Dinnesens krønike

”Dinnesens krønike” skrevet i efteråret og vinteren 2005 til 2006 er et afsluttet dokument, og nye oplysninger om slægten skrives kun ind i den opfølgende krønike ”Tilfældets mystik”. Nærværende udgave af krøniken i nyt layout er udsendt i januar 2011.

 

Jeg har altid vidst, at min familie på fædrene side har rødder i nabosmåbyerne Bramming og Gørding 10-15 km fra Esbjerg i Vestjylland. Som barn i 1950’erne var jeg sammen med mine forældre tit på familiebesøg hos onkler og tanter og fætre og kusiner begge steder, ofte i anledning af fødselsdage eller andre mærkedage og med overnatning under trange forhold det ene eller det andet sted – og altid med det klare indtryk, at personkredsen i Dinnesen-familien på de kanter var både stor og bred. Tante Emma og Onkel Jens havde et nydeligt rødstenshus i Bramming med stor have og en græsplæne, hvor der kunne spilles kroket, og det endda var tilladt – med lidt forsigtighed – at spille fodbold. I husets gemmer fandtes store mærkelige symaskiner, dunkle loftsrum og også nogle magiske ægte kårder, som vi nogle gange fik lov at fægte med, og som efter sigende stammede fra en af tyskerkrigene i gamle dage. Hos Faster Edith og Onkel Regnar havde kun de voksne lov til at komme i den fine stue, mens alle vi børn – som jeg husker det – var henvist til en slags aflukke med begrænsede udfoldelsesmuligheder, bag et plastikforhæng eller lignende. Onkel Regnar havde også spændende ting at fremvise, blandt andet en efter tidens forhold meget avanceret båndoptager – men vi får allerhøjst lov til at se disse ting, aldrig selv røre ved dem.

 

Hos Onkel Thorvald og Tante Astrid i Gørding var der altid højt humør og skæg og ballade, og selv om for eksempel kortspil tit kun var for de voksne, så måtte vi børn gerne kigge på, og ofte var der også gang i en masse udendørs aktiviteter, som ikke mindst inddrog netop børnene. Mange af onklerne og tanterne var i virkeligheden min fars onkler og tanter – og var vi til større familiefester, deltog også Onkel Peter og Tante Minna, Onkel Otto fra Sønderjylland og min farfar, der boede i Silkeborg sammen med min fars bror og svigerinde, Onkel Hans Verner og Tante Ella. Mange af alle disse familiemedlemmer var temmelig gamle i mine øjne, og kun de færreste havde børn på noget, der mindede om min egen alder. De nærmeste i den henseende var mine to fætre fra henholdsvis Bramming og Silkeborg, Preben og Brion.
 
 
Jørgen og Laura Dinnesen, portrætter malet af Jørgen Dinnesen ca. 1925. Tilhører Aase Mertner, Flensborg.
 
Ophavspersonerne til hele den store søskendeflok, der var kernen i mange af disse begivenheder – min fars bedsteforældre på Dinnesen-siden, altså mine oldeforældre – har jeg aldrig kendt eller mødt. De boede også i Bramming, men havde – da jeg blev født i 1949 – allerede været død i mange år. Jeg vidste, min oldefar hed Jørgen – for jeg havde allerede tidligt fået fortalt, at jeg med ”Niels” var opkaldt efter min morfar i Fredericia og med ”Jørgen” efter min oldefar i Bramming. Somme tider gik der ligesom en slags gys eller pludselig stilhed igennem forsamlingen, hvis de gamle overhoveders navne i en eller anden sammenhæng blev nævnt. Det var som om, deres ånd som en slags fælles og knugende samvittighed stadig svævede et sted over forsamlingen, og på en eller anden måde – har jeg altid følt – må det være kommet af, at de nok har været strenge og krævende forældre. Jeg har altid tænkt, at Laura ser meget hård ud på portrætbilledet ovenfor. Der faldt ofte en eller anden kommentar, hvis der ved festlige lejligheder kom øl eller lignende på bordet – og der var vist noget med, at de gamle havde set skævt til alle former for spiritus…? Tilsvarende lå det også somme tider i luften, at der i fortiden havde været et eller andet problematisk i forhold til familiens tilknytning til et område i det vest- og sønderjyske, som før Genforeningen i 1920 grænsede tæt op til det tyske…? Ingen af disse ting var nogensinde rigtigt alvorlige problemer, og generelt var ånden i hele den store familie mere glad og munter end det modsatte, men et eller andet gedulgt fra et sted i fortiden kom vist aldrig helt frem på bordet, har jeg altid tænkt.
 

I ungdomsårene – efter jeg var flyttet hjemmefra og havde travlt med at etablere min egen tilværelse – mistede jeg helt naturligt forbindelsen til mange af de slægtninge, der havde spillet så stor en rolle i min barndom. Ligesom mange andre unge i min generation tog jeg et spring bort fra gamle familievaner med rod i traditionelle håndværksbetonede erhverv ved først at få en studentereksamen og dernæst gå i gang med en længerevarende universitetsuddannelse. Senere dukkede interessen for slægten lidt efter lidt op igen, og siden har jeg med års mellemrum flere gange tænkt, at en dag sætter jeg mig ned og finder svarene på, hvem der er vores rødder. Ikke familien som sådan, i traditionel forstand, altså bestående af en samling mere eller mindre fjerne fætre og kusiner og onkler og tanter. Heller ikke nødvendigvis det helt store kosmiske spørgsmål i Jens Martin Knudsens forstand, ”Hvor kommer vi fra?” – men slet og ret: Hvem var mine forfædre, hvad hed de, hvor kom de fra, hvordan er Dinnesen-navnet opstået, hvor langt tilbage i tiden kan det lade sig gøre at spore slægten i lige linje? Altså regulær grundforskning, hvor svarene skal stykkes sammen brik for brik ved at opstøve og granske originalkilderne. Jeg har ikke haft nogen plan om, hvornår jeg ville gå i gang, og jeg havde slet ikke troet, det skulle være nu – men forskellige omstændigheder og tilfældigheder i efteråret 2005 har gjort, at gnisten er udløst.
 

Maleri af Jørgen Dinnesen, 1902. Tilhører Ejvind Nielsen, Tarp.
Motivet er fra Hovedvej 11 mellem Bramming og Ribe og viser en lokalitet, som er særdeles velkendt af brammingensere. Stedet var gennem det meste af 1900-tallet et yndet sted, når folk fra Bramming-

området skulle have en svingom og en bid brød. Stedet blev kaldt ”Puggaardsminde”. Selve vejkrydset

– hvor vejen opad i billedet fører til Ribe – er fra gammel tid blevet kaldt ”Trojlsknæ”.
 
Malermesteren i Bramming.
 
Siden jeg for alvor begyndte at bruge Internettet for otte-ni år siden, har jeg med en søgning i ny og næ på først Altavista og siden Google holdt øje med, om der skulle være spor efter forfædrene et sted derude – og det første navn, der dukker op, er netop min oldefar i Bramming, Jørgen Dinnesen. Blandt andet findes nogle henvisninger til billeder, han har malet i 1920’erne og deromkring i forbindelse med skelsættende begivenheder i lokalområdet [stenen i anlægget], og på et tidspunkt for et par år siden går det op for mig, at Jørgen har sat så mange spor på egnen, at nogle af hans ting ligefrem er udstillet på Bramming Egnsmuseum. På museets hjemmeside er der links til malerier og andre effekter – og på nettet kan man læse følgende overraskende udførlige introduktion til mine oldeforældre:
 
”Jørgen Dinnesen er født i Oxen nær Jels 1861. Han blev uddannet som maler og i 1901 slog han sig sammen med hustruen Laura Maria ned i Gørding. I 1910 flyttede parret til Bramming og boede der resten af deres liv. Jørgen Dinnesen var dekorations- og landskabsmaler. Han malede alt fra kulisser til dilettantforestillinger til dekorationer på trappeopgange, vægge og lofter i private hjem. Et børneværelse på en gård i Allerup har Jørgen Dinnesen dekoreret med små børnesilhuetter på blå baggrund som en frise hele værelset rundt. Mange af Dinnesens dekorationer er malet over eller forsvundet, men et uddrag af hans udsmykning på restaurant Sommerlyst findes på Bramming Egnsmuseum, ligesom et maleri af Jernbanegade 1907 er blevet restaureret og kan ses på museet. Maleriet har i mange år hængt i Handelsbankens lokaler. Dinnesen døde 1935 – 74 år gammel. Ved begravelsen parerede floromvundne faner fra Håndværkerforeningen, Socialdemokratisk Forening og Afholdslogen N.I.O.G.T., hvor både han og hustruen var æresmedlemmer. Museet er i besiddelse af deres æresdiplomer.”
 

Jørgen Dinnesens restaurerede maleri af Jernbanegade i Bramming, 1907. Tilhører Bramming Egnsmuseum.
 
Oplysningerne fortæller utvetydigt om en driftig og engageret mand, der ud over at virke som efterspurgt håndværksmaler har været uhyre aktiv i foreningslivet og engageret i både håndværkerforening, arbejderparti og afholdsloge. Med en spøgefuld henvisning til, at ”æresmedlemsskabet af afholdslogen ikke er gået i arv” publicerer jeg, ikke uden stolthed på slægtens vegne, et link til Egnsmuseets omtale på min egen hjemmeside – men gør i første omgang ikke ret meget for at grave dybere i Jørgens meritter. Internettet er ikke umiddelbart til yderligere hjælp, og i kortbogen over Danmark findes ingen henvisninger til et sted kaldet ”Oxen”. Det nærmeste er en landsby ved navn Oksenvad ikke så langt fra netop Jels, som det nævnes i museets oplysninger.
 

Min far har for mange år siden, vistnok hos Onkel Jens i Bramming, fået fingre i nogle gamle portrætmalerier malet af netop min oldefar. Dels portrætter af Jørgen selv og hustruen Laura, dels et andet sæt billeder dateret 1894 forestillende Jørgens far og mor, altså mine tipoldeforældre. Billederne hænger i dag hos min søster Aase i Flensborg, og da Solveig og jeg i sensommeren 2005 er på besøg en weekend, kommer vi til at tale om slægten og de gamle billeder. Hverken Aase eller jeg kan huske navnene på tipoldeforældrene, og vi er end ikke sikre på, om vi nogensinde har fået dem fortalt. Vores far, Gunnar, var meget glad for billederne og havde en stor interesse for slægtsforhold – men desværre døde han så tidligt, som 59-årig i 1975, at han aldrig nåede at opleve interessen folde sig ud til egentlig lidenskab. Alligevel må han have kendt navnene på Jørgens forældre – om ikke andet kunne han have spurgt sin egen far, Johannes, der jo stadig levede på det tidspunkt i begyndelsen af 1960’erne, hvor min far havde fået overladt portrætterne og brugte både tid og omhyggelig omsorg på at restaurere dem. Men nu er vores far og farfar jo for længst borte – og da også vores mor, Anna, tidligere på året er død, har vi ingen gode ideer til, hvem vi eventuelt kan spørge om navnene på de to gamle.
 

Fra vores forældres gemmer har Aase overtaget nogle andre gamle Dinnesen-sager, som nu bliver fundet frem og studeret med den forstærkede interesse og nysgerrighed, der pludselig er vakt. Blandt effekterne er nogle originale patentbreve fra tidligt i 1900-tallet omhandlende nogle opfindelser, som Jørgen Dinnesen sammen med nogle venner og forretningsforbindelser på det tidspunkt har gjort – en ”trykknap ved hjælp af hvilken, der kan foretages en sammenføjning af beklædningsstykker”, ”en udtyndingsmaskine til planter, særligt roer” [Se patentvarestyrelsen] og ”et sikkerhedslukke for vinduer og lignende”.
 

Tegningen vedlagt Jørgen Dinnesens Dansk Patent Nr. 19537 vedr. en ”Trykknap”

udstedt den 6. november 1914.
 
I gemmerne findes desuden manuskriptet til en roman, som samme Jørgen har skrevet i hånden omkring år 1930, ”Hvad flaskeposten indeholdt” eller ”Mr. Air’s eventyr”. Begge dele bekræfter indtrykket af Jørgen som en særdeles driftig og initiativrig person med en sprudlende fantasi og overskud til en masse andet end bare dagen og vejen. Ingen af opfindelserne blev sat i produktion, og romanen blev aldrig udgivet, men Jørgen har ikke kunnet slippe disse lidenskaber – selv om Laura derhjemme med husholdningen og hele børneflokken omkring sig måske somme tider har ønsket, at han brugte lidt mere tid på det, der var mere lønsomt – arbejdet som malermester. Jørgen har ikke været til at stoppe. Han har været en fantast og en drømmer, sprængfuld af ideer, og der har altid været gang i nye projekter.
 

Lars Dynnesens dagbog fra felttogene 1848, 1849
og 1850-51. Tilhører Aase Mertner, Flensborg.
 
Blandt dokumenterne ligger også et lille hæfte indeholdende en sirligt håndskrevet dagbog for en Lars Dynnesen, som i årene 1848-50 deltog på dansk side i krigen mod tyskerne. Min far må have overtaget dagbogen samtidig med portrætmalerierne, for jeg husker fra min barndom i Jelling, at han på et tidspunkt fik min engelsklærer, Lærer Søndergaard, som var ferm til at tyde gotisk håndskrift, til at oversætte teksten til læsbart dansk – og Søndergaards maskinskrevne oversættelse ligger stadig sammen med det lille gulnede hæfte. Jeg husker også, at resultatet af granskningen dengang blev oplevet som skuffende – der var ingen sensationer eller specielt dramatiske begivenheder i dagbogen, det meste er bare en opremsning af nøgterne ydre ting som tid og sted, og hvad skribenten har fået at spise. Aase mener at kunne huske, at Lars Dynnesen vist er en onkel eller en endnu fjernere slægtning til Jørgen – men nu, hvor vi sidder med bogen i hånden og prøver at løse mysteriet om navnene på Jørgens forældre, bliver vi mere og mere sikre på, at Lars måske i virkeligheden er Jørgens far, altså vores tipoldefar. Hvorfor ligger bogen ellers sammen med netop Jørgens effekter?
 
På sporet af slægten.
 
Ønsket om at vide mere er for alvor aktiveret, og da jeg kommer hjem fra weekenden, går jeg i gang med at orientere mig om, hvordan sagen bedst kan angribes. Et opslag på Google på ordet ”slægtsforskning” giver en milliard hits, og efter at have kigget i et udvalg af begyndervejledninger og klikket rundt mellem et utal af hjemmesider, der fokuserer på dette emne, begynder jeg i løbet af nogle dage så småt at føle mig rustet til en mere systematisk eftersøgning af spor fra mine forfædre. Nogle af de gamle registre og protokoller er allerede, eller i færd med at blive, tilgængelige på Internettet, andre findes kun på mikrofilm og skal opsøges på landsarkiverne i Viborg eller Aabenraa. De fleste af folketællingerne fra 1700- og 1800-årene er helt eller delvis indtastet af frivillige rundt omkring i landet, og i Dansk Demografisk Database 4] kan man på avanceret vis søge efter personer baseret på for eksempel brudstykker af navne og formodninger om tilknytning til bestemte amter, herreder eller sogne. Mit projekt er i første omgang at indkredse og få sikker viden om dels min oldefar, Jørgen Dinnesen, dels den mystiske Lars Dynnesen, som har begået krigsdagbogen. Det er forvirrende, at efternavnene er forskellige – men jeg er som sagt sikker på, at der må være en sammenhæng, og antagelsen er i den forbindelse, at Dinnesen nok er en senere omskrivning af en ældre stavemåde med y i stedet for i, Dynnesen. Med til at gøre billedet lidt broget er desuden tilknytningen til netop grænseegnene i det sønderjyske område. Bramming og Gørding ligger i Ribe Amt nord for Kongeåen, mens Jels – hvor Jørgen ifølge museets hjemmeside skulle stamme fra – er placeret i Haderslev Amt lige syd for det, der var grænsen til Tyskland i årene mellem 1864 og 1920. Den geografiske placering har stor betydning for, hvor og hvordan man kan lede. I alle årene under Tyskland var regler og retningslinjer for forvaltningen, herunder registrering af fødsler og vielser og den slags i kirkebøgerne, anderledes i Sønderjylland end i den øvrige del af dagens Danmark – og de danske folketællinger, som er gennemført i perioden, blev naturligvis kun udført nord for Kongeåen.
 

Selv når jeg indsnævrer søgningerne til Ribe, Haderslev og nogle få andre amter er der masser af hits på navne, der minder om det, jeg søger efter – altså Dinnesen, Dynnesen og deslige. Belært af mange års erfaring med altid at skulle stave mit efternavn for fremmede, som alt for ofte går ud fra, at navnet er med ét n, er jeg nødt til at inkludere både Dinesen og Dynesen i søgningerne, og jeg må derfor i starten bruge mange forsøg, før jeg begynder at finde et mønster. Navnlig tre fund i folketællingerne ser ud til at være brugbare, det første vedrørende min oldefar, Jørgen Dinnesen. Ved tællingen i 1890 er registreret følgende husstand i Ribe Amt:
 
Ribe, Malt, Vejen, Vejen, , Hus B, 5, FT-1890
Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested
Jørgen Dinesen, 29, Gift, Husfader, Malermester, Sønderjylland
Laura Marie Dinesen, 28, Gift, Husmoder, , Vejen s, Ribe Amt
Dorthea Birgitte Dinesen, 6, Ugift, Barn, , Vamdrup Sogn, Vejle Amt
Peter Jensen Dinesen, 5, Ugift, Barn, , Vamdrup Sogn, Veile Amt
Lars Dinesen, 2, Ugift, Barn, , Gjesten Sogn, Ribe Amt
 
Min farfar, Johannes, er ikke født endnu på dette tidspunkt, men min søster Jette husker, at to af min oldefars første børn hed netop Thea og Peter – så det ser ud til at være den rigtige Jørgen Dinnesen. Efternavnet er stavet forkert, men både navnet på hustruen (Laura), alderen (hhv. 29 og 28), Jørgens erhverv (malermester) og stedet, hvor de bor (Vejen) passer med det, vi allerede véd, blandt andet fra oplysningerne på Bramming Egnsmuseums hjemmeside. Angivelsen af fødested for Jørgen (Sønderjylland) hjælper os ikke meget i forhold til ”Oxen”, som museet nævner – men stedsbetegnelsen ”Sønderjylland” betyder i denne sammenhæng nok bare ”syd for den nuværende grænse” , og der kan altså være tale om f.eks. Oksenvad eller Jels.
 

Dansk Demografisk Database har også en del henvisninger til en Lars Dynnesen, især hvis man er overbærende med hensyn til stavemåden og accepterer alle varianterne nævnt ovenfor, men de to umiddelbart mest interessante registreringer er fra folketællingerne i 1845 og 1850. I den første er opført en Lars Dinnesen, 25 år, bosiddende i Stordarum i Gørding Herred, og i den anden en Lars Dynnesen, 30 år, nu registreret på en anden adresse, men stadig i Stordarum – og i begge tilfælde med angivelse af Vejrup som fødested. Det må være den samme person, og dét, som for alvor slår hovedet på sømmet i forhold til min eftersøgning, er oplysningen i folketællingen 1850, at Lars Dynnesen er ”fraværende i krigstjeneste”. Der må altså være tale om netop den Lars, som har skrevet krigsdagbogen.
 
Ribe, Gørding, Darum, Stordarum, Nørgrandelaug, , Et Hus, 68, FT-1850
Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested
Peder Hansen Kudsk, 66, Gift, , Husmand og Daglejer, Darum Sogn, Ribe Amt
Margrethe Jørgensdatter, 56, Gift, , Hans Kone, Darum Sogn, Ribe Amt
Lars Dynnesen, 30, Ugift, , Stedsøn, fraværende i Krigstjeneste, Veirup, Ribe Amt
Johanne Pedersen, 19, Ugift, , Deres Datter, Darum Sogn, Ribe Amt
Jørgen Pedersen, 15, Ugift, , Deres Søn, Darum Sogn, Ribe Amt
 
I dagbogen nævner Lars selv, at han er født i Vejrup den 10. november – og krigstjenesten starter med, at han lørdag den 25. marts 1848 forlader netop Darum – så der er ingen tvivl om, at det er den samme mand. Men stedsøn – hvad betyder det? Nu er der brug for at forlade computeren og Internettet og dykke ned i originalkilderne, kirkebøgerne, for at finde ud af forbindelsen mellem Jørgen og Lars – og da jeg samtidig bliver opmærksom på, at Erhvervsarkivet her i Århus har kopier på mikrofilm af alle kirkebøger og folketællinger fra hele landet indtil 1890, er sagen klar. Jeg tager en halv fridag fra arbejde og går i arkivet.
 
Boelsmanden i Oksenvad Sogn.
 
I Erhvervsarkivets store sal er jeg allerede fra åbningstid kl. 9 i selskab med en halv snes andre modne mennesker, som er i gang med at forske i slægterne. En gråsprængt mand ved nabobordet er så venlig at hjælpe mig på gled, da han ser, jeg står og ser famlende og søgende ud – og meget hurtigt får jeg derved styr på både opslagsbøgerne, der leder hen til de rette ringbind med mikrofilmkort, og hvordan man betjener apparatet, hvor kortene kan granskes. Ud fra oplysningerne på Bramming Egnsmuseums hjemmeside, at ”Jørgen Dinnesen er født i Oxen nær Jels 1861” starter jeg med kirkebogen for Oksenvad Sogn 1860-1885, og allerede på det første af tolv mikrofilmkort får jeg bekræftet, at han ganske rigtigt er født 13. marts 1861 – og i forbindelse med dåben den 1. april 1861 står opført følgende oplysninger: [Kirkebog for Oksenvad 1860-1885, kort 1/12]
 
Jørgen Jensen Dynnesen, ægte Søn af Landboelsmand Lars Dynnesen og Dorthea Jørgensen af Ørsted (Moderen 45 Aar gammel). Faddere: 1) Iver From, 2) Iver Iversen, 3) Ellen Marie Bergholt – alle af Ørsted.
 
Jørgen er altså søn af den Lars Dynnesen, som har skrevet krigsdagbogen – og vi har nu fået sat navne på portrætbillederne af Jørgens forældre, som hænger hos min søster Aase: Lars Dynnesen og Dorthea Jørgensen.
 
 
Lars Dynnesen og Dorthea Jørgensdatter, portrætter malet af Jørgen Dinnesen 1894. På dette tidspunkt har Lars været 74 og Dorthea 78 år gammel. Tilhører Aase Mertner, Flensborg.
 
”Boelsmand” betyder husmand, dvs. Jørgen er vokset op på et lille landbrug i Ørsted nær Oksenvad lige syd for Kongeåen i det sønderjyske område. Jeg har ikke så meget tid denne formiddag i oktober måned år 2005, men et yderligere opslag i kirkebogen for Oksenvad bekræfter, at Jørgen bliver konfirmeret Palmesøndag 1876 – dvs. forældrene er altså blevet boende samme sted i en længere periode. I optegnelsen om konfirmationen staves efternavnet for både Jørgen og Lars med i, altså Dinnesen. Egnsmuseet oplyser, at Jørgen bliver gift med Laura i Vamdrup i 1883 – og det får jeg eftervist uden problemer med et kig i kirkebogen for Vamdrup: [Kirkebog for Vamdrup 1883-1889, kort 5/7]
 
16. september 1883. Ungkarl Jørgen Jensen Dynnesen af Vamdrup, 22 Aar. Pige Laura Marie Jensen af Lundgaard, 21 Aar. Vidner: Gaardmand S. Boesen af Bastrup (?) og Klubvært M. Klausen af Vamdrup.
 
Nu hedder Jørgen altså igen Dynnesen. Stadig i følge Egnsmuseet og artiklen på nettet skrevet af Tommi Larsen havde Jørgen, da han var 17 år gammel, fået valget mellem at blive tysker eller udvist. ”Han valgte det sidste og kom i malerlære i Vamdrup, hvor han i 1883 giftede sig med Laura Maria Dinnesen”. Og det er jo nu hermed bekræftet, kun med den lille korrektion, at Laura altså hedder Marie og ikke Maria til mellemnavn. Klubværten, der var vidne til brylluppet, har formodentlig haft Jørgen som logerende. Jørgens forældre, Lars og Dorthea, har måske slet ikke kunnet deltage. Lidt ironisk er det under alle omstændigheder, at Lars og hans familie – trods den aktive deltagelse i krigen 1848-50, hvor det jo er Danmark, der vinder – alligevel ender med efter nederlaget i 1864 at komme under tysk herredømme.
 

Efter et par timers søgning forlader jeg Erhvervsarkivet – allerede en hel del klogere, men også med en klar erkendelse af, at de svar, jeg har fundet, jo samtidig åbner en masse nye spørgsmål. Jeg har kort sagt fået inspiration til at lede videre, og da det er efterårsferie, og dermed en stille tid på arbejdet, beslutter jeg at tage en hel fridag næste dag, fredag, og tage ind på arkivet fra morgenstunden for at samle mere dokumentation. Fra starten har det været min ambition blot at få styr på min oldefar Jørgen Dinnesens baggrund, men nu har jeg fået mod på at lede længere tilbage i tiden for at se, om jeg også kan komme rundt om hans far, Lars Dynnesen. Ud fra krigsdagbogen, som starter med, at han forlader Darum, og slutter med, at han i 1852 renskriver sine notater, mens han befinder sig i Ørsted (hvor Jørgen er født, og Lars på cirka dette tidspunkt ergo må have slået sig ned med Dorthea) – tænker jeg, at han måske har mødt Dorthea i løbet af krigsårene, og af den grund ikke er vendt tilbage til hjemstavnen ved Darum i Gørding Herred. Mit gæt er derfor, at han og Dorthea er blevet gift samme sted som sønnen er født, og at det derfor er oplagt at gå kirkebogen for Oksenvad Sogn nærmere efter i sømmene.
 

Og ganske rigtigt. ”Copulationsregistret” for 1852 fortæller, at Lars og Dorthea bliver gift den 8. juli 1852, og optegnelsen har til mit store held følgende meget detaljerede oplysninger om brudgommen og hans brud: [Kirkebog for Oksenvad 1783-1859, kort 9/11]
 
Gift i Oksenvad kirke den 8. juli 1852:
Ungkarl Lars Dynnesen, ægte søn af Dynnes Larsen og Johanne Mogensdatter, født og døbt i Vejrup 10. november 1820, vaccineret 30. juni 1824 af Hansen i Ribe, konfirmeret i Darum 1835, og pigen Dorthea Jørgensdatter, ægte datter af Jørgen Jensen og Maren Christensdatter, født i Tjæreborg 5. april 1816, vaccineret 28. november 1817 af Monrad i Varde, og konfirmeret i Tjæreborg 1830.
 
På én gang får jeg dermed foræret en masse oplysninger, der både sætter navn på begge ægtefællers forældre og nævner præcise steder og datoer, som gør det muligt at lede længere tilbage i tiden. I løbet af formiddagen lykkes det med opslag i kirkebøgerne for Vejrup, Darum og Tjæreborg at krydstjekke og verificere alle datoer og navne i denne registrering. Det stemmer alt sammen. Fødselsdatoen for Dorthea, den 5. april 1816, er sjovt nok præcis 100 år før, hendes oldebarn (og min egen far) Gunnar Jørgen Dinnesen bliver født i Andst den 5. april 1916. Ved konfirmationen i 1835 står der i kirkebogen anført karakteren ”meget god” under ”dom ang. kundskaber og opførsel” for Lars Dynnesen – og samme karakter får Dorthea i kirkebogen for Tjæreborg i 1830. Det er altså, ikke overraskende selvfølgelig, dygtige og seriøse mennesker, vi har med at gøre.
 
Navnet er Dynnesen.
 

Slægtsnavnet Dÿnnesön – håndskrevet med pen og blæk af min tipoldefar
Lars Dynnesen i 1852.
 
Lars er 32 og Dorthea 36, da de bliver gift i 1852 – og ved gennembladning af kirkebogen for Oksenvad Sogn (først registret over døbte og dernæst listen over konfirmerede) fra 1850 og fremefter, kan det konstateres, at de får i alt 3 børn, alle drenge. Under krigstjenesten møder Lars altså i det sønderjyske område en kvinde, Dorthea Jørgensdatter, som han efterfølgende bliver gift med. Det er godt for ham, han er jo ikke helt ung længere, hun heller ikke – og også godt for os andre – for sammen får de børn og skaber dermed grundlaget for slægten Dinnesen. 
 
Peter Jørgensen Dynnesen, født den 23. marts 1856 (døbt samme dag), ægte søn af landboelsmand Lars Dynnesen og Dorthea Jørgensdatter af Ørsted, gl. 40 år
 
Johannes Kristian Dynnesen, født den 29. maj 1858 (døbt den 1. juni 1858), ægte søn af landboelsmand Lars Dynnesen og Dorthea Jørgensen 42 år af Ørsted
 
Jørgen Jensen Dynnesen, født den 13.3.1861 (døbt den 1. april 1861), ægte søn af landboelsmand Lars Dynnesen og Dorthea Jørgensen af Ørsted (moderen 45 år gammel)
 
I Lars’ tid staves slægtsnavnet Dinnesen altså nogenlunde konsekvent med y. (Undtagelsen er konfirmationsregistreringen for Jørgen; her er navnet skrevet med i). Nogle gange er der en umlaut eller accent over y’et – altså Dýnnesen eller Dÿnnesen – men under alle omstændigheder må Dynnesen med y være den oprindelige stavemåde. Det er Lars’ søn Jørgen, som efter at være flyttet nord for grænsen i 1878, på et tidspunkt begynder at stave navnet med i, altså Dinnesen. Årsagen er måske. at han gerne har villet lægge afstand til det mere tysk-klingende Dynnesen…? Jørgens malerier er altid signeret J. J. Dinnesen, J. Dinnesen eller bare J.J.D. eller J.D.
 

Maleri af Jørgen Dinnesen, cirka 1925. Tilhører Britta Rüsz, Fredericia.
 
I følge bryllupsoptegnelsen i kirkebogen for Oksenvad, hedder Lars Dynnesens forældre Dynnes Larsen og Johanne Mogensdatter. Øjensynligt dør forældrene, mens Lars er barn – og ved folketællingen i 1834, som jeg kigger igennem på mikrofilm senere samme dag på Erhvervsarkivet, står Lars opført som stedsøn hos Peder Hansen og Margrethe Jørgensdatter i Darum Sogn, dvs. samme husstand som 16 år senere, i 1850, opgiver ham som ”fraværende i krigstjeneste”. Ved indtastningen af FT-1834 i Dansk Demografisk Database har operatøren fejllæst navnet som ”Hans Rasmussen” i stedet for ”Lars Dynnesen”. Ud fra originalen – som er gengivet nedenfor – er jeg sikker op, at det rigtige navn er Lars Dynnesen. Efterfølgende har jeg sendt en fejlmeddelelse til Danske Demografisk Database, som i en e-mail den 2.11.2005 bekræfter, at man har kontrolleret mine oplysninger, og at navnet i online-versionen vil blive korrigeret til Lars Dynnesen. Peder og Margrethe har selv et antal børn (Anna Katrine f. 1824, Hans f. 1829, Johanne f. 1831 og Jørgen f. 1835), og Lars (der er den ældste i børneflokken) er altså vokset op i en forholdsvis børnerig familie. Peder Hansen (i 1850 nævnt med tilnavnet Kudsk) er husmand og daglejer. At Lars har haft det trygt og godt hos sine stedforældre underbygges af, at han senere i livet kalder sin ældste søn Peter (stedfaderen hedder Peder). De to andre navne på Lars’ sønner, Johannes og Jørgen, kan være inspireret dels af Lars’ mor og stedsøster (der begge hedder Johanne), dels af navnet på hans yngste stedbror Jørgen.
 

Klip fra folketællingen 1834. I fjerdenederste linje ses Lars Dynnesen opført som 14 aar, ugift og stedsøn hos Peder Hansen og Margrethe Jørgensdatter.
 
Fra Darum til Oksenvad.
 
At Lars Dynnesen er født i Vejrup bekræftes af kirkebogen. Fødselsdatoen er 10. november 1820, og dåben bekræftes i kirken den 26. december samme år. [Kirkebog for Vejrup 1812-1826, kort 1/2] Forældrene er som sagt Dynnes og Johanne, og de nævnes stadig som Lars’ ophav, da han i 1835 bliver konfirmeret i Darum Kirke, omkring 15 km sydvest for Vejrup, helt ude ved Vadehavet mellem fastlandet og Fanø. Men foran deres navne anføres et lille ”afg.”, hvilket udlagt står for ”afgangne”. Allerede ved folketællingen i 1834 registreres Lars som sagt i Peder Hansens husstand i Store Darum:
 
Ribe, Gørding, Darum, Stordarum By, Nørgrandelauget, Et Huus, 61, FT-1834
Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv, Fødested  
Peder Hansen, 50, Gift, , Daglejer,
Margrethe Jørgensdatter, 40, Gift, , hans Kone,
Lars Dynnesen, 14, Ugift, , Sted Søn,
Anna Katrine Pedersdatter, 10, Ugift, , deres Børn,
Hans Pedersen, 5, Ugift, , deres Børn,
Johanne Pedersdatter, 3, Ugift, , deres Børn,
 
Stedsangivelsen, ”Nørgrandelauget”, er mærkværdig og heller ikke umiddelbart at finde på nutidens topografiske atlas – men på Darums hjemmeside kan man læse at ”marsklandsbyen Darum mellem Ribe og Esbjerg engang blev kaldt Danmarks næststørste landsby. Den består af tre adskilte bydele, som man i ældre tid kaldte grandelag: Nørreby, Midtby og Sønderby. Hver bydel bestod af en tæt samling gårde, boelsteder og huse. Endnu finder man velbevarede gårde og huse i den gamle byggestil med sprossevinduer og stråtag, og de er enten rød – eller hvidkalkede.” Det er altså her, i den nordlige ende af Darum, at Lars er vokset op og registreret som en del af husstanden hos Peder Hansen Kudsk helt op til folketællingen år 1850, hvor Lars er 30 år og ”fraværende i krigstjeneste”. Jeg ser på kortet, at Tjæreborg ligger kun 5 km nordvest for Darum og tænker, at det jo ifølge kirkebogen i Oksenvad er her, Dorthea stammer fra… Måske Lars alligevel ikke har mødt hende i Sønderjylland…? Måske kendte de allerede hinanden før krigsårene…? Jeg går tilbage til resultaterne fra mine søgninger i folketællingerne for flere dage siden, da jeg som sagt fandt to interessante henvisninger til Lars Dynnesen fra henholdsvis 1845 og 1850. Den anden er, hvor han meldes ”fraværende i krigstjeneste”, den er allerede analyseret udførligt – men den første har jeg indtil nu ikke studeret i detaljer:
 
Ribe, Gørding, Darum, Stordarum, , Præstegården, 1, FT-1845
Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested  
Peder Jurgensen, 44, Gift, , Sognepræst til Darum og Bramminge., Kolding
Sophie Konraddine Jurgensen F. Brøndsted, 35, Gift, , hans Kone, Hvidding sogn Haderslev Amt
Christine Sophie Jurgensen, 15, Ugift, , deres Børn, Agersøe sogn Sorø Amt
Charlotte Hedevig Jurgensen, 14, Ugift, , deres Børn, Agersøe sogn Sorø Amt
Amalie Gabriella Jurgensen, 13, Ugift, , deres Børn, Agersøe sogn Sorø Amt
Gerhardt Theodor Benedict Jurgensen, 11, Ugift, , deres Børn, Darum
Peter Gotleb Jurgensen, 7, Ugift, , deres Børn, Darum
Alfred Kætheras Jurgensen, 2, Ugift, , deres Børn, Darum
Rudolffine Marie Øllegaard won Jermin, 23, Ugift, , frøken, Veirum Ringkøbing amt
Dorthea Jørgensen, 29, Ugift, , Tjenestefolk, Tjærreborg Ribe Amt
Marie Jensen, 16, Ugift, , Tjenestefolk, Øsse Ribe Amt
Lars Dinnesen, 25, Ugift, , Tjenestefolk, Veirup Ribe Amt
Niels Mogensen, 16, Ugift, , Tjenestefolk, Tjærreborg Tjæreborg
 
Lars Dynnesen er altså på dette tidspunkt, som 25-årig, i tjeneste hos sognepræsten i Darum og Bramminge, Peder Jurgensen. Og det samme er, blandt andre, Dorthea Jørgensen, 29 år, født i Tjæreborg – altså præcis den kvinde, som Lars bliver gift med syv år senere i Oksenvad. Gnisten er altså blevet tændt i præstegården…! Men også derudover er oplysningerne interessante. Alt andet lige må der midt i 1800-tallet have været himmelvid forskel mellem at være tjenestefolk på for eksempel en almindelig landejendom – hvor dagene var lange og arbejdet hårdt – og så at være i huset hos sognepræsten. Præsten drev ganske vist også landbrug, men arbejdsbetingelserne har måske været en anelse mildere i præstegården – og måske er det i dette miljø, Lars har fået inspirationen til nogle få år senere at føre dagbog (og, ifølge samme, at skrive mange breve…) under hele krigstjenesten. Det er næppe alle menige tjenestefolk, der på dette tidspunkt i historien sætter sig ned og fører dagbøger eller skriver lange breve. I forlængelse af forelskelsen i præstegården, bliver Lars og Dorthea måske ligefrem trolovede, før han må forlade hende i 1848 for at deltage i krigen. Videre søgning i folketællingerne på nettet viser nemlig, at Dorthea – mens Lars er i krig – bor hos sin søster Anna Jørgensdatter og hendes mand Thomas Jepsen og deres to små børn på et bolsted i Midtgrandelaug i Store Darum. Folketællingen 1850 lister Dorthea som ” Dorthea Jørgensdatter, 34, Ugift, , Konens Søster, Sypige, Tjæreborg Sogn, Ribe Amt” . Hun venter altså på Lars – og det har nok været en hjertegribende afsked i 1848, før Lars drager af sted i felten.
 

I følge dagbogen deltager Lars under krigen 1848-51 i følgende felttog: ”Det første år 1848 med 6te Bataljon 3die Kompagni, Nr. 20 fra 25de marts til 6te november i 225 dage. Det andet år 1849 overført til 3die Reservebataljon 2et Kompagni, Nr. 184 fra 5te marts til 8 september i 201 dage. Samme år fra 14. december til 11. marts 1850 i 98 dage. Atter igen fra 21. maj 1850 til 16. februar år 1851 i 267 dage. Tilsammen 791 dage”. De allerfleste optegnelser fortæller nøgternt og kortfattet om opholdstederne dag for dag, hvor og hos hvem Lars er indkvarteret, hvornår der udbetales løn og uddeles forplejning – og lidt om selve dagligdagen som soldat. Nogle gange er der tale om vagtposter ved et brohoved eller deltagelse i arbejdet med at bygge forskansninger eller transportere blandt andet forsyninger eller fanger. Andre gange er der tale om mere udsatte roller som forpost eller feltvagt ude i kampområdet og af og til opleves mindre fægtninger med fjenden; nogle gange nævnes en eller flere sårede.
 

Den 6. juni 1849 er Lars vidne til en større træfning: ”Fjendens kanonade på Sønderborg begyndte kl. 2½ og Første Brigade som lå i byen måtte rykke ud på marken. Kl. 4½ rykkede vores Bataljon frem mod ilden og afløste 1. Reservebataljon i forpost. Under geværilden blev enkelte såret og 1 gård blev skudt i brand. Fægtningen ophørt kl. 8½”. Mange gange hver måned nævner Lars at have skrevet eller modtaget et brev, men desværre er de fleste skriverier anonyme – han ”skriver et brev” eller ”modtager et brev hjemmefra” – og de få gange, der er navne på modtager eller afsender, er det næsten altid personer, jeg ikke er stødt på andre steder i mine undersøgelser. En undtagelse er Thomas Jepsen, som Lars korresponderer flittigt med. Som nævnt ovenfor er samme Thomas gift med Dortheas søster Anna Jørgensdatter – og Dorthea bor jo hos søsteren og hendes familie, mens Lars er i krig. Dorthea selv bliver ikke nævnt direkte en eneste gang i dagbogen. Det nærmeste er følgende optegnelse, da han den 7. september 1849 vender hjem til Darum på orlov under en midlertidig våbenstilstand: ”Marcherede til Nye Kro 1¼ mil. Befordring derfra til Ribe 5¾ mil. Betalt 3 mark. Samme dag til Darum til fods 2 mil, ankom dertil kl. 8 om aftenen. Godt modtaget igen.”. Det læser jeg som om, Dorthea modtager ham med åbne arme – og måske har holdt sengen varm for ham. [Dagbogen kan læses i sin helhed her på hjemmesiden: En landsoldats dagbog]
 

 
Udsnit af den side i dagbogen, hvor Lars Dynnesen den 7. september 1849 efter 201 dage i felten vender hjem til Darum kl. 8 om aftenen og ”bliver godt modtaget igen”. Denne sidste bemærkning er en senere tilføjelse og krusedullen under ”godt modtaget” er nok det nærmeste, vi i dagbogen kommer et følelsesmæssigt udbrud fra Lars' side.

 
Stedsøn i Darum.
 
Ovenfor er med sikkerhed konstateret, at Lars Dynnesen er vokset op som stedbarn hos Peder Hansen og Margrethe Jørgensdatter og deres familie i Store Darum. Det fremgår af folketællingerne i 1834 og 1850. Desuden er det fastslået, at Lars’ biologiske forældre – og mine tip-tip oldeforældre – hedder Dynnes Larsen og Johanne Mogensdatter. Begge bliver nævnt i kirkebøgerne som hans ophav i forbindelse med både dåben i 1820, konfirmationen i 1835 og vielsen med Dorthea i 1852. Dermed er vi fem generationer tilbage i slægten. Da Lars bliver født i 1820 er det efter gammel nordisk skik stadig reglen, at børnene får tildelt efternavn efter deres fars fornavn – så sønnerne efter Dynnes hedder ”Dynnesen” og pigerne ”Dynnesdatter”. (Bemærk i den forbindelse også, at Lars’ hustru Dorthea i begyndelsen bærer efternavnet ”Jørgensdatter”, og at dette først senere ændres til ”Jørgensen”). Det er indtil videre uvist, hvor mange søskende Lars havde – om nogen overhovedet. Som tidligere nævnt er de biologiske forældre, uvist af hvilken grund, døde i perioden mellem hans dåb i 1820 og folketællingen i 1834, hvor 14-årige Lars er opført som stedsøn hos Peder Hansen. 
 

Maleri af Jørgen Dinnesen, dateret 1920. Tilhører Carsten M. Jensen, Støvring.
 
For sjovs skyld prøver jeg via søgemaskinen i den demografiske database på Internettet at se, om der er yderligere spor efter Lars’ far og mor, Dynnes og Johanne – og minsandten, det er der! Dynnes – som er far til Lars, som er far til Jørgen, som er far til Johannes, som er far til Gunnar, som er far til mig – er tilsyneladende nævnt i folketællingen 1801 i følgende husstand:
 
Ribe, Gørding, Vejrup, Nør. Vejrup, , , 4. fam, FT-1801
Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested  
Lars Dynesen, 51, Gift, Huusbonde, Bonde og Gaardbeboer,
Mette Nielsdatter, 45, Gift, hans Kone, ,
Niels Larsen, 16, Ugift, Deres Børn, ,
Dynnes Larsen, 3, Ugift, Deres Børn, ,
Kiesten Marie Larsdatter, 1, Ugift, Deres Børn, ,
Maren Hansdatter, 51, Ugift, Ikke af Familien, Inderste, lever af at spinde og væve,
Niels Hansen, 13, Ugift, hendes Søn uden for Ægteskab, ,
 
Sognet er det rigtige, nemlig Vejrup, hvor vi fra oplysningerne i Oksenvad kirkebog i forbindelse med vielsen med Dorthea Jørgensdatter i 1852 ved, at Lars Dynnesen bliver født i 1820, og alderen ser også ud til at kunne stemme. Dynnes er 3 år i 1801 og har dermed været meget ung, men dog 22 år gammel i 1820, da Lars bliver født.  Jeg har fundet Dynnes i konfirmationslisten for Vejrup Sogn 1812-13, 15] og både her og i folketællingen ovenfor bliver det nævnt, at hans forældre hedder Lars Dynesen og Mette Nielsdatter.  Og den samme forbindelse til næste led i kæden bliver bekræftet af optegnelsen i  Vejrup kirkebog vedrørende dåben af Lars i 1820. Forældrene er som sagt Dynnes Larsen og Johanne Mogensdatter, og det er ”Kjesten Maria, afg. Lars Dynesens datter”, som bærer barnet 16] – og det efterlader jo ingen tvivl: I følge folketællingen i 1801 er Kiesten Marie Larsdatter Dynnes Larsens to år yngre søster. Dermed er vi allerede seks generationer tilbage i tiden. Dynnes Larsens forældre er Lars Dynesen og Mette Nielsdatter og Lars er ”bonde og gårdbeboer” i Nørre Vejrup.
 

Det store mysterium er, hvad der sker med Dynnes og Johanne, efter Lars er født i 1820, og hvad der er baggrunden for, at Lars i konfirmationsalderen er opført som stedsøn hos Peder Hansen og Margrethe Jørgensdatter i Store Darum.  For at få svar på disse spørgsmål er det nødvendigt at bore dybere, og jeg beslutter derfor ved først givne lejlighed at bruge nogle timer i arkivet til at fokusere på dette dunkle punkt i krøniken. I første omgang støvsuger jeg på Internettet folketællingerne – og ud over registreringen af Dynnes som 3-årig i 1801, som er nævnt ovenfor, findes her flere henvisninger til en ”Johanne Mogensdatter”, men kun to hvor alderen kunne passe, og kun en i Gørding Herred:
 
Ribe, Gørding, Aastrup, Aastrup, , , 42, FT-1801 
Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested  
Mogens Jensen, 56 , Gift, Husbond, Bonde og Gaardbeboer,
Mette Larsdatter, 45 , Gift, Hans Kone, ,
Jens Mogensen, 20 , Ugift, Deres søn, ,
Karen Mogensdatter, 11 , Ugift, Deres datter, ,
Johanne Mogensdatter, 8 , Ugift, Deres datter, ,
Lars Mogensen, 4 , Ugift, Deres søn, ,
Anders Mogensen, 2 , Ugift, Deres søn, ,
 
Det første projekt er at stedfæste vielsen af Dynnes og Johanne – som, forudsat de øvrige oplysninger passer, må have fundet sted kort før, Lars bliver født i 1820, altså omkring 1818-19. Vejrup kirkebog giver ingen resultater, og de to unge må altså være blevet gift et andet sted. Hvis det er den rigtige Johanne, jeg har fundet i folketællingen ovenfor, er et oplagt bud nabosognet Aastrup – og ganske rigtigt: I listen over ”copulerede” i Aastrup Kirke er brylluppet opført i 1819:
 
15. oktober 1819
Dynnes Larsen af Endrup Mølle – af bondestand – 22 år
Johanne Mogensdatter af Terpling – bondepige – 24 år
Forlovere: Jes Nielsen af Nørre Vejrup og Mogens Jensen af Terpling

[Kontraministerialbog Aastrup Sogn 1815-1829, kort 2/3, s. 35]
 
Johanne er noget ældre end Dynnes og har måske snydt lidt med sin alder. I hvert fald er hun på dette tidspunkt snarere 25 eller 26 år gammel end de 24, som præsten har noteret i kirkebogen.  I Aastrup Sogns kirkebog opføres Johanne samme år i afgangslisten med bemærkningen, at hun er blevet gift og flyttet til Vejrup – og da Lars jo bliver født og døbt her året efter, må vi gå ud fra, at de to unge har bosat sig i Nørre Vejrup, og at Dynnes som nævnt i kirkebogen i forbindelse med vielsen fortsat har arbejde på Endrup Mølle et par kilometer vest for Vejrup.  
 

Kort efter Lars er blevet døbt i Vejrup i 1820, sker der det tragiske for den lille familie, at den unge nygifte og nybagte far Dynnes dør som kun 24-årig i 1821. Årsagen er ukendt, og om der er tale om sygdom eller arbejdsulykke vides ikke – men Johanne er altså nu alene med sønnen Lars. Af tilgangslisten i Darum Sogns kirkebog fremgår, at en Johanne Mogensdatter – 29 år gammel og af Aastrup Sogn – bosætter sig her i 1822. Johanne har sandsynligvis fået arbejde i Darum og har altså forladt Nørre Vejrup. Lille Lars er ikke nævnt i tilgangslisten; muligvis er han i første omgang sat i pleje hos familien i Nørre Vejrup. Nemt har det garanteret ikke været for Johanne pludselig at stå alene med både forældre- og forsørgeransvaret.  Det er derfor ikke overraskende, at hun allerede i 1823 bliver gift igen.
 
Ungkarl Peder Hansen af Darum – indsidder – 38 år
Enkekone Johanne Mogensdatter af Aastrup Sogn – 29 år
[
Kontraminesterialbog Darum Sogn 1813-1828, kort 2/3, s. 53]

  
Her har vi altså forklaringen på, hvordan Peder Hansen – som efterfølgende i folketællingerne i 1834 og 1850 står opført som stedfar til Lars – kommer ind i billedet. Efter Dynnes er død i 1821, gifter Johanne sig igen to år senere med Peder Hansen i Darum. Familiesammenføringen registreres formelt i tilgangslisten i Darum Sogns kirkebog i 1824.
 
Johanne Mogensdatter – 30 år
Peder Hansen Kudsk – 39 år
Stedsøn Lars – 4 år
Datter Anne Katrine – ¼  år
[Samme
, s. 57. 20]

 
Men desværre varer lykken for Johanne og lille Lars kun kort.  Peder Hansen etablerer sig som husmand i Store Darum, og efter datteren Anne Katrine er født i 1824, bliver Johanne hurtigt gravid igen og føder den 14. august 1825 datteren Mette. Men her går det helt galt for den nyetablerede familie.  På grund af komplikationer i forbindelse med fødslen dør Johanne kun to uger senere og bliver begravet i Darum den 3. september, samme dag som datteren Mette bliver døbt. [Samme,
kort 3/3, s. 87 og kort 1/3, s. 23] Blandt fadderne nævnes Jens Mogensen af Aastrup, Peder Hermansen af Vejrup og Anders Mogensen af Aastrup – og det er selvfølgelig udtryk for, at familien er kommet tilrejsende fra Nørre Vejrup og Aastrup for at tage afsked med Johanne og give trøst til Peder Hansen, som nu er alenefar med tre små børn, heriblandt den 5-årige Lars Dynnesen, der nu har mistet begge sine biologiske forældre. Anders og Jens Mogensen fra Aastrup er Johanne’s to brødre, jfr. Mogens Jensens familie i folketællingen 1801 ovenfor.
 

Ligesom tilfældet var for Johanne, da hun efter tabet af sin mand Dynnes står alene med spædbarnet Lars, er situationen for Peder Hansen som enlig far og forsørger for tre små børn meget vanskelig. For at kunne passe husmandsstedet og de øvrige arbejdsmæssige forpligtelser er han nødt til at sætte børnene i pleje eller ansætte en husholderske. Straks efter Johannes død forsætter ulykkerne med at ramme familien, da lille nyfødte Mette dør den 17. oktober og bliver begravet den 22. oktober kun seks uger efter sin mor. På lidt længere sigt lykkes det heldigvis Peder Hansen at finde en ny kæreste, og to år efter bliver han i 1827 gift med Margrethe Jørgensdatter, altså den kvinde som i folketællingerne 1834 og 1850 er nævnt som Lars Dynnesens stedmor.
 
Enkemand Peder Hansen i S. Grandelauget – husmand – 42 år
Pigen Margrethe Jørgensdatter – 32 år
Forlovere: Hans Jepsen og Jørgen Lauridsen

[Samme, kort 2/3, s. 53]
 
Det er herefter i denne familie, Lars Dynnesen vokser op – og som nævnt tidligere ser det ud som om, han har haft det trygt og godt hos Peder og Margrethe, fuldt ud som havde han stadig haft sine biologiske forældre. I hvert fald er han jo ifølge folketællingerne og krigsdagbogen tæt knyttet til hjemmet i Store Darum, helt frem til han bosætter sig med Dorthea i Oksenvad Sogn i 1852, og da parrets første søn bliver født i 1856, får han navnet Peter og er dermed opkaldt efter Lars’ faktiske far, fra han er 4 år gammel, Peder Hansen Kudsk i Store Darum.  
 
De ældste generationer.
 
Efter således at have fået styr på Dynnes Larsens skæbne og redegjort for, hvordan og hvorfor hans og Johanne Mogensdatters søn født i 1820 vokser op hos to stedforældre i Darum, kan vi nu vende tilbage til Dynnes’ forældre, Lars Dynesen og Mette Nielsdatter, som vi tidligere har set er bosiddende i Nørre Vejrup, da Dynnes ved folketællingen i 1801 er registreret som 3 år gammel.
 

I 1801 staves efternavnet tilsyneladende Dynesen med et n. Efterkontrol i kirkebogen for Vejrup Sogn sår imidlertid lidt tvivl om dette. I forbindelse med dåben af en af døtrene står der meget tydeligt Lars Dynesen med et n – men i forbindelse med konfirmationen af både Dynnes (1813) og Kiesten Marie (1815) skrives navnet lige så tydeligt Dynnesen med to n’er. Ofte er der en umlaut over y’et, altså y med prikker (ÿ), hvilket er normalt i gotisk håndskrift. En anden oplysning i forbindelse med de to nævnte konfirmationer i er, at bonden Lars Dynesen, som på dette tidspunkt er cirka 65 år gammel, i kirkebogen er anført som ”aftægtsmand”. Navnene på tip-tip-tip oldeforældrene er altså Lars Dynesen f. 1751 og Mette Nielsdatter, f. 1757. Samme husstand står også opført i folketællingen fjorten år tidligere, i 1787 – og her fremgår det endvidere, at Mette Nielsdatter er husbondens anden hustru:
 
Ribe, Gørding, Vejrup, Nørre Vejrup, , , 10.Fam, FT-1787
Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested  
Lars Dynesen, 38, Gift, Husbond, Bonde og Gaardmand,
Mette Nielsdatter, 30, Gift, Madmoder, ,
Jens Larsen, 12, Ugift, Hans barn af 1 Ægteskab, ,
Inger Larsdatter, 10, Ugift, Hans barn af 1 Ægteskab, ,
Niels Larsen, 1, Ugift, Deres barn, ,
Dynes Pedersen, 70, Enkemand, Husbondens fader, Indsidder,
 
Konventionen med at vende for- og efternavn på hovedet fra far til søn går altså igen mellem flere generationer i denne periode af krøniken. Lars Dynesen kalder sin søn født 1798 for Dynnes Larsen – og tilsvarende vælger Dynnes Larsen i 1820 at kalde sin og Johannes søn Lars Dynnesen. Det kan undre, hvorfor Lars (jfr. folketællingerne i 1787 og 1801, hvoraf det fremgår, at der er flere børn i familien) først bruger navnet Dynnes langt nede i børnerækken, men det er der en slags forklaring på. Lars og Mette har nemlig anvendt navnet én gang tidligere, i 1788, men da dør sønnen Dynnes samme år som spæd. Efterfølgende tager de navnet frem igen i 1798. Dødeligheden er stor på dette tidspunkt i historien, og i løbet af 1790’erne føder Mette 5 børn, der alle dør som helt spæde. Sønnen i 1798 er den første, der overlever, efter tabet af Dynnes i 1788, og han får tildelt det samme fornavn, Dynnes. [Kirkebog for Sdr. Gørding-Vejrup 1788-1824, kort 3/3]
 

Oplysningerne bekræfter altså, at Dinnesen-slægten – i lige fædrene linje – har faste rødder i Nørre Vejrup i Ribe Amt, kun 5 km nord for Bramming og Gørding, hvor malermester Jørgen Dinnesen mange år senere, for hundrede år siden, slog sine folder. Lars Dynnesen (som er far til Jørgen, som er far til Johannes…) er født her i 1820. Hans far, Dynnes Larsen er født her i 1898. Dynnes’ far, Lars Dynesen, er født her i 1751 eller 1750. Og det samme er, sandsynligvis, Lars Dynesens far, Dynes Pedersen, i 1717. Vi er nemlig så heldige, at husbondens gamle far stadig lever på tidspunktet for folketællingen i 1787 – og når han samtidig som ”indsidder” på aftægt er del af husstanden, kan det kun være udtryk for, at Lars har arvet den fædrene gård – hvor Dynes altid har boet – og som sikkert igen er gået i arv fra hans far. Som vi nu ved må have heddet Peder...
 

Nørre Vejrup. Kort & Matrikelstyrelsen, 1842-1899. Jeg har markeret gården, som Lars Dynesen og Mette Nielsdatter overtager i 1796, med ”Matrikel 7a”.
 
Teorien om en slægtsgård i Nørre Vejrup får jeg efterfølgende bekræftet. Vejrup Sognearkiv har fra Landsarkivet i Viborg og Dommerkontoret i Holsted indsamlet oplysninger om boelsteder og jorder på egnen, og af optegnelserne om Matrikel 7a i Nørre Vejrup fremgår, at ejendommen den 29. september 1796 bliver overtaget af Lars Dynesen og Mette Nielsdatter. Det stemmer på en prik med mine undersøgelser. Dynes Pedersen dør i følge kirkebogen i netop 1796 80 år gammel, 23] hvorefter Lars og Mette altså overtager gården formelt – efter allerede i tiden forud at have drevet den i mange år. Lars er næsten 50 år i 1796, og han vælger i 1811 som 62-årig at gå på aftægt og – stadig ifølge oplysningerne fra Vejrup Sognearkiv – at overdrage gården til sønnen Niels Larsen f. 1785. Niels og hans kone Johanne Madsdatter driver den frem til 1821, hvor gården uvist af hvilke grund bliver solgt ud af familien til Lambert Gregersen og Kjersten Pedersdatter. Niels Larsen og Johanne Madsdatter flytter til Holsted, hvor de er registreret i folketællingen 1834 sammen med børnene Mads f. 1817, Zidsel f. 1818 og Dynnes f. 1823.

 

Ejendommen i Nørre Vejrup eksisterer den dag i dag på den moderne adresse Storegade 54 i den nordvestlige udkant af byen. Bygningerne er ikke de oprindelige. Stuehuset er fra cirka 1850 og avlsbygningerne fra 1911 – men på præcis dette sted, Matrikel 7a, boede altså Lars Dynesen, Mette Nielsdatter og husbondens fader, indsidder Dynes Pedersen ved folketællingen i 1787, hvor Dynes var 70 år gammel.
 

Ud fra disse oplysninger slår jeg op i kirkebogen for Sdr. Gørding og Vejrup sogne – og i fortegnelsen over døbte finder jeg følgende under året 1717: ”Dom.: 23 á Trin: Døbt Peder Dynesens barn af Nør:Weirup kaldet Dynes”. [Kirkebog for Sdr. Gørding-Vejrup 1709-1722, kort 1/2] Teksten nævner også alle fadderne og hvem, der bar barnet – men så vidt jeg kan stave mig igennem den krøllede tekst ikke navnet på moderen. Dynes Pedersens far hedder altså Peder Dynesen – og vi har dermed fundet et tredje eksempel på, at fornavn og efternavn vendes rundt fra genereration til generation. Dynnes Larsen til Lars Dynnesen, Lars Dynesen til Dynnes Larsen, Peder Dynesen til Dynes Pedersen. Med Dynes Pedersen f. 1717 og hans far Peder Dynesen er vi 7 og 8 generationer tilbage i tiden…!
 

Nørre Vejrup kirke, den 20. november 2005. Her er flere generationer af slægten blevet døbt,

konfirmeret, gift og begravet.
 
Nu vil jeg til bunds i sagen, og da arkivet kun har åbent, mens jeg er på arbejde, bestiller jeg på Landsarkivet i Viborg en kopi på mikrokort af Sdr. Gørding-Vejrup Sogns kirkebøger i perioden 1676 til 1840 (i alt 25 mikrokort á 17 kroner), så jeg får mulighed for at granske videre, når jeg har tid og lyst. Jeg gætter på, at Peder Dynesen har været 20-25 år, da Dynes bliver født i 1717 og finkæmmer derfor fødselsregistret fra 1690 og fremefter for at finde hans dåbsregistrering og dermed navnet på hans forældre, men det lykkes i første omgang ikke helt, som jeg havde tænkt. Der er imidlertid rigtigt mange henvisninger til Dynesen-navnet, og efterhånden begynder der at danne sig et mønster. Nørre Vejrup har været et lille samfund på dette tidspunkt i historien, bestående af kun 10-15 familier og under 100 sjæle, og praktisk talt hver anden gang, der er barnedåb i sognet, nævnes et eller flere Dynesen-navne blandt fadderne, og fra cirka 1700 er det med korte intervaller enten Peder eller en af hans brødre Niels eller Michel, som står opført som far til barnet. Peders første barn sammen med hustruen Kirsten er datteren Maren f. 1712 (død 1715), og herefter følger Anne f. 1714 (død samme år) og Anne f. 1715 frem til Dynes f. 1717, Maren f. 1720 og Jens f. 1721. Som listen viser, er spædbørnsdødeligheden stor – og når en falder bort i en tidlig alder, bringes navnet ikke sjældent tilbage i spil ved næstfølgende lejlighed.
 

Forløbet tegner det tydelige billede, at Peder er født nogle år tidligere end først antaget – og jeg går derfor tilbage og starter helt forfra i Vejrup Sogns kirkebog, som tager sit udgangspunkt i året 1676 med følgende let læselige overskrift og indgangssætning fra sognepræstens hånd: ” In noe Jesú. Børn døbte udi Wejrup Sogne”. På side 1 er nævnt Michel f. 1678, på side 2 Niels f. 1680 og allerede på side 3 Peder f. 1682: ” Dom. 24 post Tr. Dines Michelsens B. i N.W. noe Peder”. [Kirkebog for Sdr. Gørding-Vejrup 1676-1716, kort 3/4] Peders far er altså Dines Michelsen.
 

Dinnesen-stamtavlen på fædrene side fra midten af 1600-tallet.
 
Set under et er stringensen i navnefølgen på fædrene side altså mere end almindeligt påfaldende. Kernen i det moderne efternavn Dinnesen går i form af ’Dinnes’ eller ’Dynnes’ igen i navnene på hver eneste af stamfædrene lige så langt tilbage i tiden, som det er muligt at spore slægten. Registreringen i kirkebøgerne tager sin begyndelse i hele det danske område midt i 1600-tallet, og med Peder nævnt allerede på side 3 i Vejrup Sogns ældste kirkebog som søn af Dines Michelsen, kan vi ganske enkelt ikke komme længere bagud i tiden. Navnerækken er på forunderlig vis udtryk for et målbevidst ønske om hele tiden at videreføre slægtsnavnet til den næste generation. De stamfædre, der har Dynesen eller Dynnesen som efternavn, navngiver konsekvent en af deres sønner, typisk den førstefødte, Dynes eller Dynnes og sikrer derved, at navnet bliver bevaret. I slutningen af 1700-tallet er kæden, som vi tidligere har set, ved at blive brudt, da Lars Dynesens søn Dynnes dør som spæd i 1788. Men bruddet bliver igen helet, da forældrene Lars og Mette i 1798 bringer navnet tilbage i spil og kalder deres næste levendefødte søn Dynnes.
 

Den kendsgerning, at den ældste registrerede forfader, i forbindelse med dåben af sønnerne Michel, Niels og Peder, bogstaveres Dines (eller Dinis) i kirkebogen (men dog benævnt Dÿnes, da han dør i Nørre Vejrup som 89-årig i 1722), kombineret med at hans sønner efterfølgende i samme kirkebog kaldes Dÿnis'søn, giver anledning til at introducere en teori, som jeg hidtil har tøvet med at bringe på banen. Navnet er altid blevet udtalt med i snarere end med y. I flere af de ældre kirkebøger ligner ’y med prikker’ i Dÿnes/Dÿnnes-navnet mere ij end ÿ, og tager vi det for pålydende, kunne det jo helt hypotetisk betyde, at udtalemåden altid har været nærmere i end y. Navnet er altså Dinnesen, som Jørgen Dinnesen efterfølgende og autoritativt bestemmer, at det skal staves. 
 

Jørgen Dinnesen selvportræt, cirka 1898. Tilhører Britta Rüsz, Fradericia.
 
Tilbage til Jørgen Dinnesen.
 
Mens slægtens allerældste rødder således endnu mangler at blive udforsket helt til bunds, står meget i mellemtiden mejslet i granit om min oldefar Jørgen Dinnesen – og på den baggrund er det sjovt at læse den lidt mere udførlige artikel om ham, som er tilgængelig for Egnsmuseets publikum på computeren i den store hal – her i korrigeret udgave:
 
”Jørgen Jensen Dinnesen var sønderjyde, født i Oksenvad nær Jels d. l3. marts l86l. Som dreng havde han stor lyst til at blive kunstner, men der kunne kun blive råd til at lære et håndværk – og det blev malerfaget. Da han var 17 år gammel, fik han valget mellem at blive tysker eller udvist – han valgte det sidste og kom i malerlære i Vamdrup, hvor han i 1883 giftede sig med Laura Marie Dinnesen. Efter at have virket i Vamdrup og Vejen flyttede parret til Gørding i starten af 1890'erne, og i 1910 flyttede de til Bramming, hvor de boede resten af deres liv.
      Ved siden af sit arbejde som malermester gik Jørgen Dinnesen i gang med opgaver som dekorationsmaler og landskabsmaler. Han malede alt – fra scener til dilettantforestillinger til dekorationer på vægge, lofter og trappeopgange i private hjem. Var det efter prospektkort eller fotografi, så havde han tegningen, men ellers vrimlede motiverne ud af hovedet på ham, mens penslen førtes med let og sikker hånd i en karakteristisk naivistisk stil.
      I 1920’erne var det på mode blandt vestjyske gårdejere at få malet rigtige billeder i entreen og andre steder, og i 1928 dekorerede Dinnesen et børneværelse på en gammel gård i Allerup. Det var ikke så almindeligt den gang at gøre noget særligt ud af børnenes værelser – i hvert fald sjældent så fint som i de charmerende små børnesilhuetter på blå baggrund, som i en frise går hele værelset rundt.
      Ikke alene i Bramming og omegn, men viden om i Vest- og Sønderjylland var der bud efter Dinnesen til at dekorere sale og scener. Meget er malet over nu, men hans malerier kan dog stadig ses i restaurant Sommerlyst i salen. Desuden har han malet vægmalerier i ”Kosmorama”, og i Handelsbanken i Bramming hang i mange år et billede, som han i 1907 malede af Jernbanegade. Billedet kan ses her i udstillingen. Jørgen Dinnesen forsøgte sig også uden større held som opfinder. Bl.a. opfandt han en kombination af farver til flyvemaskiner, som skulle gøre maskinerne så godt som usynlige i luften. Han tilbød uden held opfindelsen til englænderne.
      I 1933 kunne Dinnesen og hans hustru fejre guldbryllup, men allerede året efter døde hustruen. Jørgen Dinnesen afgik ved døden d. 4. december 1935 – han blev 74 år. Ved begravelsen på Sct. Ansgar kirke parerede floromvundne faner fra Håndværkerforeningen (hvor han var æresmedlem), Socialdemokratisk Forening og Afholdslogen N.I.O.G.T, hvor både han og hans hustru var æresmedlemmer – museet er i besiddelse af deres æresdiplomer.”
 

Far og søn, Jørgen og Johannes Dinnesen, fotograferet i Gørding cirka 1914.
 
Hvorfor Jørgen og Laura vælger at bosætte sig i Gørding og dernæst  i Bramming, kan vi kun gisne om, men helt tilfældigt har det næppe været. Fra sin far, Lars Dynnesen, har Jørgen vidst, at slægten havde rødder på netop den egn, i Darum og Nørre Vejrup, og måske har det på en eller anden måde haft en betydning. I Bramming er Jørgen og Laura bosiddende på adressen Kirkestien 3. Herfra virker Jørgen som malermester i mange år – og han og Lauras får i alt 9 børn: Dorthea f. 1884, Peter f. 1885, Lars f. 1888, Johannes f. 1891, Laura f. 1894, Otto f. 1896, Emma f. 1898, Jens f. 1900 og Thorvald f. 1901. Dorthea er helt sikkert opkaldt efter Jørgens mor, Peter efter hans ældste bror, Lars efter hans far og Johannes efter Jørgens næstældste bror, jfr. oplysningerne ovenfor om Lars Dynnesen og Dorthea Jørgensdatter. Som det fremgår af stamtavlen i forrige afsnit er navnene Peter og Lars på Jørgens to ældste drenge fuldstændig i tråd med slægtens traditioner helt tilbage til 1600-tallet. Efter Jørgen bliver gift med Laura i 1883 ændrer han familienavnet fra Dynnesen til Dinnesen. Ændringen bliver ikke officielt registreret nogen steder, han opgiver blot navnet ”Dinnesen med i og to n’er” til præsten, efterhånden som børnene bliver døbt. I ét tilfælde sker der dog i følge overleveringen en beklagelig fejl. Den yngste søn, Thorvald, den senere frisør og barber i Gørding, bliver ved et uheld indskrevet i kirkebogen som Thorvald Dinesen med ét n – og efterfølgende fastholder Thorvald med karakteristisk autoritetsforagt til sin død i 1966, at Dinesen med ét n er den eneste rigtige stavemåde.
 

Jørgen og Laura Dinnesen fotograferet ved deres guldbryllup i 1933, omgivet af deres ni voksne børn. Bageste række fra venstre: Emma, Jens, Otto, Johannes og Lars. Forreste række fra venstre: Thorvald, Laura (datter), Laura, Jørgen, Dorthea og Peter. Laura bærer det samme sjal som på Jørgens portrætmaleri af hende øverst i krøniken
 
Dorthea bliver gift med arkitekt August Schlosser og bosætter sig i Århus, hvor hun får i alt syv børn –  Lydia, Heino, Gerda, Winnifred, Lillian, Rigmor og Irwin. Peter er gift med Minna og bliver malermester i Bramming med bopæl de senere år Mulvadvej 18. Deres datter Anne-Grethe bliver udlært som damefrisør. Lars bliver landmand og beslagsmed med såvel landbrug og hestesko-beslagsmedje i Terpager mellem Bramming og Darum. Lars er gift med Laurine, og sammen får de en datter. Laura bliver gift med Jakob Schmidt og bor i København, hvor de får seks børn – Jens Jørgen, Henri, Vagn, Carlo, Jack og Lilly. Alle fem drenge får efternavnet Dinnesen Schmidt. Otto er grænsebetjent i Sønderjylland, bliver gift med Frida og får fire børn – Ella, Lilly, Gurli og Arthor. Sjovt nok har Otto (ligesom lillebroderen Thorvald) efternavnet Dinesen med kun ét n. Johannes, som er min farfar, får sit virke forskellige steder i Jylland som maler ved Statsbanerne. Han får tre børn, to sønner og en datter. Emma bliver gift med træskomager Rasmus L. Ravn og bor i mange år i Nørregade 7 i Bramming, hvor Ravn har træskoforretning. Senere flytter de til Kirkegade 21. Emma og Rasmus har ingen børn. Jens bliver malermester ligesom sin far og brødrene Peter og Johannes og bor i de senere år hos sin søster Emma i Kirkegade 21. Jens er ugift og også uden børn. Den yngste søn Thorvald bliver barber og frisørmester i Gørding. Thorvald får sammen med Astrid døtrene Britta, Tove og Lis og sønnen Niels Jørgen.
 

Eigil Rohde Johansen fortæller i sin lille bog om ”Håndværkere i Bramming” (udgivet 1996), at Laura døde i 1834 – kort efter at parret i 1933 havde fejret deres guldbryllup. Hun blev begravet på Sct. Ansgar kirkegård, og Jørgen havde selv designet stenen, som blev sat på graven. Efter hans tegnede forlæg blev stenen graveret med både den ønskede tekst og logoet for afholdslogen. Farvelægningen sørgede han derefter selv for. Jørgen døde selv året efter, i 1935, og gravstedet med den originale sten blev bevaret helt frem til 1996, hvor det blev sløjfet og stenen desværre destrueret.

 

Gravstenen over Laura Maria Dinnesen og Jørgen Jensen Dinnesen på Bramming Sct. Ansgar kirkegård. Jørgen har selv designet stenen. Øverst i midten ses logoet for afholdslogen N.I.O.G.T. Fotoet er tilsendt af Bjarne Hansen i Bramming i maj 2011. Bjarne Hansen er barnebarn af Jørgen og Lauras ældste søn Peter Dinnesen f. 1885.
 
Den rejsende malermester Johannes.
 
Johannes Marinus Dinnesen er søn af Jørgen og Laura Dinnesen og født i Vejen den 11. oktober 1891 som det fjerde barn i en stor børneflok på otte. I kirkebogen for Vejen Sogn 1891 står følgende, da Johannes bliver døbt:
 
11. oktober 1891. Johannes Marinus Dinnesen. Døbt i kirken 27. december. Søn af maler ved Vejen Station Jørgen Jensen Dinnesen og hustru Laura Marie Dinnesen, 29 år.
 

Bryllupsbillede af Johannes og Mathea, 25. april 1915.
 
Forældrene flytter til Gørding i 1901, da Johannes er 10 år. Her bliver Johannes senere uddannet som maler og gift med Mathea Kristine Jensen i 1915. Mathea er født den 9. august 1889 og opvokset på Grene Mølle ved Åstrup lidt nord for Gørding og Bramming. 29] Efter Johannes og Mathea er blevet gift den 25. april 1915, bosætter de sig i Andst lidt øst for Gørding. Her er deres ældste søn Gunnar født og døbt i april 1916. I alt får Johannes og Mathea fire børn: Gunnar Jørgen (som er min far), Edith, Elinor og Hans Verner. Elinor dør som spæd, og også Mathea dør desværre tidligt, i 1927 – da Gunnar er cirka 12 år gammel, Edith 10 og Hans Verner ganske lille. Gunnar får realeksamen i Gørding og senere en karriere hos Danske Statsbaner. Han bliver gift med Anna i 1939 og får sammen med hende tre børn: Jette, Aase og Niels Jørgen. 30]
 

Tegning af Johannes M. Dinnesen, 1937. Parti fra Rudbøl. Gave til svigerdatteren
Anna Dinnesen, 1937. Tilhører Tobias Dinnesen, Århus.
 

Samme motiv, maleri af Johannes M. Dinnesen, 1929. Tilhører Lisa Nielsen,
Silkeborg.
 
Edith kommer ud at tjene som 14-årig og gifter sig senere med Regnar Johansen. Parret bliver boende i Bramming, først i Jernbanegade og siden Darumvej. Edith og Regnar får fem børn: Inger, Kirsten, Birthe, Børge og Preben. Hans Verner bliver maler ligesom sin far Johannes og bedstefar Jørgen. Han bliver gift med Ella og bor i mange år i Silkeborg. Hans Verner og Ella får ligesom Edith og Regnar fem børn: Johnny, Brion, Karin, Lisa og Caja. Efter Matheas død i 1927 gifter Johannes sig aldrig igen. Han er enlig far og i mange år i 1930’erne og 1940’erne under meget beskedne forhold omrejsende maler med skiftende arbejdssteder hos Statsbanerne og altid med lillemand Hans Verner i hælene. Det er et opslidende liv, og efter den yngste søn kort efter befrielsen i 1946 stifter hjem i Silkeborg og bliver gift med Ella, bor Johannes i de efterfølgende mange år i Silkeborg sammen med Hans Verner og familie. Han dør i Silkeborg 1980, 88 år gammel.
 

Maleri af Johannes M. Dinnesen, 1939. Tilhører Niels Jørgen
Dinnesen, Højbjerg.
 
Et par år før sin død fortalte Johannes en dag – på en overbevisende, levende og gribende måde, med tindrende øjne og det hele husket, som var det sket i går – at han som ung var tæt på at emigrere til USA. Hans farbroder og fætter, som var udvandret omkring århundredskiftet, var hjemme på besøg og tilbød, at Johannes kunne rejse med dem tilbage til Amerika. De ville endda betale hans billet. Men før udvandringen blev en realitet, mødte Johannes sin skæbne i Mathea. Han havde som malersvend arbejde i et fint hus i Gørding, og her var Mathea ansat som tjenestepige. Hun var en flot pige, som fik blodet i kog hos ungersvenden, og hun havde også et godt øje til Johannes og bragte ham i smug lidt mad og andre godbidder fra køkkenet. Der var kort sagt voldsom elektricitet i luften, og en aften satte Johannes en stige op til Matheas gavlværelse på 1. sal under taget og kravlede ind til hende.
 

Onklen har været en af hans far Jørgens brødre, altså Peter eller Johannes. Ligesom sin far, Jørgen Dinnesen, har Johannes i årenes løb malet mange billeder. Nogle af dem kan ses i denne krønike; mange flere kommer efterhånden til at indgå i det Johannes M. Dinnesen galleri, jeg er i gang med at indrette her på hjemmesiden.
 
Skrevet i oktober-november-december 2005. Denne udgave i nyt layout er publiceret den 1.1.2011.
 

Maleri af Johannes M. Dinnesen, 1939.
Tilhører Niels Jørgen Dinnesen, Højbjerg.
 
Kilder:

Folketællingerne i Dansk demografisk Database

Kirkebøgerne på Erhvervsarkivet i Aarhus

Mikrokort af Vejrup kirkebog, købt på Landsarkivet i Viborg

Oplysninger fra Egnsmuseet i Bramming

 
På nettet har jeg fundet en historie fra Bramming om stenen i anlægget. Jørgen Dinnesen lavede i sin tid det maleri fra begivenheden, som Viggo Sørensen fremviser nedenfor.