Postkort fra Skotland - 2009.

 

Glen Shiel, Scotland.

 

Det er tørvejr og ikke så koldt som frygtet, da vi i selskab med Gunhild og Gert lander i Edinburgh. Regnen kommer først to minutter senere, da vi kører med en tætpakket bus fra flyet ind til ankomstterminalen – og bygerne fortsætter med korte mellemrum, da vi i lufthavnen har hentet vores Mercedes 190E Automatic og kører nordpå over Forth Bridge ad M90 og via byen Perth til vores første stop i Pitlochry ved foden af Ben Vracky på tærsklen til højlandet. Her spiser vi aftensmad under en blå himmel på Port-na-craig Inn ved bredden af floden Tummel, som brusende løber igennem byen.

 

Næste dag har vi besluttet os for vandreturen Killiecrankie Walk, før vi kører videre nordpå. Turen står opført i vores rejsebog som 13 km lang og ’easy’ – da stien hele vejen følger flodlejet og søen Loch Faskally – så vi regner med at komme rundt på et par timer eller deromkring. Stejle skrænter og bjergsider rejser sig til alle sider fra bredderne af vandløbet, og turen gennem kløften er flot og imponerende og vejret fint og frisk og klart. Halvvejs ved Clunie Foot Bridge har vi brugt to timer, og da vi krydser River Tummel og kommer ind i skoven på den modsatte side, trækker mørke skyer sammen over os – og kort efter begynder det at regne. Vi håber, det bare er en lille byge, men det er det ikke. Snart bliver dråberne store og tunge, og nu siler regnen uophørligt en hel time, mens vi vandrer nordpå og krydser en sidegren af floden ad Coronation Bridge, bygget i 1860 til ære for George IV. Da er vi trods jakker og hætter og regnslag totalt gennemblødte, og på et tidspunkt begynder jeg at frygte, at kamera, mobiltelefon og al anden medbragt elektronik drukner i syndfloden. Men pludselig klarer det op, og den sidste time af turen kan vi igen se både skoven, de grønne bakker og den rivende flod gennem brilleglassene. Oplevelsen er en lærestreg; en skotsk regnbyge kan ramme når som helst, og dråberne er store og tunge.

 

De næste dage bor vi midt i højlandet ved Loch Ness på det lille Hotel Benleva i landsbyen Drumnadrochit. Slotsruinen Urquhart Castle på søbredden er med den vandreform, vi er i, inden for gåafstand – og i bilen drager vi på dagudflugter vestpå til Isle of Skye og nordpå til Dornoch Firth og byen Inverness. Navnlig turen til Skye er helt fænomenal. Her har vi solskin hele dagen og ser nogle fantastiske landskaber gennem Glen Shiel kløften på vejen til kysten og senere de høje flade bjerge på selve øen Skye ved Old Man of Storr og Quiraing-kæden ved Staffin Bay helt oppe på nordspidsen. Fra pynten ved Duntulm Castle kan vi se ud over Atlanterhavet med øen Lewis i det fjerne. Overalt er de højeste bjergsider store vidstrakte og åbne landskaber uden træer, opdyrkede marker eller bygninger, men med tæt bevoksning af enten lyng og græs eller bregner, mosser eller andre lave vækster i frodige og lysende grønne farver. Ned ad de stejle sider risler hele tiden klare vandløb, som hurtigt samles til rislende bække og i bunden af kløfterne til rivende floder.

 

Glenmorangie Distillery, Tain.

 

Hotel Benleva rummer landsbyens mest besøgte restaurant og pub, og om aftenen nyder vi sammen med det lokale stampublikum en pint eller to af Skotlands karakteristiske ales på fad, de fleste fra Isle of Skye bryggeriet i byen Uig på Skyes vestkyst. Også Benlevas restaurant er fremragende – og man kan både få flere slags velsmagende fisk og muslinger og eksempelvis karrykrydret lam med ris eller kylling med friske grønsager og nye kartofler.  En anden tur går nordpå gennem det østlige højland til Dornoch-fjorden og byen Edderton med en af det oprindelige folk, picternes, bautasten med magiske tegn og inskriptioner. På samme tur besøger vi Glenmorangie destilleriet ved byen Tain og tilbringer et par eftermiddagstimer i områdets største by Inverness – som desværre i den gamle bymidte er skæmmet af stilløse og brutale bygningsfornyelser fra 1970’erne og 1980’erne.

 

Efter Benleva og Loch Ness kører vi syd- og vestpå gennem The Great Glen, der skærer sig diagonalt gennem højlandet fra Inverness i nordøst til Fort William og Loch Linnhe mod sydvest. Her ligger søerne som perler på en snor omgivet på begge sider af grønne og høje bjergsider med Ben Nevis på 1344 meter som Storbritanniens højeste punkt. Fra Inchree og Onich kører vi igen ind i landet og op gennem den fænomenale slugt Glen Coe, hvor bakkerne rækker stejlt og lysegrønt ind i himlen, og det desværre igen bliver regnvejr, netop da vi vil begynde en vandretur langs floden og op gennem kløften. Om aftenen bor vi på Inverbeg Inn direkte ved bredden af Loch Lomond, og det er helt i overensstemmelse med stemningen, da det indforskrevne energiske musikantpar i kroens restaurant en sen lørdag aften afslutter en perlerække af rock- og folksongs med den klassiske Loch Lomond vise – ”Oh you'll take the high road and I'll take the low road / And I'll be in Scotland afore ye / But me and my true love will never meet again / On the bonnie, bonnie banks of Loch Lomond”.

 

De sidste dage tilbringer vi i den gamle by Edinburgh, der ligger smukt og flot på et højdedrag ved sydsiden af Firth of Forth fjorden på Skotlands østkyst. Den centrale del af byen er overskuelig og alting inden for gåafstand – både i den såkaldte Old Town øverst oppe og i New Town længere nede. Old Town domineres af gaden The Royal Mile, som strækker sig fra den nye parlamentsbygning og Holyrood-slottet i den ene ende til det vidtstrakte Edinburgh Castle i den anden, og som hele vejen er kranset af en ubrudt række gamle høje stenhuse fra middelalderen. Nogle af husene er indrettet som små museer med gratis adgang, så man kan nemt bruge en dag eller mere på at vandre ind og ud af de gamle huse og ind imellem sidde på en cafe med en skotsk mocca, latte eller capucino. Det er en flot og hyggelig by, selvfølgelig med mange turister, ikke mindst i den øvre ende af the Royal Mile.

 

På kunstmuseet ser vi udstillingen ’The Discovery of Spain: Goya to Picasso’ – som handler om britiske billedkunstneres fascination af Spanien og spansk kunst gennem tiderne, fra El Greco, Velazquez og Goya frem til Picasso. Der er værker både af de klassiske spanske kunstnere og af for os ukendte skotske og britiske kunstnere som John Phillip, John Ballentyne, Sir David Wilkie og John Frederick Lewis – mange både flotte og spændende – og særligt sjovt for mig er det at støde på endnu en kunstner, her skotten John Phillip, der er blevet så optaget af Velazquez’ maleri ”Las Meninas”, at han omkring 1850 har malet en næsten nøjagtig kopi (dog kun i udsnit) af det berømte forlæg. Tidligere i år har jeg i Barcelona set udstillingen af Picassos mange udgaver af samme motiv, og også i London kun et par uger senere stødte Solveig og jeg på to af Picassos ”Las Meninas” billeder, udlånt fra Barcelona-museet til London-udstillingen ”Challenging the Past”. Skotten John Phillip forholder sig selvsagt betydeligt mindre frit end Picasso til Velazquez’ legendariske billede – men kopien er ikke desto mindre fermt lavet – og en ekstra drejning får historien her i Edinburgh med et billede malet omkring 1864 af skotten John Ballentyne forestillende ’John Phillip in his Studio’, og hvor man ser netop John Phillips ”Las Meninas” kopi hænge på en af væggene. Altså et maleri, som afbilleder et maleri, der er en kopi af et tredje maleri – som blandt andet viser en kunstner, Velazquez selv, i færd med at male enten selve dette tredje maleri eller måske et helt fjerde.

 

Sådan hænger alting til slut sammen et sted – og vi afrunder besøget i Scotland og Edinburgh med en vandretur op til toppen af det 240 meter høje Holyrood-bjerg, som stolt og fornemt kranser byen mod sydøst. Stien stiger svedende stejlt op ad det grønne bjerg, og det er først, da vi har rundet toppen og kommer ned igen til the Royal Mile – at den keltiske himmel slår revner, og det igen begynder at regne.

 

24. juli 2009

Niels Jørgen

 

Old Man of Storr, Isle of Skye.

 

Flere fotos fra rejsen findes her: Scotland 2009.