prøve om dette stof kunne erstatte den menneskelige føde, således at hulestøvet i form af for eksempel en lille pille var tilstrækkelig til føde for en dag. Jeg smagte nemlig på lidt af det fine pulver. Det var hverken bittert eller surt men smagte snarere lidt sødligt og saltagtigt, men jeg syntes det gav mig en følelse af livlighed en hel dag og fik mig til at se lyst på tilværelsen, så her var måske kilden til netop den føde, vi mennesker trænger til – billig og kraftig. Drikkestenen prøvede jeg også med læberne, men den syntes jeg ikke om. Smagen mindede mig nærmest om en blanding af sirup og sæbe. Dog gemte jeg det hele til senere forsøg.
      Jeg var hermed færdig med mit ophold på denne plads og i månens indre.
 
4. kapitel
 
Før jeg igen vendte næsen mod vor gamle jord, ville jeg dog optegne, hvad jeg havde oplevet på denne min rejse til månen og mit ferieophold der, hvilket nu er sket.
      Beretningen lægger jeg nu i en dertil indrettet beholder til et minde om månefærden. Krukken bliver hos mig indtil jeg finder tidspunktet for offentliggørelsen heraf. Jeg agter nu at foretage en rundtur om månen for at finde det rette udgangspunkt for tilbagerejsen ved månens magnetpol, da dette vil lette min afrejse.
 
5. kapitel
 
Denne sidste del af min beretning er skrevet efter min hjemvenden til jorden, som jeg nåede med livet og hele lemmer i behold.
      Undersøgelsen af månens mod jorden vendende side kunne kun foretages i en afstand af en fem hundrede meter og er derfor ufuldkommen. Jeg turde ikke gå ned på den tilsyneladende hårde overflade, men tror dog at kunne give nogle interessant oplysninger om mine iagttagelser af ”måneansigtet”.
      Vand så jeg intet af – hverken søer eller floder på denne overflade, som tilsyneladende var en uddød ørken, meget ujævn og fyldt af metallignende sletter med bjerge og dale. Jeg studerede særlig de såkaldte ringbjerge og ville gerne vide, hvorledes disse store ringe med et mindre bjerg i midten var fremstået. Kratere efter vulkaner som for tusinder af år siden var ophørt med at fungere, var jeg straks klar over der ikke kunne være tale om. Selve månen er så kold at dens indre næppe består af en glødende masse – og hvis den gør, er dens indre varme ikke af nogen væsentlig betydning, hvilket jeg selv havde kunnet mærke da jeg opholdt mig i en del af dens indre.
      Jeg antager at disse ringbjerge er fremstået ved månens allerførste stadium af dens tilbliven som sammenhængende lille planet. Som en del af dens moder – jorden – tror jeg månen først bestod af en glødende tåge, der ved afkøling og indre forhold har drejet sig om sig selv, indtil der har dannet sig et fastere legeme, som der har taget form som andre planeter, altså kugleform. Jordens tiltrækningskraft har på den ringe afstand fra drabanten dannet månemassen tykkere på den side, der vender mod jorden og derved fastholdt den og stadig vedligeholdt tiltrækningen, så månelegemet til sidst standsede i sin omdrejning om sig selv. Jeg mærkede også i min omkredsning af månen, at mit magnetsystem virkede med anderledes kraft på den side, der vender mod jorden end den modsatte, og det styrker min teori. Men apropos ringbjergene: Ved månemassens afkøling indsnævrede overfladen sig betydeligt, så den indeværende gas ikke kunne få plads men måtte ud.
      Jeg tænkte mig dette øverste lag som når man koger beg eller anden tyktflydende masse. Kan sådan damp ikke komme ud på anden måde, dannes runde blærer, som så stiger op på overfladen, står et øjeblik som en halvrund kuppel, brister og dampen frigøres. Således fortsættes indtil den overflødige damp eller gasart er udløst. Nu havde så overfladen som halvt størknet lavamasse lukket for den overflødige luft eller gasart, som skulle ud af månelegemet. Derved opstod blæredannelsen, der ved overfladen som en sæbeboble har arbejdet sig halvt op af lavaen, men ved et atmosfæretryk ikke kunne frigøre sig helt. Blærekuplen har da stået i nogen tid og er blevet afkølet, hvorved den har indsnævret sit omfang, og det indvendige pres af gassen til sidst har bevirket at blæren er bristet. Kuppelhvælvingen er da styrtet sammen og har dannet en høj, som netop må ligge midt i en cirkel af den rand, der måtte danne sig af kuplens nederste sidevægge.
      Til eksempel: Blæs en sæbeboble, lad den dale ned på et bord og det samme vil da ske. Boblen brister og man ser en våd ring med en våd plet i midten – et månebjerg ”en miniature”.
      Da jeg i mellemtiden havde fundet det mest magnetiske punkt på månen, drejede jeg skibet med næsen mod vor klode og satte mine apparater i fuld funktion. Først frastødningsmagnetismen og derpå raketsystemet. Dette foregik meget lettere end den modsatte vej fra jorden til månen, så tilbagerejsen forløb ganske som beregnet, undtagen landingen. Ved min afrejse fra månen havde jeg over alt det interessante jeg havde oplevet glemt, at jorden jo stadig drejer sig om sig selv i ganske antagelig fart – og det var derfor ikke så lige en sag at finde min udgangsstation igen. Den store lyse klode, som først sås rød som en stor ejdammerost blev stadig større, så jeg nærmede mig med utrolig fart. Jordens tiltrækningskraft steg med hvert sekund og blev så stærk, at jeg kunne regne ud at dersom jeg landede mod en klippe ville vel både mit måneskib og jeg selv blive knust.
      Da jeg endelig var så nær at jeg kunne skelne vand fra land, søgte jeg at styre således, at jeg dog kunne lande et tørt sted. Jeg var i mellemtiden kommet ganske tæt på jorden og opdagede nu, at der kun var hav under mig. Ved mit raketsystems fortrinlige konstruktion var det muligt at standse de udstødninger af kraft, jeg ikke ønskede anvendt og derved foretage en drejning og styring af måneskibet. Dette blev foretaget men afstanden fra land syntes mig for stor. Jeg havde observeret en temmelig stærk blæst efter skyernes fart mod noget som jeg antog for land.
      Straks åbnede jeg faldskærmslemmen, trak selerne på og tog de allernødvendigste genstande med mig og dermed beholderen med mine beretninger. Jeg måtte desværre overlade måneskibet til sin egen skæbne, gjorde mit sidste arbejde ved apparaterne og lukkede øverste ventil op, hvorved jeg af lufttrykket førtes med faldskærmen et godt stykke opad igen. Min vægt bragte mig dog hurtigt tilbage i et fald mod jorden og faldskærmen udfoldede sig helt. Blæsten førte mig i skrå retning så jeg kom ind over land og dalede ganske blødt til jorden kun et par hundrede meter fra vandet. Her stod jeg så, men hvor? Jeg anede det ikke. Intet menneske at se, ingen byer, ingen skibe. Alting øde.
      Jeg tog da en rask beslutning. Mit dejlige måneskib var gået til bunds i havet med mine mange beviser på månerejsens pålidelighed og hele min formue. Den sidste del af min beretning lagde jeg i denne beholder sammen med den første, skruede flasken til og i håb om det selvlavede glas’ modstandskraft ville jeg ved første fralandsvind kaste den og mine dyrebare optegnelser i havet.
      Hermed måske et sidste farvel til den verden og den slægt, der ønskede min udslettelse – men dog med det håb at jeg en dag igen kunne blive i stand til at bygge et endnu større og bedre måneskib, der kan rumme flere end mig selv på en ny ekspedition til månen. Måske jeg derved endnu en gang kan forbavse verden med noget af det mystiske som universet indeholder.
 
Til da forbliver jeg ærbødigst
Mr. Air
 
   
”Hvad flaskeposten indeholdt” eller ”Mr. Airs eventyr” er skrevet af Jørgen Dinnesen, malermester i Bramming, cirka 1930. Offentliggjort første gang i februar 2006.
 
Teksten er indtastet fra det håndskrevne originalmanuskript og redigeret af Niels Jørgen Dinnesen i februar 2006. Kun ganske få ændringer er foretaget, herunder justering til moderne skrivemåde og udretning af enkelte krøllede sætninger.
 
Jørgen Dinnesen kaldte selv sin science fiction fortælling ”en roman” – men omfangsmæssigt er der jo snarere tale om en novelle. Manuskriptet består af cirka 50 håndskrevne sider, og printer man historien her fra hjemmesiden fylder den omkring 10 A4-ark.