Anna Dinnesen "Mit liv"

Anna Dinnesen døde den 12. marts 2005. Denne tekst er en udskrift af hendes beretning indtalt på kassettebånd og efterladt i en lille pakke til familien. Hun kalder beretningen ”Mit liv” og har indtalt den to gange, dels i november 1998 (med enkelte tilføjelser på samme bånd, optaget i januar 1999), dels i oktober 2002. Kernen i de to beretninger er den samme, men på detaljeniveau supplerer optagelserne hinanden, idet den ene indeholder nogle små historier og erindringsglimt, som ikke er med på den anden, og omvendt. Den følgende udskrift, lavet i marts-april 2005, indeholder essensen af begge optagelser og kombinerer dermed de to beretninger til én. Med udgangspunkt i en komplet udskrift af 1998-beretningen er alt det nye, som 2002-optagelsen indeholder, føjet ind, hvor de enkelte små historier eller detaljer passer ind i den første beretning. Omfangsmæssigt stammer cirka tre fjerdedele af teksten fra den første optagelse og cirka en fjerdedel fra den anden. En tredje optagelse af beretningen (en slags kladde, fra august måned i 1998) er også medtaget, men tilføjer kun ganske lidt. Ovenstående foto er fra sommeren 2003.

Mit liv.

Nu vil jeg prøve, om jeg kan huske noget af alt det, jeg har oplevet igennem et langt liv – så der er lidt til jer, mine efterkommere, at høre efter. Noget af det véd I godt allerede, men… ikke det hele!

Lille Anna, cirka 1918.

Jeg er født i Fredericia i 1915, og det er jo meget længe siden. I dag, hvor jeg indtaler dette bånd, er det november måned 1998. Jeg er født i Sjællandsgade, inden for voldene – og det vil sige, at jeg er en rigtig fæstningspige. Det er jeg stolt af. Huset, jeg er født i, er for længe siden revet ned. Det lå lige over for Sct. Josefs Hospital. Jeg husker ikke noget herfra, for kort efter flyttede vi uden for voldene, til Anders Billes Vej og en lejlighed på 1.sal, og her boede vi, til jeg var 8 år. Jeg kan huske, hvordan lejligheden så ud, og at der var en have.

En dag fik vi besøg af min moster Maren, og herfra findes et billede nede fra haven. [Billedet af Moster Maren ses i fotoserien til denne beretning: Anna D "Mit liv"] Hun kom på sin cykel fra Middelfart – ja, hun har nok været med færgen fra Strib til Fredericia, for der var jo ingen bro dengang. Jeg har siden haft nær tilknytning til Moster Maren, hun var nok den mest elskede af min mors søstre. Min morbror Peder boede hos min far og mor i et ekstra værelse. Han havde en petroleumsovn inde hos sig, og engang glemte han den, da han gik derfra – så den stod og osede, da han kom tilbage, og alting på værelset var blevet kulsort. Jeg glemmer aldrig synet af alt det, som min mor nu skulle til at gøre rent.

Anna med fletninger, lillesøster Erna og Mor og Far, Dorthea og Niels, cirka 1925.

Min lillesøster Erna, som er fem et halvt år yngre end mig, er født her i 1921. Før hun blev født havde vi min kusine Johanne i huset, moster Helenes Johanne. Hendes mor arbejdede og var alene og har nok ikke kunnet se anden udvej for at få Johanne passet. Johanne og jeg gik på volden og plukkede violer til min mor. Erna er født i marts måned, den 12. marts 1921, hvor jeg har været godt 5 år, og martsviolen er en blomst, jeg husker med glæde. Som barn var det altid en fornøjelse at komme til marts måned og få halvstrømper på. Johanne var hos os indtil kort efter, Erna var født, så har min far og mor nok syntes, de havde nok i deres egne to børn. Inde ved siden af boede to piger, Agnes og Gerda, som jeg legede med. Jeg har senere i mit liv truffet dem nogle gange, men ellers ikke haft noget med dem at gøre.

Mens vi var børn, besøgte vi af og til min bedstefar og bedstemor i Erritsø. Jeg husker dem som nogle gamle mennesker, men min bedstefar – der var tømrer – var stadig så meget i vigør, at han kunne gå ud i sit værksted. De havde et lille sted, ikke noget egentligt landbrug, men de havde da en ko en overgang. Her havde de også boet, da alle børnene blev født. Min mor havde mange søskende. Bedstemor havde født 14 børn, de 10 var levende, 5 piger og 5 drenge. Jeg husker besøgene hos dem som noget rart. Min far var god ved dem, han havde næsten altid en pose kaffe og et halvt pund smør med til dem, det var jo en god hjælp.

Bedstemor og Bedstefar i Erritsø, cirka 1922.

Engang, hvor vi var på besøg, var jeg i en pæn ny hvid kjole med sløjfer, hvide strømper og støvler. Det var en sommerdag. Jeg ville vel se mig omkring – og gik over møddingen, men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg sank i til halsen, men jeg fik da råbt om hjælp, og der kom nogen og halede mig op. Jeg fik alt tøjet af, og jeg kan så tydeligt huske, hvad min bedstefar sagde, da min mor begyndte at skælde ud. ”Du skal ikke skælde ud o’ æ’ pig’. Det var pin’te dig, der sku’ ha skældud. Du sku’ se efter hende!” Men jeg så ikke ret godt ud, og jeg kunne jo være druknet!

En anden gang husker jeg, at Johanne og jeg var derude. Vi gik ude i haven, vi har ikke været så store, og plukkede bedstefars æbler af træet og kom ind med æblerne i vores forklæder. Da skældte Bedstefar også Mor ud, fordi hun ikke havde set efter os og fortalt os, hvad vi måtte og ikke måtte. Måske havde vi fået lov til at gå ud og tage et par æbler, men der var ingen, der sagde, vi måtte tage hans gemmeæbler...! De havde også hvide ribs, kan jeg huske, og jeg var senere selv så stolt, da jeg fik min egen have, og det lykkedes at skaffe nogle hvide ribs. De mindede mig om min barndom og min bedstefar og bedstemor.

Bedstemor var dårlig gående, er noget af det sidste, jeg kan huske. Hun bar altid en kysehat (syet ved en hattefabrikant inde i Fredericia, og med en stor sløjfe bundet i siden) og sad inde foran kakkelovnen, en såkaldt bilæggerovn med ringe, som også fungerede som ildsted – og dér sad hun med æbleskivepanden og stegte æbleskiver. Bedstefar sad for bordenden, og til slut blev han lidt senil og sad somme tider og snakkede med sig selv. ”No sloer æ klok. Ka’ de da ikk’ sans å go no...?” Han sagde det, så vi kunne høre det – men det var nok ikke meningen, at vi skulle høre det. Han havde en spytbakke ved siden af sig, så pladsen i sofaen ved siden af var ikke særligt eftertragtet...! Jeg syntes, det var frygteligt ulækkert.

Bedstefar og Bedstemor i Erritsø, cirka 1928.

De havde alkover, et sovekammer og en stor dragkiste, hvor de gemte æblerne i en af skufferne. Bedstemor havde et indbygget skab, hvor der var kandis. Derudover havde de kun sofa, bord, nogle stole – og én lænestol, som Bedstemor som regel sad i. Jeg har fået fortalt, at min bedstemor avlede ribs og gik til Fredericia for at afsætte høsten. Hun fik en krone for en hel kurv med ribs.

Om sommeren samledes hele familien derude, så kom også københavnerne hjem. To af de 10 søskende boede i København. De boede ikke hos min bedstefar og bedstemor, men rundt omkring, og det var spændende, når de var der. Tit mødtes de hos min Moster Helene i Skærbæk, min Onkel Niels passede fyret derude, Klippehage Fyr, og det var vi nede og kigge på og var også med oppe i det.

Engang var Bedstefar og Bedstemor på besøg hos os til jul, og da de skulle hjem den næste dag, sad min bedstefar med sin stok under hagen, med hat og frakke på, og ventede på, at den bil, der skulle hente dem, snart ville komme – for nu ville han gerne hjem. Til sidst boede de to gamle i en lille lejlighed i huset sammen med Moster Marie og var vel på en slags aftægt hos dem. Men jeg ved ikke rigtigt. Moster var måske ikke så god ved de to gamle, som hun burde være.

Anna (til ventre) og Mary i Bonderup hos Annas farfar og "Bedstemor Kirstine", cirka 1928.

Så havde jeg også min fars far oppe ved Bonderup, hvor jeg holdt mine dejlige sommerferier. Man kunne få en billet i skolen, et sommerferiefripas til toget. Det var meget værd at kunne komme helt til Bonderup, som ligger højt oppe i Vendsyssel. Der holdt jeg nogle gode ferier og var sammen med min faster Mary – eller Mary, sagde jeg jo bare, hun er kun et år ældre end mig, og vi har bevaret forbindelsen helt til i dag. Hun var ude at tjene, og hun lærte mig at cykle, på hendes cykel. Jeg havde ingen cykel hjemme, men fik en til min konfirmation. Da fik jeg også en kommode, som jeg har endnu, den dag i dag. Den sætter jeg stor pris på, og den har min svigerfar malet.

Min bedstefar var gift igen, med ”Bedstemor Kirstine”, som vi sagde. Min farmor var død, og så giftede min bedstefar sig igen med en yngre kone og fik derved nogle børn, som så blev min fars halvsøskende. Derfor har jeg haft nogle fastre, der har været omtrent samme alder som mig selv. Mary, Sinne og Nanna, som jeg her de senere år har haft fornøjelsen af at have været på højskole med. Jeg husker min bedstefars gule nordbakke og hans gig, den dejlige lugt der var ved hesten, når vi var ude at køre i gig – til Svinkløv, ude ved Vesterhavet. Måske er det indbildning, men jeg synes stadig, jeg kan mærke lugten af hesten i min næse, når jeg tænker på den.

Prinsesgade 6, 1936.

Fra Anders Billes Vej husker jeg min allerførste skoletid i Slesvigsgades Skole. Jeg gik ned over Volden. Men kort efter flyttede vi. Min far købte et hus i Prinsensgade nummer 6, et langt hvidt hus med 7 lejligheder, hvoraf vi havde den ene. En pæn stor lejlighed, som senere blev udvidet med en stue mere fra en af de andre lejligheder. Det betød, at den anden lejlighed kun havde ét værelse tilbage, og her boede en overgang min fars halvbror Laurits og senere Erna og mig. I de andre lejligheder boede blandt andre tre unge familier med små børn, Knudsens og Andersens og Rasmussens.

Gårdens kvinder i Prinsensgade 6, september 1937. Annas mor Dorthea er nummer 2 fra venstre.

Min mor og far havde nogle venner, og når de gik på besøg om aftenen, var vi børn med. Mændene sad i den ene stue og spillede kort, og konerne sad i den anden stue og snakkede og lavede håndarbejde. Vi børn legede, som regel i køkkenet, og jeg kan huske, når vi skulle hjem ud på aftenen, at vi gik og halvsov eller i hvert fald var blevet trætte. Der var mange børn i huset. Det var yngre familier næsten alle sammen. Ovenpå boede en enkelt dame helt alene, Frk. Hansen. Hende fik vi et godt forhold til, hun var en rar gammel dame. Alle børnene, både fra vores hus og huset ved siden af, legede godt sammen.

Vi gik op på volden til området omkring vandtårnet. Her var en herlig legeplads. Vi legede far, mor og børn og havde vores eftermiddags- eller aftensmad med. Eller vi legede hjemme, hvor der var et lysthus i den lille have, der hørte til huset. Her avlede min mor grønsager og havde lidt blomster. Dengang var der ikke toilet inde i huset. Vi måtte bruge et af de tre lokumer, eller ’das’, i gården, og det var ikke altid lige spændende. Især ikke om aftenen, når det var koldt. Fra lokumerne var der udskrabning til en mødding, og til at tørre os med brugte vi små lapper avispapir, der var hængt op i en snor på væggen. Min far syntes heller ikke, det var så godt, og kort efter fik han installeret rigtige træk og slip toiletter i de tre rum i gården.

Anna til højre og Erna i midten med en veninde, cirka 1928.

I gården var der også brænderum. Vi havde kakkelovne, og der skulle fyres med koks og kul. Nede for enden af gården lå vaskehuset, hvor min mor kogte tøj i gruekedlen og skrubbede på vaskebræt. Min far førte regnskaber over lejlighederne i en lille bog, som jeg har arvet. Der var huslejer til 15, 20, 30 og 38 kroner om måneder. En enkelt familie havde han problemer med at få pengene af. Han måtte op på 1. sal nogen gange for at bede om sine penge. Engang imellem fik vi børn måske en 25 øre, så vi kunne købe en kokosbolle, fem flødekarameller, nogle slikkepinde og en båndlakrids. Og om sommeren, ude på Strandvejen, kunne man købe isvafler til 5 øre. Det var ikke en rigtig vaffel, men noget pap-lignende noget, men den kostede til gengæld kun 5 øre.

Min far var kasserer i Murernes Fagforening og tjente en lille ekstra skilling ved det. Hver fredag aften sad han på en restaurant, der hed Steffensens Café, og modtog kontingent fra medlemmerne. Og ved juletid, når han kom hjem om fredagen efter sådan en aften, så havde han altid noget inde under jakken og samtidig et særligt polisk glimt i øjnene. Vi havde sådan en gammel jordmodertaske, der stod for enden af sofaen – og der blev det lagt ind, dét han havde købt. Og vé os, hvis vi rørte ved den kuffert! Ikke før juleaften måtte vi få lov at smage på herlighederne, og det var jo spændende, hvad der var købt. Der var måske likørkugler, marcipan, chokolade. Det var bestemt ikke noget, vi var vant til at få til hverdag.

Juleaften måtte vi ikke se juletræet, før min far havde tændt lysene på træet, og portieren ind til den anden stue blev åbnet. Vi fik altid flæskesteg, husker jeg – og senere også ris a la mande, men ikke da vi var helt små. Vi lærte at lave ris a la mande af Tante Olga. Bagefter skulle vi hjælpe min mor med at vaske op, det tog alt for lang tid, og imens tændte min far juletræet. Sådan en juleaften fik vi selvfølgelig også gaver, ikke i overflod, og mest nyttige ting, sjældent legetøj. Jeg havde en enkelt dukke, mindes jeg – og jeg mener også, Erna fik en dukkevogn... Ja, det gjorde hun også.

Anna og Erna med Far og Mor i gården ved Prinsesgade 6, cirka 1933.

Vi levede i nøjsomhed, med det gjorde alle andre jo også, så det var der ikke noget mærkeligt i. Far og Mor var sparsommelige og kunne godt lade være med at bruge alle pengene, inden vinteren kom – for der var jo det særlige, at der ikke var noget arbejde for min far fra december til februar-marts, og der skulle gå nogen tid, før der kunne udbetales understøttelse. ”Karenstid”, som han sagde.

Om sommeren var der festlighederne den 5. og 6. juli at se hen til. Jeg har været ude mange gange med buketter til krigergraven, Landsoldaten og Ryes Plads den 5. juli om aftenen. Det var hyggeligt. Plænerne var helt overdækket med buketter. At stå op den 6. juli om morgenen var en stor oplevelse, at høre kanonslagene på Volden klokken 7 og følge med reveillen rundt om morgenen, inden vi plejede at skulle i skole. Det var spændende, og jeg tror også, vi fik tidligt fri fra skolen den dag, så vi fra kl. 11 om formiddagen kunne gå med rundt i processionen på sørgemarch fra krigergraven til Landsoldaten. Der var altid prominente gæster med, og da jeg var barn, var der stadig veteraner fra krigen i 1848-49, som sad i hestevogne og deltog i mindehøjtidelighederne. For et par år siden har jeg prøvet igen at være til 6. juli fest – det samler stadig mange mennesker, men det var slet ikke det samme, der var ikke nær så mange blomster, som der var dengang.

Jeg husker det nære forhold vi havde til de andre beboere. Jeg hoppede i sjippetov sammen med de yngre koner; de var betydeligt yngre end min egen mor. Så gjaldt det om, hvem der kunne holde ud længst. De hyggede sig i lysthuset i de lange sommeraftener, og vi børn legede udenfor. Der var en indkørsel til gården mellem nogle gavle, en såkaldt slip, og her spillede vi bold op ad de to høje mure – eller vi legede med marmorkugler på et stykke jord ved missionshuset på den modsatte side af gaden – og fik somme tider sorte eller forfrosne fingre.

Om vinteren kælkede vi fra øverst på Volden ned ad Riddergade og helt ned til Danmarksgade, det kunne ikke lade sig gøre i dag med al den trafik, der er. Det var i det hele taget en dejlig barndom. Efter de to første år i Slesvigsgades Skole gik jeg i 3. og 4. klasse i Teknisk Skole og flyttede dernæst til Dalegades Pigeskole. Drengene gik i Købmagergades Drengeskole. Der var et område imellem skolerne, og vi måtte sandelig ikke være sammen. Jeg havde nogle dejlige lærere her – og det eneste, som ikke var så godt, var den måde, børnene på hvert alderstrin var delt i A-, B-, C- og D-kategorier, og hvor A og B var dem, der vidste og kunne lidt mere end de andre. Jeg brød mig ikke om den måde at dele op og danne skel.

Dalegades Pigeskole, 2009.

Jeg havde nær tilknytning til Lærer Christensen, som vi havde til engelsk, historie og sang. Han blev i øvrigt over 100 år og boede til slut på Hanneruphus, samme sted som min mor kom til at bo. Der traf jeg ham nogle gange, og forholdet imellem os var stadig det samme. Jeg sagde ”De” og ”Lærer Christensen” til ham, og han sagde ”lille Anna” til mig. Jeg vidste, han altid havde cyklet meget, og en dag jeg mødte ham, sagde jeg, ”Jeg synes ikke, De cykler mere, Lærer Christensen..?” ”Næh”, svarede han, ”Den er blevet for gammel”.

Andre lærere var Frøken Henriksen, som vi havde til dansk, og Fru Hastrup, som vi havde til håndgerning og gymnastik. Jeg har ikke gået i køkkenskole, det var der ikke noget der hed dengang. Der var en lærer, som hed Lærer Sejer, han var meget striks og hård. Dengang måtte lærerne jo straffe børnene, og jeg husker engang, Lærer Sejer fik en reprimande, fordi han havde slået en dreng lidt for meget. Han var også lærer på drengeskolen. Det var gode år med dejlige skolekammerater, som jeg godt ville ønske, jeg kunne have haft lidt mere forbindelse med.

Dalegades Pigeskole - 7.A - cirka 1929. Anna (med lange fletninger) står i 2. række til venstre ved siden af Lærer Christensen.

Så kom tiden, hvor vi skulle begynde at gå til præst. Det var hos Pastor Christensen, og her fik jeg en rigtig god veninde i Karla Rand. Vi kendte hinanden i nogle år, havde en god ungdomstid sammen, besøgte hinanden hver dag, løb sammen om aftenen, fulgte hinanden hjem og fik snakket en masse. Hendes far havde en grøntbutik – og vi nød godt af, når han kom hjem med spændende frugter, der var blevet lidt stødte, og som ikke kunne sælges mere. For eksempel appelsiner, æbler og pærer og den slags. Bananer fandtes jo ikke dengang.

Anna i 1929. Udsnit af klassebilledet ovenfor.

Karla og jeg blev konfirmeret den 13. april i Sct. Michaelis Kirke – og vi var 101 konfirmander, det husker jeg tydeligt, og jeg kan også huske, at det var meget spændende. En dejlig dag. Præsten fik vi et særligt forhold til. Han var ugift, og vi gik og syntes, han var sådan en dejlig mand. Vi boede lige over for missionshuset i Prinsensgade, og her var der somme tider møder, hvor Pastor Christensen deltog – og han sang noget så dejligt og var god til at messe! Så stod Karla og jeg ude i slippen og lyttede og syntes det var dejligt, vi kunne høre Pastor Christensen. Vi blev enige om, at Karla kunne blive gift med ham, og jeg kunne blive deres husbestyrerinde…

Da jeg var blevet 14 og skulle til at bestemme mig til noget, spurgte min far, om ikke jeg kunne tænke mig at komme på realskole. ”Nej”, sagde jeg, ”Det er kun for de fine!” – og det har jeg fortrudt mange gange siden. Jeg kom ind til vores naboer, Hr. og Fru Jagd, hvor jeg skulle være formiddagspige. Det var jeg meget spændt på, kan jeg huske. Jeg vidste ikke, om en formiddagspige skulle gå hjem til middag, eller hvordan det mon foregik. Jeg fik 10 kr. om måneden og fik også min middagsmad derinde. Jeg husker hvor sparsommelig, hun var. Når jeg vaskede gulv, måtte der kun bruges lunken vand. Hun varmede lidt vand i en kasserolle og hældte det derfra i gulvspanden, som kun lige blev kuldslået og ikke mere. Men det var et par rare mennesker, som jeg var glad for at være hos.

Mens jeg var der, fik jeg af Fru Rasmussen, der havde en broderiforretning, et tilbud om at blive elev hos hende og lære dét – men jeg var desværre så dum at sige nej, fordi jeg syntes, det var synd at svigte Hr. og Fru Jagd. Jeg havde ellers altid haft stor lyst til at lave noget med mine hænder, men det kom jeg altså ikke til. Det har jeg også fortrudt.

Anna med veninde ved Landsoldaten, cirka 1933.

Karla og jeg fortsatte vores venskab, cyklede ture sammen og havde det vældigt hyggeligt. Et par måneder var jeg ude at hjælpe min kusine, som fik tvillinger, og derefter fik jeg en plads som husassistent nede i Købmagergade nummer 81, ved Ingeniør Jensen, der arbejdede ved Siemens, og hans kone – og en veninde til hans kone, der boede ovenpå. Det var søde mennesker, der tog sig godt af mig. Jeg blev kaldt Pip – og de havde en hund, der hed Fip, og den var jeg glad for. Når de havde gæster, var jeg ung pige med kappe på hovedet og hvidt forklæde. Der kom også familie på besøg, blandt andre søsteren til herren i huset, og hun var en rigtig snob. Da en nevø til Jensens på et tidspunkt boede i huset, mente den samme faster, at jeg skulle tiltale ham som ”den unge herre”. Det syntes jeg var for meget. Desuden var han heller ikke mit store nummer. Han jagtede mig somme tider, og det ville jeg ikke have.

Klip fra Krak anno 1940. Kunstdrejer Peter Wamsler, Gothersgade 15. Tlf. 886.

Men jeg kunne ikke blive ved med at være husassistent, syntes jeg, så jeg kom i forretning – hos Peter Wamsler på Gothergade, han havde en kunstdrejerforretning – og han solgte tasker, paraplyer og piber drejet ude i værkstedet. Men der var ingen penge at rutte med; jeg husker, at han klippede trådene af jakkeærmerne, når de blev for frynsede. Der var ikke råd til at købe nyt. På et tidspunkt fik han den idé at udnytte min arbejdskraft til andet end at stå i butikken. Han købte en symaskine, noget stof og andre remedier og tilbød, at folk kunne komme med deres gamle paraply og få påsat nyt betræk efter eget valg. Jeg blev ret ferm til at sy paraplybetræk, og det har også hjulpet lidt på økonomien. Senere, under krigen, blev tiderne meget bedre for ham.

Anna klædt på til at promenere med veninderne i Gothersgade, cirka 1935.

Mens jeg var hos Ingeniør Jensens fik jeg en veninde i Ruth, som var en bekendt af familien. Hun kom fra Ry og arbejdede nu som stuepige hos vores huslæge, Doktor Gerdes. Vi gik til bal sammen, blandt andet på ”Fremad” i Venstres Ungdom, og her traf jeg Gunnar, og vi blev straks glade for hinanden. Vi dansede, bagefter fik han lov til at følge mig hjem, og vi aftalte at mødes igen den førstkommende lørdag. Men hvem kom ikke…? Jo, Gunnar!

Jeg gik op til Ruth i Prinsessegade og sagde, ”Han kom ikke!” Der var ikke noget at gøre ved det, andet end at være ked af det. Dengang brugte man om aftenen at gå tur sammen i vores pæneste tøj frem og tilbage på hovedgaden, Gothersgade, og mødte vi nogen, vi kendte, så stoppede vi og snakkede – og pludselig stod Gunnar der sammen med sønnen ude fra det mejeri, hvor Gunnar arbejdede, ude i Brovad ved Erritsø. Grunden til, at han ikke var kommet, var, at der ude på mejeriet skulle være kedelrensning engang imellem, og det var aldrig noget, der var planlagt lang tid i forvejen. Så da det pludselig skulle være nu på lørdag, var der ikke noget, der hed, ”Det vil jeg ikke, jeg skal noget andet”. Så hvad skulle han gøre, han kunne jo heller ikke sende bud.

Men vi fandt ud af, vi godt kunne lide hinanden, tog nogle cykelture, gik nogle spadsereture sammen, på Volden og andre steder – indtil min far og mor blev klar over, at der var én, jeg kom sammen med, og noget jeg løb efter, som ikke var helt almindeligt. Jeg havde Gunnar med inde hos Laurits, der dengang boede i den lille lejlighed ud til gården, og her kom min far ind og blev præsenteret for Gunnar, som blev inviteret med ind til kaffe hos min mor. Her viste det sig, at min mor og Gunnar kunne snakke om meget – hun var jo ude fra Erritsø og kendte mange af de gårdejere, der leverede mælk til det mejeri, Gunnar var på. Så han blev hurtigt accepteret. Vi blev forlovede i 1936, på min fødselsdag. Det blev fejret nede på "Knudsborg", og netop den aften, da vi fik ringe på, spillede de ”En lille gylden ring”. Det var meget romantisk!

Anna og Gunnar ved Olaf Ryes monument, 1936.

Da vi mødte hinanden, var Gunnar som sagt mejerist, ude på landet. Han fik ikke ret meget i løn, og udsigterne til at komme på mejeriskole og måske senere blive mejeribestyrer eller lignende var ikke de bedste. Han søgte på et tidspunkt en plads på et bymejeri, og det gav lidt mere, men stadig kun 36 kroner om ugen – og det var ikke nok til, at vi kunne få råd til at gifte os. Så kom der et tilbud fra Gørding, hvor en mand havde anbefalet Gunnars far at råde sønnen til at søge ind ved DSB. De søgte stationsbetjentaspiranter. Og det gjorde han så og startede snart på jernbaneskolen.

I mellemtiden syntes jeg, det var på tide at komme på handelsskole, og det lykkedes også. Jeg fik min handelseksamen og bagefter en kontorplads som bogholderske ved A. Goth og Sønner, en smedeforretning – og her var jeg, til jeg blev gift med Gunnar i 1939. Det var lige ved, at brylluppet ikke blev til noget. Min far havde lånt nogle penge til huskøbet i Prinsensgade. Han og min mor kom sammen med Købmand Pedersens, og Pedersen havde en svoger i Århus, som min far havde lånt penge af. Så skete der et eller andet, som gjorde, at svogeren i Århus blev sur, ikke på min far ganske vidst – men på et eller andet, og resultatet var, at han opsagde lånet, og pengene skulle betales.

Gunnar og jeg havde spurgt, om vi kunne få lov at holde bryllup, og det ville min mor og far forfærdelig gerne gøre for os – men det har selvfølgelig ikke været sjovt at skulle gøre det i den situation, der var opstået, og med små midler. Men vi havde alligevel et dejligt bryllup. Vi havde familien samlet og blev gift i Sct. Michaelis Kirke. Jeg kan huske, da jeg var nede og bestille bryllup hos Pastor Christensen til den 11.11. ”Nå”, sagde han. ”Du vil giftes den 11.11. – men det skal vel ikke være kl. 11?” Den 11.11. kl. 11 var jo tidspunktet for våbenstilstanden i 1918 efter 1. Verdenskrig.

Jeg husker, hvordan vejret var den dag. Gunnar var hos os, det var ikke noget med at vi først så hinanden i kirken. Han og jeg gik tur på Volden, vi plukkede hyben til bordpynt. Der var ikke så meget at plukke af ved den tid, og der var ikke råd til at købe blomster. Det var et hyggeligt bryllup – lige bortset fra, at jeg fik tandpine. Jeg havde rigtigt ondt af mig selv, indtil jeg havde fået en pille, der kunne dulme det noget.

Anna og Gunnar, den 11. november 1939.

Gunnar var i mellemtiden kommet ind til DSB og var ansat på stationen i Pjedsted, og her havde vi besluttet at ville bo i en lille tjenestelejlighed med stue og køkken og ovenpå et soveværelse. Vi havde købt møbler hos Hans Henrik, et par huse fra min far og mor i Prinsensgade. Det var møbler, der havde været udstillet på Købestævnet, og som vi fik til en favorabel pris. Jeg husker, vi lånte nogle af pengene af Morbror Peder. Møblerne var gode ting, som eksisterer den dag i dag i Skjern. Den stilling, han havde, blev kaldt 'stationsbetjentaspirant'.

Stationsforstanderen var af den gamle skole og meget streng. Willemoes, hed han. Han forlangte, at Gunnars hue skulle sidde lige på hovedet med to fingres afstand fra begge ører, altså ikke noget med at sætte den på skrå. Han syntes også, at det var noget mærkeligt noget, at Gunnar ville giftes. Det blev han lidt sur over, men selvfølgelig uden at han kunne forbyde ham det. Han har jo nok været en dygtig stationsforstander... men skrap, det var han. Han røg lang pibe, og når han skulle have en ny pibe, rakte han bare armen ind til privatlejligheden på stationen, så kom hans kone med en frisk pibe til ham.

Vi boede altså i Pjedsted og troede, vi skulle være der i nogen tid – men cirka otte dage efter, vi var flyttet ind, havde vi nogle af Gunnars kolleger på besøg en aften, til kaffe i anledning af brylluppet, og så kom en nabo ind og sagde ”Nå, I skal til at flytte... Det står i avisen.” ”Hvad skal vi? Hvor skal vi flytte hen?”, sagde jeg. Jeg stod ude i køkkenet. ”Til Vildbjerg”, sagde han. Jeg troede, han sagde ”Hvidbjerg”, og spurgte ”Hvad i alverden skal vi dog dér?” [Note: Hvidbjerg er en badeby ved Vejle Fjord i nærheden af Pjedsted. Her er ingen jernbanestation.]

Men det var altså Vildbjerg. Baggrunden var, at det var blevet besluttet, at man skulle være to steder i sin aspiranttid – og det fik Gunnar altså at vide på denne måde, gennem avisen. Vi skulle flytte den 1. december, så der var ikke lang betænkningstid – og vores penge, de var i hvert fald små. Men vi fandt med stationsforstanderens hjælp en lille lejlighed i Vildbjerg. Den kostede 15 kroner om måneden med elektricitet, men vandet, vi brugte, skulle vi selv hente og bære ud igen. Jeg husker, jeg stod nede i gården i frostvejr og skyllede det tøj, vi skulle have vasket. Det var ikke spændende.

Anna og stationsbetjentaspiranten i DSB-uniform, 1940.

Senere skulle vi hjem til Jul. Jeg havde gemt lidt penge, så vi kunne få råd til at indløse vores bryllupsbilleder – og det blev vores julegave til vores forældre, både min far og mor og Gunnars far. Jeg kan også huske, at til min fødselsdag den 18. december kom der en stor pakke fra min far og mor med forskellige fornødenheder til en daglig husholdning – sukker, kaffe, margarine, et stykke flæsk. De var klar over, at pengene var små, og alle disse dejlige ting, det var meget meget kærkomment.

Hvis jeg skulle bage en kage, så købte jeg kun det, der skulle i kagen – det kunne man dengang – altså et kvart pund af dit, et halvt pund af dat, to æg. Et pund fars til bøf kostede 80 øre, og jeg kunne få otte bøf ud af sådan et pund. Det kan jeg ikke i dag. Når vi ikke havde så meget og skulle have vores aftensmad, så smurte vi to stykker rugbrød med margarine og klappede dem sammen – og så sagde vi til hinanden, hvad der var på brødet... Men der var altså ikke andet end margarine.

Så vi klarede os – og var i Vildbjerg indtil sommeren det følgende år. Koldt var der også dengang. Det frøs i soveværelset, der var jo ingen varme. Fra soveværelset kunne jeg kigge over til stationen og se, når Gunnar skulle til at hjem, og da kan jeg huske, at jeg tog en mønt og varmede og lagde den på den frosne rude. Så kunne jeg se ud, gennem sådan et par glughuller. Der var så koldt, at varmedunken frøs til is i sengen. Det var tider.

Gunnar var på skole i hele maj måned i 1940, mens jeg var hjemme hos min far og mor – og da han så var færdig, skulle han i gang med at finde et fast sted at være. Vi kom til Thyregod, hvor vi boede i en lille lejlighed nede i byen – ved siden af det plejehjem, som jeg i min barndom havde besøgt sammen med min far og mor. Det var noget familie, Johanne og Ane, der bestyrede plejehjemmet. Men en dag spurgte en mand, om vi var interesseret i at bytte lejlighed med ham og hans kone. De havde fundet ud af ikke at have råd til at bo, hvor de boede. Det ville vi gerne, så vi flyttede op i Skolebakken 17 til et dejlig funkishus, med fladt tag, og med have og solbær og en stor stue, soveværelse, ekstra værelse, køkken og stort bryggers – og her boede vi under det meste af krigen og fik Jette i 1942.

Skolebakken 17 i Thyregod, 1941.

Vi havde nogle gode venner – blandt andet Gunnars kolleger Johansen og Thorngrim. Fru Thorngrim kom og hjalp mig, da vi fik Jette. Vi havde nogle dejlige naboer, Peter Henriksen og Karen, som var vældig glade for vores lille Jette. Desuden Gerda og Ove (jeg havde kendt Gerda, siden jeg kom til Thyregod som barn og ung pige), Bager Jonasens, Tut og Svend... Og selvfølgelig Villy Andersen, som var aspirant, og som kom meget hos os. Og han kom altid, når der var bønner i madspanden fra Vejle – for han kunne ikke lide bønner! Han blev gift med Emma i september 1942, kort før Jette blev født, og Emma og Villy har vi haft et meget nært forhold til i mange år derefter. Vi har besøgt hinanden mange gange og været sammen i forbindelse med fællesarrangementer inden for Gunnars og Villys arbejde hos DSB – men desværre gik der skår i venskabet, efter Gunnar døde, og det har vist sig at være umuligt at få rettet op. Jeg har måttet leve med at undvære dem, og det har været et stort savn.

Men Thyregod var en god tid. Selv om det var et moderne hus, vi boede i, var der også primitive forhold, med lokum i udhuset – og jeg kan huske vintrene 1941 og ’42, hvor det frøs så hårdt, og hvor vi måtte have spanden på en primus for at få den tøet op, så vi kunne få den tømt...

Anna i Thyregod, 1943.

I 1945 flyttede vi til Ejstrup ved Kolding, og her blev Aase født. Vi flyttede den 14. februar, på Emma og Villys Kirstens fødselsdag. Vi fik et dejligt hus ved jernbanen, højt beliggende, en dejlig have med et kæmpestort pæretræ. Her blev Aase som sagt født, under ret dramatiske omstændigheder og med hjælp af Fru Dilling. Nede på banen gik nogle tyske vagter, og Fru Dilling fik forklaret en af dem, at han skulle give besked til Gunnar på stationen, at jeg havde brug for hjælp. Den tyske soldat forstod Fru Dilling som om, jeg var syg – men Gunnar vidste jo godt, at det var jordmoderen, der skulle sendes bud efter.

På det tidspunkt i slutningen af krigen var der ikke noget, der hed biler – bortset fra nogle ganske få, med generator – og vi skulle have jordmoder fra Kolding, og det tog derfor noget tid, inden bilen var klar, og hun kunne komme af sted... Jeg kunne ikke vente, til hun kom, så jeg fødte Aase uden jordmoder, med hjælp af Fru Dilling. Da jordmoderen endelig kom, havde vi ikke engang fået set, om det var en dreng eller en pige, der lå under dynen. Vi var ret chokerede begge to. Fru Dilling havde ikke selv født og vidste ikke rigtig noget, og vi turde nok ikke gøre noget, før jordmoderen endelig kom.

Det resulterede i, da vi nogle år senere skulle have Niels Jørgen, og det var den samme jordmoder – da troede hun jo, det ville gå lige så stærkt. Hun kom farende ind og sagde ”Kan jeg godt lade taxaen holde herude...?” Det kunne hun nu ikke, det tog lidt længere tid. Efter Aase var født den 21. marts, blev hun døbt den 30. april i Harte Kirke. Jeg kan huske, vi kørte i hestevogn derop, og at vi havde et dækken over os, for det sneede frygteligt. Vores gæster kom på cykel, nogle var kommet med toget – og de blev også kørt til kirken i hestevogn. Det var Fru Dilling, der bar Aase i kirke. Hendes mand var baneformand.

Den lille familie med døtrene Jette og Aase, Ejstrup 1948.

Vi boede i Ejstrup indtil 1950. Vi havde et godt fællesskab med Sara og Alfred Nielsen, W. Andersen og Frida, Købmand Matthiesen og Emma, mange hyggelige sammenkomster. Sara og Alfred havde det ikke altid alt for godt. Alfred var lidt af en sigøjner, han tog ikke tingene så nøje, men han lærte da heldigvis at blive klogere senere. Men Sara var hittepåsom, hun fandt på at lave nogle fine sommerfugle til at sætte på juletræet, og dem tog hun ud til nabobyerne og solgte, det gav lidt ekstra penge. En gang havde Gunnar sagt til Alfred, at han kunne gå ned på stationspladsen, hvor der havde holdt et tog med kul, og der var mulighed for at samle resterne op. Men du godeste, hvor det osede i deres kakkelovn…!

Tre nybagte mødre 'på udflugt' med barnevogne, Ejstrup 1949.

Da vi skulle have Niels Jørgen var det så pudsigt, at der var 3 i det hold mennesker, der kom sammen, som fødte med 14 dages mellemrum, alle en dreng. Året før havde vi været på en biltur til Sønderjylland, men det år, vi havde fået børn, måtte vi nøjes med at køre med barnevognene op til noget, der hed ”Fuglsang”, bare et stykke oppe ad vejen, med vores kaffe. På et tidspunkt fik Aase og Jette mæslinger, men Jettes brød ikke ud – og da vi troede, de var ved at være raske, gik Jette stadig rundt som en lille mut pige, der ikke rigtig var til at få fut i.

En dag blev hun syg og fik høj feber. Jeg havde læge, der kom ud fra Kolding, Gunnar gik på nattevagt, og Jette blev mere og mere bevidstløs. Jeg kunne slet ikke komme i kontakt med hende. Så ringede jeg igen til lægen og fortalte, at pigen stadig var bevidstløs. ”Jamen, De så da i formiddag, da jeg undersøgte hende, at der ikke var nogen stivhed”, sagde han. ”Nej”, svarede jeg, ”Det har jeg ikke set”. ”Men hvis De synes det, Fru Dinnesen, så kommer jeg”, og det syntes jeg var det rigtige. Han undersøgte Jette, og der gik ikke lang tid, så var han ovre ved købmanden og fik ringet, og Jette kom straks på sygehuset.

Gunnar fik fri fra arbejde, og vi tog med derind og vågede hele natten. Jeg ventede Niels Jørgen på det tidspunkt. Da vi på et tidspunkt havde sovet lidt, kom lægen og sagde, ”Nu har Jette det godt”. I et kort øjeblik var vi nervøse for, om han mente, Jette ikke var mere – men det var hun! Da de trak natkjolen af Jette, viste det sig, at hun ømmede sig i bevidstløs tilstand over sine ører – og så fik de tilkaldt ørelægen, som punkterede ørerne. Da var meningitisen på vej til hjernehinderne, så det var i sidste øjeblik. Men heldigvis blev der fundet ud af det i tide; hun blev rask, og vi kom igennem forskrækkelsen.

Anna med vasketøjet, Frantz Hansens Allé Fredericia 1953.

Fra Ejstrup flyttede vi til Fredericia, hvor Gunnar fik en afløserplads, som det hed. Man måtte tjene et vist beløb ved at rejse ud med sin pufseng og sin kurvekuffert med sengetøj og overnatte i pakhuse og lignende steder. Vi sendte madkasser til ham. Jeg kan huske pigerne kørte ned med madkassen til toget, så fik deres farmand mad hjemmefra. Det var nødvendigt, for at afløserpladsen skulle give så mange penge som muligt. Det var jo ellers meningen, at ekstrapengene skulle dække udgifterne ved udstationeringen – men på denne måde sparede vi lidt ekstra, og det var noget, der hjalp til at rette op på økonomien. Det var et bestemt beløb, man måtte tjene, og det tog cirka tre år. Lønnen var i og for sig god nok, men heller ikke mere. Det slog til hver måned, og vi skyldte ikke nogen noget. Dengang kunne man købe ”på bog”, så det drejede sig om at holde øje med, man ikke overskred de husholdningspenge, jeg havde fået til rådighed. Det sætter man nok al sin ære i, at få dem til at slå til.

I Fredericia havde vi lejlighed til at besøge Mormor og Morfar ovre på Trekanten, ikke så tit som vi måske burde, men vi havde dem i hvert fald i byen. De havde i 1945 solgt Prinsensgade og var flyttet ud til Trekanten 2 ved Egeskovvej. Og Doris og Christian havde vi også – Doris, som jeg havde gået i skole med. Jette fortsatte i skolen her, og Aase startede også. Vi boede i en moderne lejlighed på Frantz Hansens Allé – med centralvarme, varmt og koldt vand og bad og toilet – ikke noget med das ude i gården.

Frantz Hansens Allé i Fredericia cirka 1952. Det er Anna til venstre og Niels Jørgen til højre.

I 1953 flyttede vi til Taulov i en lejebolig, og her måtte vi begynde forfra igen, med det sædvanlige lokum – dog heldigvis inden døre, så vi slap for at skulle ud. Jeg kan huske, da vi var ude for at se på huset, og børnene fór op og ned ad trapperne og kom tilbage og spurgte ”Mor, hvor skal vi vaske os henne?” Der var ikke noget badeværelse, så vi måtte tilbage til at vaske os i køkkenet, bruge en balje og hente varmt vand fra gruekedlen. Der var ikke elektrisk kogeapparat, vi havde Kosangas.

Vi fik nogle gode venner – Johannes Christensen og hans kone, Dalhus og hans kone – mødtes til kortspil, og vi lærte Lærer Sørensen og hans kone at kende. Lærer Sørensen var leder af den skole, hvor Aase gik – og vi var blandt andet med Lærer Sørensens på tur til Nyborg til Unge Hjems Højskole på Nyborg Strand. Jette blev i Fredericia og tog sin realeksamen fra gymnasiet, og i den periode var hun meget hos Mormor og Morfar.

Tjenesteboligen i Taulov, 1954.

Tiden i Taulov var også en god periode. Der var bare en kedelig episode, som kom til at pine mig meget. Vi boede i dobbeltbolig sammen med Gerhard Pedersen og hans kone, og vi havde det vældigt godt sammen. Hvis vi ville snakke med hinanden, så bankede vi på væggen, for vores stuer lå lige op mod hinanden. Men det fik en brat ende. På en eller anden måde kom der en kurre på tråden. Pludselig ville hun ikke vide af mig mere, og jeg kunne ikke forstå hvad der var sket. Jeg forsøgte at spørge Fru Pedersen, en dag hun gik forbi oppe på vejen – vi kaldte jo hinanden Fru Pedersen og Fru Dinnesen dengang – men det kunne ikke rettes op, sagde hun, for jeg havde begået mened.

Jeg tænkte ”Hvad i alverden har jeg dog lavet?”, men hun ville altså ikke forsones, og det resulterede i, at jeg fik hovedpine, hver dag. Åh, hvor var det synd for jer børn, at jeg altid havde hovedpine! Men så efter nogen tid blev Pedersens forflyttet til Tjæreborg, og da de var flyttet, så forsvandt heldigvis min hovedpine. Jeg har senere fået at vide af Fru Dalhus, som var ledvogterske og imellem de mennesker, vi kom sammen med, at hun nok havde sagt noget, som måske ikke var helt rigtigt, men som Fru Pedersen havde troet på, og at det var det, der var årsagen. Fru Dalhus havde måske følt sig lidt tilsidesat, da vi var kommet og havde nemt ved at blive accepteret, og det var nok den jalousi, der havde gjort, at hun var kommet til at sige noget, som ikke passede. Men godt at hun fortalte mig det.

I Taulov havde børnene nogle gode år. Vi havde en lille have med blomster og grønsager, og vi havde høns. Niels Jørgen var altid omme hos Dorwin, vi troede måske han ville være landmand, eller det troede han selv. Jette blev konfirmeret i Taulov, og Niels Jørgen begyndte at gå i skole. Skolen lå lige ovre på den anden side af banen. Han startede i skolen den dag, hans far fyldte 40 år, den 5. april 1956. Aase flyttede op på den nye centralskole, som netop var blevet bygget, og til indvielsen blev der selvfølgelig holdt en tale. Niels Jørgen var med os. Præsten, som holdt talen, sagde blandt andet, at nu stod kirken og nikkede over til skolen – og da vi gik derfra, sagde Niels Jørgen, ”Mor, jeg kan da ikke se, at kirken og skolen nikker til hinanden…”

Anna med hunden Tot foran hønsehuset i Taulov, cirka 1957.

Min mor havde mange søskende, og særlig en af min mors brorsønner har vi haft meget at gøre med, Poul og hans kone Karin, der da de var unge boede hos min far og mor i huset på Trekanten 2. Der var en lille lejlighed ovenpå, som Poul og Karin lejede – og senere, da de unge havde fået børn, blev der byttet rundt, så de gamle kom ovenpå og Poul og Karin ned i stuelejligheden, der var lidt større. Vi har fulgt dem og deres børn i mange år, og det var været dejligt. Jeg havde også forbindelse til andre af mine fætre og kusiner, nogle af dem også langt op i årene, men det ebbede ud efterhånden.

Min mor og far havde et tæt forhold til alle min mors søskende, ikke at det var så nemt at besøge hinanden, de måtte jo cykle dengang. Mellem jul og nytår skulle de som regel ud på landet til de forskellige af min mors brødre og søstre for at få flæsk og kål. Ribbenssteg, hvidkål, grønkål, medisterpølse og brunede kartofler. Det gentog sig aften efter aften, men det skulle de af sted til. Vi havde dem selvfølgelig også alle sammen på besøg i Prinsensgade – til dejlig julekål, som vi stadig holder traditionen ved lige med. Ligesådan min mors gode suppe med rundboller, den tradition har vi også fulgt op.

Jeg kan huske engang, vi havde fest derhjemme – det var Ernas konfirmation – da havde min mor nogen til at hjælpe sig i køkkenet, soveværelset var ryddet, der var stillet borde op, og der sad familien. Min mor var blevet placeret langt fra udgangen og måtte stole på, at det gik som det skulle med maden i køkkenet. Så kom der en seddel ind til hende på bordet, at rundbollerne desværre var kogt ud. De havde ikke forstået, hvordan sådan nogen skulle behandles. Min morbror Peder kunne ikke dy sig, og da suppen var serveret, spurgte han ”Hvad med rundbollerne, Thea, hvor er de blevet af?” Og det var hun ikke glad for at høre. Det hørte sig nemlig til, at der skulle være rundboller i min mors suppe.

Anna foran Hjulby Station, 1959.

Efterhånden nærmede tiden sig, hvor Gunnar fik alderen til måske at kunne blive stationsmester – og det endte med, at han fik pladsen i Hjulby på Fyn. Her kom vi til at bo på stationen, og det var noget helt helt nyt. Der var et dejligt badeværelse og en stor lejlighed med masser af plads og værelser til børnene. Og udenfor en pragtfuld have med store frugttræer og en tur gennem en lille lund ned til en sø – eller en mose, var det vel nærmest. Der var idyl ud over alle grænser.

Niels Jørgen kom i Hjulby Skole og fik Lærer Nissen som lærer, Aase gik i skole i Nyborg og blev konfirmeret i Nyborg Kirke. Men desværre kom det til at vare i kun kort tid. Trafikinspektøren kom en dag på besøg og spurgte, om vi var tilfreds med at være på stedet. Gunnar var inde i Nyborg for at blive klippet – Hjulby var jo en lille by, hvor der ikke var nogen barber. Ja, det var vi da. ”Hvornår kunne I tænke jer at flytte?”, spurgte han. ”Jamen, vi skal da ikke flytte”, sagde jeg. ”Jo”, mente han bestemt, ”Hjulby skal nok nedlægges”.

Årsagen var, at der havde været talt om at oprette et postindleveringssted, og det var nu besluttet, at det skulle være i Avnslev og ikke længere på Hjulby Station – og når posten var væk, så skulle stationen lukkes. Det var i de rationaliseringstider, som var begyndt. Det resulterede i, at vi fik nogle gode venner i Ejnar og Ella – Ella blev postbestyrer, og Gunnar hjalp hende i gang i den første tid. Vi fik et varmt og varigt venskab; de havde en lille bil og kørte rundt med os på Fyn og viste os nogle af de gode steder. Så i Hjulby var vi kun godt et år. Men venskabet med Ejnar og Ella er bevaret, og jeg er stadig meget glad for dem.

Vi flyttede til Jelling, hvor vi også kom til at bo på stationen – med en dejlig lejlighed og i en god by. Tidligere havde Jelling altid haft en stationsforstander, men nu blev stedet altså nedgraderet til en stationsmesterstilling. En af de første dage, vi var der, kom kommuneingeniøren forbi og sagde velkommen, tillykke med stedet osv. ”Nu har vi jo så kun en stationsmester…” ”Jeg er stationsmester”, sagde Gunnar, ”og jeg vil udføre mit arbejde lige så godt som min forgænger!” Det var sådan, han skulle have det, og de to blev de fineste venner. Gunnar ville ikke nedvurderes.

Anna i Jelling i 1961 med Aase, Niels Jørgen og Jette og svigersønnen Jørgen.

Jelling er jo en kendt by, og her fejrede vi sølvbryllup, både Jette og Aase blev gift her, der var runde fødselsdage og meget andet. Her blev vi, indtil der blev hvisket Gunnar i ørerne, at Jelling nok også skulle nedlægges – men Børkop var ledig, og den var nok meget sikker. Den søgte han og fik, til stor ærgrelse for Gjesager, som meget gerne ville have haft Børkop, men sådan var betingelserne jo.

Inden vi flyttede skete der det kedelige, at jeg blev syg, fik lymfekræft og blev patient på Århus Kommunehospital, radiumstationen. Først fik jeg strålebehandling og året efter kemoterapi, som jeg heldigvis tålte, og som hjalp – så det lykkedes at komme over sygdommen. Jeg tabte håret, men det kom jo igen, og mens jeg fik strålebehandling tabte jeg smagen, men den kom også igen. Jeg rejste til kontrol i Århus 20 år efter, jeg var blevet rask, de sidste 10 år, fordi Kommunehospitalet gerne ville følge eksemplet, hvor behandlingen var lykkedes. Jeg flyttede med til Børkop med streger i hovedet osv., som angav, hvor jeg skulle have behandling.

Anna og Lassie på perronen i Jelling, 1962. Clematis og mesembryantemum er Annas værk.

Vi var kede af at forlade Jelling, men der var ikke noget at gøre ved det. Vi havde en pragtfuld have ovre på den anden side af banen, den gik jeg meget op i – og dér havde jeg en masse gode stunder med alle mulige grønsager, stauder og frugtbuske – blandt andet hvide ribs. Vi havde en pragtfuld hund, Lassie, som vi holdt meget af – men desværre kunne den ikke lide små børn, og da børnebørnene var begyndt at melde sig, turde vi ikke løbe an på det og fik den aflivet. Det var en stor sorg for os alle sammen, ikke mindst for Niels Jørgen.

På stationen havde Gunnar en hjælpearbejder, Ejnar Nielsen, som vi havde et godt forhold til – og som trafikekspedienter Georg Pedersen og Ernst Mertner. Gunnar byggede et svellehus i haven, et solidt hus med græstørv på taget – og huset står der (2002) endnu, efter de mange år. Her fik vi også gode venner, postmesterens blandt andet, og deltog i foreningslivet. Aase fik en god veninde, Alice, og Niels Jørgen spillede fodbold med sine kammerater. Jette og Jørgen blev gift og fik Jan, min mor og far havde haft guldbryllup – det var faktisk på den dag i 1963, hvor Kennedy blev dræbt. Senere blev også Aase og Bent gift i Jelling.

Anna på en udflugt til Hvidbjerg ved Vejle Fjord i sommeren 1968.

I Børkop havde vi ingen have overhovedet, kun en ganske lille ting nede foran stationen, hvor jeg plantede nogle tulipaner. Dem var der nogen, der kappede hovedet af – et lille eksempel på noget, der kan gøres, som man kan blive meget meget ked af.

Vi fandt ud af, at vi gerne ville have et sommerhus og fandt et nede ved Andkær Vig ved Vejle Fjord, lånte penge af Morfar og Mormor til at starte med. Jeg var ikke helt rask endnu, så det var godt at kunne tage sådan et sted hen. Huset kaldte vi ”Helse”. Her havde vi det dejligt, også med børnebørnene når de var på besøg. Vi havde en lille båd, og den tror jeg, de alle sammen stadig kan huske.

Sommerhuset 'Helse' ved Andkær Vig, cirka 1972.

Farfar, som jeg helt har glemt at fortælle om, kom også på besøg. Han boede i Gørding, da jeg lærte ham at kende i 1936 – sammen med Gunnars lillebror, Hans Verner, som var 10 år dengang. Søsteren Edith var ude at tjene. Det var spændende at skulle med hen og besøge min svigerfar første gang. Farfar var alene og havde været det i flere år. Han var ikke ret gammel, da han mistede børnenes mor, og jeg har altså aldrig kendt min svigermor. Gunnar var 10 år dengang.

Det var svært for Farfar at blive alene med børnene. Det var trange kår, han var ikke for god en økonom, der var skiftende husbestyrerinder, og Hans Verner gik somme tider for lud og koldt vand. Det var en svær opvækst. Da Hans Verner som voksen senere blev gift med Ella, flyttede Farfar sammen med dem. På et tidspunkt havde han troet på en anden tilværelse. Ediths mand Regner havde sin mor, der betog Farfar så meget, at han næsten ofrede sig mere for hende, end for Hans Verner, der sad derhjemme og ikke fik del i de goder, hans far bar hen til hende og hendes børn. Vi var kede af forholdet, for vi syntes slet ikke, hun var nogen rar kone. Og det fik vi desværre bevis på. Hun svigtede Farfar ved at blande sig med tyskere, hun sveg ham noget så forfærdeligt. Hun hørte til dem, der kom op at køre på en lastvogn efter befrielsen.

Farfar på besøg i Ejstrup, 1947.

Men Farfar klarede sig igennem og fik mange gode år hos Hans Verner og Ella og deres børn i Silkeborg. Det var altid hyggeligt at få ham på besøg, jeg har haft mangen en hyggelig sludder med min gamle svigerfar. Han var lidt mistroisk mange gange, han hørte ikke godt – ja, han var faktisk døv. Han fik til sidst nogle høreapparater, men det var ligesom, de ikke rigtigt kunne hjælpe ham. Han var god til at male malerier, og dem har vi altid haft hængende på væggene. Mine børn, I har jo fået nogle af dem, og jeg har selv dem, jeg har plads til.

Farfar kom på besøg i Andkær og hjalp mig blandt andet med at klippe nisser – indtil han en dag sad og klippede benene af, det var jo ikke så godt. Både han og min mor, som nu også var blevet alene, nød at være med i Andkær, og der var også dejligt. Vi nød det i de år, at have sommerhuset.

Det var dejligt i sin tid at få lejlighed til at opleve også et nært forhold til Gunnars familie i Bramminge og Gørding. Tante Emma, Onkel Ravn, Onkel Jens, Tante Astrid, Onkel Thorvald og deres børn. Lis, som var gift med Svend, og Niels Jørgen. De var altid åbne for spøg og kortspil, og de var gode ved vores børn, så det var dejligt. Det er rart med noget god familie. Der var også Onkel Peder og Tante Minna, Tulle og John og mange flere. De var meget friluftsmennesker, som kunne lide at være ude i deres haver – spille pind og alt muligt.

Fra Børkop blev Niels Jørgen student i Vejle, og det var jo en stor begivenhed, at vores søn havde nået dét. Men samtidig må vi erkende, at vi ikke var særligt stolte af, at han rendte rundt med langt hår! Det var den Beatles-dille, der var opstået. Vi har været glade for vores dejlige unger, I har været os til stor glæde!

Så var der nogen, der fandt ud af, at Børkop heller ikke skulle blive ved med at være der. Gunnar kæmpede sammen med borgmesteren som en løve for at bevare den, men der var ikke noget at gøre. Vi forsøgte at købe stationsbygningen i Brejning, der også var blevet nedlagt, og Gunnar forsøgte også at få stationsmesterpladsen i Grindsted, men det lykkedes heller ikke, og det blev en stor skuffelse for ham, at der ikke var held ved noget af det. Vi måtte erkende, at det ikke kunne blive ved med at gå. Vi måtte indstille os på, at stationen skulle lukkes og måtte se os om efter andre muligheder.

Gunnar blev anbefalet at komme til Give, hvor han kunne være under sin gode ven Richard Rasmussen, ikke længere som stationsmester, men uden at skulle gå ned i løn. Det tog han alt sammen meget nært. En dag kom han hjem og fortalte, at kontordamen havde sagt til ham, at han jo ikke var stationsmester mere. Ikke fordi han led af honnette ambitioner, eller sådan noget, men det syntes han var for meget. ”Jeg finder mig ikke i det!”, sagde han. Han kom ellers aldrig hjem og fortalte om bekymringer fra arbejdet. Men det var en svær tid for ham at se, at han selv efter de mange år ikke længere kunne bruges rigtigt. Det kunne hans hjerte ikke lide. Vi flyttede til Thyregod, hvor vi havde fundet et dejligt hus på Kokborgvej lige uden for byen. Det kunne vi købe i kraft af, at vi solgte sommerhuset.

Anna og Gunnar i den store stue på førstesalen, Kokborgvej i Thyregod 1974.

Det var et dejligt hus, med en stor have, og vi købte også en tønde land ved siden af med et lille hus, som skulle restaureres, og hvor det var meningen at Mormors fødselsdag skulle holdes. Vi drømte om, at der skulle plantes juletræer på marken, der hørte til, og der skulle laves en fodboldbane for børnebørnene. Gunnar var i gang med at istandsætte huset, og en dag da vi skulle have vores aftensmad, kom han ind til mig. Så sagde han ”Nej, jeg vil ikke blive ved med at have de forbandede piller!” Han fik nitroglycerin på grund af hjertet. Så var det som om, der ligesom gik en grå skygge over hans ansigt, og han faldt ned af stolen.

Det var et chok, det var frygteligt. Jeg fik alarmeret min bagbo, en ung kone, hun hjalp med at få ringet til Falck. Jeg ringede til Jette, som kom, så hurtigt hun kunne. Vi kørte til Give – og fik at vide, at Far ikke var mere. Aase kom også, sammen med Bent. Det var frygteligt, forfærdeligt, ikke til at fatte. Det var nok alle skuffelserne, der tilsammen gjorde det. Han har nok også ladet for meget være stænget inde, i stedet for at give udtryk for det. Jeg ved det ikke. Måske skulle han hellere være gået på pension… der er ingen, der ved det.

Jeg følte, jeg måtte prøve at leve videre. Jeg troede, jeg kunne have fortsat i det dejlige hus på Kokborgvej. Jeg passede haven – men pludselig opdagede jeg, at det ikke gik. Så gik jeg fuldstændig i stå, forstenet blev jeg. Jeg flyttede over til Jette og Jørgen i Ikast og var der i nogle måneder, slet ikke mig selv, overhovedet ikke. Stiv og hård, og slet ikke rar. Det var en grim tid. Vi prøvede med lægehjælp og piller, jeg havde det helt ad Pommern til. Jeg ved ikke, hvad der sker, når sådan noget kommer, men det er nok en reaktion oven på sorgen. Det er svært at miste en, man har haft så meget godt sammen med.

Men pludselig var det som, der gik et lys op for mig, at nu skulle jeg noget andet. Jeg fik snakket med børnene, med jer, om, at det her kunne ikke blive ved med at gå. Jeg måtte opgive at blive i Thyregod. For det første lå huset et stykke uden for byen, og for det andet havde jeg ikke kørekort til den næsten nye Saab, vi havde stående. Så købte jeg mit lille dejlige hus i Ikast, endda i Sjællandsgade (ligesom gaden, hvor jeg blev født), og det har jeg aldrig fortrudt. Her fandt jeg en helt ny tilværelse. Jeg skubbede ligesom den forrige væk og startede en ny og fik nogle gode år – med nogle dejlige naboer for det første, og ikke så langt til mine børn. Aase og Bent boede i Herning på det tidspunkt, senere flyttede de til Flensborg, og Jette og Jørgen boede i Ikast.

Anna på en af sine mange udflugter, engang i 1980'erne. Der

er skænket kaffe af termokanden, og notesblokken er fundet frem.

Ret hurtigt kom jeg med min nabokone Marie i Dagcenteret, og da hun ikke ville være med mere, fortsatte jeg selv. En dag, ad jeg stod og kiggede mig omkring, stod der nogle mænd og snakkede og sagde ”Hvem mon hun er, hende der står der…?” Hvad der så skete inden i mig, ved jeg ikke, men jeg vendte mig om og sagde, ”I kunne jo da spørge mig…!” Og så fortalte jeg dem, hvem jeg er. Dagen efter kom de og hentede mig, jeg skulle med til Holstebro til amtskredsens generalforsamling, og derefter gik det slag i slag. Jeg blev fast suppleant i Pensionistforeningen, og da Laurids døde, trådte jeg ind i bestyrelsen i stedet for ham. Jeg fik i det hele taget nogle gode år og lov at udføre noget arbejde der, som jeg satte meget stor pris på. Det var virkelig værdifuldt for mig, og det lægger jeg ikke skjul på.

Jeg forsøgte også at finde nogle mennesker, jeg kunne snakke med – blandt andet mine dejlige naboer i Sjællandsgade, og senere en særlig ven, der hed Laurids. Jeg lærte ham at kende i Dagcenteret. Laurids var vendelbo og et dejligt menneske, der skabte lys og glæde, når han kom ind i centeret. Til at begynde med, når han inviterede mig ind i bilen for at køre mig hjem, kunne jeg godt se, de stod og grinede, men det var jeg ligeglad med. Laurids var en flink fyr. Han spillede både violin og harmonika og elorgel, og vi fandt ud af, at vi kunne snakke sammen og hygge os sammen. Ikke noget bofællesskab, det var vi enige om. Det skulle være som gode venner, og vi kunne følges ad, når vi skulle noget. Det var en lys tid.

Anna i Sjællandsgade, 1990.

Desværre blev Laurids ramt af en sygdom, der begyndte med, at han var forfærdeligt træt og ikke orkede ret meget. Han fik at vide, han havde lungekræft. Men spille, det kunne han stadigvæk, især på violinen. Det var lidt sværere at håndtere harmonikaen. Den sidste tid af hans tilværelse fik han lov at være oppe hos mig i Sjællandsgade. Efter samtale med hans datter Elin fandt vi ud af, at han var ked af at være alene, så han fik mit gæsteværelse i 14 dage cirka – men en skønne dag, så ebbede hans liv ud. Heldigvis var både Elin og jeg der, da han døde. Han var blevet en god del af min tilværelse, og det var svært at miste ham. Jeg har stadig forbindelse med hans datter og svigersøn og deres datter og svigersøn – og er Olde-Anna til deres Mette – og vi kan stadig snakke om Laurids og mindes ham. Jeg havde den glæde at få narret ham med en tur til Østrig. Han havde aldrig villet flyve, men det fik jeg narret ham med til, og da vi først var kommet af sted, fandt han jo også ud af, at det ikke var så slemt.

Jeg holdt min 70 års fødselsdag og også min 75 års fødselsdag, mens jeg boede i Sjællandsgade – men da vi kom ind i 1990’erne, syntes jeg, at nu går den ikke længere med hus og have – selv om jeg ellers var meget glad for min have – men det skal jo passes, så jeg bestemte mig i 1992 for at sælge huset og flyttede i en lejlighed i Sverigesgade. Og her har jeg været glad for at bo, fejrede min 80 års fødselsdag på Hotel Midi for et par år siden, og her fandt jeg min gode veninde Ruth inde ved siden af.

Vi kunne more os sammen, vi kunne spise sammen, vi gættede kryds og tværs sammen, spillede kort sammen og havde det godt – men pludselig var hendes liv også slut, og det gjorde mig virkeligt ondt at miste hende. Men sådan går det jo altså. Siden har jeg også mistet min veninde Ellen Skrydstrup, som boede i Kolding. Hende lærte jeg at kende på Vejle Sygehus. Hun havde tuberkulose, og jeg skulle sendes til Århus med min lymfekræft. Vi havde et godt forhold til Ellen og hendes mand. Vi mistede vores ægtefæller og har fortsat vores venskab, men nu er hun heller ikke mere.

Det er svært at miste nogen, man har haft meget at gøre med – og som man kunne ringe til og fortælle om noget, man har brug for at snakke om. Men det kan jo ikke nytte noget. Når man selv bliver gammel, og de andre falder væk, så må man finde sig i det. Det var Ellen, der lokkede mig med helt ned til Afrika, til Sierra Leone, hvor jeg lærte en ung afrikaner at kende, som jeg stadig har forbindelse med. Jeg har en god veninde her i Ikast, Ebba Alstrup, som er flink til at komme og hjælpe mig med at indtale et bånd til ham eller skrive et brev.

Anna i den nye lejlighed i Sverigesgade, cirka 1992.

Mine år som formand for Pensionistforeningen her i Ikast har været gode. De har været med til at give mig et helt andet liv end det, jeg var vant til. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle kunne de ting, jeg efterhånden fik lært. Det gav en masse oplevelser. Jeg kunne mærke, at det jeg fik sat i gang, det var accepteret og godt. Mange mennesker har jeg mødt, så det var en dejlig tid. Jeg var formand i 8 år – lige indtil jeg opdagede, at helbredet ikke var til det mere. Så sagde jeg fra – og kort efter blev jeg også svagtseende og så videre og så videre.

Så nu er vi kommet til nutiden. Jeg har også mistet min søster, Erna, som boede i Skanderborg. Hun har tre børn ligesom mig. Hun havde en mand, som desværre ikke rigtigt faldt til i familien. Det var en svær tid, når vi var sammen med ham og kunne mærke, at han ikke rigtigt var tilfreds hverken med sig selv eller med os. Han følte ligesom noget mindreværd, jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde han – og han har slet ikke været rar ved nogen af os. Han kunne være så ironisk, hånlig og ubehagelig. Det var som om, han forandrede sig lidt over for mig, da jeg mistede Gunnar – men det syntes jeg jo var for sent.

Efter han døde, fik Erna og jeg rettet lidt op på det. Vi har aldrig snakket om det direkte, men vi fik det godt sammen – var på udlandsture, besøgte hinanden og havde stor glæde af hinanden. Men så blev Erna desværre syg, af kræft, og det gik ned ad bakke med hende. Vi kunne godt se, hvor det bar hen. Hende savner jeg virkeligt meget – til at tage telefonen og få en lille snak, invitere hinanden på besøg. Heldigvis har jeg et godt forhold til hendes to piger, var blandt andet med til barnedåb, og føler mig ligesom en oldemoster, som de da også kalder mig. Men nu tror jeg, at jeg vil holde en pause.

Anna på altanen i Sverigesgade, cirka 1994.

Jeg tager med på ture i Dansk Blindesamfund, for der bliver vi hentet herhjemme, og opholdet på Dansk Blindesamfunds center i Fredericia for blinde og svagtseende, det var en stor oplevelse, som har hjulpet mig meget. Her lærte jeg Birthe at kende, ’Store Birthe’ fra Thyborøn. Vi snakker sammen i telefonen og mødes, når vores kreds samles i Sunds og har det hyggeligt. Vi deler en flaske rødvin sammen, til det gode mad vi får.

Tidligere på året her i 1998 har jeg oplevet noget meget spændende. Jeg var så heldig at vinde 81.000 kroner i lotto, og de blev brugt på en måde, som gjorde mig rigtig glad, da mine piger og min svigerdatter – ja, I 3 dejlige tøser, I sagde at I gerne ville med mig til Wien, med rollator og kørestol. Det var en stor stor oplevelse, og den kan jeg ikke takke jer nok for, at I gad at være med. Men for mig at føle var det ikke noget med at gide. Det var noget, I gerne ville – og vi fik jo alle sammen en rigtig dejlig oplevelse.

En fantastisk følelse var det at opleve først at gå efter en gevinst på 37 kroner og så få udleveret en check på 81.238 kroner... ”Den kan jeg ikke udbetale”, sagde damen i kiosken. ”Der er for over 10.000 – så du må henvende dig i banken.” Jeg spurgte bankmanden om beløbet, men kunne ikke høre hvad han sagde og turde ikke spørge ham igen. Da jeg så sad i Unibank med checken i hånden, spurgte jeg en dame, om hun kunne fortælle, hvad der stod på sedlen. ”81.238 kroner”. Jeg kunne næsten ikke tro, det var sandt. Der var ingen hjemme, jeg kunne fortælle det til. Jette var på arbejde, og Niels Jørgen og Solveig var på ferie i Grækenland, Aase var på Kreta – men heldigvis kom Jette om aftenen, og så kunne jeg fortælle hende den glædelige ting.

Det var dejligt i 1974 at få at vide, at Niels Jørgen havde fundet en dejlig pige, som både Gunnar og jeg var meget glade for. De flyttede sammen, og det syntes vi da bare var i orden. Vi var efterhånden kommet så langt hen i tiden, at det var meget almindeligt. Det gjorde de fleste nu, og det gjorde vores børn altså også! En dag kom de og sagde, at nu ville de giftes – og brylluppet blev fastsat til den 5. juli, og det glædede vi os selvfølgelig meget til. Vi købte bryllupsgave, men desværre døde Gunnar, inden han fik lov at opleve brylluppet. Det blev for mig en dag, der ikke blev det, den skulle have været. Jeg brød sammen, og så var det vel bevægelsen og det hele, som gjorde, at jeg fik en sort dag ud af det i stedet for en glad dag.

Men Solveig og Niels Jørgen fik heldigvis et godt bryllup, og de er glade og veltilfredse med deres 2 drenge, som jeg også er meget glad for. Mine 7 børnebørn, alle sammen drenge, har givet mig mange mange glæder. Og de er jo skyld i, at jeg har været så heldig med deres fødselsdatoer at vinde den store lottogevinst. Det synes jeg også er en oplevelse, at det blev på deres fødselsdage!

Det sidste her er blevet lidt spredt, men sådan vil det vel være. Det er ikke nemt med båndoptageren at gøre ligesom i en bog. Der kunne ellers godt blive en god roman ud af det, men det er der altså ikke blevet.

Jeg forsøgte for nogle år siden at efterlyse Ruth, min veninde fra ungdomstiden i Fredericia. Jeg skrev til Ry, hvor hun kom fra, og fik besked fra kommunen, at hun var flyttet til Fyn og var død der for tre-fire år siden. Det kan jeg godt være ked af ikke at have vidst noget før. Hun boede i Ringe, og når vi nu færdedes så meget på Fyn, så kunne jeg jo godt have opsøgt hende. Det kunne have været dejligt at gense hende. Men det er jo for sent, når først mennesker er døde.

Jeg føler jeg savner mange af dem, der er gået væk. Ninna Hansen i Børkop for eksempel. Jeg kan desværre ikke se i mine fotoalbum mere, men det kunne jeg da indtil for to-tre år siden, og når jeg gik billederne med pensionisterne igennem, så fandt jeg ud af, at mange af dem var døde. Jeg har også mange båndoptagelser, hvor de er med på, og der er særlig én optagelse fra dagcenteret, som jeg engang lyttede til – og talte op, hvor mange af dem, jeg dengang havde forbindelse med, der nu var væk. Det var mange.

I dag er det den 6. januar 1999, og i går kom jeg til at tænke på, at det jo var Bents fødselsdag. Aases Bent, som vi mistede for 9-10 år siden. Det var en stor sorg, at Aase skulle blive alene, og det var ikke til at forstå, at den dygtige mand skulle rives væk i så ung en alder.

Foto af Anna fra den store artikel i Herning Folkeblad om at være syns-

handicappet, "Men hun kan høre keglerne vælte", 23. august 2001.

I dag læser jeg en masse lydbøger. Ovre på biblioteket har de somme tider besvær med at finde noget, som jeg ikke har læst. Men nu har jeg fundet et nyt katalog, hvor jeg kan krydse af og bestille de bøger, jeg gerne vil lytte til og på den måde få læst.

Min lidenskab for kryds og tværs har jeg måttet droppe, efter jeg blev svagtseende. Den opstod, da jeg var i huset i Købmagergade. Fruen må have opdaget, at jeg havde sans for den slags. Hun tog mig somme tider med hen til Søndags BT, hvor hun gættede kryds og tværs, og hvor jeg skulle hjælpe hende. Og den lidenskab varede i mange år. Jeg købte selv Søndags BT og gættede hver uge den svære. Nu må jeg nøjes med nogle små lette nogen. Lidt hovedbrud er godt, men de store var nu meget meget bedre.

Da jeg begyndte at synes, der skete for lidt i Sverigesgade, flyttede jeg ned i BHI i Nørregade, hvor jeg har en dejlig lille lejlighed. Alt det, jeg ellers har oplevet de senere år, behøver jeg jo ikke at berette om. Jeg har været ude at rejse – i Afrika og Canada og Sverige og Norge og Østrig og Gran Canaria, været i Venedig og i London og i Berlin – så hvad det angår, har jeg ikke noget til gode.

Hertil kommer, at jeg har været mange steder i vores dejlige land, på udflugter, og jeg har arrangeret rejser til både udlandet og til Bornholm, med mine pensionister. Så jeg har fået lov til at have et ansvar. Jeg har en god veninde – én af de få, der stadig er tilbage – i Lillian. Vi snakker, mødes af og til, spiller lidt kort, spiser sammen. Får en god snak om dit og dat.

Anna med mor og fra og Moster Marie i haven i Sandal, 1947.

Min mor og far havde en have ude i Sandal – med mange frugter. Mor syltede meget, og det var godt at få fyldt syltekælderen. Jeg cyklede somme tider derud og plukkede jordbær for min mor. Når hun havde kogt en portion frugter – ribs eller stikkelsbær eller jordbær, eller hvad det var, og selv havde fået det, hun gerne ville have – så kom de unge koner og overtog det, der var tilbage, og som kunne koges en gang til, så de kunne få noget grød. Sådan noget ville slet ikke finde sted i dag, at tingene blev udnyttet på den måde. Men det var noget, jeg lagde mærke til, at det betød meget for de unge koner.

Jeg havde i det hele taget en flittig mor, der gav sit tilskud til hjemmets opretholdelse ved at sy for fremmede, som man sagde. Hun syede kjoler og også noget, der blev sprættet op og lavet om til nogle fine ting. Jeg har været ude med mange kjoler til nogle, der fik dem syet hos hende for en femmer plus en krone eller halvanden i sytilbehør. Tryklåse var det dengang; der var ikke noget der hed lynlåse. Når vi var ved Østerstrand om eftermiddagen, dengang der var sommer til, og hvor vi badede og havde det dejligt, så kom min mor og en anden af mødrene med kaffe og saftevand til os, og så havde min mor altid sit sytøj med. Hun sad og stafferede med hånden over sømmene, eller syede tryklåse i, sådan noget som hun nemt kunne have med.

Min far var også en flittig mand, han arbejdede til han var højt oppe i årene og var en skattet murer. En spjældmurer, som det kaldtes, han gik ud og ordnede folks kakkelovne, skorstene og komfurer og var meget eftertragtet ved den mester og det samme firma, han arbejdede for i over fyrretyve år. Det var ikke den samme mand, men nogle sønner, der kom til efterhånden, men samme firma. Vi havde ikke indtryk af, at der var rigeligt. Men der var altid nok i det hjem, vi havde.

Et langt liv har jeg haft, et godt liv. Trods det, at jeg måtte blive alene, så fik jeg et godt liv. Med rejser i udlandet, højskoleophold og hvad ved jeg. Men hvor jeg dog savner Gunnar at dele alle de glæder med, som I bereder mig. Alle I dejlige børn og svigerbørn og børnebørn og oldebørn!

Den hvide bro i Fredericia, 1937.

Indtalt af Anna på kassettebånd omkring årsskiftet 1998-99 og i 2002. Renskrevet og publiceret første gang på denne side i april 2005. Udsendt i nyt layout med flere billeder i september 2017.

Fotoserie fra Annas liv ses her: Annas liv 1915-2005.

I forbindelse med udsendelsen af denne beretning i nyt layout (og gennemgangen af 'Andersen af Erritsø' krøniken) i august-september 2017, laver jeg to ekskursioner til Fredericia-området - først en til byen Fredericia og den efterfølgende uge en til lokaliteterne Sanddal, Erritsø, Snoghøj, Studsdal, Taulov, Sønder Vilstrup og Stoustrup syd og vest for den gamle garnisonsby. Fotos fra disse ture kan ses i to fotoserier, der er links til nedenfor. På den anden af turene - til egnene uden for Fredericia - var batteriet i mit Nikon kamera helt fladt, og fotos er derfor taget med iPhone.

Fredericia 2017

Erritsø-Taulov-Sønder Vilstrup 2017